Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4556Visninger
AA

14. Do you know?

Jasons synsvinkel:
 
Jeg placerede den sorte cap på mit hoved, sendte mig selv et sidste blik i spejlet, og gik derefter ud fra mit værelse. Jeg gik målrettet imod gangen for at få mine sko på, så jeg kunne stikke af fra dette væmmelige tidløse hus, hvor mine tanker var ved at slå mig ihjel, bogstaveligtalt
”Jason?” Jeg stoppede op midt i et skridt, orkerede ikke engang at ignorere min far. Derfor vendte jeg mig om og så min far sidde i sofaen med et overrasket udtryk i ansigtet, sikkert fordi jeg for en gangs skyld reagerede på hvad han sagde.

”Har du det helt godt?” Han løftede sit brune øjenbryn op og sendte mig et forsigtigt smil. Var det så tydeligt?

”Ja? Hvorfor skule jeg ikke have det godt?” Jeg tog mig selv i at tage to skridt imod ham. Han betragtede mig som om jeg havde spist noget jeg ikke kunne tåle, som om nogen havde hældt sødheds-gift i mit glas vand.

”Du virker bare så… ” Han sad lidt og ledte efter det perfekte ord han kunne bruge til at beskrive min underlige opførsel på ”Anderledes!” afsluttede han, og sendte mig igen et forsigtigt smil. Jeg kunne ikke lade være med at himle med mine øjne og jeg skulle lige til at vende om på hælen, da han igen sagde noget.

”Er du sikker på du er okay Jason?” Jeg sendte min far et træt blik. Tog min pakke med cigaretter op af lommen på min læderjakke, tændte en smøg imens han kiggede på mig, lavede en perfekt ring af røg og rullede med øjende.
”Jeg skrider,”  


Jeg kom 20 min for sent til min og Davids aftale, but who the fuck cares? Jeg kunne i hvert fald ikke selv være mere ligeglad. Jeg gik sløvt ind af den slidte dør, gik igennem de gamle ting i huset og braste så ind til David og Rebekka – hvis I skulle have glemt hvem den tøs var, så var det Davids første kidnapningsforsøg.

”Hvorfor fuck kommer du først nu? Jeg har faktisk noget shit jeg skal ordne!” Jeg skulle lige til at udbryde et dybt suk, men droppede det.

”Bedre sent end aldrig,” Smilede jeg kækt. David vidste udmærket godt at det ville være håbløst at starte en diskussion med mig derfor droppede han emnet ved at rette lidt på hans sko og mumle et whatever. Han sendte mig et hurtigt blik.

”Vi ses om 4 timer.” Mumlede han og smækkede døren bag sig. Jeg gik sløvt over til den slidte læder lænestol, vi havde stående og smed mig ned i den og stirrede op i loftet.

”Hvad er der i vejen med dig?” Stemmen var lige ved at skræmme the shit of me, men da jeg kom i tanke om at det bare var Rebekka der snakkede til mig – hvilket var meget usevandeligt – faldt jeg til ro igen. Jeg sendte hende et kort blik. Hun sad som hun plejede. Bundet og hjælpeløs, og jeg vendte derfor tilbage til at stirre op i loftet.

”Er du slet ikke til noget sjov i dag McCann?” Endnu engang lød hendes stemme i mit hoved. Kunne hun ikke bare holde sin kæft? Og hvorfor var hun pludselig så kæphøj? Hun plejede aldrig at udføre et ord, når jeg havde til opgave at holde øje med hende. Hun plejede altid at sidde helt stille nærmest bange for at trække vejret, fordi hun var bange for, at jeg ville gøre hende noget. Hvorfor var hun så pludselig så kæk i dag?

”Har du ikke noget du skal?” Spurgte jeg opgivende og rettede langsomt mit hoved imod hende. Hendes øjne lyste næsten helt op, som om hun endelig fik sit største ønske opfyldt. Hun virkede jo nærmest glad for at jeg overhovedet gad svare hende.

”Jeg har faktisk mange ting jeg skal, men som du kan se har jeg lidt svært ved at fuldføre dem.” Hendes blik gled ned ad sig selv. Jeg ingorede hende igen og lod mine øjne lande loftet endnu engang.

”Men lad os snakke om dig,” Jeg vendte overrasket mit hoved imod hende. Hvad fanden var der sket med hende?

”lad os ikke,” Smilede jeg kækt, og tændte en cigaret. Hun lænede sig lidt frem, så godt hun nu kunne og fangede min øjenkontakt.

”Du jo helt mærkelig i dag,” Smilede hun, da hun havde indset at jeg ikke var som jeg plejede. Jeg svarede hende ikke. I stedet tog jeg et stort hvæs af min smøg. Hun løftede sit øjenbryn af overraskelse. Hun vidste jeg normalt ville have svaret hende.

”Kommer du ikke herned? Jeg kan ikke lide at snakke med nogen der sidder så jeg skal kigge opad,” Hun gjorde et kast med hovedet ned til hendes side.

”Vi har ikke nogen samtale,” Jeg vendte mit hoved væk fra hende.

”Du har jo svaret mig så jo det har vi,” Jeg sukkede opgivende.

”Er du altid så belastende?” Sukkede jeg igen og kiggede på hende med trætte øjne. Hun smilede lidt.

”Du skulle bare vide,” Smilede hun. Jeg rystede på hovedet.

”Nej tak,” Jeg førte min smøg op til munden og lavede så en ring af røg.

”Du ved? Du er faktisk tvunget til at være sammen med mig i de næste 4 timer. Og tro mig, jeg kan sagtens snakke så længe!” Jeg kunne mærke vreden komme op til overfladen. Jeg sendte hende et ondt blik.

”Tving mig ikke til at dræbe dig før det er planlagt!” Hun blev straks tavs og lukkede øjende i. Jeg tog et hvæs af min smøg og vendte tilbage til at stirre op i loftet.

 
”Drop nu den hårde facade McCann. Jeg ved du ikke kunne finde på det,” Jeg troede helt seriøst at efter 5 minutter hvor hun ikke havde sagt noget, at hun ville holde kæft, men sådan blev det så ikke. Jeg rejste mig fra læder stolen, og gik imod hende. Jeg satte mig ned på hug foran hende, som jeg gjorde første dag jeg mødte hende.

”Du vil blive overrasket over hvad jeg kan finde på,” Jeg pustede røgen fra min seneste sug i hovedet på hende, så hun brød ud i et hosteanfald. Jeg skulle lige til at rejse mig for at gå tilbage til stolen, da hun utroligt nok fik hendes ben spredt langt nok ud til, at få mig til at vælte ned på gulvet lige ved siden af hende.

”Hvad fuck har du gang i?!” Jeg kunne mærke vreden boble i mig, og jeg kiggede rasende på hende. Hun sad og smilede. Hun fucking smilede.

”Det var ikke sjovt!” Hvæsede jeg og stirrede hende ondt ind i hendes smilende øjne.
”Ah come on. Det var da lidt sjovt?” Jeg svarede ikke og skulle igen til at rejse mig op. ”Tving mig ikke til at spænde ben for dig igen,” Lød det smilende fra Rebekka. Jeg himlede med øjnende, men til min overraskelse blev jeg faktisk siddende. Jeg følte mig næsten som hendes fange nu! Jeg rettede på min cap, som efter mit fald var faldet ned over mine øjne, og sendte hende et opgivende blik. Hendes øjne borede sig ind i mine, og underligt nok ødelagde jeg ikke vores øjenkontakt, men det var som om jeg ikke var i stand til det.

”Du er jo slet ikke så farlig som du giver udtryk for,” Hviskede hun og lod hendes hoved falde på skrå, som hun sad og betragtede mig. Jeg følte mig som et dyr i en zoologisk have. Et dyr der intet kunne gøre. Jeg ville så gerne fjerne mine øjne fra hendes, men det var umuligt for mig. Jeg fattede ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Hvordan jeg kunne se Gabrielles øjne inde i Rebekkas. Jeg vidste godt det var indbildning. Jeg vidste godt det var fordi jeg var ved at blive sindssyg. Men jeg følte mig helt slap i kroppen. Helt hjælpeløs. Jeg fik et chok da jeg mærkede hendes fingre ramme min kind og jeg vidste at hun havde mig, hvor hun ville. Hun brugte min egen gerning imod mig selv, og hun vidste, jeg var sårbar. Hun vidste jeg ikke var i stand til at gøre noget. Jeg fik mig utroligt nok vredet ud af hendes blik, og vendte hovedet imod gulvet. Hun lod hendes fingre glide ned til min hage og løftede mit ansigt op så hun kunne få et klar kig på mig. Jeg havde det som om at hun kunne læse mine tanker.


”Du er jo smadret…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...