Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4456Visninger
AA

13. Doing the **** thing

Gabrielles synsvinkel:

 

Jeg stirrede lige ind i de brune øjne, som for første gang jeg mødte ham altid havde fået min mave til at snøre sig sammen, og mit hjerte til at banke voldsomt, men intet af det var hvad jeg følte nu. Jeg kunne slet ikke finde de følelser frem i min krop. Jeg følte bare det største raseri, og jeg vidste, at hvis jeg ikke vendte mig om og gik væk fra Jason nu, så ville jeg ikke være i besiddelse af de ting, jeg ville gøre. Jeg kendte mig selv for godt til at vide, at hvis jeg blev, ville jeg slå ham så hårdt i ansigtet, og jeg vidste også at jeg sikkert ville fortryde det 2 sekunder efter. Derfor drejede jeg mit hoved væk, og besluttede mig for, at Sandra var langt mere vigtig lige nu. Jeg blev nødt til at finde hende, og forklare så godt som muligt – uden at afsløre for meget – hvad jeg og Jason bestod af.

”Gabrielle?!” Hans gentagelse af mit navn, fik mig endnu en gang til at dreje hovedet.

”Lad mig være, Jason. D-” Han afbrød mig med det samme.

”Bare please lad mig prøve at forklare?” hans bedende øjne gav mig kvalme. Jeg gad ikke høre om hans forklaringer, som 99% af sikkert også var løgn! Jeg havde fået nok.

”Nej!” Lød det bestemt fra mig. ”Jeg har fået nok Jason! Det her, os.. Vi har stået på alt for længe! Jeg burde have sagt mig selv at blive kærester med en som dig kun ville starte en hel masse ballade.”

”Ved du godt hvad du er i gang med at sige lige nu Gabrielle?” Hans toneleje var lavt, såret og alligevel hårdt, og selvom hans brune øjne var såret stoppede jeg ikke.

”Ja, du kommer til tider i dit liv desværre til grænsen af, hvad du kan holde til. Jeg har nået den grænse nu!”

”Men..”

”Nej!” Jeg skubbede ham hårdt i maven, så han røg tre skridt tilbage. ”Der er ikke mere at sige!” Jeg lod frustreret mine hænder køre opad mit ansigt. ”Det er slut Jason… Vi er slut!”

”Du kan ikke droppe det vi har. Vi er jo.. Arh for helvede..” Han sparkede vredt til en sten så den fløj ned langs den mørke gade.

”Hvad er vi?!” Jeg ønskede ikke at råbe, men jeg havde brug for at han droppede at spille så hård, og for en gangs skyld åbne op for hans følelser.

Han svarede mig ikke, i stedet kiggede han frustreret og såret på mig.

”Huh? Se det kan du ikke engang fortælle mig. Er du bange for at hvis du fortæller folk hvordan du føler, så begynder de at dømme dig? Er du bange for at føle noget? Jamen så lad mig fortælle dig noget. Du har igennem alt den tid vi har kendt hinanden aldrig fortalt mig hvad du faktisk føler for mig. Du lyver, du vil ikke møde mineforældre. Du gemmer dig bag det image du har fået dig i Las Vegas. Den store forbryder Jason McCann som har begået mord, og som i virkeligheden burde sidde bag tremmer. Det er ham du viser hele verden, ikke den person som gemmer sig inde bag facaden. Jeg har mødt ham få gange, det var ham jeg blev forelsket i, ik..” Han afbrød mig med vred stemme.

”Det der er løgn, og det ved vi begge to godt!”

”Løgn? Nej Jason. Løgn er hvis du påstår at det, jeg siger ikke er sandt! Kan du huske da vi sad oppe på taget? Du fortalte mig din livshistorie. Du viste mig at, bag den store forbryder gemte der sig noget virkeligt! Men den person har jeg ikke set længe!” Jeg hev mig frustreret i håret, mens tårnede nu begyndte at trille ned af mine kinder.

”Du har givet mig det indtryk af, at jeg ikke længere betyder noget for dig. Du har ignoreret mig fuldstændig.”

”Hør Gabrielle, jeg mødte..” Jeg svingede min arm og gav ham en lussing, så hans hoved fløj til den ene side. Han tog sig hurtigt til sin kind, og hans øjne afslørede hvor chokeret han var. Jeg blev straks bekymret. Jeg vidste hvilken en person han var. Jeg vidste at hvis det havde været en eller anden, anden, så havde jeg ikke haft det for godt nu. Jeg var bekymret for at han ville flippe helt ud, og vise mig hvilken en farlig person han faktisk var, men der kom ingen reaktion. Jeg fik ingen knytnæve i ansigtet. Jeg blev ikke smadret ned i jorden og der kom ingen pistol til syne. Ingenting. Derfor valgte jeg at fortsætte hvad min fornuft nu sagde jeg skulle. Jeg valgte at gå helt hen til ham, så hans genkendelige duft ramte mine næsebor, Kigge ham dybt i øjende.

”Jason, jeg kan ikke holde til mere. Vi to? Vi er ovre.” Jeg sendte ham et sidste blik, inden jeg lod ham stå alene tilbage. Efterladt med den halskæde han havde givet mig.

 

***

 

Jeg lod mit blik glide rundt i min have, som lå udenfor mit vindue fra mit værelse af. Jeg var slet ikke i stand til at fortælle nogen om de følelser, jeg havde indeni. Jeg følte mig ikke tilstede i min egen krop, Jeg havde det som om jeg fløj rundt i mit værelse og kunne se mig selv stå fuldstændig ødelagt, og fortabt.

”Gabrielle, snak til mig.” Jeg drejede mig langsomt fra mit vindue, og mod min seng, hvor Sandra sad. Hun var kommet hjem til mig, efter at jeg havde lovet at forklare alting. Jeg vidste hun ønskede at få svar på alt, men hun vidste også at jeg lige i det øjeblik ikke var i stand til at give hende de svar, hun ønskede. 

”Jeg har gjort det forbi,” Bare det at udføre ordrende var en kæmpe udfordring, og det lykkedes mig heller ikke at gøre det uden at græde.

”Søde Gabrielle,” Hun rejste sig fra min seng, og gav mig en knus. Jeg faldt helt ind i hendes arme, som om jeg ikke selv var i stand til at stå oprejst længere. At mine ben simpelthen ikke kunne holde min krop.

”Jeg kan ikke mere.. Sandra det gør ondt,” Jeg hulkede ind i hendes arme. Hun hold mig tæt ind til sig.

”Jeg ved det Søde, jeg ved det.” Hun fik mig på en utrolig måde flyttet over i min seng. Hun lagde dynen over os begge og holdte mig bare tæt ind til sig.

”Det gør så ondt..” Jeg kunne ikke mere. Jeg græd ned i hendes arme.

”Sssh, det hele skal nok ordne sig. Du trænger til at sove.” Jeg kiggede op fra hendes skød og fandt hendes øjne, og som om, hun havde læst mine tanker nussede hun mig på ryggen og sagde:

”Jeg lover, jeg er her når du vågner. Jeg går ingen steder.” 

 

_____

 

Hey skønne mennesker, 

Jeg håber I kan lide dette kapitel, da det har været hårdt for mig at skrive. At slå Jason og Gabrielle op, var virkelig ikke sjovt, men det var nødvendigt for historiens handling. Forgive meee? 

Hvad syntes I så om kapitlet?

Hvad syntes I om at Gabrielle nu, har slået op med Jason? 

Syntes I at Sandra skal hjælpe Gabrielle? 

Og hvad tror I der nu sker med Jason? 

Xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...