For evigt

Kærlighed er som en kringlet sti, der fører gennem brændende ørkener, isnende polarområder og ufremkommelige jungler. Derfor gælder det om at holde fast i hinanden, og især, når stien deler sig. Sommetider må man splitte sig op, og gå hver sin vej, andre gange bremser den ene sti lige pludselig, og i nogle tilfælde kan man få lov at gå hele vejen hånd i hånd.

Selv om Haley og Robbie mødes og bliver stormende forelskede, så blander skæbnen sig, og selvom man forsøger at kæmpe imod af alle kræfter, så kan det nogle gange være umuligt.

10Likes
12Kommentarer
1454Visninger
AA

2. Jeg er her stadig

 

1.      Robbie

Det var torsdag. Jeg tog en dyb indånding og trådte derefter ind på hospitalet. Tredje gang i denne uge. Jeg gik hen mod receptionen og forsøgte at undertrykke den kvalmende fornemmelse, der steg op i mig. Det skete hver gang, jeg kom her. Lugten, udseendet, folks stive miner, alt sammen gav det mig lyst til at kaste op. Da jeg nåede det høje bord med det lille hul i glasruden, så man allernådigst kunne tale sammen, ringede jeg på klokken. En mørkhåret kvinde kom hen til mig, og satte sig på stolen.

Hun så direkte på mig med sine grålige øjne. Ellinor Mayer. Hendes øjne var fulde af medfølelse, og jeg gjorde min mund til en smal streg. Jeg var så træt af, at alle kiggede på mig, sådan med hovedet let på skrå og med rådvilde øjne, som om de ikke helt vidste, hvad de skulle sige. Nå, hvordan har du det? Må din far hvile i fred, og for resten så håber jeg, at din mor snart vågner op fra koma. Altså, det er jo ikke din skyld, at du var den eneste, der overlevede, det må endelig ikke tro. Hov, fik jeg spurgt, hvordan du havde det?

Personalet kendte mig alle sammen, hver og en, og de sendte mig alle sammen det blik. Jeg var efterhånden blevet god til at smile og lade som om alt var i orden. Som om jeg bare var en helt normal dreng, der lige var blevet færdig med college og som arbejdede på en restaurant for at tjene nogle penge. Jeg forsøgte at lade som om jeg bare var endnu et fuldkommen almindeligt menneske, der gik rundt i verden, og ledte efter sig selv og den store kærlighed, der skulle dele livet med mig.

”Hej Robbie,” sagde hun med et forsigtigt smil. Jeg hadede, at de vidste, hvem var jeg. Det fjernede fuldstændig den normalitetsfølelse, jeg prøvede at overbevise mig selv om, var eksisterende. Nogle gange, når jeg gik ind af døren, kunne jeg sige til mig selv, at det her kun var midlertidigt, og at hun snart ville blive udskrevet. Når de så sagde mit navn kom jeg tilbage til virkeligheden, eller i det mindste til den virkelighed, hvor det, at hun snart vågende op og gik hjem med mig, ikke var en mulighed foreløbig.

”Hej,” sagde jeg træt.

”Hvordan har du det?” spurgte hun og kiggede på mig. Jeg sukkede.

”Fint. Er der nogen forandring?” Jeg spurgte altid om det, og det var altid samme svar, jeg fik tilbage. Ellinor lænede sig tilbage i kontorstolen, skrev Jillian Parker på tastaturet og kneb øjnene sammen, mens hun læste, hvad der stod på skærmen. Lidt efter rystede hun på hovedet.

”Desværre ikke, nej.”

”Okay. Jeg går op til hende nu,” sagde jeg så, og hun nikkede med læberne presset sammen. Stakkels dreng, tænkte hun sikkert. Han er helt alene. Jeg undgik nemt hendes søgende blik. Det var noget, jeg hurtigt havde lært. I stedet skyndte jeg mig ned langs hallen og nåede lige at stikke en hånd ind i elevatoren, inden dørene lukkede.

En ung kvinde trådte til side, så jeg kunne komme ind. Vi fik øjenkontakt, og hendes grønne øjne gnistrede. Jeg lagde mærke til et strejf af brunt deri. Hun lyste op i et smil, da hun så, at jeg betragtede hende.

”Hej,” sagde hun muntert og fejede en gylden lok væk fra ansigtet. Jeg trykkede på syvtallet og vendte mig så lidt modvilligt mod hende.

”Hej,” sagde jeg tøvende, for jeg havde ikke lyst til at hyggesludre, men jeg ville heller ikke være uhøflig.

”Skal De også besøge nogen her?” spurgte hun, men lo så af sig selv. Jeg betragtede hende tavst, da hun forsatte, ”selvfølgelig skal De det. Jeg hedder Haley!” Hun rakte hånden frem, og jeg rystede den med et svagt smil, mens jeg betragtede hendes ansigt.

Ved første øjekast havde jeg tænkt på det som smukt, men nu, da jeg så nærmere på det, kunne jeg se, at det ikke var tilfældet. Det var meget kønt, men der var noget usædvanligt ved hendes ansigt, der gjorde det mere eksotisk, end smukt.

Hendes øjne var store og grønne, men de sad lidt for langt fra hinanden, hun havde brede læber med tydelige smilehuller og høje, markerede kindben. Hendes næse var lidt større end normalt, og der var et eller andet ved hendes ansigt, der virkede lidt ude af proportioner.  Det var interessant, og at hendes øjne sad lidt for langt fra hinanden gav hende et intelligent udseende, men hun var ikke decideret smuk. Hun havde en aura af naturlig arme og nysgerrighed, og de grønne øjne var fulde af liv.

Pludselig brød en stemme ind i min bevidsthed og forstyrrede mine tanker. Det var Haley.

”De ser så tankefuld ud,” sagde hun smilende. ”Hvad tænker De på?”

Jeg åbnede munden for at svare, men i samme øjeblik lød der en skinger lyd, og elevatoren stoppede. Dørene åbnedes, og Haley så på mig. ”Nå, det var vist mit kald,” sagde hun og trådte ud. ”Det var hyggeligt at møde Dem…?” Hun lod spørgsmålet hænge i luften, og jeg åbnede munden for at svare hende, men i samme øjeblik begyndte dørene at lukke igen.

”Robbie,” sagde jeg højt, og jeg nåede at se hendes øjne le til mig, inden hun forsvandt. Jeg var ikke sikker på, om hun havde hørt mig, men det var jo også lige meget.

Lidt efter stoppede elevatoren der, hvor jeg skulle af, og jeg gik langsomt ned ad gangen med sænket blik.

Jeg bankede forsigtigt på døren indtil min mors stue og forestillede mig, hvordan det ville være at høre hende bede mig komme ind. Engang ville det have fået et smil frem på mine læber, men ikke mere, for nu havde jeg næsten glemt lyden af hendes stemme.

Jeg kunne huske, at hendes latter havde været ren og klokkeklar, men jeg kunne for alt i verden ikke huske, hvordan hendes stemme lød. Jeg tog i dørhåndtaget og skubbede døren op. Lokalet var halvmørkt, for gardinerne var trukket for. Det var lidt underligt, klokken var ikke mere end halv seks, men jeg gik hen og trak dem fra. Straks blev der lidt lysere, og jeg vendte mig mod mor.

Hun lå, som altid, fuldstændig ubevægelig med lukkede øjne. Det før så blonde hår var nu ved at være falmet til en trist, askegrå farve. Jeg trak en skammel hen til hendes sengekant, og satte mig på den.

Jeg betragtede tavst hendes ansigt, der var sygeligt blegt. Hun havde mørke rande under øjnene, som om hun aldrig helt fik hvilet ud, selvom hun ikke havde åbnet øjnene i over elleve år. Hendes mund, der engang for længe siden, ikke kunne stoppe med at smile eller le, var nu en smal streg, og læberne var farveløse. Jeg lænede mig ind over hende for at tage hendes hånd, og gav den et forsigtigt klem.

I starten havde der været rigtig mange maskiner, der var tilsluttet hende, men efterhånden som der ikke skete nogle ændringer, var de blevet fjernet, og nu var der kun en gennemsigtig iltmaske, der sørgede for, at hun blev ved med at trække vejret, tilbage.

En maskine viste en takket streg, den eneste ting, der beviste, at hun stadig var i live. At hendes hjerne stadig slog på trods af den manglende hjerneaktivitet. Jeg vidste ikke, hvordan den fungerede eller hvad den hed, men jeg havde kigget på den så mange gange, at jeg tror, jeg kunne have tegnet den nu.

”Hej mor,” hviskede jeg dæmpet. Lægerne vidste ikke, om hun kunne høre mig, men siden der var en lille chance for, at hun kunne, så gjorde jeg det altid. Jeg fortalte hende om mit liv, hvordan min dag var gået, hvad jeg drømte om, at jeg savnede hende, at far døde dengang. Det hjalp også mig at snakke med hende, og nogle gange prøvede jeg at forestille mig, hvad hun ville svare. Hun ville se på mig med øjne fulde af kærlighed, og smile det der lille, specielle smil, der kun var møntet på mig.

”Det er i orden, lille skat,” ville hun sige, og stryge mig over håret. ”Du klarer det fint. Jeg kommer snart tilbage, det lover jeg.”

Når jeg lukkede øjnene kunne jeg sommetider forestille mig det, men det blev sværere og sværere efterhånden som tiden gik, og muligheden for, at hun engang ville vågne svandt og svandt, indtil der kun var en lille, sammenpresset kugle af håb dybt inde i mit bryst.

”Går det godt?” spurgte jeg dæmpet og sendte hende et svagt smil. Jeg vendte hovedet bort og kiggede ud af vinduet. Der var stadig lyst, der var forår, og dagene føltes længere og længere – på den gode måde altså. Jeg så på hende igen og sank lidt ned i stolen. Jeg gav slip på hendes hånd og foldede mine hænder bag hovedet.

”Jeg har det fint. Vil du høre noget sjovt?” Jeg kunne ikke lade være med at smile, men det forsvandt hurtigt igen af den efterfølgende tavshed. Jeg hostede.

”Kan du huske Rach? Rachel? Hende, jeg arbejder sammen med på Aleo,” tilføjede jeg. ”Hun var meget fraværende i dag, og spildte mad udover en gæst. Du skulle have set mandens ansigt. Han var kæmpe stor og blev fuldstændig tomatrød i hovedet.

Rach undskyldte selvfølgelig, og var rigtig ked af det. Hun tilbød at rense hans skorte, og et gratis måltid, men han ville slet ikke høre på hende. Han var rasende, og blev ved med at skælde ud. Til sidst måtte Peter bede ham om at forlade restauranten. Han var så forurettet, og selv gæsterne sad tilbage med et lille smil, da han fnysende var gået efter at have sagt sin udtrykte mening.”

Jeg klukkede ved mindet. Hun kom selvfølgelig ikke med nogen reaktion, men jeg bildte mig ind, at jeg så en krusning ved hendes mundvig. Jeg lænede mig frem og stirrede på hende.

”Mor, de siger til mig, at du ikke kan høre mig. Eller, i det mindste, at de er næsten sikre på det. Men jeg tror dem ikke.” Jeg tog hendes hånd og knugede den hårdt. 

”Jeg ved, at du er derinde. Du ville aldrig forlade mig, det ved jeg godt. Har jeg ikke ret? Har jeg ikke det? Du har altid været en fantastisk mor, men jeg har brug for, at du snart vågner, det har jeg altså. Du er nødt til at kæmpe endnu mere. Jeg ved godt, at det er hårdt, men det var det også for mig. Tænk på mig. Gør det for min skyld. Vil du ikke nok? Jeg savner dig sådan. Og jeg savner far. Men han er væk. Hører du mig? Han er død. Han døde dengang, og jeg ved, at du ikke kan leve uden ham, men du må ikke gøre det her mod mig. Mor, jeg elsker dig. Kom nu tilbage.”

Uden, at jeg var klar over det, var tårerne begyndt at trille ned ad mine kinder.

”Mor,” hviskede jeg. ”Jeg har klaret det i alle disse år, men jeg har brug for dig. Jeg er din søn. Vil du ikke nok vågne op? Vil du ikke nok være sød at vågne op? Kom nu,” græd jeg og gav slip på hendes hånd. Jeg stirrede ned på hendes udtryksløse ansigt, og skuffelsen vældede op i mig. Jeg rejste mig og skubbede vredt stolen tilbage.

”Er du klar over, at det også er hårdt for mig?” sagde jeg ud mellem sammenpressede læber.

”Er du klar over det? Men det er mig, der skal gå hver dag, hver dag,” min stemme knækkede over ved de sidste ord, ”helt alene. Hver jul, hver fødselsdag, hvert minde, jeg skal gå det hele igennem alene. Er du klar over, hvor forfærdeligt det er? Og hvor meget jeg hader at være her på hospitalet? At se dig ligge der, fuldstændig ubevægelig?”

Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene i et par sekunder. Jeg gik hen til vinduet og satte mig i vindueskarmen, mens jeg begyndte at føle mig dum. Tænk, hvor egoistisk man var, når man stod og beskyldte sin mor, der lå i koma, for at have ødelagt ens liv. Jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder og fandt min telefon frem.

”Hey,” sagde jeg mørkt.

”Er der noget galt?” lød det skrattende fra Mark. Der var dårlig forbindelse, og jeg havde svært ved at høre ham, men på den anden side var det godt, for så kunne jeg lyve, uden at han ville fange det.

”Nej. Jeg ville bare lige fortælle dig, at jeg tager på biblioteket. Jeg tager noget at spise ude, så jeg er sent hjemme.” Jeg stirrede ud i menneskemylderet under mig. Hvor ironisk. Her sad jeg med min tavse mor, og så var verden udenfor så fuld af liv, selvom det var ved at være spisetid. Eller måske derfor. Det var nok myldretid. New York, byen, der aldrig sov. Jeg lo en lille, tør latter.

”Okay.” Mark tøvede. Vi var så gode venner, at vi næsten altid kunne fornemme, når der var noget galt. ”Er du sikker på, at alt er i orden? Du lyder anderledes.”

”Der er ingenting. Jeg er bare lidt forkølet,” løj jeg.

”Nå, okay. Jamen jeg har også en med hjemme, så det er fint nok. Og, eh, ring lige på, inden du kommer op,” tilføjede han, og jeg kunne høre smilet i hans stemme. Han havde en date. Som altid. Jeg sukkede, men kunne ikke holde et lille, skævt smil tilbage.

”Ja ja, vi ses. Og, Mark?” sagde jeg hurtigt.

”Ja?”

”Hold dig væk fra min seng,” knurrede jeg leende, og lagde så telefonen på. Det gjorde mig altid lidt lettere til mode at snakke med ham.

Jeg rejste mig langsomt, trak gardinerne for igen og undgik omhyggeligt at se i retning af hende. Den dårlige samvittighed meldte sig straks over, at jeg sådan havde mistet besindelsen.

”Undskyld, jeg blev vred. Det er i orden. Bare koncentrer dig om at vågne,” sagde jeg og kyssede hende kærligt på panden. ”Jeg elsker dig.” Jeg puttede dynen lidt tættere omkring hende, og forlod så stuen efter at have lukket døren forsigtigt.

Jeg skyndte mig ned gennem de hvide gange, og åndede lettet op, da jeg igen var udenfor i den friske luft. En brise fejede blidt gennem mit hår, og jeg lukkede øjnene et kort øjeblik.

 

 

Mark var min bofælle, min bedste ven og næsten min bror. Vi var ikke i familie, men vi var så gode venner, og vi havde ingen søskende, så jeg tror vi begge to regnede den anden for det tætteste vi kunne komme på en bror.

Han flyttede hjemmefra på sin attenårsfødselsdag. Hertil New York. Han havde haft en svær opvækst med en far, der drak sig sanseløs, og en mor, der var mere interesseret i at opretholde facaden foran veninderne, end hvordan deres søn havde det.

Vi var begge født i et hul af en by midt på østkysten, jeg kan ikke engang huske navnet mere, og der voksede vi op sammen. Eller, det gjorde vi i hvert fald indtil vi var elleve, og det skete. Efter det – jeg tænkte ikke så meget på det mere, selv nu var det for smertefuldt – flyttede jeg til New York, ind til min tante, Kate. Hun var advokat, og hendes liv var kaotisk, men hun var den eneste, der var tilbage, så sådan blev det.

Mark og jeg holdt forbindelsen, og hans liv var blevet endnu værre efter min afrejse. Vi var vist ret meget hinandens eneste venner, og nu havde han ingen at gå hen til, når det blev for slemt. Og jeg er sikker på, at han også savnede mine forældre, selvom han var meget tavs omkring det. Jeg var ret ensom i New York, for min tante var næsten aldrig hjemme, og jeg var stadig fuldstændig bedøvet af sorg over tabet. Min mor blev overflyttet til et hospital i New York, så jeg kunne besøge hende, men der gik mange måneder før jeg havde lyst. Jeg følte mig forladt. Og Mark havde det forfærdeligt – hans far kunne godt finde på at slå, når det var værst. Ikke så meget, at han slog ham bevidstløs, men han blev meget utålmodig, når han var døddrukken, og så fik Mark gerne et slag eller to. Jeg ved ikke, om hans mor vidste det, men i så fald lukkede hun øjnene for det.

Da vi var tretten døde hans far af en blodprop i hjertet. Jeg var med til begravelsen, og folks ansigter var stivnede masker, bedrøvelige, men mere på grund af den tilværelse han fik, end egentlig af tabet af ham. To måneder efter ringede Mark til mig: 

”En eller anden slægtning langt ude er død, og han har efterladt os kontakter. Rigtig mange … Vi kommer til New York, køber et pænt hus, og så bliver alt godt igen.”

Han var så glad, at jeg ikke nænnede at fortælle ham om min skepsis. Selvom de kom hertil, ville det anspændte forhold mellem ham og hans mor jo ikke bare forsvinde. Et par dage efter første opringning, ringede han til mig igen, denne gang opløst i tårer. Drømmen om at komme til New York smuldrede mellem hans fingre. Det viste sig, at hans far havde efterladt sig en meget stor gæld, og selv ikke de penge, de havde arvet, var nok.

Jeg rejste hjem for at støtte ham. Vi var fjorten. Mark var rasende på sin mor. Han bebrejdede hende, at hun ikke havde grebet ind dengang, og når hun påstod, at hun ikke havde vidst noget, så kunne han ikke forstå, hvordan hun kunne have overset det. Alle de mærker, han havde. Tårerne. Skrigene. Det førte til mange skænderier, og jeg var der et par gange. Mark var så vred, at han rystede. ”Kujon,” blev han ved med hvæse, selv, når vi var inde på hans værelse igen. ”Hvorfor kan hun ikke bare indrømme, at hun var en kujon?”

Han var så såret og ude af raseri, at han besluttede sig for at løbe hjemmefra. ”Jeg kommer med dig til New York,” sagde han beslutsomt, og jeg prøvede ikke at tale ham fra det. Han var så ulykkelig. Kate var meget forstående omkring det, da jeg havde forklaret en lille smule, og hun sagde, at han selvfølgelig var velkommen. Så han kom med mig til New York.

Jeg græd ikke mere over mine forældre, eller over tabet af mit liv, men nogle gange fandt Mark mig siddende, stirrende ud i luften. Så hentede han Kate, og sammen prøvede de at få liv i mig. Jeg kunne være væk fra omverdenen i alt lige fra et par minutter til flere timer. Lægerne sagde, at det var chokket, der stadig spøgede i mig, og at jeg bare skulle lades være, når det skete. Mark var også ked af det, men han forsøgte at skjule det. I dag kan jeg se, at han nok havde brug for en afklaring fra sin mor – at hun sagde noget, bare et eller andet.

”Undskyld, jeg var bange.” eller ”Undskyld, jeg ville ikke ødelægge den lille normalitet vi havde tilbage som familie.” eller bare ”Undskyld, jeg var egoistisk, men jeg elsker dig.”

Bare en forklaring. Men det gjorde hun aldrig, og en dobbelttragedie ramte os, da hun og Kate døde begge to inden for en måned tids mellemrum. Hans mor først.

Jeg var lige fyldt atten, og Mark havde fødselsdag om et par måneder. Marks mor fik hjertestop derhjemme, hun var helt alene, og naboen fandt hende et par dage efter. Kate var med i et fly, der styrtede ned. Fuldstændig som et lyn fra en klar himmel. Jeg græd i flere uger, for han havde taget rigtig godt imod mig efter det, også selvom hun havde haft en meget travl tilværelse. Hun var blevet en slags reservemor mor mig.

Mark var også ked af det, men han havde altid været dårlig til at vise det, og nu gik det fuldstændig galt. Han boykottede fuldstændig den følelsesmæssige side; gik i byen konstant, bragte piger med hjem, var højrystet og overfladisk. Jeg sagde ikke noget. Hvem var jeg til at dømme? De gange, jeg havde prøvet at snakke med ham om hans mor, blev han bare vred og gik sin vej. Så jeg lod det ligge.

En skikkelse stødte ind i mig, og jeg så overrasket op. Jeg havde været fuldstændig væk i mine tanker, og jeg fik fremmumlet et undskyld, men vedkommende var allerede væk igen. Jeg stoppede en taxi, satte mig ind, og gav den inder, der sad bag rettet, adressen til biblioteket. Han tastede den ind på sin GPS, og satte straks noget musik fra hans hjemland på. Jeg sank tilbage i sædet og lukkede øjnene, mens jeg forsøgte at glemme, hvad der mon sidst var blevet spildt på de her sæder.

 

______________________________________________________________________

Det var så første kaptitel. Jeg håber, I synes det var godt. Kom gerne med kritik eller ros, hvis der er noget, I synes!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...