Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4446Visninger
AA

16. Just give me a reason

Gabrielles synsvinkel

 

1 besked modtaget:

Jacob: Gabrielle?

 

Jeg sukkede tungt. Det kunne vel ikke komme som en overraskelse for mig, at Jacob ville kontakte mig igen. For fanden jeg kyssede ham jo. Det kunne vel ikke komme som et kæmpe chok for mig at han ønskede nogle svar? Men alligevel blev jeg overrasket, da jeg så hans navn dukkede op. Jeg skulle aldrig have logget ind på Skype. Jeg burde have set det her komme. Jeg kunne bare ikke tage stilling til noget af det. Jeg kiggede på beskeden og besluttede mig for en gangs skyld at svare.

 

Gabrielle: Ja?

Jacob: Undgår du mig bevidst? xD

 

Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud, for ja jeg havde undgået ham bevidst. Hver gang jeg så han var online på Facebook eller Skype loggede jeg altid af. Jeg svarede ikke rigtig på hans beskeder eller hans opkald, ondt? Ja, men jeg kunne ikke forstå mine følelser. Elskede jeg Jacob? Så meget at jeg kunne komme over Jason? Jeg vidste det ikke. Men uanset hvad så fortjente Jacob ikke den behandling. Han fortjente at vide hvad der foregik præcis som jeg fortjente at vide hvad der skete imellem mig og Jason dengang, hvor jeg intet hørte til ham. Det gik pludselig op for mig at jeg havde gjort præcis det samme mod Jacob, som Jason havde gjort ved mig, og jeg fik straks en skyldfølelse.

 

Gabrielle: ærligt, ja. Jeg er bare så forvirret.

Jacob: Har du fortrudt? Du ved… kysset?

Gabrielle: Nej.

Jacob: Men du undgår mig fordi?

Gabrielle: Jeg ved ikke hvad jeg føler Jacob…

Jacob: Find ud af det. Jeg forstår intet. Det ene øjeblik kysser du mig, det næste er det som om du ikke kender mig?

Gabrielle: Lad os mødes, så kan jeg forklare det?

Jacob: Er det nu en god ide?

Gabrielle: Sig mig? Undgår du nu mig? xD

Jacob: Det er sent.

 

Jeg lod automatisk mine øjne glide over uret på min computer. Klokken var halv 10 om aften. Han havde rat i at det var et sent ridspunkt at mødes, men når jeg først havde sat mig for noget, var jeg ligeglad.

 

Gabrielle: Jeg er ikke bange for mørke. :b

 

Lige efter beskeden var sendt, fik jeg en underlig fornemmelse i maven. Beskeden var ment som en joke, for i virkeligheden så jo, jeg var bange for mørke, men det vidste Jacob ikke. Jeg fløj straks to år tilbage i tiden. Tilbage til en aften hvor jeg mødte en helt særlig person…

 

Vi gik ind i skoven. Jason gik bevidst længere ind og jeg var ikke længe om at forstå, at han ville have vi skulle være alene. Fuck! Utroligt nok fik jeg mig selv til at åbne min mund.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg, min stemme rystede. Jeg var rædselsslagen.  Han vendte sig om mod mig.

”Hør lille pige, hvis du så meget som tænker på at fortælle folk hvor du har set mig, så bliver jeg nødt til, at slå dig ihjel, og tro det eller ej, men det vil jeg helst undgå,” Hvis jeg havde været klog, havde jeg nok løbet væk i en helvedes fart, men jeg var langt fra modig, og jeg var sygt bange for at han kunne finde på at slå mig ihjel, hvis jeg prøvede at flygte.

”Jeg skal nok tie stille, det lover jeg,” ordrende fløj ud af munden på mig, som galt det mit liv… men det gjorde det vel egentligt også. Et kortvarigt smil gled over hans læber, og jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft. 

”Må jeg spørge om noget?” Han sukkede men nikkede.

”Hvorfor gør du sådan nogle ting? Jeg mener… hvorfor er du sådan?” Jeg lod min hånd glide i hans retning. Jeg kiggede uroligt på hans udtryk i ansigtet. Jeg havde sikkert gjort ham fucking sur! Hvorfor kunne jeg ikke bare holde min fucking kæft altså? Han rystede bare på hovedet, og gik hen til mig. Pistolen var væk kunne jeg se, heldigvis

”Her,” Han gav mig min iPhone tilbage, uden at kommentere på mit spørgsmål. Og jeg valgte bevidst at lade det ligge.

”Tak,” sagde jeg, selvom han allerede var på vej længere ind i skoven. En normal person ville være løbet hjem hurtigere end lynet, men desværre var jeg ikke som alle andre. Jeg havde hele mit liv været bange for at gå alene om aften. Hallo har I aldrig hørt om alle dem der var blevet dræbt eller voldtaget? Det skræmte livet af mig! Om det var en klog ide vidste jeg ikke men før jeg vidste af det, kaldte jeg på Jason. Ikke stil spørgsmål tak. Jeg vidste heller ikke selv hvad jeg havde gang i! 

”Jason?” råbte jeg, Han vendte sig overraket rundt, men hans ansigtsudtryk og kropsholdning var ikke til at tage fejl af. Han var irriteret.

”Hvad?” spurgte han surt, og begyndte med langsomme skridt at gå imod mig. ”Jeg har jo gjort dig en tjeneste, ved at love dig, at jeg ikke siger noget. Vil du så gøre noget til gengæld?” Han var lige ved at grine, men nøjes bare med at smile svagt.

”Hvad skulle jeg hjælpe dig med?” jeg bed mig hårdt i kinden. Omg jeg ville komme til at hade mig selv for dette i morgen. 

”Jeg tænkte på om du ville følge mig hjem?” Han begyndte at grine, nar! ”Hvorfor i alverden skulle jeg gøre det?”

”Det er en hemmelighed” Jeg smilede flovt.

”whatever,” han himlede øjende, og fulgte mig så igennem skoven.

 

Jeg fadt tilbage til virkeligheden ved lyden af at jeg havde modtaget to nye beskeder. Jeg skyndte mig at smide de gamle minder væk og valgte i stedet at fokusere på Jacob.

 

2 beskeder modtaget:

Jacob: Hvis du siger det.

Jacob: Skal vi sige ved Westheimer Road om 10min?

Gabrielle: Det en aftale vi ses.

 

Jeg loggede derefter af og skyndte mig ned og hente min jakke og tage mine sko på. Det tog mig to minutter så var jeg ude af døren.

 

Westheimer Road var byens dagligvarer butik. Den havde altid været mit og Jacobs mødested. Vi boede begge to meget kort tid fra Westheimer Road og derfor syntes vi det var et perfekt sted ar mødes.

Jeg gik op af den store pareringsplads og gik hen til vogn huset nr. 5, som var der vi plejede at vente på hinanden. Jeg lod min ryg ramme muren bag mig og så var der ikke andet at lave end at vente.

’”Hey,” Jeg smilede ukontrolleret, da jeg så Jacob komme imod mig.

”Hey,” Smilede jeg, og begyndte at gå imod ham. Jeg gled ind i hans arme og jeg fik straks følelsen af at være hjemme. Han indåndede langsomt duften af mit hår, men udbrød kort efter et suk og slap derefter hans arme om mig. Jeg gik et par skridt tilbage og lod så mine øjne møde hans. Han så forvirret, vred og såret ud, men det kunne jeg godt forstå.

”Skal vi gå en tur?” Min stemme var svag. Han nikkede en enkelt gang og uden en lyd, begav vi os ned ad de tomme gader.

”Jeg er så forvirret Jacob,” Min stemme lød høj i den tomme stilhed, men jeg vidste godt at den kun havde været en svag hvisken. Han sendte mig et kort blik og sukkede derefter tungt.

”Så er vi to. Jeg forstår ingenting,” Jeg nikkede. Jeg forstod ham godt. Han fortjente at vide hvad jeg følte og jeg ville med glæde fortælle ham det, problemet var bare at jeg ikke selv var klar over det. 

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” Mumlede jeg mens skyldfølelsen bannede sig længere og længere frem i mig. Han stoppede brat op og vendte sig imod mig, så hans øjne borede sig ind i mine.

”Kan du lide mig?” Jeg nikkede, selvfølgelig kunne jeg det.

”Kan du lide, når du krammer mig?” Endnu engang nikkede jeg. Han gik et skridt tættere på og lod hans fingre flette sig ind i mine.

”Kan du lide det her?” Jeg smilede svagt og nikkede.

”Reagere dit hjerte når jeg gør dette?” Han bevægede sit hoved tættere på mit og straks begyndte mit hjerte at hamre af sted.

”J-ja,” Han smilede skævt. Og lod hans læber nærme sig mine, alt imens mine tanker farrede af sted.

”Gabrielle, du ved at jeg har kunnet lide dig i langt tid, og inderst inde ved du også at du kan lide mig. Giv os en chance?” Jeg sukkede og kiggede ned.

”Hvad med Jason?” Mumlede jeg. Han tog langsomt fat i min hage og vendte mit hoved op så vores øjne mødtes.

”Gabrielle, det er slut! Du sluttede det! Han er en kriminel. Han vil aldrig vide hvordan han skal behandle dig ordentligt! Du fortjener det bedste, og for at være ærlig: Jason McCann er ikke den bedste, ikke for dig… Ikke for nogen! Du bliver nødt til at indse at det er forbi, og komme videre med dit liv. Jason vil aldrig gøre andet end at få dig til at græde. Gabrielle, jeg vil gøre dig glad. Jeg bekymre mig om dig. Jeg vil elske dig! Og dine forældre ville ikke krumme tærer når du tager mig med hjem. De vil måske endda kunne lide mig? Hvem ved? Giv os nu en chance?” Jeg vidste at han havde ret og derfor besluttede jeg mig,

”Jeg vil gerne give os en chance,” Smilede jeg og mødte derefter hans læber. Hans læber omsluttede mig i et par sekunder, hvorefter han stoppede og kiggede mig dybt ind i øjende.

”Er du sikker?”

”Jeg er sikker!” Han smilede større.

”Hvad med Jason McCann?” Jeg lukkede svagt mine øjne i.

”Han er glemt,”  

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...