Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4534Visninger
AA

7. "Im not a lamp you can fix,"

Jasons synsvinkel:

 

Jeg brasede ind i den store hvide villa, som han havde købt, da han ankom til byen, med den glimrende ide om at lege glad lille familie. Han mente virkelig at han ville blive. Det irriterede mig grænseløst at han ikke bare kunne skride langt væk. Hvis han dog bare ville flytte helt fra USA. Over til en anden verdensdel, det var da ikke meget at forlange?

 

Jeg smed min læderjakke over den nærmeste knag og gik så målrettet ind på det flotte nylagte gulv med sko på, uden at tage hensyn til at rengøringsdamen lige havde gjort rent. Og ja du hørte rigtigt, rengøringsdame? Min far var åbenbart blevet rig. Om han havde vundet i Lotto eller hvad fanden der lige var sket havde jeg ikke rigtigt haft tid, eller lad os kalde det lyst til at finde ud af.

 

Jeg bevægede mig ned ad den lange og mørke gang mod mit værelse, i håb om at nå frem og låse døren inden han ville finde ud af, at jeg var kommet hjem, og ville begynde at snakke løs om respekt, regler, konsekvenser og ny livsstil.

”Jason?” Alle de bandeord jeg kendte til, og havde hørt igennem hele mit liv farede igennem mit hoved, da han stod foran døren til mit værelse og ventede på mig. Han havde alligevel regnet ud at jeg ville prøve at undgå ham, pis. Et dybt suk, som jeg på ingen måder prøvede at skjule fra ham for gennem mine læber, da jeg mødte hans alvorlige blik.

”Vi skal have en snak,” selvfølgelig.

”Hvad vil du nu snakke om?” jeg skjulte på ingen måde min irriterende tone, og det fik ham til at sukke højlydt, og nej det var ikke fordi det lå i familieblodet.

”Jeg er træt af at du kommer og går som du vil. Du passer ikke din skole. Jeg ser dig aldrig. Jeg er træt af din opførelse Jason! Jeg ved ikke hvad du går og laver! Du hørte selv politiet, du får kun en chance og hvis du ikke kan holde den, så kommer du i spjældet igen. Jeg vil ikke have min søn skal opføre sig som en forbryder!” Jeg sukkede straks højlydt over hans lange tale, og hævede stemmen da jeg hurtigt svarede igen.

”jamen hvad havde du regnet med? At jeg ville ændre personlighed og livsstil bare fordi du besluttede dig for at komme tilbage? Jeg er den person, du har gjort mig til. Jeg har slået en person ihjel, fatter du det? Jeg er ikke en lampe du bare kan give en ny pærer. Jeg er blevet til den, jeg er fordi du ikke var der hverken for mig eller Alex, da vi havde allermest brug for dig.” Jeg spyttede det sidste ud, og vendte mig hurtigt om og gik stærkt hen til gangen for at rive min læderjakke ned fra knagen, hvorefter jeg styrtede udenfor. Jeg skulle væk fra ham!

 

En cigaret blev til to, som blev til tre, da jeg med langsomme skridt gik igennem de efterhånden mørke gader. Jeg var ikke blot sur, jeg var rasende. jeg havde fået nok af alt hans snak om at jeg skulle ændre mig, hvis han havde sådan et stort problem med mig, hvorfor skred han så ikke bare? Det ville jo gøre alle glade alligevel. Jeg ville komme i fængsel igen, også var alt ved det gamle. Jeg ville være hvor jeg hørte til. Et sted hvor jeg hang i min fortid, men det var et sted hvor folk ikke prøvede at gøre mig til en jeg langt fra var.

 

Jeg lod mit blik glide hen til kanten af det påbegyndende græs, det var ved at blive mat og kedeligt, latterligt at jeg tænkte på det, men hvor var efteråret egentlig en kedelig årstid! Jeg smed cigaretten ned på det kedelige gule græs og tværede så min sko over den. Hvorefter jeg endnu engang rodede efter pakken med cigaretter og lighter i min lomme. Jeg tændte for fjerde gang en cigaret og førte den i hurtige bevægelser ind i min mund, hvorefter jeg med en langsom bevægelse pustede røgen ud. Det var rart og afslappende. Røgen gjorde mig på en underlig måde rolig, og tankerne om ham forsvandt længere og længere væk.

 

Gaderne var mørke og lange, og klokken var i hvert fald over 23, like I care. Alt i byen var stille, og det undrede mig derfor også meget, da jeg hørte fodtrin bag mig. Hurtige fodtrin. Men alle vidste vist godt, at jeg ikke var typen der bekymrede mig om den slags, hvis folk ville følge efter mig, var de da velkommen. Hvis de virkelig ikke kunne finde på andre ting at bruge deres tid på. Jeg førte nok den sjette cigaret ind i munden og gik ellers bare videre, det gjorde mig ikke bekymret at de fodtrin, som var bag mig, ikke var nær så langt fra mig som før, men i stedet faktisk lige bag mig.

 

”Giv mig dine penge!” En person bag fra, hev mig rundt og stod med en pistol rettet imod mig. selvom jeg ikke var bange for ham, fik jeg da alligevel et sug igennem kroppen. Helt ærligt, hvem sprang også bare frem og angreb folk ud af den blå luft? Men bange var jeg sgu langt fra. Jeg havde sgu mange gange prøvet det der var værre, end at blive angrebet på åben gade af en totalt random person.       

”Det kunne ellers være herligt, men jeg har sgu ingen penge desværre. Du har vist fået fat i det forkerte offer.” Jeg lod røgen fra min mund ryge ind i hans ansigt, hvorefter et kækt smil gled over mine læber, da jeg så personen foran mig få et helt underligt ansigtsudtryk. Pistolen blev langsomt sænket, og jeg skulle lige til at vende mig om for at gå, da fyren tog fat i mi arm.

”Vent lige.” Mumlede han, mes hans øjne gled op og ned ad mig. Hans ansigt lyste pludselig op i et smil, da han igen mødte mine brune øjne. ”You gotta be kidding me.” Lød den igen fra ham. Jeg fattede ikke en meter, og derfor sendte jeg ham også et mærkeligt blik. Han var helt sikkert på stoffer! Ellers havde han da et problem!

”kan du ikke kende mig?” Endnu et mærkeligt blik fortalte ham at jeg da ingen anelse havde om hvem fanden han var.

”Vik, det er jo mig….David,” ordet Vik, gav mig den sidste puslespilsbrik. Og jeg lod et forundret blik lyse i mine øjne. Det kunne ikke være sandt!

 

”David? Hvad laver du her?”    

 

 

                                                                                ***

 

Hej allesammen. jeg er virkelig ked af, at jeg har været sådan et dovendyr, og slet ikke har fået skrevet før, like en måned efter sidste kapitel?  Det er jeg altså virkelig ked af. tilgiv mig. Jeg er så glad for at se at I stadig følger med trods mit forsinkede kapitel! Det betyder meget! :-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...