Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4457Visninger
AA

8. ”Just play, but we both know I can play better,”

Jasons synsvinkel:

 

Et stort smil bredtes stort over hans smalle røde læber,

”Well, jeg ledte faktisk efter dig.” Jeg sendte ham et forvirret blik. Jeg havde ikke set David siden dengang hvor vi sagde farvel, da jeg skulle flytte til Las Vegas sammen med Alex. En masse tanker omkring vores farvel farede igennem mit hoved, og jeg blev kastet ind i fortiden…

 

Havnen foran os så fredelig ud. Jeg så et par skibe et par meter foran os. De var begge fyldt op med unge teenagere, der sikkert var på vej ud på eventyr. Jeg lod et kort smil glide over mine læber over ordet eventyr, hvor lød det egentlig mærkeligt. Jeg plejede aldrig at bruge sådanne ord, det var sgu lidt for sukkersødt til mig.

”Tænk at du flytter til Las Vegas, om bare et par timer, sidder du i et fly, og vi kommer nok ikke til at se hinanden igen,” Jeg sukkede tungt. Tanken om at skulle sige farvel til David var ikke særlig rar. Han havde været den eneste person, som jeg stolede på, og som jeg havde fortalt alt til. Han kendte mig som ingen anden, og tanken om at han ikke længere var lige i nærheden, gjorde mig trist. Jeg vidste, jeg ville savne ham.

”Tænk hvis vi en dag mødes og vi ikke engang kan kende hinanden,” Jokkede jeg, mens jeg lod et suk forlade mine læber. Et alvorligt blik gled over Davids øjne,

”Skal vi ikke aftale, at hvis vi kommer ud i sådan en situation, og den ene kan kende den anden, så siger vi ordet vik?” Jeg lod et grin forlade mine læber, mes jeg sendte ham et underligt blik,

”Tror du ikke, vi ville kunne kende hinanden? meget ændre man sig da ikke over de næste år,” Jeg jokkede tydeligvis med ham, men jeg var en ekspert i at kende mennesker, så jeg vidste at det ikke ville blive et problem for mig, og om nogen mennesker ville jeg da til en hver tid kunne kende david, altså who am I kidding?

Et kort suk forlod hans læber,

”Bare tænk hvis vi nu ikke kan? Kom nu bare!” Jeg sukkede,

”Så hvis vi en dag mødes igen, og vi ikke kan genkende hinanden så siger vi altså vik? Har jeg fanget den rigtigt, eller?” Han nikkede kort, og jeg lod et grin forlade mine læber. Han var simpelthen for meget, men jeg kunne alligevel se på ham at det ville gøre ham glad, hvis jeg bare gav efter og gik med til det, så derfor nikkede jeg mig enig,

”Hvis det gør dig glad,” 

Vi grinende begge kort, da en stemme et stykke væk råbte mit navn., Jeg vidste med det samme hvem det var og hvad det betød. Jeg sukkede endnu engang tungt, og kiggede så på David,

”Det var mit stikord. Las Vegas venter,” Jeg så David kigge væk, og jeg vidste at han var ked af det. Ikke at jeg ikke var det, men at vise følelser havde altid lagt langt væk fra mig.

”Vi ses,” Mumlede jeg, og inden jeg vendte rundt for at gå hen til min bror som ventede på mig, sendte jeg David et sidste blik,

”Husk at uanset hvad kan du altid komme til mig, hvis du har brug for hjælp jeg vil altid være der for dig,” Det var de sidste ord jeg sagde, før jeg vendte rundt og lod David stå alene tilbage.   

 

Jeg vendte hurtigt tilbage til virkeligheden, da jeg så David stå og kigge afventende på mig,

”Så du ledte efter mig? Hvorfor?” Fik jeg endelig spurt. Hans blik blev mørkt og han kiggede lidt væk. Han skjulte helt tydeligt noget for mig, men hvad det lige var, kunne jeg ikke lige fange. Jeg skulle lige til at spørge ind til det, da han begyndte at snakke, og jeg klappede i.

”Jeg har et liiiiile problem,” indrømmede han. Jeg søgte efter svar i hans øjne, og da jeg havde ledt læge nok fik jeg det.

”Jeg har bortført en pige,” Sukkede han. Hørte jeg rigtigt? Han havde simpelthen bortført en pige? Og hvorfor i al verden undrede det mig ikke den mindste smule, at han ville kunne finde på det? Well, nok fordi at det var David, vi snakkede om, og han skulle altid gøre sådan nogle unødvendige ting for at få lidt spænding i livet. Havde han ikke snart indset at det altid gik galt når man bortførte en pige? David var ikke en kriminel. Han havde aldrig slået en ihjel, stjålet eller noget lign, det vildeste han havde gjort i de år, jeg kendte ham var at bortføre piger. Dog ville jeg ikke rigtig kalde det en bortførelse for de piger han bortførte ville altid gerne bortføres. Jep, hvis I er forvirret nu, så forstår jeg det godt. Jeg fatter det egentlig heller ikke rigtig, men det var aldrig et problem. Jo altså, hvis man så bort fra at han altid blev forelsket i dem og de blev i ham og ja..ya know how it ends.

”Igen? For fanden David, du må se at få noget kontrol over dig selv,” Jeg grinede kort, og forventede vel egentlig også, at han ville grine med, men hans ansigt var som sten, og han bevægede ikke den mindste muskel.

”Jason, det her er alvorligt. Det er ikke bare for sjov. Okay, jeg springer bare ud i det. Jeg var i byen. Jeg ledte efter en dude der skyldte mig penge, da jeg endelig fandt det svin, nægtede han at give mig mine penge. Han blev ved med at kæfte op om at han så ikke ville have råd til den øl., han skulle til at købe, men det var jeg jo rimelig ligeglad med. Idioten skyldte mig penge, og jeg havde snart ventet i 3 måneder, well. Jeg bad ham gå med mig, og da han nægtede hev jeg ham med, og….slog ham ihjel..”    

”Du slog ham bare ihjel?” Jeg var i chok. Hvad var der sket med David? Han sukkede.

”Det er ikke det der er problemet. Fuck ham altså, han fortjente det. Nej, det er hans kæreste der er problemet. Hun var åbenbart fulgt efter os, og da jeg skød hendes klamme kæreste løb hun frem og begyndte at tude. Hun truede mig med at ringe til politiet, og ja. Det ville jeg jo ikke have. Jeg mener. Jeg kan ikke forstille mig at side i fængsel er særlig sjovt. Jeg tog hende derfor med. Jeg tænkte hvilken person ville kunne hjælpe mig i denne situation? Og jeg vidste med det samme at den største ungdomsforbryder Jason McCann ville kunne hjælpe mig. Derfor tog jeg hertil, for at finde dig. Jeg havde ikke regnet med at finde dig, men her er du jo…jeg er så glad for jeg fandt dig. Jeg ved du vil hjælpe mig. Du kender the shit,”

”jeg kan ikke hjælpe dig,” Var det eneste der lød fra mine læber. Jeg var færdig med kriminalitet, og jeg ønskede slet ikke at blive smidt lige ind i en gidseltagning. No way! Jeg vendte mig om for at gå, da han tog fat om min skulder og hev mig tilbage, så vi stod ansigt til ansigt.

”Du lovede mig, at jeg altid ville kunne komme til dig, hvis jeg havde et problem. Well, jeg ved ikke om jeg har gjort det tydeligt nok, men jeg har et problem nu, og du går bare? Hvad er der med dig Jason? Jeg troede du ville hjælpe mig. Jeg troede jeg kunne regne med dig!” Jeg sukkede.

”Det var flere år siden, look. Det kan godt ske, jeg bliver omtalt som den største ungdomsforbryder rundt i de forskellige stater, men den person er her ikke længere, okay? Jeg har ikke tænkt mig at hjælpe dig! Jeg kender dig jo ikke engang! Den David, som jeg ville have hjulpet ville aldrig have slået en person ihjel!” Jeg kunne se vreden i hans øjne…

”Det der var ikke fair sagt! Du har jo slået flere personer ihjel end jeg har hår på mit hoved!” Jeg bed tænderne sammen.

”Hvis det er det du vil tro på,” Han kiggede forvirret på mig.

”Hvor er den fyr der bliver omtalt som den store forbryder, alle er bange for henne?” Jeg sendte ham et hurtigt blik.

”Han fandt ud af at der var noget i livet der var meget vigtigere end that shit!”

”Og hvad er det så?” Jeg sendte ham et hurtigt blik.

”Kærligheden,” Han kiggede mærkeligt på mig.

”Er der nu en eller anden bitch som har fået dig til at glemme hvem du i virkeligheden er? Gemmer du dig bag hende, for at glemme dig selv?” Jeg holdt min vrede inde. Han havde lige kaldt Gabrielle en bitch, bare sådan uden videre! Hvad havde han lige gang i?

”Jeg har ingenting at sige til dig!” Jeg vendte mig om for at gå, men da jeg hørte et højt skud, vendte jeg mig hurtigt rundt. David stod med en pistol i hånden og kiggede afventende på mig.

”Jeg skyder hvis ikke du hjælper mig!” Han sigtede lige imod mig. jeg sukkede bare tungt, og gik derefter han til ham, med et smil om læben. hvilket, fik ham til at sænke pistolen. Han var åbenbart allerede i troen om at, han havde vundet. Jeg hev derfor pistolen ud af hans hånd og lod den glide imellem mine fingre. Jeg vendte mig rundt for at gå, mens jeg med en kæk stemme svarede.

”Just play, but we both know I can play better,”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...