If you're not the one | Novelle

16-årige Abigail blev smidt på gaden, da en rig enkemand tog røven på hende, og købte hende ud af hendes lejlighed. Hun har boet på gaden i et halvt år, og den tid har ændret hendes syn på mennesker, penge og kærlighed. Men alt det hun før var så sikker på, bliver ændret, da hun ved et tilfælde bumper ind i den jævnaldrende Jacob, der viser sig at stå i penge til langt over hovedet...

6Likes
6Kommentarer
1500Visninger
AA

5. Kapt. 4

"I'd like to say that it's easy to stay, but it's not for me. Because I'm barely here at all"

Abigail følte sig mere og mere malplaceret i sin kjole, jo tættere på restauranten de var. Hendes hjerte kørte med ca. samme omdrejningstal som motoren i den kulsorte Ferrari 485 Italia, som "Englen" så stolt havde pralet med. Fe-hvad? En bil er vel en bil, om den så har et lille klister-mærke med en hest foran. Eller hvad?

Da bilens dæk gav en hvinende lyd fra sig, da de bremsede på den regnvåde asfalt, havde Abigail allerede et godt tag i håndtaget og rev næsten døren op. Hvilket især var pinligt, da hun næsten havde slået chaufføren omkuld. Hvordan skulle hun kunne vide, at det også var hans job at åbne døren? Det var hun da i stand til selv at gøre. Hverken mental forstyrret eller handicappet var hun. Englen kom en smule mere stilet ud af bilen, undskyldte på hendes vegne og bad ham parkerer bilen højest 2 blokke væk. Abigail var ligeglad, hun var mundlam. Mundlam over synet af den restaurant han havde valgt - Hvis man altså kunne kalde det en restaurant. Slot, eller tempel ville nok nærmere beskrive synet. Fire enorme, græsk-inspirerede stolper støttere op under et kæmpe tag med smukke indgraveringer og figurer. Ned fra taget snoede vinplanter sig mod de store glasplader, der fik restauranten til at ligne at den lå udendørs. Først da en tjener klædt i kjole og hvidt, bad hende følge med, kunne Abigail tage synet fra den overvældende bygning. Aldrig i sit liv, eller i sine i hvertfald ikke fantasti-løse drømme, havde hun set noget lignende.

Med sin arm snoet omkring Englens, lod hun sig føre ind i den prægtige bygning, og prøvede ikke at ligne en tourist alt for meget. Et springvand der sendte rislende lyde ud i lokalet var placeret i midten ,og i formen af en cirkel omkring springvandet, var borderne placeret. De høje sko klikkede let henover stengulvet, men døde hen sammenlignet med det orkester der stod i hjørnet og spillede stille sange i et mix af stilarterne Jazz og Blues. Tjeneren, der havde presenteret sig selv som Josh, slog armen ud mod et lille bord nordligst i cirklen, dækket af en hvid satin dug, som en venlig gestus. På hver sin side blev de placeret, kun adskilt af det lille bord og en krukke med brød-pinde. Abigail kunne huske, at hun end ikke i sit gamle liv, kom sådanne steder. Bordkortene blev lagt på bordet, og tjeneren fortrak sig mod køkkenet. Abigail kunne mærke hvordan Englen sad og betragtede hende, som hun sad på stolen overfor ham, og lod som om hun vidste hvad forskellen på; Ceasar Salat og ganske almindelig salat var. Hun kiggede rødmende op fra bordkortet, da hans stirren var blevet en smule ubehagelig, og mødte hans to fortryllende øjne. Hans øjne flakkede mellem hendes læber (Der syntes at spidse sig en smule??) og hendes øjne. Med bevægelser glattere end en ål, rykkede han i ét snuptag krukken til side og lænede sig fremad mod hende.

Abigail var klar. Det her var hendes store øjeblik, det var nu hun kunne vende skæbnen! Hvis hun var sammen med ham, kunne hun få sit gamle liv tilbage! Med tiden ville hun måske endda lærer at elske ham. Bare en smule... Abis hjerte overdøvede både lyden af bandet og springvandet, og hendes læber rakte desperat ud efter hans. Hans kønne ansigt kom nærmere og nærmere. Så tæt på, at den varme ånde mod hendes hud sendte kuldegysninger gennem hendes krop, så tæt på, at hun kunne høre ham trække vejret og betragte de smukke træk i hans ansigt. Han rakte hånden op mod hendes pandehår, og trak det til siden. Hendes læber stødte blidt mod hans, og det føltes som om alt i universet stod stille. Det gjorde det også i cirka 1½ sekund, før kunne mærke hvordan han trak sig væk. Hans forskrækkede ansigts-udtryk, var ikke det der skræmte Abigail mest, og det var heller ikke det faktum at alle sad og kiggede på dem, og tjeneren havde overværet det hele.  Det var tanken om, at han blot havde villet rette på hendes hår.

Tanken om, at hun havde spildt sin måske eneste chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...