Jeg elsker kun dig - Niall Horan

Resumé: Mit navn er Alberte Munch, jeg er 18 år gammel og kommer sammen med Niall Horan. Vi bor i et hus midt i London, og bor sammen med de andre medlemer.
Jeg gik ned til vandet en aften tårene trillede ned af mine kinder. Oh gard, var lige kommet til at råbe af en af Nialls aller bedste venner... Hvordan kunne jeg få mig selv til at gøre det?

13Likes
19Kommentarer
3308Visninger
AA

2. Tal aldrig til mig igen!

 

Vi havde lige spist aftensmad, med vi mener jeg: Louis, Niall, Zayn, Harry og Liam. Jeg stod netop at vaskede op da Liam stak hoved ind af døren til køkkenet.

"Du har gæster" Sagde han med et skævt smil

"Fedt, kommer lige om lidt!" Svarede jeg med strålende øjne.

Da jeg kom ind i stuen sagde Louis at din gæst var gået op på dit værelse. Hmm tænkte jeg hvorfor var personen dog gået derop? Da jeg trådte ind på væreset forstod jeg pludselig hvorfor... Det var Lucas! Den person i hele verden som jeg havde aller mest. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, og jeg ville mest af alt flygte. Men så ville Lucas bare synes jeg er en svans. Og det skal han ikke nyde noget af! Så jeg blev nødt til at gå derind. 

"Heeeeej Alberte!" Sagde Lucas mægtig glad.

"Hej." Mumlede Jeg.

"Alberte....." Startede Lucas og begyndte at gå over imod mig med et frækt smil. Jeg vidste netop godt hvad han ville. Jeg begyndte at gå baglæns men da du nåede væggen og af en eller anden grund i kunne gå mere tilbage, begyndte de hjerte at hamre derud af.

"Haha, nu kan du ikke komme længere, var Babe?" Små grinede Lucas.

"Hold kæft!" Mumlede jeg.

Lucas var nu kommet helt tæt på mig, og begyndte at hive op i min trøje, men jeg nåede at stoppe ham og råbe:

"Hvad fanden har du gang I? Jeg har en kæreste!" Råbte jeg i hoved på ham. Døren stod lige akkurat åben nok til at jeg kunne komme igennem så jeg talte jeg 3 og vupti var jeg ude løbet ned af trappen og gemte mig bag Niall. Lucas var løbet efter mig.

"Alberte, forhelvede jeg kan godt se dig!" Sagde han drilsk.

"Jeg er ligeglad!" Svarede jeg flabet.

"Lucas, gå din vej vil du ikke nok?" Spurgte jeg.

"Nej" Svarede han koldt. Men alligevel forsvandt han ud af døren. Alle drengene kiggede på mig med Okay-Hvad-Skete-Der-Lige-Der blikket, da tårene begyndte at trille lydløst ned af mine kinder. Endelig spurgte Zayn: 

"Berte?" Når ja det glemte jeg at sige de kalder mig allesammen for Berte da det er mit kælenavn. Zayn fortsatte: 

"Hvad skete der deropppe?"

"Tjaaa. Hvis Liam ikke havde lukket ham ind var det aldrig sket!" Mumlede jeg. Liam kiggede spørgende på mig og skulle lige til at sige noget, men jeg afbrød ham og kiggede ham dybt i øjnene.

"Bare aldrig tal til mig igen!" Græd jeg og løb ud af have døren og ned til den lokale sø. Det var blevet mørkt og jeg kunne se en masse kærestepar sidde i græsset og kigge op på stjernerne. Gid det var mig Niall tænkte jeg. Pludselig var der en der råbte mit navn. Og jeg vendte mig om.......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...