You´re not sorry {1D} (Pause)

Én dag kan hurtigt ændre hele ens liv. Syttenårige Samantha, bor alene i Londons midte, og har gjort det siden hun blev femten. Hun har haft meget svært ved at få betalt husleje, da hun flere gange er blevet fyret, for ikke at tage sit job seriøst. Hun har prøvet at opsøge sin far for hjælp, men er altid gået tomhændet derfra. Hun har heller ingen kontakt til sin mor, da hun tidligere er blevet misbrugt af sin stedfar, hvilket hendes mor har taget som en trussel mod deres forhold. Samantha har aldrig turde elske, da hendes stedfar har traumatiseret hendes liv ret voldsomt, men det ændre sig da hun (u)heldigvis vælger at tage op i pariserhjulet, i det lokale tivoli, på det forkerte tidspunkt og med den forkerte dreng. Louis Tomlinson.

49Likes
20Kommentarer
2597Visninger

2. Mødet.

 Samanthas synsvinkel:

Jeg traskede rundt på Abbey Road, da jeg fik endelig fik øje på tivoliet, et par gader længere nede. Jeg havde flere gange overvejet at tage hjem igen, men da jeg fik af vide at Taylor også var der, kunne jeg ikke sige nej. Faktisk måtte jeg ikke sige nej til ikke at komme. Hvis jeg skulle igennem endnu en spørge runde om hvorfor jeg ikke kom, ville jeg bryde sammen. ”Hvorfor er du her først nu?”  Lecia kom løbende, med sin mobil i hånden, og stirrede irriteret på mig. Jeg trak på skuldrende, og lagde mine hænder om i min baglomme.  Jeg tog min mobilen op, og stirrede overrasket på den. ’Ni ubesvarede opkald fra Lecia’ jeg kiggede undskyldende, hende i øjnene, og tog et skridt tættere på hende. Hun begyndte let at grine og slog mig blidt på skulderen. ”Hvorfor er det ikke muligt at være sur på dig i mere end ti minutter?” hun lagde sin arm om mig, og trak mig mod indgangen. Jeg rullede med øjnene og lagde min mobil tilbage i lommen.

”Han ser pisse godt ud her til aften!” halvråbte hun, med et stort smil på læben. Jeg smilede let, men fjernede det igen, da hun kiggede sig om efter ham. Jeg vidste at hun ville spørge ham i aften. Spørge Taylor om han ville komme sammen. Jeg vidste godt hvad han ville svare, og jeg kunne ikke lide tanken om at se Lecia såret. Han havde flere gange fortalt mig at han følte noget for mig, selv efter vi havde slået op, for et par måneder siden. Jeg havde aldrig følt noget for ham, men troede på det tidspunkt at det skulle hjælpe mig med at komme over min frygt. Han havde altid opført sig pænt overfor Lecia, for at gøre et godt indtryk, og det havde gjort havde gjort at hun nu var fuldstændig skudt i ham.  Selv følte jeg ikke noget for ham. Jeg så ham bare som endnu en der kun gik efter udseendet. Jeg ville godt selv indrømme at jeg var en af de mere kønne piger, hvilket også var grunden til at jeg var populær. En populær pige der prøvede at hjælpe den nye, til tops selvom jeg helst bare gerne ville have hende som min højre hånd. Jeg havde aldrig bekymret mig om, om jeg var en af de piger der ikke tænkte på andre, for det passede specielt ikke til mig. Eller det kunne jeg jo ikke sige om mig selv, for jeg vidste ikke hvad andre synes om mig, når de talte om mig bag min ryg. Jeg stoppede brat op, da Taylor henne fra spøgelseshuset, vinkede mig hen til sig. Jeg tog Lecia i hånden, og trak hende med mig, da jeg med tunge skridt gik hen mod ham. ”Hey piger hva så?” han blinkede med det ene øje, og smilede charmerende til mig, der vendte øjne og blidt skubbede Lecia tættere på ham. ”Sam?” han løftede min hage, og kiggede mig dybt i øjnene. ”Lad vær med at kalde mig det” vrissede jeg, og hev mig lidt væk fra ham, hvilket så ud til at forvirre ham. ”Vil du ikke med ind i spøgelseshuset?” spurgte han, og gik med charmerende skridt forbi Lecia, der stod med åben mund over at jeg afviste ham. ”Nej tak” jeg smilede falskt og rullede igen med øjnene, inden jeg med tunge skridt gik over mod restauranten der lå på hjørnet. ”Tag Lecia, med derind hvis du så gerne vil have selskab” jeg kiggede over skulderen, og så hans skuffede ansigts udtryk, der ændrede sig til et falskt smil, da han vendte hovedet mod hende.

Jeg skubbede mig forbi de mange mennesker, der gik i den modsatte retning af mig, og fik præsteret en masse undskyld, da jeg gik direkte ind i dem, hver gang jeg stod i mine egne tanker. Hvorfor blev jeg overhoved kærester med ham i første omgang? Jeg rettede mit blik op på det store pariser hjul, hvilket fik mig til at smile. Det var en stille karrusel, hvor jeg kunne få indblik over mit liv, i en langsom tur, med udsigt over byen. Det perfekte sted til at tænke over mit liv, og hvorfor jeg levede. Jeg traskede stille over mod køen, og fandt mit turpas frem. Det var egentlig en dum idé at købe det, når jeg godt vidste at jeg kun ville komme til at prøve et par stykker. Jeg var mest til de vilde, og de helt stille. Men Lecia turde ikke de vilde, og hun syntes at sådan noget som pariserhjulet, var kedeligt. Det var bare det eneste sted jeg kunne tænke. Tænke mit liv igennem, og hvad jeg havde gjort galt.

Jeg stillede mig ind i den lange kø, og kiggede mig lidt rundt. Køen var selvfølgelig fyldt med par. Lykkelige par, som følte kærlighed. Ikke ligesom mig, der ikke rigtigt turde blive forelsket.

”Nej stop hold dig væk!” vrissede jeg stædigt af ham, da han hårdt skubbede mig op af væggen. Jeg kunne mærke hvordan tårerne strømmede ned af mine kinder. Han satte sine hænder ned på mine lår, og begyndte at kører dem op til mine shorts. Jeg prøvede stædigt at få skrig ud, men alt der kunne finde sig vej op til min hals var små hulk. Han stoppede ikke. Han kørte videre op mod min mave, og rev med sine kolde hænder, mine shorts af. ”Jeg beder dig! Lad vær!” viskede jeg skrøbeligt.

Jeg røg ud af mit tilbageblik, ved at en hånd lagde sig om min arm. ”Jeg tror det er din tur nu” sagde en halv hæs stemme, der kom bagfra. Jeg vendte mig om til et smil fra en flot brunhåret dreng, og glemte helt hvor jeg stod. Jeg nikkede hurtigt, og viste mit bånd, og trådte ind i den lille vogn. Jeg satte mig blidt på puden, og kiggede med det samme ud over vandet.

Louis’ synsvinkel:

”Kom!” Jeg kiggede forvirret på Harry der tog brunetten i hånden og fik hende med ud af køen. Jeg stod fortvivlet tilbage, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Tænk at han bare ville lade mig sidde alene i pariserhjulet. Billet manden stillede sig op foran mig. ”Vi bliver desværre nødt til at fylde vognene op, har du noget imod at sidde sammen med den unge dame der?” jeg kiggede hurtigt hen på den lyshårede pige der sad med blikket rettet væk fra køen. Jeg smilede stille for mig selv, og vendte mig. Jeg nåede lige at glimte Harry, på vej hen mod spøgelsestoget, da jeg rystede på hovedet, og trådte et skridt tættere på manden. ”Nej det er skam okay” jeg smilede selvsikkert til ham, og satte mig på puden, hvilket fik hende til at kigge forvirret på mig. Jeg trak på skuldrende. Manden lukkede hårdt døren til, og startede den karrusellen. Jeg vendte langsomt blikket fra hendes ansigt til hendes hår. Det var langt, flot bølget, og blondt.

Jeg vidste ikke om jeg skulle snakke til hende. Det lignede mest at hun bare ville være alene, og hun tænke. Jeg tvang mig selv til at smile, og prøvede at fange øjenkontakt. ”Er du okay?” spurgte jeg med en halvbekymret stemme. Hun kiggede forsigtigt op, og smilede falskt. ”Ja” hun vendte sig hurtigt ud mod vandet igen, men kom uheldigvis til at snøfte. Jeg kiggede forvirret på hende og rystede langsomt på hovedet. Hvorfor havde jeg regnet med at hun ville fortælle mig hvis der var noget galt? Jeg kendte hende ikke. Hun syntes sikkert at det var helt vildt irriterende at jeg skulle sidde ved siden af hende. Jeg har selv haft lyst til bare at sidde alene og tænke, og hvis hun havde det sådan, kunne jeg godt forstå hvorfor hun svarede så koldt. Jeg spyttede mit tyggegummi ud over kanten, og lænede mig så langt væk fra hende som muligt.

Vi sad på det højeste punkt, da der lød et stort brag nede fra. Jeg sad i mine egne tanker da jeg pludselig røg fremad, og fik stangen der skulle holde os fast, i maven. ”Hvad sker der?” hun kiggede forskrækket rundt, og endte så med at kigge hen på mig. Jeg trak på skuldrende, og lagde mit højre ben over det andet. ”Nej nej nej, det her sker bare ikke!” hun tog sig til hovedet, og hendes vejrtrækninger begyndte at blive hurtigere og højlydte. ”wow, wow, slap af, hvad sker der?” spurgte jeg forskrækket, lagde en hånd på hendes skulder. Hun borede sine øjne hårdt ind i mine, og jeg kunne se at hun tog situationen seriøst. ”Hvad er problemet?” jeg lagde armene over kors, og lænede mig helt tilbage i sædet. Hendes vejrtrækning skræmte mig, og hun trak pludselig knæene helt ind under sig. ”Jeg kan ikke holde ud at være højt oppe” sagde hun skræmt, og jeg kunne se at tårerne løb ned af hendes kinder. ”Hvorfor tog du så herop hvis du har højdeskræk?” jeg kiggede undrende på hende, og så at hun trak på skuldrende. ”Nogle gange har jeg bare brug for at komme væk fra verdenen, og tænkte” hun snøftede og begyndte at ryste. Jeg nikkede forståeligt, og fik selv lyst til at græde. Hun kiggede mig undskyldende i øjnene, hvilket gjorde mig vildt forvirret. ”Du skulle ikke have været taget med mig herop” sagde hun forsigtigt og satte sig helt ud i kanten af vognen. ”Og hvorfor så ikke det?” jeg rykkede tættere på hende, men hun rystede på hovedet og satte en hånd frem, for at få mig til at stoppe. ”Der er ikke mange der bryder sig om at sidde sammen med mig, når jeg er bange”. Jeg overvejede et kort sekund om jeg skulle spørge om hun ville låne min trøje, men jeg valgte i stedet at holde om hende. Hun kiggede forvirret op, og jeg smilede let til hende.

Hun måtte godt nok have syntes det var akavet. Men jeg valgte ikke at tage mig af det. Hun frøs, hun havde højde skræk, og jeg ville gøre alt for at lære hende bedre at kende. ”Hvorfor gør du det her?” hendes stemme var skrøbelig, og hun kiggede mig dybt i øjnene, hvilket der gjorde at jeg lagde mærke til de krystalblå farve, hun ikke havde givet mig muligheden for at se før nu. ”Jeg kan ikke lide at se nogen være kede af det” fik jeg præsteret inden hun lagde sig helt ind til mig, og lagde sit hoved på mit bryst. Jeg rykkede mig forsigtigt, og stak hånden frem til hende. ”Mit navn er Louis” jeg smilede selvsikkert, og kløede mig lidt i håret, da hun ikke tog imod den. ”Sam” Et lille smil viste sig på hendes læber, og jeg kunne hurtigt fornemme at hun var faldet til ro. Hendes øjne fulgte mig, da jeg rettede mig op, og kiggede ud over kanten. ”Det ser vidst ud til at vi skal være her et stykke tid hva?” jeg hørte et suk fra hende, og kiggede hurtigt på hvordan tårerne trillede ned af hendes kinder. ”Det må du altså undskylde” jeg lagde en hånd på hendes skulder, og hun kiggede mig dybt i øjnene. Hvis jeg ikke var blevet afbrudt af et skrig, nede fra havde jeg siddet og stirrede hende i øjnene, de næste mange minutter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...