Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4474Visninger
AA

5. Sammen med dig

 

Jasons synsvinkel:

 

 

Regnen som endelig var stoppet for en kort stud, gjorde så man kunne høre vores fodtrin langt væk når vores fødder ramte vandet, som lå i små pytter på vejen. Der var stille. Jeg kunne sagtens have bildt mig selv ind, at jeg var alene, men med hendes hånd som lå i min, gjorde det mig sikker på at hun var der sammen med mig.

”Hvor skal vi hen?” Lød hendes fine lyse stemme, som fik hårene på mine arme til at rejse sig. Til tider kunne det godt pisse mig af, at hun havde den virkning på mig, at jeg ikke bare kunne fucke alt op længere, uden at tage hende med i faldet, kunne godt gøre mig rimelig pest! Men, når jeg kiggede på hende, følte hendes bløde hud mod min eller læste hendes beskeder, fik det mig til at føle noget…underligt?  

”Jason?” Jeg vendte mit blik imod hende, og lod et smil glide over mine læber. Hun kiggede på mig med sådan et blik som kun hun kunne lave.

”Vent og se.” Mumlede jeg, mens jeg lod min tommelfinger kærtegne hendes håndoverflade. Hun stoppede pludseligt op og kiggede underligt på mig. Jeg lod mig selv stoppe i et skridt og gik et par skridt tilbage, så jeg stod overfor hende. Hendes hånd lå ikke længere i min. I stedet lod hun den køre igennem hendes lange lyse hår. Jeg sendte hende dog alligevel et undrende blik, som hun stod der med et utydeligt udtryk i ansigtet, og virkede så fjern. Sådan stod vi i et par minutter, overfor hinanden med øjenkontakt, som ingen af os kunne forstå meningen i, eller jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg var lost, seriøst! Men når, jeg kiggede på hende så hun ligeså blank ud som jeg følte mig, men ingen af os tog alligevel intativet til at starte med at snakke, eller ikke før at jeg begyndte at fryse og egentlig gerne ville videre i mit liv.

”Hvad er der, Gabrielle?” Min stemme lød måske hårdere end jeg ønskede det, da hun vendte hendes blik mod jorden. Jeg løftede med min håndflade hendes hoved op, så vi igen kiggede hinanden i øjende.

”Kys mig, Jason.” Hviskede hun. Og jeg gjorde præcist hvad hun ønskede. Jeg lod mit hoved møde hendes og vores løber mødtes langsomt i et langt intenst kys – hun kunne få mig til hvad hun ville! Hun havde mig hvor hun ønskede!

 

”Hvad skal vi her?” Lød hendes stemme i mine øre.

”Jeg har jo allerede sagt op til flere gange, at du må vente og se!” Vi gik sammen op ad stien, som førte os til hvad jeg ville lave med Gabrielle i aften.

”Ja, og jeg har sagt op til flere gange, at jeg ikke kan vente!” Jeg ingorede hende dog bare, og fortsatte i tavshed. ”- har jeg overhoved det rigtige tøj på?” Spurgte hun, med panik i stemmen. Jeg sendte hende et elevator blik. Hun havde et par everlast bukser på, i en hvid nuance, og en mørkeblå cowboyjakke.

”Du er perfekt.” Smilte jeg, og hev hende med ned ad stien. Hun valgte dog ikke at kommentere noget. Hun havde nok endelig indset at jeg ikke havde i sinde at fortælle hende noget….indtil.

”Du sagde, at vi skulle et smut ind i din verden!” Blev hun ved, så jeg udbrød et dybt suk!

”ja, du er godt nok hurtig!” Svarede jeg flabet. Hvis hun troede at hun udefra det kunne lokke noget ud af mig, så kendte hun mig ikke særlig godt. ”- Vi skal denne vej.” Jeg førte hende til højre.

”Ej! Skal vi skøjte?” Udbrød hun, med et stort smil. Jeg nikkede kort, og hev hende med hen til billetlugen.

”Vi vil gerne leje to par skøjter.” kvinden, som jeg talte til havde kort sort hår, og store blå øjne. Hun sendte mig et bekymret blik, og vendte hendes øjne mod Gabrielle, hvorefter hun lavede nogle sørgmodige øjne, og jeg var ikke et eneste sekund i tvivl hun vidste hvem jeg var!

”Ja, det bliver 50kr. Betaler du, med kort eller kontant?” heldigvis kommenterede hun ingenting. Jeg valgte derfor at sende hende et smil.

”Bare på beløbet.” jeg fandt mit kort – som James, også kaldt min far havde skaffet mig. Jeg kaldte ham aldrig Far, da jeg ikke elskede ham den mindste smule, eller kendte ham, og jeg ville kende manden jeg kaldte Far, derfor kaldte jeg ham James! Sådan var det bare, selvom han ikke brød sig om at jeg kaldte ham for sit rigtige navn, så måtte han leve med det. For jeg havde ikke i sinde at ændre mening forløbeligt!

”Skal du have, bonen med?” jeg rystede kort på hovedet.

”Ellers tak.” Hun nikkede, med et stramt smil.

”Skøjterne står derover. I finder bare jeres størrelser.”

”Tak.” jeg fandt Gabrielles hånd og ledte hende hen til hvor kvinden havde peget.    

 

 

Gabrielles synsvinkel:

 

”Kendte du hende?” Hviskede jeg, da jeg stod med et par skøjter i min størrelse, og var ved at tage mine Converse af.  Jeg havde bemærket at damen havde sendt Jason et bekymret blik, og da hun kiggede på mig virkede det som om hun kunne begynde at græde hvert øjeblik det skulle værre, det havde undret mig, og jeg ville vide om der var noget som Jason ikke havde fortalt. Han vendte blikket fra sin leden efter sin størrelse og mødte mine øjne. 

”Nej, havde ingen ide om hvem hun var.” han virkede så selvsikker, og det gjorde mig mærkeligt nok urolig. Jeg betragtede ham vende sig rundt og lede videre efter sin størrelse.

”Så du ikke de blikke hun sendte os?” Spurgte jeg, min stemme rystede af irritation over at han ikke bare kunne sige sandheden. Jeg vidste der var noget han ikke ville fortælle! 

”Hvordan skulle jeg kunne undgå det?” Han fandt endelig sin størrelse og begyndte at tage sine sko af, mens hans øjne hvilede på mig. Jeg sukkede.

”Glem det.” Mumlede jeg, og lod mine øjne falde ned på gulvet, for at undgå hans blik.

”Gabs?” Hans hånd førte mit hoved opad, så jeg var tvunget til at se ham i øjende. Det overraskede mig hvor tæt han egentlig stod på mig, og mit hjerte glemte at banke, i et kort øjeblik. Jeg nikkede svagt da mit hjerte bankede reglmæsigt igen. ”- Hvad tænker du på?” jeg sukkede.

”jeg tænker på, om hvorfor hun kiggede sådan på os.”

”Det var fordi hun kunne genkende mig.” Svarede han hurtigt.

”Men? Ringer hun så til politiet?” Jeg turde nærmest ikke spørge, i skrækken om hvilket svar jeg ville få. Heldigvis rystede han på hovedet.

”Det ville hun ikke kunne få noget ud ad! Trust me! Du mister mig ikke igen på grund af de idioter!” Hun lod hans hånd kærtegne min kind og jeg nikkede, med et smil på læben.

”Jeg tror dig.”

 

Vi stod tæt sammen på midten af skøjtebanen, alene, og det eneste lys der var at se var månen som dansede hen over banen, med dens lysegyldne farve.

”Så hvorfor en skøjtebane?” Spurgte jeg, da Jason fik mig til at snurre rundt under hans arm, så hans arme lå trygt om min marve. Han kyssede mig blidt i håret, og et smil bredtes hurtigt ud over mit ansigt. Jeg havde det fantastisk. Alene sammen med Jason på en skøjtebane. Jeg følte mig som den eneste pige i verden, og jeg havde det som om jeg var med i et eventyr. Det var fortryllende. ”- Jeg mener. Du sagde vi skulle ind i din verden, så hvorfor en skøjtebane.” Han fik mig vendte rundt så vi stod ansigt til ansigt, vores ansigter var så tæt at jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt.

”Jeg vil gerne lukke dig ind i mit liv, Gabrielle. Men det er ikke nemt, derfor bliver jeg nød til at tage de små ting langsomt af gangen.” Jeg nikkede, og ventede egentlig bare på at han ville fortsætte. ”- Jeg tog dig med herud her til aften fordi, at jeg som lille elskede at skøjte. Jeg skøjtede tit med min Mor og bror. Da de så døde ville jeg ikke nærme mig en skøjtebane igen, det mindede mig for meget om dem, men…” han stoppede, og hans store smukke brune øjne smeltede ind i mine. I et øjeblik var det som om tiden var gået i stå, og at vi ville stå på skøjtebanen foreviget, da han langsomt åbnede munden igen.

 

”Men, Jeg besluttede at hvis jeg skulle skøjte igen, skulle det være med dig ved min side.”

 

    

 

 

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...