One Secret [1D]

Den danske pige Chris, havner ved et uheld til en audition. Hun har ingen idé om hvad det er for en audition, men finder ud af det, efter at blive udvalgt, at hun er blevet castet som det nye drenge medlem af One Direction. Resten af historien handler om hvordan chris må skjule sin sande identitet som pige. Og måske lidt kærlighed...

9Likes
6Kommentarer
2545Visninger
AA

15. Kap.15

Chris POV.

I de efterfølgende dansetimer var det lidt mærkeligt at Daniele, lige pludselig vidste min hemmelighed. Men på den anden side hjalp hun mig både med at kunne komme ubemærket i bad efter træning, ved hele tiden at forsinke mig på den ene eller anden måde. Jeg var hende dybt taknemmelig, men alligevel bange for at det ville blive alt for tydeligt.

Zayn og jeg var på vej ned til dansetræning. I dag havde vi valgt at gå, mest på grund af det dejlige solskins vejr. Jeg selv var endnu ikke et særlig kendt ansigt, vist mest kun for meget dybdegående One Direction fans. Hvorimod Zayn blev genkendt overalt. Han havde maskeret sig med kasket, hættetrøje og store solbrille. Jeg grinte af ham da jeg havde set ham, og det blev ikke bedre da vi spadserede hen ad fortovet, på den halve kilometers afstand mellem vores hus og selskabets entertainment. Selvom han havde forklædt sig, var der stadig mange der genkendte ham, og vi blev stoppet utallige gange, for at han kunne give autografer. Jeg blev kun spurgt en enkel gang, ellers stod jeg for at tage billederne af Zayn og pigerne.

Da vi endelig var nået hen til vores danseundervisning, ti minutter forsendt, måtte jeg undskylde og smutte ud på et aflåst toilet og klæde om. Daniele der havde gang i dansetræningen kunne ikke hjælpe mig denne gang. Zayn kom hen og bankede på flere gange spurgte om jeg okay. Jeg løj og sagde at jeg havde det lidt skidt, og at han bare skulle gå i forvejen. Zayn var vist ret bekymret, sådan lød han i hvert fald.

Pludselig mens jeg sad inde på toilettet og Zayn stod uden for døren, hørte jeg en anden stemme. Jeg genkendte den med det samme, det var Harry. Først blev jeg lidt vemodig, han havde næsten ikke talt til mig de sidste par dage, men nu måtte han da komme herover og bekymre sig lidt for mig. Til min store overraskelse sagde han:

”Er Chris ude på toilettet, er han virkelig syg?” Han lød først lidt bekymret, men så skiftede hans toneleje. ”Nå, det har ikke noget med mig at gøre. Hvis han selv kan blive syg kan han da også selv blive rask! Zayn du behøver ikke at bekymre dig for ham, han er jo en mand. Du ved jo vi helst selv vil klare den slags ting!” Jeg hørte ikke mere, men formodede at Harry var begyndt gå ned ad gangen, med Zayn protesterende efter sig. Det her var for meget, jeg smækkede døren op og løb efter dem.

”Hvem tror du egentlig du er, var?” Hørte jeg mig selv råbe efter dem, og de vendte sig begge. ”Du burde skamme dig, over sådan slet ikke at bekymre dig om dine andre bandmedlemmer!”

”Hvem siger at jeg nogen sinde har accepteret dig som et bandmedlem af One Direction!” Råbte han tilbage, Zayn ville til at sige noget, men jeg afbrød ham.

”Hvad med alt det du sagde til mig da jeg lige var startet i bandet?” Sagde jeg. ”Betyder det slet ikke noget?”

”Nej.” Da han sagde det frøs noget inden i mig til is, jeg kunne ikke forklare hvad det var. Men da han kom gående mod mig, begyndte et lille håb om at han blot ville stoppe op foran mig, begynde og grine og side det hele var en joke, men han gik forbi. I det han gik forbi, stødte hans skulder koldt og brutalt ind i min, og jeg mærkede det der før kun var frossent nu også splintredes i tusinde små iskrystaller. Zayn kom hurtigt hen til mig, og lagde en arm om mig, og med beroligende ord, gik vi hjem uden at danse den dag.

Da jeg den aften lå og stirrede tomt ud i luften, kom Niall hen til mig, og spurgte om det Zayn lige havde fortalt var sandt. Jeg kunne ikke andet end at bekræfte ham.

”Det kæmpe idiot! Når han kommer hjem skal jeg…” Sagde Niall vredt, id et han skulle til at rejse sig, men jeg greb fat i hans arm, og holdt ham tilbage.

”Nej, du må ikke gøre Harry noget.” Sagde jeg bedene, mens jeg stadig havde et fast greb i hans arm.

”Hvad mener du, han kan da ikke bare, sådan uden videre sige sådan…”

”Det betyder ikke noget for mig, bare lad det ligge, okay?” Niall kikkede intenst på mig, og sagde så:

”Okay, jeg siger ikke noget. Men jeg vil ikke forhindre de andre at sige noget til ham.” Jeg sendte ham et halvhjertet smil, der mest af alt lignede en sær grimasse.

”Men hvad var det du sagde,” Spurgte jeg. ”Var han ikke kommet hjem endnu?”

”Nej, vi ved ikke hvor han er. Hans mobil er slukket, Liam har prøvet at ringe til ham flere gange.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...