Ren Tilfældighed {JB}

Den 16- årige Jessica Small (bliver kaldt Jessi) bor på en gård med 2 heste og 6 andre privat heste som er opstaldet hos dem. Jessica rider på sin hest Miranda, og hendes mor rider på hendes hest, Dusty. Jessica bryder sig ikke om Justin Bieber men hendes to bedsteveninder Grace og Judith elsker ham. Judith skal til hans koncert og invitere Grace og Jessica med. Men nogle dage før, drømmer Jessica en drøm med Justin, og det forandre hendes følelser for ham. Ved autograf stedet til koncerten, får Justin øje på hende, og bliver interreseret i hende. De lærer hinanden at kende, men vil Jessi lade Justin komme ind i hendes liv? Og hvad sker der så, når Jessi får at vide at der er sket noget med hendes mor?
Dette er også en historie for hestepiger, da det også har lidt at gøre med heste. :)

10Likes
20Kommentarer
1550Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Tom af gråd.

Jessica's synsvinkel.

Vi er kommet hjem fra koncerten, og er meget trætte. Jeg kigger på klokken. Den er 19:26. Allerede... Vi får lidt at spise, hvor efter vi går op på værelset for at se en film. Mens Judith er ved at lede efter en, kigger jeg på det billede af justin og mig. Han kigger så underligt på mig... Den måde han kiggede på mig på... Jeg lægger mobilen fra mig og lægger det med Justin bag mig. Judith er også kommet med en film. 

''Vi skal se 'The Notebook'. Det er Justin's yndlings tøse film.'' Siger Judith mens hun blinker til mig. Jeg smiler til hende. Selvfølgelig har Judith den film. Hun har næsten alt med ham. Og jeg siger dig. Alt. Da filmen er halvvejs, sover Grace. Jeg må sige at jeg også snart rejser til drømmeland. Jeg tager mit tøj af, så jeg bare er i undertøj, og lægger mig under dynen. Filmen bliver mere og mere sløret indtil den er helt væk.

Jeg vågner næste morgen, og kigger rundt omkring i værelset. Judith og Grace er her ikke. Jeg rejser mig stille op, tager tøj på, går ud på badeværelset og reder mit hår. Så går jeg neden under. Jeg stopper op da jeg er nået enden af trappen. Mrs. og Mr. Malik sidder i sofaen. Mrs. Malik har helt røde øjne, og man kan se at der er en tårer på hendes kind. Mr. Malik holder om hende. Judith og Grace sidder på en anden sofa og kigger begge bare ud i luften. Judith kigger på mig med et lille falsk smil. Jeg får pludselig sådan en underlig fornemmelse i maven. ''Hvad er der sket?'' Spørger jeg mens jeg skiftevis kigger på Grace, Judith, Mrs. og Mr. Malik. Mr. Malik drejer hovedet, og kigger på mig. ''Er du sød lige og sætte dig et øjeblik, Jessi?'' Jeg kigger undrende på ham, men sætter mig hen ved siden af Grace. Jeg kigger ventende på Mr. Malik. ''Der er sket et lille uheld, Jessi.'' Jeg bliver pludselig helt bange. ''Din mor...''. Han tager en dyb indånding og fortsætter ''Din mor kom på hospitalet i går mens i var til koncerten.'' Jeg... Det... Jeg kan ikke sætte nogen ord på den her følelse. Den vender og drejer sig i min mave. Det er ikke nogen rar følelse. Der triller lige så stille en tåre ned af den ene kind, lige så stille som tåren på den anden kind gør. Jeg kigger bare ud i den blå luft. Jeg tager en dyb indånding, og ber Mr. Malik om at fortsætte. ''Der var en kvinde som var kørt forbi jeres hus, og længere ned imod svinget. Som du jo ved er der en masse træer, så man skal køre stille der, men... Hun... Hun havde travlt og inden hun viste af det, var din mor der. Din mor var på vej over vejen. Hun red på Dusty. Hun kørte stærkt, hun kunne ikke nå at gøre noget.'' Endnu flere tårer triller ned af min kind. Hvorfor?... Hvorfor lige min mor... Jeg kigger over på Mrs. Malik og vi begge har helt røde øjne. Hun smiler stille til mig. ''Det skal nok gå...'' Hun vender hovedet og kigger ud i den blå luft. ''Det skal nok gå...''

Jeg sidder ude på gangen. På gangen i hospitalet. Jeg sidder lige ud for døren ind til min mor. Mine tårer triller ned af kinderne. Jeg læner hovedet tilbage og læner det op af væggen. Jeg sidder med mine knæ op under hagen og jeg holder stramt fast rundt om benene. Prøv at tænke på, at være Mrs. Malik. Mors bedste veninde. Prøv at tænke hvor ulykkelig hun må være. At have kendt hende i så mange år, og nu er der sket sådan en stor ulykke... Jeg ved godt at jeg er hendes datter, men... Ja. Der kommer en læge ud fra mor's værelse og nikker til mig. Jeg rejser mig op, lukker øjnene og kigger op i loftet. Jeg tager en dyb indånding, og træder ind på værelset. Mit blik fanger med det samme mor. Jeg kan ikke holde ud at se på det. Der er slanger rundt om hende. Jeg løber hen ved siden af hende, og lægger mit hovede ned på hendes bryst. Jeg græder, hulker, stønner og gisper. Hvordan kunne det ske?...

Jeg kan mærke nogen skubbe mig blidt på skulderen. Jeg åbner stille øjnene, og ser at jeg ligger i en seng, i et værelse. Jeg får øje på en dame, som står og kigger på mig. Hun smiler til mig. ''Klarer du den?'' Jeg kigger undrende på hende, indtil det går op for hende hvad hun mener. Hun mener om jeg er okay efter at jeg havde set min mor. Min mor... Jeg tager hænderne op foran ansigtet, og bryder ud i gråd. ''Så så Jessica. Det skal nok gå.'' Jeg kan mærke et par arme rundt om mig, og det føles rart. Hun sidder og vugger mig lige så stille fra side til side. Selvom jeg ikke er lille mere, er det stadigvæk det der får mig til at føle mig godt tilpas. Hun fjerner armene og tager fadt om mine skuldre. Ikke hårdt, bare så man lige kan mærke at de er der. Jeg fjerner hænderne fra ansigtet og kigger på hende. Hun smiler til mig. ''Det skal nok gå Jessi. Hun skal nok klare den.'' Jeg tager mig sammen og smiler til hende. ''Okay...'' Hvisker jeg stille med et lille falsk smil på læberne. Jeg har simpelthen alt for mange tanker i hovedet til at smile ''rigtigt''. Hun hjælper mig ud af sengen, og tager mig med ned til caféen. ''Du har brug for noget mad og drikke.'' Jeg nikker bare til hende. Hun ber mig om at vente ved et bord, mens hun går op og henter noget mad. Hun kommer tilbage med en flaske vand og en sandwich. ''Værsgo.'' Jeg smiler til hende. ''Tak.'' Hun gengælder mit smil, og forsvinder hen af gangen. Jeg tager en tår af vandet, og kan mærke noget energi sprede sig i kroppen. Jeg spiser sandwich'en og drikker resten af vandet. Jeg er stadig meget sløv, men det har hjulpet meget at få noget at drikke og spise. Jeg går hen til receptionen og spørger efter noget papir. Jeg går hen til bordet igen og begynder at skrive.

Kære mor. Jeg er virkelig ked af det, der er sket. Jeg håber virkelig at du bliver okay igen. Men du ved at uanset hvordan du er og har det, vil jeg altid elske dig og være der for dig. Jeg ber til gud om at du skal få det bedre. Jeg er ked af, at jeg ikke altid kan sidde ved din side, men jeg har virkelig ikke tålmodighed til det. Men du kender vel det, når du gerne vil noget, men ikke kan?... Jeg vil virkelig ønske at jeg havde, men det har jeg altså ik'. Men som sagt, uanset hvad, vil jeg altid elske dig og gå med dig. Lige siden den første dag af den første, har du været med mig, så nu er det vil min tur til at gi' noget igen. Jeg vil altid elske dig for den du er, og du vil altid være min dejlige mor. Jeg elsker dig mor.

Jessi.

Jeg folder papiret sammen, og går hen til en læge og ber hende om at lægge det på hendes bord. Jeg får tårer til at trille ned af kinden, da jeg tænker på at jeg ikke har tålmodighed til det. Jeg ville ønske jeg havde, men gud vil åbenbart noget andet... Jeg træder ud på gaden, og begynder at gå med hurtige skridt. Jeg har lige skrevet til Mrs. Malik at hun skulle komme og hente mig. Hun sagde til mig, da hun kørte mig herud, at jeg bare skulle ringe når jeg ville hjem. Jeg ser at hun holder nederst på parkeringspladsen. Jeg sætter mig ind i bilen, og vi begynder at køre uden et ord på læberne. Hun sætter mig af uden for mit hus. ''Jessi, hvis du føler dig alt for alene, siger du til. Så må du meget gerne være hos os.'' Jeg nikker. ''Tak Mrs. Malik.'' Hun gengælder mit smil og kører igen. Jeg går indenfor og op på værelset. Jeg smider mig i sengen og bare lægger og tænker da en tanke pludselig slår mig. Dusty... Tænker jeg stille. Jeg spærer øjnene op og rejser mig med et set op i sengen. ''Dusty!'' Skriger jeg og spurter ned af trapperne. Jeg springer i gummistøvlerne og løber alt hvad jeg kan over gårdspladsen. Jeg åbner porten med et brag og spurter hen til boksen. Jeg falder sammen af gråd da jeg ser at han ikke er der. ''Nej, nej, nej, nej...'' Hvisker jeg stille med hænderne op for munden. Jeg bakker indtil jeg mærker Miranda's boks mod min ryg. Jeg glider lige så stille ned af boksen, og sidder nu helt sammenklemt. Jeg kigger bare ud i den blå tværet luft. ''Er han... Han kan da ikke være... Det ka' ik' pas'...'' Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er helt ude af mig selv. Jeg rejser mig op, og kigger på Miranda. Det er som om hun ved hvad der er sket. Hun står uroligt og tripper inde i boksen, og vender og drejer ørene. ''Så, så Miranda. Det skal nok gå. Dusty skal nok komme tilbage. Det lover jeg. Han kan umuligt...'' Mere når jeg ikke at sige før min stemme knækker sammen. Jeg åbner boksdøren, og går ind og krammer Miranda hårdt om halsen. ''Jeg elsker dig Miranda. Og jeg ved at du elsker Dusty. Det hele skal nok gå.'' Der står jeg i et kvarter, og det er som om at Miranda er faldet lidt til ro. ''Vi må finde ud af hvad der er sket med Dusty.'' Jeg kigger på hende, og smiler. Jeg går ud af boksen, lukker den, og går ind i huset igen. Jeg tører mine øjne, og tænker igen. Hvad nu? Hvem skal jeg ringe til? Hvordan skal det nu gå? Jeg sidder og tænker som en gal. Jeg kan mærke at det vibrer i min lomme. Jeg tager min mobil op af lommen og ser at jeg har fået en besked fra et ukendt nummer.

#Hey. Er du Jessica?#

Jeg kigger undrende på telefonen. Hvem kan det være?

#Hvem er du?#

Der går et par minutter efter at der bliver svaret på beskeden.

#Jeg kan ikke rigtig svare dig, men hvis du hurtig vil besvare mit spørgsmål...?#

Jeg er lidt bange for at besvare det, men gør det alligevel.

#Ja jeg hedder Jessi. Jessica Small faktisk...?#

Jeg begynder at undre mig meget faktisk. Rigtig meget endda. Hvem kan det være?...

#Mød mig ved strandcaféen klokken 21:00#

#Øhhmm... Hvorfor?...#

#Hvis du vil vide hvem jeg er, så bare duk op#

Jeg kigger underlig på min mobil. Hvem hulen kan det være?... Jeg låser den, og kigger på klokken. Den er halv fem. Der er stadig fire en halv time til... Jeg går ovenpå og tager ridetøj på. Jeg plejer altid at få det lidt bedre efter en ridetur. Jeg går udenfor og ind i stalden. Jeg får striglet og sadlet Miranda op. Jeg rider bare lidt dressur i dag. Der er cirka gået en time, og jeg begynder at skridte af. Jeg trækker ind i stalden, sadler af, og sætter Miranda i boksen. Jeg smiler. ''Tak for i dag, Miranda.'' Jeg kysser hende på mulen og går indenfor. Klokken er fem minutter over seks. Jeg skifter til normalt tøj, og tager noget at spise. Jeg begynder at lave dejen til pandekager. Så får jeg dem vendt på panden, og begynder at spise. Jeg er færdig med at spise, og jeg begynder at tage af bordet. Jeg sætter tallerknen og glasset i opvaskemaskinen. Så går jeg op på værelset og tænder for noget musik. Jeg hører bare Chris Brown og P!nk. Jeg sidder lidt på Facebook og Twitter. Jeg finder min mobil frem, og lægger det billede ind af Justin Bieber og mig på Facebook og Twitter. Jeg låser den igen, og går ind på min profil. Billedet er ikke kommet ind endnu. Til gengæld får jeg øje på noget andet. Nu har jeg tre followers, før havde jeg to. Jeg ved godt det ikke er særlig mange, men jeg er ligesom heller ikke kendt. Jeg kigger på mine followers og ser at det er... Kan det være ham...? Justin Bieber follower mig... Jeg får et kæmpe smil på læben. Jeg går ind på hans profil. Jo jo det er den ''rigtige'' ham. Han har seksogtyve millioner followers eller deromkring. Jeg trykker på follow. Så. Nu follower jeg også ham. Jeg går ind på Facebook, og ser at billedet er kommet ind. Jeg skriver ''Så har man fået en follower mere på Twitter... JUSTIN BIEBER!!! Er det ikke vildt?...'' og lægger det på forsiden. Jeg slukker computeren, og går nedenunder. Klokken er syv. Stadig kun to timer. Jeg går ud i stalden med min telefon i hånden. Jeg går hen til Miranda's boks, og kæller lidt med hende, hvorefter jeg går op på høloftet. Jeg finder nummeret til Mrs. Malik, og ringer hende op.

#Mrs. Malik her#

#Hej Mrs. Malik det' Jessi...#

#Jamen goddag kære Jessi. Har du fået det bedre?#

#Ja det' fint. Jeg tænkte på om du ved hvad der er sket med Dusty...?#

Jeg kan mærke tårene presse på. Der er stille lidt.

#Jessi... Dusty var en meget dejlige og tapper hest, men...#

#Hvad mener du med ''var''?!#

Jeg siger det måske lidt for højt.

#Jessi... Lad mig forklare historien fra hende damen der kørte bilen. Jeg snakkede med hende lidt før jeg hentede dig på hospitalet. Hun sagde, at hun havde travlt. Hun var lidt sent på den. Hun skulle til et møde. Hun kom hen til svinget og satte ikke farten særlig meget ned, og inden hun viste af det, var din mor der... Dusty stejlede, så din mor faldt af. Hun prøvede at bremse, men nåede det ikke. Hun ramte Dusty, og... Dusty kunne ikke klare slaget... Jessi... Dusty er død...#

Jeg er mundlam... Jeg kan ikke holde det tilbage... Jeg lader tårene trille om kap ned af mine kinder.

#Han gjorde det for at redde din mor, Jessi. Så du ikke skulle være alene#

Jeg lukker øjnene og ser Dusty for mig. Jeg tænker tilbage på alle de ting vi har oplevet sammen. Indtil ulykken dukker op i hovedet. Jeg åbner øjnene med et set og græder endnu mere.

#Jessi jeg er på vej#

Jeg lader telefonen glide ud af min hånd og falder sammen af gråd. Jeg har mine knæ helt op til min hage og jeg lader bare tårene løbe. ''Dusty...'' Jeg græder, græder og græder. ''Åh min kære Dusty!'' Jeg hulker af gråd. Hvordan kunne det ske? Jeg kigger stille ud i luften. Jeg kigger op. Tilfældigvis er der et lille hul lige oven over mig. Jeg kigger på himlen. ''Selvom du ikke er min hest... Elsker jeg dig stadig, Dusty. Miranda, jeg og ikke mindst mor vil savne dig over alt på jorden. Vi elsker dig Dusty...'' Jeg når ikke at sige mer', da jeg bliver afbrudt af en stemme nede i stalden. ''Jessi?'' Jeg kigger hen mod trappen. Jeg rejser mig stille op, og går stille ned af trappen. Jeg ser at Mrs. Malik vender hovedet og kigger på mig. Hun går hen til mig. ''Vi kører nu.'' Hun smiler stille til mig. Hun kender mig så godt at hun ved hvad jeg har brug for lige nu. Jeg har brug for at se mine venner, og i den grad ikke være alene. ''Må jeg lige?...'' Jeg hentyder til Miranda. ''Selvfølgelig.'' Hun går ud af stalden, og går hen til hendes bil. Jeg går stille hen til hendes boks, og krammer hende. ''Miranda... Dusty...'' Jeg lader tårene rende igen. Nu burde jeg da snart være tom for tårer.''Miranda, Dusty kommer ikke tilbage mere.'' Jeg strammer grebet om hendes hals. ''Åhh Miranda!'' Jeg hulker og græder. Endelig efter fem minutter for jeg taget mig sammen til at tage med Mrs. Malik. Jeg smiler til Miranda, gir' hende et kys på mulen, og lukker boksdøren. Jeg går stille ud til Mrs. Malik og sætter mig ind i bilen. Vi kører ud på vejen, og er på vej hen til deres hus. Kun to minutters kørsel. Vi går indenfor, og Mrs. Malik sætter noget kaffe over. ''Vil du have noget og drikke, Jessi?''

''Nej tak.'' Jeg står bare stille på gulvet og kigger rundt. ''Bare gå op til Judith. Jeg tror at hun er på værelset.'' Jeg nikker til hende som svar. Jeg går stille hen forbi stuen og op af trapperne. Det er virkelig hårdt at gå lige nu, da jeg er så ked af det og træt... Jeg banker på Judith's dør, og der bliver sagt kom ind. Jeg åbner stille døren, går ind og lukker døren efter mig. Judith vender hovedet og kigger med store øjne på mig. ''Hey Jessi...'' Siger hun som om at hun er helt overrasket over at jeg er her. Hun rejser sig op, og går hen og krammer mig. ''Jeg har hørt hvad der er sket med Dusty... Er du okay?'' Hvisker hun stille i mit øre. Hun trækker sig fra mig, og kigger skiftevis på mit højre og venstre øje. Jeg smiler stille og nikker. ''Kom sæt dig ned.'' Jeg sætter mig stille ned ved siden af hende. Jeg får øje på klokken og ser at klokken er otte. Nu skal jeg snart til at gøre mig klar hvis jeg skal ned til ham den mystiske. Vi sidder og snakker lidt, og det får mig på bedre tanker. Jeg er stadig meget ked af, men det hjælper lidt at være sammen med Judith. Jeg kan mærke min mobil vibrer i lommen. ''Hvem skriver?'' Judith kigger spørgende på mig. Jeg går ind på beskeden og ser at det er den mystiske der skriver.

#Hvor bliver du af?#

Jeg kigger på klokken. Den er fem minutter over ni. ''Øhmm Judith jeg bliver lige nødt til at gå...'' Siger jeg stille. ''Hey det' i orden Jessi.'' Hun smiler højt til mig. ''Bare du lover at være tilbage inden halv elleve. Okay?''

''Ja, ja.'' Jeg smiler stille til hende, og går nedenunder. Mrs. og Mr. Malik sidder i sofaen. ''Jeg går lige en tur.'' Jeg smiler til dem. ''Okay Jessi.'' Mrs. Malik gengælder mig smil og kigger tilbage på fjernsynet. Jeg får taget sko og jakke på, og er så på vej ned til strandcaféen. Jeg tager min mobil frem. 

#Jeg er på vej#

Jeg lægger min mobil i lommen igen. Jeg når ned til caféen, men stopper brat op, da mit blik falder på en der sidder på en bænk. Han eller hun sidder på det styk hvor man rigtig skal have mad på, og sidder og kigger udover vandet. Jeg tager en dyb indånding og går hen ved siden af ham/hende. Jeg stiller mig ved siden af ham/hende og venter bare på at han/hun skal vende hovedet. Så sker det, og han/hende vender hovedet, og jeg kan se ud af øjenkrogen, at han/hun smiler blidt. Jeg tager mig sammen og vender hovedet, og da mit blik møder det bekendte blik, går jeg i chok, og begynder at bakke. ''Du... Er du virkelig...'' Mere når jeg ikke at sige før jeg bliver afbrudt. ''Justin Bieber? Ja det er mig.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...