Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4444Visninger
AA

9. "He died 3 years ago,"

Gabrielles synsvinkel:

 

Jeg havde ikke set skyggen af Jason i tre dage, om det var fordi han prøvede på at slippe for at møde mine forældre, ville ikke komme som nogen overraskelse. Jeg forstod selvfølgelig godt hvorfor han ikke brød sig om tanken om at møde min far. Deres såkaldte fortid havde ikke været så lys, og hvis min far kunne havde han også låst Jason inde for længst. Jeg var evigt taknemmelig for Jasons far, det var hans skyld at jeg havde Jason. Jeg burde virkelig takke ham, en dag, men den ide ville Jason ikke just være berejset for. Han hadede sin far, og jeg kunne selvfølgelig godt forstå det. Hans far skred da han havde mest brug for ham, men han kom jo tilbage og reddede hans røv, så kan man ikke kalde det even? Jeg holdte min mening omkring det skjult. Jeg orkede ikke at komme op og skæntes med ham pga noget som jeg aldrig havde været indblandet i. Men jeg blev snart sur over at ha ikke snart ville tage sig sammen og møde mine forældre. Han var min kæreste og jeg gad snart ikke gemme ham for mine forældre længere. Tankerne kørte rundt i mit hoved, da jeg endelig fik en ide, hvis drengen ikke ville møde mine forældre frivilligt, måtte jeg vel tvinge ham til det? Jeg fandt min iPhone frem og gik ind på vores samtale.

 

Til Jason<3: Er du blevet kidnappet, eller prøver du bare på at undgå mig?

 

Fra Jason<3: Jeg ville aldrig undgå dig!…:b

 

Til Jason<3: Hvor er du henne? Jeg har ikke set skyggen af dig i tre dage.

 

Fra Jason<3: Hvorfor kommer du ikke bare over til mig?

 

Til Jason<3: fordi jeg ved ikke hvor du bor, remembeeeer?

 

Fra Jason<3: Det vil du heller ikke vide, trust me.

 

Til Jason<3: Jeg savner dig.

 

Fra Jason<3: I’m there in 5.

 

Et tilfreds smil formede sig over mine læber, da jeg så at han kom. Nu kunne han ikke løbe væk. Jeg smilede hånligt for mig selv, da jeg smed mig ned på min seng…

 

Jasons synsvinkel:

 

”Hvad har du tænkt dig?” Snerrede jeg, da jeg så at min far fulgte efter mig, hen til min (for lige at pointere nye) bil.

”Hvor skal du hen?” hans stemme var bestemt, og lød som om han rent faktisk troede på, at hvis han lød streng nok, så ville jeg fortælle det, men jeg var ikke bange for ham. Jeg havde ikke engang respekt for ham, så hvis han regnede med et svar ville jeg desværre – mærk min ironi – blive nødt til at skuffe ham.

”Jeg har en, jeg skal dræbe,” Jokkede jeg, men da jeg så hans ansigtsudtryk, forstod jeg hurtigt at han hverken kunne se det sjove i det, eller troede det var en joke. Oh well.

”Hvad sagde du?” han lød vred, hvilket som den type jeg er, syntes var utroligt underholdene. 

”Lad det ligge,” Mumlede jeg, og åbnede bildøren op. Hans hånd blev lagt hårdt på min skulder, og jeg blev trukket tilbage, så vi stod ansigt til ansigt.

”Hvor mange gange, skal jeg fortælle dig, at du er færdig med det der pis?” Jeg himlede mine øjne og hev mig ud ad hans greb.

”Du skal ingen steder!” Han smækkede døren i, og hev mig endnu engang tilbage i skulderen. Jeg sukkede, troede han seriøst på, at jeg ville gå hen og dræbe en? Jesus…  

”Stop dig selv, jeg skal bare besøge en, slap nu af for fuck sake!” Hvis øjne kunne skyde lyn, så var jeg ikke et sekund i tvivl om at min fars øjne ville benytte sig af den funktion.

”Som om, jeg lader dig gå nogle steder. Hvornår var du sidst i skole?” Han snakkede til mig, som om jeg var en 13årig, og ja det pissede mig virkelig af! Jeg lod som om, jeg virkelig skulle tænke mig om, men jeg kendte allerede svaret.

”Sidst jeg var i skole var jeg 14 år. Det husker jeg, for det var det år, du skred!” Han var stille i et øjeblik, meget stille. Han var som lammet for ord, og grebet om min skulder blev mere slapt. Til sidst lod han hans hånd forsvinde fra min skulder.

”Sådan skal det være! Bland dig udenom mit liv,” Smilede jeg, og vendte min opmærksomhed tilbage til bilen. 

”Jeg vil gerne snakke med dig,” Kom det langsomt mumlende fra ham. Jeg sukkede tungt. Kunne han ikke bare lade dette her ligge?

”Synd,” Jeg himlede øjne –”Jeg vil ikke snakke med dig!” hans øjne blev endnu engang vrede og han tog fat i min arm.

”Synd, at du ikke har noget valg så!” Snerrede han, og hev mig med ind i huset igen. Han slap mig først, da vi stod i stuen, og puffede mig derefter ned i den nærmeste sofa.

”jeg har en aftale,” jeg skulle lige til at rejse mig igen, da han skubbede mig tilbage med sin ene hånd.

”Den aftale kan vente!” Jeg sukkede tungt, ”. Det kan godt ske, du tror du er en farlig forbryder, men jeg er ikke bange for dig!” Ordene fik mig til at tænke tilbage på min samtale med David. David var tydeligvis meget uenig i dette. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Min far burde være bange for mig. Jeg kunne dræbe ham hvis jeg ville, eller..hvis jeg ikke selv gad, at gøre det beskidte arbejde, kunne jeg bare få andre til at gøre det. Easy shit…

”Det siger jeg heller ikke, du skal være,” Jeg holdte en pause ”Men du burde…” Hans øjne blev blanke.

”Jeg kunne bare ringe til politiet nu, hvis jeg ikke ønsker at have noget med dig at gøre længere!” han stod allerede med sin mobil i hånden.

”Ja, og gøre som du plejer...løbe væk fra dine problemer og lade andre tage sig af dem. Ved du hvad? Gør det bare. De har alligevel været efter mig de sidste år, og de har endnu ikke fået held med at fange mig. jeg sad kun i fængsel da du kom fordi jeg meldte mig selv, for at få nogle andre derind, så try ahead.. det ændre ingenting!” Hans arm faldt langsomt ned.

”Du har virkelig ændret dig, Jason!” Han lød bedrøvet. Jeg rejste et øjenbryn.

”Hvad havde du regnet med?” Spurgte jeg med irritation i stemmen. Han sank en klump.

”Jeg havde håbet på at den dreng jeg hjalp ud af fængslet var min søn, men jeg tog vist fejl…” Han løftede sin hånd og lod den glide i retningen af mig. ”Det her er ikke min søn.. det er en der ser ud som ham, men personligheden gør det helt klart for mig. Jeg tog fejl… Jeg troede at jeg ville få min søn tilbage, det gjorde jeg ikke.” Jeg nikkede.

”Nej det gjorde du ikke… din søn døde for 3 år siden.” Jeg kiggede kort på ham, hvorefter jeg fortsatte. ” Han havde en far, en mor, en bror. Han havde en familie som han elskede meget højt, men hans mor døde og hans far skred fra det hele, også havde han kun sin bror tilbage… som også døde.. Han ville tage sin hævn over den politimand som skød hans bror, og da han havde gjort det døde han… Han ærede sin familie til det sidste..” Jeg rejste mig derefter fra sofaen, men da jeg skulle til at gå ud af stuen stoppede hans stemme mig.

”Jeg savner ham, gør du ikke?” Jeg vendte mig halvt om imod ham. Han sad der i stolen og var helt bedrøvet, og det værste var… Jeg blev slet ikke ked af at se ham sådan…

Nej,” mumlede jeg svagt… ”han døde med ære..”

Uden at vente på svar gik jeg ind på mit værelse. Jeg tog hurtigt min HTC frem fra lommen, og ignorerede de beskeder jeg havde fået fra Gabrielle om hvor jeg blev af. Jeg gik direkte ind på kontakter og ringede op, efter et par bip lyde, lød stemmen som jeg havde håbet på.

 

”Hej David, jeg er med.”

                                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...