Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4538Visninger
AA

15. Whatever the fuck hapens, just happens

Gabrielles synsvinkel:

 

”Efter D. 1. Verdenskrig skulle tyskerne hente deres løn i trillebøjer, da landet gik konkurs efter krigen,” lød Jacobs mørke stemme langt væk fra. Jeg lå henkastet på min seng. Min ene arm over hovedet og den anden på min mave. Mit højre ben lå under mit venstre. Jeg havde lovet Jacob at høre hans fremlæggelse til historie eksamen som forgik på fredag, men da han begyndte at fremlægge for mig om 1. verdenskrig forsvandt hans stemme ligesom bare længere og længere væk, og til sidst var jeg ikke længere klar over om han stadig fremlagde for mig eller var stoppet for at høre min mening. Det eneste jeg var klar over var mine tanker som susede rundt i mit hoved. Jeg var alt for forvirret til at koncentrere mig om andet end mine håbløse tanker, hvilket jeg syntes var ret ledt, da jeg vidste at Jacob regnede med min dømmekraft, men når jeg forsøgte at lytte efter hans stemme så forsvandt min koncentration ligeså hurtigt som den var kommet. 

”Gabrielle?” Jeg løftede hurtigt mit hoved op fra puden og mødte Jacobs øjne. Han sad på min kontorstol med sine mange papirer i hænderne.

”Hva?” jeg lød træt men i virkeligheden sad jeg stadig og tænkte på de seneste dage.

”Har du overhovedet hørt et eneste ord af hvad jeg lige har fortalt?” han lød næsten som min gamle biologilærer. En svag rødmen blussede op i mine kinder af flovhed.

”Nej,” Mumlede jeg ærligt og kiggede ned på min slidte røde neglelak. Han smil fortalte mig at han ikke var vred på mig, og jeg blev hurtigt meget lettet.

”Undskyld, det er bare. Jeg har så mange ting at tænke på for tiden. Det… Det har intet med dig at gøre. Det. Undskyld,” jeg lod mit blik møde hans. Han lænede sig tilbage i stolen og lod hans øjne hvile på mig.

”Er du nervøs for eksamen?” Han løftede sit ene øjenbryn op, og vi vidste begge to godt at eksamen på fredag ikke var grunden til min underlige opførsel. Jeg svarede ham ikke, men smed i stedet hovedet tilbage på puden og placerede begge mine hænder foran mine øjne, så mørket opsluttede mig. Et par arme strøg mig over håret og en tårer gled langsomt ned af min kind.

”Jeg ved det gør ondt lige nu, men det bliver bedre. Det ved jeg. Der findes hundrede, nej tusinde fyre derude. Lige nu føltes han som din hele verden, men det går over og før du ved af det, tager du dig selv i smile og takke dig selv for din beslutning du tog,” Jeg vidste han havde rat, men hvorfor var der så en del af min krop som skreg at han tog fejl, og at min beslutning var den værste jeg nogensinde havde taget? Hvis han havde rat, hvorfor føltes det så forkert?  Fordi jeg elskede ham thats why. Jeg elskede ham og hver time der gik gjorde så ondt, var så uudholdeligt at jeg til tider bekymrede mig over om mit hjerte ville gå seriøst i stykker. At det aldrig ville hele igen, at jeg aldrig ville hele igen. Jeg vidste godt at valget var mit. Jeg tog beslutningen, og jeg vidste at hvad gjort er gjort. Jeg troede ikke at Jason ville tage mig tilbage hvis jeg spurgte. Han var sur eller såret, eller var han? Den dreng viste aldrig sine følelser. Måske var han ligeglad. Og pludselig dukkede alt hadet frem igen, og jeg hadede ham igen. Nej det var den rigtige beslutning jeg tog. Det vidste jeg. Det måtte det være. Det bildte jeg i hvert flad mig selv ind. Han var et røvhul. Jeg var bedre tjent uden ham, sådan ville det altid være.

 

Jeg valgte at følge Jacob hjem efter at vi havde brugt et par timer på forberedelser til eksamen. Eller… Han havde. Jeg derimod havde siddet i en døs af minder, tanker, tårer og et knust hjerte, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule min sørgmodighed, og selvom at Jacob havde insisteret på at jeg ikke skulle følge ham hjem, gjorde jeg det alligevel. Jeg havde også brug for at komme ud fra mit værelse.

Ikke mange ord blev udvekslet imellem os, da vi gik, men det føltes ikke underligt. Jeg havde det godt med ikke at snakke. Jeg havde det godt med at lade mine tanker flyve rundt uden at jeg sårede nogen med min fjerne tilværelse. Jeg elskede at Jacob lod mig gå og tænke uden at bryde ind og forlange det store af mig. Den gåtur var virkelig noget jeg havde haft brug for.

”Nå så er vi her,” Jeg kiggede op og så Jacobs smil. Jeg sukkede.

”Jeg er ked af, at jeg har været så indelukket i dag,” Jeg lod mit blik falde ned på de slidte sten. Hans hånd kærtegnede min kind og jeg kiggede forsigtigt op i hans øjne.

”Gabrielle, hvilken ven ville jeg ikke være hvis, jeg var sur over, at du ikke var så snaksaglig?” Jeg svarede ikke.

”Jeg ville være, en lorte ven. Jeg forstår hvorfor du er ked af det, og husk at du altid kan komme hen til mig, hvis du har brug for at snakke. Jeg vil atid være her Gabrielle, altid,” Hans ord ramte mig lige i hjertet, og et smil jeg slet ikke anede jeg kunne lave ged over mine læber.

”Jacob, du er den bedsteven, jeg nogensinde har haft. Jeg elsker dig!” Han smilede.

”jeg elsker dig,” Han lod sine arme glide omkring mig, og før jeg selv var klar over det, begyndte jeg at græde. Det føltes så rart at være i hans arme, være i et par arme som elskede mg som den jeg var. Før jeg vidste af det lod jeg mine læber glider over hans, og selvom min underbevidsthed skreg at jeg skule stoppe mine handlinger med det samme, at Jacob bare var min ven var jeg ligeglad. Jeg kyssede Jacob. Og jeg var så fucked op i mit hjerte at jeg ikke engang gad, at tænke over det.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...