Gone in the sea

Phillipa Meghan Heaver-Schmidt bor på en stor, gammel herregår. Hendes mor er meget rig og velstående. Phillipa har mange venner, er populær i klassen, hun er køn, sød og intelligent. Men bag ved alt det, under overfladen, gemmer der sig en mørk fortid. Phillipa og hendes mor er i virkeligheden flygtet fra hendes gale og sindsyge far, der stadig holder hendes bror i fanget. Phillipa vil gøre alt for at finde og redde ham. Men det er ikke så let som hun tror, for hendes bror har ændret sig meget gennem årene. Dog begynder det først at gå rigtigt galt, den nat hvor Phillipas mor forsvinder.

9Likes
15Kommentarer
1079Visninger
AA

2. Kapitel 2

Martin tændte sengelampen, og kiggede på Phillipa med alvorlige øjen.

"Siger du, at fruen er væk?" Han havde altid kaldt Phillipas mor for "fruen", men Phillipa havde ikke stillet spørgsmålstegn ved det. Hendes mor var nu en gang frue af huset.

"Ja, jeg vågnede op med den her mærkelige fornemmelse, og..." Martin brød ind, før hun nåede at sige mere.

"Og du har været nede og for at se efter?"

"Jeg kommer lige dernede fra." Nikkede hun. Normalt ville Martin altid høre på, hvad hun end skulle have at sige. Phillipa følte sig en smule stødt over, at han bare havde brudt ind midt i hendes sætning. På den anden side, sagde hun til sig selv, så havde hun lige fortalt ham, at hendes mor var væk. Det var nu ikke så mærkeligt, at han skred til handling hurtigt.

Martin rakte ud, og ringede på en lille klokke. Snart efter stod der en søvndrukken tjener i værelsesdøren.

"De kaldte, hr. Martin." Lød hans sleske stemme.

"Ja det gjorde jeg." Gav Martin ham ret i. "Jeg vil bede dig om, at gå nedenunder til fruen. Hvis ikke hun er på sit værelse, led da hele underetagen igennem, indtil du finder hende. Du må gerne vække Dawtow til at hjælpe dig. Gå nu, og kom tilbage, når du har fundet hende."

Tjeneren løftede øjenbrynet. Han kunne helt sikkert fornemme, at der var noget galt.

"Og hvad hvis jeg ikke finder hende?" Spurgte han.

"Så kommer du også op, og fortæller det til mig." Svarede Martin ham.

Da tjeneren havde forladt værelset igen, vinkede Martin Phillipa over til sig.

"Vi skal nok finde hende igen, stol på det." Sagde han, og trak hende ind til sig i et bjørneknus. Martin havde altid været som en reserve far for hende. Lige siden hende og hendes mor havde forladt... Nej! Igen stoppede hun sig selv i at tænke på hendes rigtige far. På alt, hvad han havde gjort mod hende og hendes mor og hendes bror. Det stak i hjertet, da hun kom til at tænke på hendes bror. Phillipa havde ikke set ham i mange, mange år.

"Nu vil jeg gerne høre din historie," Martin rev hende ud af hendes tankegang, "men først synes jeg, at du bør hente Angelia og Krønnik."

Angelia og Krønnik var, udover Martin, de to mest betroede tjenere i hele huset. Phillipa gik igen ud på gangen, og ind på det næste værelse. Angelia lå og sov sødt, sikkert midt i en dejlig drøm, og Phillipa kunne næsten ikke nænne at vække hende.

"Angelia?" Hun ruskede hende vågen.

"Ja, hvad?" Angelia lød groggy. Hun satte sig op i sengen og kiggede på Phillipa.

"Mor er væk. Du for historien inde på Martins værelse." Svarede Phillipa stille. Angelia så chokeret ud, og fik travlt med at komme ud af sengen.

"Ved Krønnik det?" Spurgte hun, mens hun stilede mod døren.

"Nej, jeg går ind og vækker ham nu." Phillipa var lige i hælene på Angelia. Hun nikkede tilbage, og drejede mod højre, ned mod Martins værelse. Phillipa drejede til venstre, ned mod Krønniks værelse. Egentlig hed han Kenneth, men alle kaldte ham for Krønnik. Phillipa havde engang spurgte ham hvorfor, og han havde sagt, at på et tidspunkt ville han forklare det til hende. Men det havde han aldrig gjord. Phillipa åbnede døren op.

"Krønnik," kaldte hun, mens hun gik over mod hans seng. "Krønnik?" Hun hævede stemmen og rystede i ham. Ligesom Angelia, satte han sig helt forvirret op. Phillipa satte ham ind i tingene, og hurtigt fulgte han med hende tilbage på Martins værelse.

"Godt, fortæl nu, hvad der skete helt præcis." Sagde Martin.

Phillipa slog armene rundt om sig. Martin havde alle de store vinduer åbne, og der var koldt i værelset.

"Fryser du?" Ville Angelia vide. Phillipa nikkede.

"Bare kravl ind under dynen, så får du varmen igen." Tilbød Martin. Phillipa gjorde som han sagde. Da hun havde sat sig godt til rette op ad ryglænet, begyndte hun at fortælle, hvad der var sket.

"Jeg vågnede op efter et mareridt. I kender mig jo godt. Når jeg har mareridt, er det ikke billederne i mit hoved der er uhyggelige, det er mere følelsen. Jeg plejer altid at kunne vække mig selv, og derefter huske det hele." Hun holdte en lille pause. De tre venner kiggede opmærksomt på hende, og nikkede genkendende til det hun sagde.

"Denne gang var det anderledes. Jeg vågnede op, med kun ét billede i hovedet. Min mor, der sad op i sengen, og kiggede rædselsslagent ud i det mørke værelse. Hun stirre på noget eller nogen, helt sikkert den eller det der har fået dette angstfyldte udtryk frem. Men jeg kunne ikke se hvem eller hvad det var. I stedet vågnede jeg op med en følelse af, at min mor var væk."

Krønnik rynkede brynene. "Du vågnede med en følelse af, at din mor var væk?" Han lød forvirret.

"Ja, jeg... jeg kan ikke helt forklare det. Det var en mærkelig følelse, og den fik mig til at stå op, gå nedenunder for at se, om der skulle være sket hende noget."

"Og da du så kom ned til fruens værelse...?" Spørgsmålet hang ufærdigt mellem Angelia og Phillipa.

"Ja hun var væk." Svarede Phillipa. "Hun var i hvert fald ikke i sit værelse og heller ikke på badeværelset. Jeg mærkede på lagnet, der hvor dynen var revet til side. Lagnet var stadig varmt."

"Så det var tydeligt, at hun havde været der for et øjeblik siden." Konstaterede Martin.

"Ja." Nikkede Phillipa.

"Var dynen revet brutalt tilbage, eller bare svinget forsigtigt væk?" Ville Angelia vide. Phillipa rynkede brynene over det mærkelige spørgsmål.

"Hvordan skulle hun kunne se det?" Krønnik rystede på hovedet. "Hun har aldrig fået træning i så noget."

Træning? Nye, forvirrede tanker fór rundt i hovedet på Phillipa. Træning i hvad?

Der blev banket på døren, og alle drejede hovedet mod den.

"Kom ind." Kaldte Martin. Tjeneren, Martin havde sendt ned for at finde Phillipas mor, åbnede døren.

"Fandt du hende?" Spurgte Martin.

"Nej, hun var ingen steder at se på hele underetagen." Reporterede tjeneren tilbage.

"Godt," sagde Angelia, "alle op, vi skal i gang med at lede." På ingen tid vrimlede der med tjenere og butlere på alle etagerne i det store hus. Der var lys i alle værelser, og der blev snakket. Alle var forvirret. Hvad lignede det også at blive vækket midt om natten? Men på den anden side - hvis fruen var væk, måtte man vel vel hellere se at komme op og lede.

"Phillipa, du må godt gå i seng igen, hvis du har løst." Sagde Martin, inden han også forlod rummet. Aller helst ville hun hjælpe med at lede. Hun følte sig ikke træt - og så alligevel. Da hun satte fødderne ud på det kolde gulv, kunne hun mærke hvor træt hun faktisk var. Det føltes ikke som om, hendes ben ville bære hende ordentligt og hun satte sig tungt ned på sengen igen.

"Jeg bliver her og våger." Sagde hun til Martin. Han nikkede og smuttede ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...