Gone in the sea

Phillipa Meghan Heaver-Schmidt bor på en stor, gammel herregår. Hendes mor er meget rig og velstående. Phillipa har mange venner, er populær i klassen, hun er køn, sød og intelligent. Men bag ved alt det, under overfladen, gemmer der sig en mørk fortid. Phillipa og hendes mor er i virkeligheden flygtet fra hendes gale og sindsyge far, der stadig holder hendes bror i fanget. Phillipa vil gøre alt for at finde og redde ham. Men det er ikke så let som hun tror, for hendes bror har ændret sig meget gennem årene. Dog begynder det først at gå rigtigt galt, den nat hvor Phillipas mor forsvinder.

9Likes
15Kommentarer
1072Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Huh!" Phillipa vågnede med et sæt. Hendes hjerte bankede, og hun trak vejret i hurtigt gisp - næsten som om hun havde løbet. Udenfor skinnede månen ind gennem det store vindue. Den var næsten fuld, og den oplyste hendes store værelse som om det kun var aften, og solen ikke var gået ned endnu. Vinden sussede i træerne - ellers var alting stille. Næsten for stille. Phillipa kunne ikke slippe følelsen. Følelsen af at hendes mor var væk. Det var mærkeligt. Hvis hun havde mareridt normalt, var det ikke selve mareridtet der var uhyggeligt, nej det var følelsen af at det var uhyggeligt.

Men dette havde været anderledes. Faktisk kunne hun kun huske ét billede, som havde boret sig ind i hukommelsen på hende. Hendes mor, der sad op, lysvågen i sin seng. Der sad hun med et rædselsslagent blik i øjnene, og kiggede over på nogen eller noget. Nogen eller noget havde fået dette smertende og angstfyldte blik frem i hendes øjne. Men Phillipa kunne ikke se hvad det var. Hun var vågnet op med billedet i hovedet, og en mærkelig og vedvarende følelse af, at hendes mor var væk. Langsomt strakte hun sig over til væggen, og tændte lyset. Alting virkede mindre skræmmende, når lyset var tændt.

Phillipa stod langsomt op af sengen, og skubbede tanken om et monster, der gemte sig under senge, væk. For det første, sagde hun til sig selv, kunne der ikke ligge et monster af nogen kaliber under hendes seng. Der stod nemlig to store sengeskuffer under den. For det andet, og det var nok det vigtigste, så fandtes monstre slet ikke. Hun skråede hurtigt over værelsesgulvet for at komme hen til døren. Lige før døren stoppede hun op ved skabet. Det var et stort, gammelt egetræsskab, som hun havde arvet fra sin farmor. Farmoren havde fulgt med dem den dag de... Nej! Hun ville ikke tænke på det, hun ville ikke. Men i hvert fald havde hun fået det af sin farmor, for hun syntes det var alt for stort og klodset til sådan en lille dame. Skabsdøren stod åbent, og på indersiden var der et stort helspejl.

Phillipa kiggede i det, som hun havde gjort det tusinde gange før. Hun var mellem høj, ja faktisk helt normal. Dog både tyndere og spinklere end hvad de fleste ville tegne som normal. Phillipas bedste veninde, Tryd som de kaldte hende, havde den teori, at alt det mad, som Phillipa spiste, forsvandt oppe i hendes bryster. Fair nok. Phillipas bryster var unaturligt store i forhold til resten af kroppen, men det mente de fleste bare fik hende til at se mere sexet ud. På det punkt var hun ganske enig. Hun havde langt, helt lyst, krøllet hår, ja håret gik hende helt ned til taljen. Hendes hårgrænse var meget høj, og det fik hendes pande til at se meget større ud. Hendes øjne var store og skinnede mørkeblåt, hendes øjenvipper rimeligt lange. Hun havde en lille mund, høje kindben, og en forholdsvis lille næse. Det Phillipa var mest ked af ved sig selv, var nok hendes arme. De var en smule for lange -  i hvert fald hvis man spurgte hende. Tryd sagde altid, at man vel heller ikke kunne få det hele vel? Og når Phillipa så kiggede på hende med store øjne, skyndte hun sig altid at sige, at det lagde man på ingen måder mærke til. Hendes blondede natkjole strøg sig ned over hendes ben. Den fremhævede hendes talje og bryster godt. Hun rev øjnene væk fra det kønne ansigt. Hurtigt lukkede hun skabslågen, og åbnede døren. Hun begyndte at gå hen mod trappen, der førte nedenunder.

Nedenunder var der helt stille. det første rum, Phillipa skulle igennem, var dagligstuen. Det var her de spiste, hvis vejret ikke var til at sidde ude i. Phillipa gik hurtigt igennem den. Da hun kom ud af dagligstuen, stod hun på en lille gang med en hel del døre. En af dem førte ind til et af de mange badeværelser, en af dem til riddersalen. Phillipa ville aldrig gå ind i riddersalen alene når det var aften. Om dagen var det et fedt sted at være sammen med en flok venner og veninder. Men om aftenen knirkede gulvbrædderne altid højere, og de mange ridderrustninger, der var udstilet, så mørke, høje og uhyggelige ud. Engang havde Phillipa og hendes venner prøvet at sove derinde. Faktisk var det meningen, at de ville finde ud af om der virkelig var spøgelser og andet utøj derinde. Det havde været Jacobs idé. Det var typisk ham. Til sidst var de alligevel alle sammen faldet i søvn. Stuepigen havde fundet dem, sovende på gulvet eller op ad hinanden, halv seks om morgenen. Hun skulle støvsuge derinde, og var godt og grundigt træt af, at hun nu også skulle finde senge frem til Phillipa og alle hendes venner. Lidt morgensur havde man vel lov til at være.

Den sidste dør, aller længst nede, førte ind på endnu en gang. Det var på denne gang man blandt andet fandt biblioteket, motionsrummet, den indendørs pool, og spillerummet. Og så Phillipas mors værelse. Phillipa havde aldrig fattet hvorfor hun ville sove nedenunder. Alle andre værelser lå oppe på første sal, men hun havde insisteret. Phillipa havde mange gange prøvet at overtale hende til at flytte op ved siden af sig. Det fandt hun en vis tryghed i, men hendes mor havde sagt nej hver gang.

Phillipa åbnede døren til gange, og gik med hurtige, lydløse skridt ned ad gangen. Hendes mors værelse lå på højre hånd, lige midt mellem poolen og billiardrummet. Da Phillipa kom helt derhen, så hun, at døren stod på klem. Det var der vel ikke noget mærkeligt i, prøvede hun at sige til sig selv. Men da hun skubbede til døren, var det første hun så; sengen var tom. Hurtigt løb hun over til den, mens hun kiggede sig rundt i værelset. Hendes mor var ikke til at se. Dynen var revet til side, og Phillipa stak sin hånd ned for at mærke, om lagnet stadig var varmt. Det var det. Hendes mor var sikkert bare på badeværelset. Hun gik over mod det lille badeværelse, der lå inde på værelset. Men døren var halvt åben, og lyset slukket. Der var ingen derinde. Hurtigt sprang Phillipa ud af døren til værelset, styrtede gennem de to gange, gennem dagligstuen, og op ad trappen, hen mod på Martins værelse.

Martin var én ud af tre betroet tjener, og også en af Phillipas gode venner. Han boede på gården året rundt. En gang havde Phillipa spurgt ham, om han ikke skulle hjem engang imellem. Han havde kigget på hende med alvorlige øjne og svaret: "Det her er mit hjem, Phillipa." Det havde Phillipa tænkt meget over lige siden.  Hun nåede døren, og rev den op.  ”Mor er væk!´” Skreg hun ud i rummet. Martin satte sig straks op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...