Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4563Visninger
AA

10. "I can forgive, but I will never forget,"

Gabrielles synsvinkel:

 

Jeg tror aldrig at jeg i hele mit liv havde mig følt så svigtet og ligegyldig, og grunden til alle de følelser, var denne ene person, Jason. Utroligt at han kunne få mig til at føle mig så ubetydelig. Jason var officielt ligeglad med mig. Han var aldrig kommet hjem til mig, selv om, at vi havde en aftale, og en besked havde, jeg ikke engang modtaget fra ham. Jeg havde skrevet og ringet til ham, mindst 50 gange, men havde han gidet svare? Nej. To be honest havde jeg også været bekymret for ham. Jeg mener den dreng kan på mystisk vis altid få rodet sig selv ind i en hel bunke balde, så jeg havde selvfølgelig været nervøs for om han var kommet i problemer eller noget værre, men efter at have set at han havde set min besked på facebook, måtte jeg se i øjende, at jeg ikke var en del af hans liv længere. Men det værste var, at jeg ikke engang vidste hvad jeg havde gjort galt, siden han ikke gad kontakte mig længere.  

 

En besked på facebook fik mig til at vågne op fra at stirre ud i luften, og jeg kunne mærke et lille snit af håb på at det var Jason der endelig svarede mig, og kom med en forklaring på ikke at have skrevet i en uge, men da jeg så der ikke stod Jason McCann i den lille blå rektangel tørrede jeg frustreret mine øjne for tårer, som pludselig gled ned ad mine kinder, og lod mit blik glide hen på min chatbesked.

 

Jeg fik et chok, da jeg så at der stod Jacob Waston i den blå rektangel. Jeg havde ikke snakket med ham i hundrede år, og hvorfor han lige ville begynde at skrive til mig nu, kunne jeg ikke helt forstå. Jeg troede faktisk han hadede mig, fordi jeg elskede Jason så meget som jeg gjorde, og det kunne han ikke forstå. Jeg troede faktisk han undgik mig, for sidst jeg så ham var den aften vi var i biografen hvor han var så tæt på at slå Jason ihjel lige foran øjende på mig. Jeg vidste ikke engang om han stadig boede i byen, for jeg havde ikke set ham i skolen. Det var meget mærkeligt at han pludselig skulle begynde at kontakte mig igen. Jeg klikkede med en mærkelig følelse i maven på den lille blå boks og hurtigt dukkede beskeden op på min skærm.

 

Jacob Waston:

 

Jeg ved godt du sikkert undre dig rigtig meget over, at jeg pludselig skriver til dig, men jeg er i byen lige nu, og jeg savner dig. Jeg tror der er mange ting vi skal have snakket om. Kan vi ikke mødes ved parken klokken 15?  

 

 

Uden at tænke videre over det, lod jeg mine fingre køre over tastaturet.

 

Gabrielle Wilson:

 

 

Du er i byen?

 

 

Jacob Waston:

 

Jeg skal nok forklare alting, hvis du bare vil give mig en chance.

 

 

Jeg sukkede tungt, og før jeg vidste af det, havde jeg sagt ja til at mødes med ham, og det var først efter, at jeg havde sendt den, at bekymringerne begyndte at tage form i mit hoved. Jeg rystede frustreret på hovedet, og prøvede at lukke mine tanker ude, imens jeg fandt min hvide cowboyjakke frem, og smuttede i mine converse, og smækkede døren efter mig.

 

 

***

 

Parken var præcis som jeg huskede den, selvom at jeg sidst havde været der, havde været 5 år gammel, kunne jeg sagtens genkende den. Jeg lod mine øjne glide rundt, og mindes dengang mine forældre havde taget mig med derned, og vi havde taget et tæppe med. Jeg så for mig, hvordan min far løb efter mig på græsset, imens min mor havde siddet på tæppet og grint hjerteligt over hvor søde vi var. Jeg lod et lille smil glide over mine læber i et kort øjeblik, hvorefter jeg tvang mig selv tilbage til virkeligheden.

”Gabrielle?” En genkendelig stemme gjorde, at jeg vendte mig om, og der stod han, præcis som jeg huskede ham. Hans mørke hår, og blå øjne. Hans mund, som næsten altid formede et smil, og hans søde ord, bare i det hele taget ham. Jeg havde ikke ladet mig selv savne ham, men da han stod foran mig, kunne jeg mærke at han havde været meget savnet. Jeg nåede ikke at tænke det hele igennem, før jeg befandt mig i hans store arme, imens jeg lod mine tårer løbe ned ad mine kinder. Han sagde ingenting først, han holdt mig bare tæt ind til sig, indtil jeg selv lod mig løsrive fra hans arme.

”Gabrielle, jeg har så meget jeg bliver nødt til at fortælle dig,” Han lod blidt sin hånd ramme min ryg, for at signalere at jeg skulle gå med ham. Jeg svarede ham ikke, men gik stille efter ham ned ad den smalle sti.

 

Efter flere minutter kunne jeg ikke længere holde min kæft.

”Hvorfor forsvandt du?” Han stoppede kort op, for at kigge mig i øjnede hvorefter han igen begyndte at gå langsomt fremad.

”Fordi, jeg var bange.” Jeg løftede overrasket mit ene øjenbryn.

”Bange?” Jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle tro på ham, eller om det var bare var et sygt spil, han prøvede at spille. Han nikkede dog langsomt.

”Jeg var bange for, at jeg var den næste,” Jeg rynkede panden.

”Den næste?” Jeg var forvirret, og det lød sikkert også klart i min stemme. Endnu engang nikkede han svagt.

”Jeg var bange for, at han ville dræbe mig,” Langsomt gik det op for mig, hvem han havde været bange for. Hvem han havde været så bage for at han simpelthen ville flytte til en helt ny by, bare for at undgå ham.

”Jason,” Mumlede jeg for mig selv. Han nikkede kort.

”Han var så tæt på at dø ude på den mark. Jeg vidste han havde overlevet det, selvom jeg troede jeg havde dræbt ham. Jeg vidste også at han ville komme efter hævn, og det var først da jeg hørte at han var kommet i fængsel, at jeg begyndte at overveje at komme tilbage til byen, men jeg har først fået mig selv overtalt til at komme tilbage nu. Jeg er så ked af det Gabrielle. Du vil aldrig forstå det, og jeg ved at du sikkert er virkelig sur, og såret, men jeg fortryder det hele så meget. Det var bare fordi, at den idiot dræbte min far, og jeg hader ham så meget Gabrielle. Så meget, men de sidste ord han sagde til mig inden han besvimede var, at jeg ville ødelægge mit eget liv hvis jeg dræbte ham. Og de ord har jagtet mig lige siden.”  Chokeret stod jeg og kiggede på ham. Jason havde aldrig fortalt mig hvad der egentlig var sket efter at han var forsvundet med Jacob, og der fik jeg hele historien. Jeg havde været tæt på at miste dem begge to, og jeg kunne slet ikke gennemføre en tanke. Hans smil fik mig til at skubbe mine tanker tilbage.

”Men nu kan vi endelig være venner uden at jeg skal være bange for at han kommer efter hævn. Han er i fængsel, og jeg behøver ikke være bage længere.”  Jeg bed mig usikkert i læben.

”Har du ikke hørt det?” Mumlede jeg. Han rystede forvirret på hovedet.

”Hvad?”

”Hans far betalte ham ud,” Mumlede jeg.

”Hvad skal det betyde?” hans stemme begyndte at ryste, og han gik to hurtige skridt tilbage, som om det var mig, han var bange for. Jeg lagde en beroligende hånd på hans skulder.

 

”Jacob, han er ikke længere i fængsel, og jeg har ingen ide om hvor han er, eller hvad han fortager sig,”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...