If you're not the one | Novelle

16-årige Abigail blev smidt på gaden, da en rig enkemand tog røven på hende, og købte hende ud af hendes lejlighed. Hun har boet på gaden i et halvt år, og den tid har ændret hendes syn på mennesker, penge og kærlighed. Men alt det hun før var så sikker på, bliver ændret, da hun ved et tilfælde bumper ind i den jævnaldrende Jacob, der viser sig at stå i penge til langt over hovedet...

6Likes
6Kommentarer
1499Visninger
AA

2. Kapt. 1

"I come to you, in pieces.."

 

Det var først, da det sorte blæk indprægede sig i det sandfarvede papir, at Abigails verden begyndte at smuldre. Den solide jord hun stod på, knak i en million stykker, og himlen begyndte at revne. Alting blev kaotisk, og Abi begyndte at skrige. Skrige, fordi den jord hun var plantet på, nu holdt hendes fødder fast, som var den lavet af cement, og trak hende ned i et altædende mørke. Et mørke der bød hende ind, lænede sig over hende og åbnede sit gab. Kvalte hendes skrig, og låste hende fast, lammede hende. Det hele sortnede, og alligevel var det hele klart. Hun havde underskrevet sin egen dødsdom, sin egen undergang. Hun havde været for naiv, alt for godtroende. Og nu blev hun straffet.

Med ét slap det mørke uhyre hende, og hun faldt. Hun faldt, blev ved med at falde, og viste, at hun snart ville være ét med asfalten. Og ganske rigtigt. Med et sus i maven, landede hun på den kolde asfalt i baggården i New York's gader. Den selvsamme asfalt hun havde lagt sig til at sove på igår. Hendes hænder sprang instinktiv op og dækkede for hendes ansigt, og de krystalklare tårer der pejlede sig ned af hendes rosenrøde kinder. Det lange, nøddebrune hår var svedigt, og hendes tøj klistrede til hende, som en reaktion på den onde drøm, der havde plaget hende de sidste 6 måneder. Den var startet med en flammende kontrak, hun havde underskrevet, også vågnede hun. Men havde den udviklet sig, og hun døde næsten altid. Dog havde alle 'versionerne' endt på samme måde. At hun havde vågnet op, under det militærgrønne tæppe i baggården, ved siden af Ted. Ted, som faktisk hed Theodor, havde været hendes bedste - og eneste - ven, siden hun blev sendt på gaden. At vide, at hun altid ville vågne op ved siden af ham, gjorde, at hun turde ligge sig til at sove om natten.

Det usle, hullede tøj der nu ikke var nær så klistret, havde hun vænnet sig til. Det var lidt af en mundfuld, når hun førhen havde kunnet smide en Kashmir trøje ud, og nu ville hun næsten dræbe for en. Men om aftenen, fik hun flot tøj på. Små trusser, og matchende BH'er i en knaldrød farve, med glimmer strøet henover sættet. Om sættet var prydet med fjer, var noget hendes boss bestemte. Hvis han sagde fjer, måtte hun tage fjer på. Selvom hun dog flere gange havde protesteret, og sagt; at det var umådeligt svært at danse op af en pæl, når man lignede en papegøje. Det var hun stoppet med, da han havde givet hende et håndaftryk på kinden, der matchede hendes dragt. Selvom de fleste andre piger dansede der, fordi de manglede penge, var det ikke den eneste grund til, at Abigail gjorde det. Hun følte sig ligeså smuk som hun engang havde været, når hun stod på scenen, og bassen pumpede ud af de små højtalere, og de unge mænd piftede og klappede af hende. Hun følte sig ikke længere glemt, og engang imellem følte hun sig også elsket. En følelse, der ikke var udpræget på gaden.

 Det var på hendes 'arbejde', at hun havde set ham første gang. Hans mørkeblonde, krøllede hår, trøjen der sad stramt nok til at man kunne ane en velholdt muskulatur og de helt lyseblå øjne, der havde oplyst hende mere end projektorerne der havde sat hende i spotlight. Han var det smukkeste hun nogensinde havde set. Overfor ham, var det næsten pinligt, at danse uden tøj, rundt på en scene, omgivet af nærrige mænd. Men siden han var der, måtte det jo næsten betyde, at han havde det fint med det. Det var først, da han havde mast sig gennem mængden og sat en hundredelap i kanten på hendes trusser, at hendes syn på ham, var falmet. Så han var sådan en. En højrøvet. En der sked på den lille mand. Hvor.. patetisk!

Og alligevel, var der ikke den fibre i hendes krop, der ikke længtedes efter at se ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...