Im In Love With A Criminal 3- Against All Odds (Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Igang
Der er en tanke i Gabrielles hoved, som hun hverken selv ikke kan forstå som bliver ved med at trænge ind i hendes hoved - er hende og Jason egentilg kærester? Og, hvad hvis de var? Ville det forande alting? Hun troede hun havde alt hvad hun drømte om, da det hele pludselig vendte retning. Jason begyndte at ændre sig, og kom aldrig til tiden til deres aftaler. Han bor nu sammen med hans Far, som fik ham ud af fænslet, men Jason ser ham ikke som sin far, snare som et uhyre. Hans far prøver at opdrage på ham, men det går ikke som faren havde regnet med, i stedet bliver jason mere og mere ukendelig. Gabrielle prøver at få ham til at fortælle hende om det hele, hvorfor han pludselig er så anderledes. Hun kan ikke klare tanken om at miste Jason. Hun er bange for at han pludselig ikke vil se hende mere.

Men had nu hvis, det hele i virkeligheden er fuldstændig omvendt?

24Likes
26Kommentarer
4480Visninger
AA

11. Back in the business

Jasons synsvinkel:

 

Jeg kiggede med et tomt blik på røgen som stille forsvandt ud i ingenting efter, at jeg havde pustet den ud endnu engang. Jeg nåede lige at tage endnu et hvæs fra cigaretten da en besked klikkede ind på min mobil. Jeg fandt min HTC frem og lod mit blik glide over beskeden.

 

Fra Gabrielle:

Hvor er du? Kan du i det mindste ikke bare lige fortælle mig hvad der sker? Fortjener jeg ikke at vide hvad der forgår?

 

Jeg sukkede, og gik ud fra beskeden og ind på en ny samtale.

 

Til David:

Klokken 15?

 

Jeg sendte beskeden uden nogen form for eftertanke, og tog derefter endnu et hvæs af den lille stump cigaret der nu var tilbage. Jeg lod mit blik glide ned over skærmen på min HTC og nåede lige at opfange at en ny besked var modtaget. Jeg lod min finger glide over det lille ikon, og gled hurtigt ind på samtalen.

 

Fra David:

Det skal være sent…

 

Til David:

Vi skal ikke vække opsigt.

 

Fra David:

Fint, kl. 16 så?

 

Til David:

Deal..

 

Fra David:

Mødes vi ved Downtown?

 

Til David;

Mange mennesker! Perfekt.

 

Fra David:

Var det ironisk?

 

Til David:

Nej Dumbass. Ses 16.

 

Jeg skoddede min smøg, og fiskede hurtigt en ny op ad indpakningen. Jeg fandt min lighter og en flamme dannede sig hurtigt. Jeg tændte den uden besvær, og lagde derefter langsomt min lighter tilbage i min lomme på min læderjakke.

”Hvor mange har du egentlig røget i denne uge, Jason?” Jeg vendte ligegyldigt mit hoved i retningen af min fars stemme. Jeg sendte ham et enkelt blik, hvorefter jeg rettede min opmærksomhed imod røgen i min mund, som jeg langsomt lod passere mine læber. Jeg rystede sukkende på hovedet, og vendte mig imod min far, som stod et lille stykke væk, og studerede hver enkelte bevægelse jeg lavede. Jeg gik langsomt imod ham, mens jeg førte cigaretten op til mine læber, da jeg stod tæt nok på ham åndede jeg provokerende ud, så alt røgen fra mit tidligere hvæs røg ind i hovedet på ham. Han viftede irriteret med sin hånd og begyndte at hoste hysterisk.

”Gæt,” Smilede jeg kækt, og tog endnu engang cigaretten op til min mund. Han viftede voldsomt med sin håndflade, og rystede irriteret på hovedet.

”Det tør jeg ikke gætte på,” Han kvalte et host ”- Mindst 10 pakker!” Mumlede han. Jeg klappede ham hurtigt på skulderen.

”Tæt på, meget tæt!” Hviskede jeg i hans øre, hvorefter jeg smed min cigaret på jorden, og vadede ind i huset.

 

***

 

Jeg scannede hurtigt gaden, og så at David stod ved indgangen til en gammel bar. Jeg gik med fast retning imod ham, og var efter kort tid ved siden af ham.

”Hej,” Selvom han lød kold og vigtig, udstrålede hans øjne et smil. Ingen anden ville have bemærket det lille skær i hans øjne, men fordi jeg kendte ham så godt, vidste jeg at han var glad, selvom han prøvede på at lyde vigtig. Jeg kunne ikke lade være med ar grine over ham som han stod der, med korslagte arme, læderjakke og en smøg i hånden. Han havde godt nok tænkt meget over hvordan hans image i Las Vegas skulle være, men selvom han gemte sig bag det ”hårde” image, vidste jeg udmærket godt hvilken fyr der gemte sig bagved.

”Hva så?” jeg gik direkte til sagen. Jeg gad ikke small talk. Jeg ville bare komme i gang med det samme. Han gennemskuede mig hurtigt og nikkede.

”Denne vej,” Han pegede med en håndflade at vi skulle til venstre, og jeg begyndte straks at følge hans vejleding.

 

”Jeg har været så forvirret omkring hvor jeg skulle gemme Rebekka, altså hvordan gør man så en bortførelse ikke bliver gennemskuet? Først tænkte jeg – jeg lejer et værelse på et hotel, men så kom jeg i tanke om hvor let det er at gennemskue, og hvor let det er for hende at sige eller gøre noget, for at komme væk, så tænkte jeg på at lade hende være i min bil, men så igen. Det er jo også mærkeligt, ikke? Så imens hun var i bilen, gik jeg rundt i nabolaget, også… fandt jeg det her,”  Han pegede stolt på et forfaldet hus, der lå i den fjerneste del af Downtown. Jeg løftede et øjenbryn, var det ikke mærkeligt at lade hende være i et forfaldet hus? Det var sikkert meget nemt at stikke af, når David jo ingen nøgle havde til huset. Det så ud som om han lige havde læst mine tanker, da han fortsatte.

”Jeg tænkte selvfølgelig på, at jeg ingen nøgle havde til det her skod sted, men så prøv at kom,” Jeg fulgte uden nogen indvendinger med ham ind i huset, og jeg tog mig selv i at tænke på om huset ville falde sammen over os, fordi det virkede så ustabilt.

”Herover,” Jeg havde slet ikke bemærket at David var et stykke foran mig, da jeg åbenbart havde stået og stirret på de gamle ting, og slet ikke havde opdaget at David jo selvfølgelig bare var gået videre. Jeg skubbede derfor bare tankerne om de gamle ting væk, og gik hen til David, som stod ved en gammel dør.

”Det er herinde,” Smilede han.

”kan hun ikke bare gå ud?” Jeg ventede på en forklaring, faktisk forstod jeg ikke hvorfor david skulle putte det sådan i langdrag, men så igen, det var vel bare en David-ting. 

”Den her hang i døren,” han smilede igen, imens han fandt en gammel nøgle frem, som han havde haft i en af sine lommer i sine bukser. Jeg løftede automatisk mit ene øjenbryn.

”Den er helt rusten, virker den endnu?” Han grinte kort.

”Det finder vi vel ud af nu, gør vi ikke?” Han gav mg et puf i siden imens han grinte hæst.

”Du for meget,” Mumlede jeg, men kunne dog heller ikke holde et grin tilbage. Han droppede at svare mig, og puttede i stedet nøglen ind i døren, og et klik hørtes. Jeg blev faktisk overrasket over at den stadig virkede, men droppede at kommentere det. Han åbnede døren op, og gik ind i rummet. Jeg valgte selv at observere situationen i døråbningen. Jeg blev nødt til at se hvordan David handlede i en gidseltagning selv, inden jeg selv ville tage bekendtskab til pigen.

”Du har ikke spist noget?” Jeg kunne lige skimte at David tog en tallerken op fra gulvet. Jeg rykkede mit hoved lidt til højre for at kunne se bedre. Pigen, som vist hed Rebekka så høj ud, men jeg kunne ikke vurdere hvor høj hun var, da hun sad i et hjørne bundet. Hun kunne lige nå maden, med sine hænder, men ellers var det umuligt for hende at bevæge sig.

”Jeg gider ikke have din åndssvage mad! Jeg vil bare hjem, okay?!”

”Du kommer til at få det dårligt så,” David stod med korslagte arme, og kiggede alvorligt på hende. Gad vide om han egentligt var så bekymret for hende, som han lød? 

”Jeg håber jeg for så ondt i maven, at jeg dør af smerter, så jeg kan slippe fra dig!”

”Du burde snakke ordentligt til ham, ya know? Det er jo egentlig ham som bestemmer din skæbne,” Jeg gik ind i rummet med et smil på læben. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i kroppen på mig, og jeg elskede det! Hendes ansigt reddede nok hele min måned, hvis ikke år. Hun så helt forkert ud i hovedet, og det var tydeligt at hun pludselig blev meget bange.

”Og faktisk,” fortsatte jeg ”så er jeg virkelig god til at slå nogen ihjel, langsomt! Så hvis jeg var dig, ville jeg passe på med hvad jeg siger,” Jeg var kommet hen til hende, og satte mig ned på hug. Jeg tog med en langsom bevægelse fat i hendes hage, og vendte hendes hoved imod mit, så jeg kunne få hendes øjenkontakt. Hendes ansigt viste tydeligt at hun vidste hvem jeg var, og min berøring fik tårerne til at trille ned ad hendes kinder. Jeg lod, min tommelfingre køre over hendes kind, imens jeg holdt hendes øjne i vores øjenkontakt.

”Åh undskyld,” Mumlede jeg, med et smil på læben. ”- Jeg har helt glemt at præsentere mig selv,” Jeg grinte hæst.

 

”Jeg hedder Jason McCann, du ser ud til at have hørt om mig?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...