En sommerferie jeg aldrig glemmer!

Saras sommerferie ser sort ud. Alle venner og veninder er taget på ferie, og hun er dømt til at passe hendes små søskende i to uger, mens hendes mor også er på ferie med den nye kæreste. Og ikke mindst fjanter hendes eks-kæreste, Mike, rundt på stranden med en lyshåret møgkælling, der er på besøg hos hendes tante. Altså er stranden også et tabu område - kan det blive værre? Men tilfældigvis møder hun den lyshårede Niall fra One Direction, og dette bliver starten på den fedeste sommerferie i Saras liv.

9Likes
14Kommentarer
1096Visninger
AA

4. Pomfritter

Jeg var næsten tilbage ved ”mini-pladsen”, hvor drengene havde givet autografer, da min telefon ringede. Jeg havde den i hånden, så jeg skyndte mig at tage den og stikke den op til øret, i håb om at det var Niall.

”Hej, det er Sara.” Sagde jeg

”Niall her.” Svarede Niall. ”Jeg har fundet ham.”

”Har du? Seriøst?” Jeg åndende lettet op.

”Nej, det er kun for sjov... ja, selvfølgelig har jeg fundet ham, ellers ville jeg ikke ringe.” Niall's stemme emmede af sarkasme.

”Hvor fandt du ham henne?” Spurgte jeg, og ignorerede hans sarkasme.

”Ude foran din legetøjsbutik, hvor han sad og græd, helt fortabt.”

”Græder han?” Spurgte jeg, fortvivlet igen.

”Nej, jeg har trøstet ham så godt som jeg nu kunne. Vi er på vej tilbag... hey, jeg kan faktisk se dig.” Jeg kiggede op. Cirka hundrede meter fra mig, stod Niall og Markus. Niall vinkede til mig som en gal, og Markus slap hans hånd, og styrtede over til mig. Jeg tog ham op til mig, dog ikke alt for længe.

”Orgh Markus, du er ved at blive lidt for tung.” Stønnede jeg, og satte ham ned.

”Det var godt Niall fandt dig, ikke?”

Markus nikkede.

”Men, men Sara, jeg kender ham jo slet ikke.” Påpegede Markus.

”Nej, men han var sød og sige, at han gerne ville hjælpe mig med at finde dig.” Smilede jeg.

”Jamen Sara, han snakker også noget mærkeligt noget.”

”Ja Markus, han snakker engelsk. Det er fordi en er fra England af... Nej vent, han er fra Irland af.”

”Nøj, hvor ligger det henne, var Sara?” Spurgte Markus fascineret.

”Langt derovre af.” Svarede jeg og pegede om bag mig.

”Sejt.” Udbrød Markus. ”Hvor er Meriam, var Sara? Er hun også væk?”

”Nej, hun er lige herovre.” Svarede jeg.

Niall havde stået og kigget på os i lang tid, uden at forstå noget af det vi sagde.

”Ved du hvor Louis er gået hen med Meriam?” Spurgte jeg ham nu.

”Ja, han sagde, at han ville give hende pomfritter lige derovre.” Han pegede over på Den Glade Ko.

”Super, så går vi lige derover.” Svarede jeg.

 

Meriam sad inde i caféen med Louis, Harry, Zayn og Liam rundt om sig. De sad vær med en stor bakke pomfritter, og Meriam lignede den lykkeligste pige i hele verdenen.

”Ej Sara, må jeg ikke også få pomfritter lige som Meriam?” Ville Markus have af vide.

”Måske, lige om lidt Markus.” Svarede jeg

”Når, I fandt ham, ej hvor fint.” Sagde Zayn.

”Jep.” Svarede Niall, ”Man, jeg er sulten.”

”Det kommer vidst ikke bag på nogen.” Grinede Harry.

”Har hun opført sig ordentlig?” Spurgte jeg.

”Ja, hun har været så sød, og hun har virkelig prøvet at lære engelsk, og vi har virkelig prøvet at lære dansk.” Svarede Louis.

”Fint,” sagde jeg, ”lad mig så høre, hvad I kan sige?”

”På dansk?” Liam så ikke helt glad ud ved tanken.

”Jaja, kom nu.” Svarede jeg.

”Vi kan i hvert fald sig ”tak”.” Sagde Harry stolt.

”Ej, hvor er du dygtig.” Grinede jeg.

”Hvad betød det?” Spurgte Niall, ”Det som Harry lige sagde?”

”Det betyder bare tak på dansk.” Svarede jeg.

”Prøv lige at sige det igen. På dansk altså.”

”Tak!” Jeg udtalte stavelsen tydeligt.

”Tak.” Gentog Niall.

”Jaja, du kan bare det der.” Smilede jeg.

Louis rejste sig, og spurgte om Markus også ville have pomfritter. Så tog han Markus i hånden, og gik med ham op for at bestille.

”Jeg tror også, at jeg skal sige ”tak” for at finde min lillebror, Niall.” Jeg vendte mig om imod ham.

”Det var da så lidt, Sara.” Svarede han og smilede.

”Vil du have pomfritter? Jeg er i hvert fald sulten.”

”Eh, ja tak, men du behøver da ikke at...”

”Jo da,” Svarede Niall, og gik op for at få pomfritter.

 

Lidt efter sad vi alle rundt om bordet med pomfritter ud over det hele. Drengene ville vide hvor og hvordan vi havde fundet ham. Så jeg forklarede, at jeg havde mødt det ældre ægtepar. Niall fortalte sin version, som jeg selvfølgelig ikke havde hørt i detaljer.

”Sara ringede, og sagde noget med en legetøjsbutik – hvad var det nu den hed?”

”Fæt-ter B-R” Sagde jeg.

”Jep, den. Når, men hun fortalte hvordan den så ud, og jeg gik op ad gågaden, indtil jeg fandt den. Først troede jeg, at Markus var inde i butikken, så jeg ledte den igennem to gange. Så gik jeg ud, og skulle lige til at ringe til dig Sara, for at sige, at han desværre ikke var der alligevel. Men så hørte jeg, at der var en, der græd. Jeg vendte mig om, og der stod Markus så. Det så ikke ud til, at der var sket ham noget. Jeg gik over og spurgte ham, om han var Markus, men det forstod han ikke rigtigt.”

”Fair nok,” sagde Liam, ”du ved ikke hvor meget besvær vi har haft, når vi skulle snakke med Meriam her.” Han smilede over til hende.

”Når, men der kom en dame forbi, og jeg spurgte hende, om hun ville oversætte for mig. Det ville hun gerne,” fortsatte Niall, ”og sammen fandt vi ud af, at det var Markus, og at han græd fordi han ikke kunne finde sin storesøster. Så jeg fortalte damen, at jeg vidste hvor du var henne. Da Markus hørte det, blev han lidt mere glad. Og ja, så ringede jeg jo så til dig, og begyndte at gå tilbage med ham.”

”Tusind tak igen Niall.” Sagde jeg, og sendte ham et smil. Han smilede tilbage, og jeg blev hurtigt klar over, at jeg elskede hans smil.

 

Efter at alle havde spist færdig, skulle drengene videre.

”Skal jeg bare, du ved, slette dit nummer igen?” Spurgte jeg, en smule akavet, Niall.

”Nej, det behøver du ikke... Selvfølgelig medmindre du ikke vil have det, eller at du ikke vil have, at jeg har dit.”

”Du må gerne have mit.” Svarede jeg, og jeg kunne mærke en varm følelse af glæde inden i.

”Super, for jeg vil også gerne beholde dit.” Svarede han. Den varme følelse i min mave blev større, og jeg kunne ikke lade være med at smile op til ham.

”Og tak for pomfritter, du ved.” Sagde jeg.

”Det var da så lidt.” Han gav mig et farvel-knus, og så gik han og de andre drenge.

”Kom Meriam, vi skal hjem nu.” Jeg tog mine søskende i hånden, og så gik vi over mod busstationen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...