Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4689Visninger
AA

7. You try to find answers, but you only find pain

Efter den dag, min sidste dag på børnehjemmet, havde jeg lukket mig inde i mig selv. Igen. Drengene prøvede igen og igen at komme i kontakt med mig, men jeg ignorerede dem, som jeg havde ignoreret alle andre på børnehjemmet. Lige nu sad Liam vist og nussede mig på ryggen. Spørg mig ikke hvorfor. Og ja, jeg var holdt op med at sige hans efternavn, da jeg ikke orkede det. Det tog for lang tid.

"Isabelle?"sagde han hviskende.

Jeg svarede ham ikke. Selvom jeg egentlig gerne ville, der var et eller andet med Liam jeg ikke kunne forklare, så kunne jeg ikke. Min tunge og min krop tillod det ikke. Jeg åbnede øjnene for at vise at jeg hørte efter, selvom min krop lige nu kæmpede med mig for at få dem lukket i. Jeg kæmpede bogstavelig talt en kamp mod min egen krop, det er ligesom hvis man har to overkroppe, men kun en underkrop. Den ene vil til venstre og den anden til højre.

"Jeg tænkte på, om du ikke ville en tur med i parken?"hans stemme lød indtrængende og bedende.

Jeg sværger, jeg ville mere end noget nikke, men min forræderiske krop rystede på hovedet. Den skulle straffes, altså ikke cutting, men fra nu af ville jeg ikke opfylde nogen af dens krav. Lær det krop!

"Det skal du nu alligevel,"sagde han bestemt og hev min dyne af.

Min første tanke var 'Sådan!', men det blev hurtigt lavet om til 'Hvor er min dyne? Idiot, kom med min dyne!'. Jeg ved ikke hvad der er med mig og folk, der hiver dyner af mig. Jeg har det bare med at hade dem, jeg ved ikke hvorfor... eller vent, måske er det fordi at altid når jeg har fået varmen under dynen, kommer de og hiver dynen af? Denne gang havde jeg ingenting imod det, for jeg kunne ikke få varmen under dynen. Der var iskoldt, ikke bare fysisk, men også psykisk. Hele min krop og hele min sjæl var iskold. Hvordan det så end kan lade sig gøre. Længere nåede jeg ikke i min tankegang, før Liam havde lagt den ene arm under mine knæer og den anden under min ryg, og gik afsted med mig, lille mig, der lå hjælpeløs i hans arme. Jeg ville helt klart melde ham til politiet for blid bortførelse. Hvis man da kunne andmelde folk for det. Min, virkelig, forræderiske krop lagde mit hoved ind mod hans brystkasse og fik mine øjne til at falde i. Jeg kunne mærke han grinte og langt væk kunne jeg høre hans stemme. Endnu engang afbrød ham, fire gange på to dage, to gange dødsstraf. Han skulle dø for at have forstyrret mig for fjerde gang og så skulle han dø for at dø.

"Ikke falde i søvn, Isabelle"sagde Liam drilsk og grinte igen.

Jeg svarede vist et eller andet fuldstændig genialt i stil med 'Nåh' og så rævesov jeg videre. Indtil at jeg mærkede at jeg fløj. Supermaaand! Og så landede jeg i sofaen, lige ovenpå en af de andre. Ud fra grinet, var det Niall. Jeg elskede det grin, det var jo helt seriøst 'hahaha'. Jeg åbnede øjnene og vendte dem dræbende mod Liam.

"Idiot,"surmulede jeg og fik ham derved til at grine.

Noget sagde mig at han ikke tog mine dødsøjne alvorligt. Ha! Når han lå død på jorden, skulle han nok tage dem alvorligt og så ville det være mig, der grinte ondt. Meget ondt.

"Nå, den gåtur..?"sagde Louis, energisk som sædvanlig. Hyperunge.

"Tager jeg ikke med på,"sagde jeg som en forlængelse af hvad han sagde.

Alle grinede, med undtagelse af Louis og jeg. Louis grinte vist ikke fordi han fandt min kommentar fornærmende og jeg grinte ikke fordi jeg ikke fattede det sjove i det. Men sådan er vi jo alle så forskellige. Nogle kan grine af latterlige ting, andre kan ikke. Og jeg hørte ind under dem der ikke kunne, åbenbart.

"Åh jo, du gør,"sagde Inzayn, det øgenavn havde jeg ikke vænt mig af med endnu.

"You're Inzayn,"sagde jeg, bare for at fortælle ham mit kælenavn eller øgenavn, hvordan man nu så det på det, jeg havde fundet til ham.

Zayn satte sig surmulende ned og de andre flækkede af grin. Jeg så bare fortabt på de andre, hvad var det der var så sjovt? Det gik mig på, at jeg ikke kunne se det! De andre gjorde ikke noget for at forklare det. Idioter. Efter lidt tid, fik de deres grineflip under kontrol og sørgede på deres egen idiotiske måde at jeg kom med på den gåtur. De spændte mig fast på Liams ryg, som var jeg en lille baby. Idioter.

Jeg syntes at jeg brugte ordet 'idioter' lige lovligt tit om dem, men det var altså hvad de var. Idioter, idioter, idioter og atter idioter. Fire gange idioter! Eller fem gange.

"Jeg er omgivet af idioter.."citerede jeg 'Løvernes Konge'.

Endnu en gang grinte de, kunne de drenge grine af alt? Det så sådan ud. Eller så havde jeg bare et skjult for stand-up. Hey, det kunne jeg jo tjene penge på! Mwhuahaha, første skridt mod at overtage verden, var hermed taget.

Turen gik egentlig stort set fint nok, indtil vi kom vejen. Og det var efter fire meter. Jeg havde fået lov til at gå selv, selvom drengene fandt det skuffende, de var åbenbart meget stolte over deres improviserede bæresele af en hel masse bælter. Jeg holdte, det var hans idé ikke min, Liam i hånden. Vi var halvvejs ovre vejen da lastbilen kom, jeg kastede et blik på den og så kortsluttede min krop. Den frøs simpelthen fast til det sted jeg stod. Jeg kunne ikke rykke mig, jeg kunne kun græde og huske på den forfærdelige eftermiddag...

"Is?"jeg nikkede træt, som tegn på at hun skulle foresætte,"jeg går en tur i byen i dag."

Jeg så undersøgende på Ali, hun havde blikket stift rettet mod jorden og jeg kunne se tårer i hendes øjne. Jeg satte mig hurtigt op, ting der kunne få Ali til at græde var alvorlige. Altså, hun var ligesom overbevist, glødende pacifist, sådan en man bare ikke kunne gøre ked af det. En af hendes særlige egenskaber.

"Hvad er der galt?"hun løftede ikke blikket, hvilket jeg fandt foruroligende.

"Ingenting..."hendes stemme virkede ualmindeligt skrøbelig.

Der var helt klart noget galt. Da hun rejste fulgte jeg efter hende, jeg tror ikke hun havde opdaget mig, før jeg nede ved vejen sagde:"Ali, vil du fortælle mig hvad der er galt?"

Det ville hun sandsynligvis ikke, når der var noget der gik hende på holdt hun sædvanligvis mund. Klappede fuldstændig i, indtil hun havde ordnet hvad hun nu skulle have ordnet. Og så var hun tilbage i rollen som 'Alle elsker Aline'-Ali. Den pige elskede jeg, altså som min bedsteveninde, så at se hende så fortabt som hun gjorde lige nu gjorde decideret ondt.

"Hvorfor fulgte du efter mig?"den skrøbelige stemme var væk og erstattet af en kold og hård.

Var det Ali? Hendes væremåde, hendes stemme var ikke hende. Der var noget galt. Noget rivravruskende galt.

"Fordi du er min veninde, og fordi jeg ikke kan lide at se dig på denne her måde,"svarede jeg, atlt direkte ud fra hjertet.

Jeg ville gøre alt for at hjælpe hende, hun skulle bare spørge efter min hjælp. Hjælpen komme jo til den der behøver den, ikke?

"Men... du kan ikke hjælpe mig, i det her,"hendes stemme var nu normal og hendes øjne var våde,"det her er noget jeg mp klare selv."

Hun smilte og jeg fornemmede at hun havde ret. Jeg ville bare så gerne vide hvad det var, der havde bragt hende i den her tilstand. Jeg overgav mig til nysgerrigheden.

"Hvad er det?"

"D-Det er mine forældre, de har fundet noget ud af om dem..."hun hviskede det sidste og et smil var plantet på hendes læber.

Jeg smilte stort og trak hende ind i et kram, jeg var helt enormt glad på hendes vegne. Hun havde fortjent at blive genforenet med hendes forældre, hvis de stadig levede, som hun altid havde sagt.

"Har du fundet noget afvide?"Idte jeg sagde det, blev hendes ansigt mørkt.

"D-de er døde..."hun sendte mig et anstrengt smil,"men jeg kan blive genforenet med resten af min familie."

Jeg vidste ikke om jeg skulle være ked af det på hendes vegne eller juble på hendes vegne, det hun havde fortalt mig indeholdt jo både en god og en dårlig nyhed. Så jeg krammede hende bare.

Hun vendte sig om og gik, ude på vejen vendte hun sig om og vinkede. Jeg vinkede igen og stod så pludselig som forstenet. En lastbil, kom farende mod hende og ramte hende. Hun blev slynget op i luften og landede i en helt forkert stilling ovre på min side af vejen.

"Ali!"min stemme var panisk og grædefærdig.

Hvorfor? Hun havde jo lige fundet noget ud af om hendes familie, hun skulle genforenes med den, hun... tårerne overmandede mig og jeg hørte hendes uhyggelige sidste ord.

"Kan se dem... Kan se mor og far..."hendes blik blev umådeligt fjernt og så forsvandt den sidste glød og hun åndede ud.

Jeg knækkede sammen og holdt mine arme rundt om mig selv. Det eneste ord der kørte rundt i hovedet var enkelt. Hvorfor? Hvorfor Ali?

Endnu et minde slog sig end i min tankegang, så jeg endnu en gang ignorerede den paniske stemme langt væk. Da en hånd trak i mig, fulgte jeg som en zombie med. Billedet af lastbilen, billedet af den døende Ali og følelsen af endnu en gang at miste det jeg mest holdt af var dog stadig klæbet fast på min nethinde. Og noget sagde mig at de ikke forlod den lille med det samme. Jeg forstod ikke hvad der var sket ude på vejen, jeg havde set en lastbil og *knips*, var jeg helt væk. Drengene var vel allerede ved at tænke sig om, om det at adoptere mig var en god idé. Hvilket jeg fuldt ud forstod, det var jo ligesom ikke fordi jeg havde gjort særlig meget for at lukke dem ind. Egentlig var jeg meget utaknemmelig. Da de 'adopterede' mig, var jeg mere åben end jeg havde været i så lang tid der nu var gået siden Alis død, efter det havde jeg lukket dem ude. Utaknemmelige mig. Jeg fortjente dem ikke, de var for gode til mig. Tænk, at jeg skulle sige det, at nogle idioter var for gode til mig. Men det var de, de fortjente en pige, der var hel og ikke et vrag som mig, med en dårlig facade. Lige nu, var jeg fristet til bare at give op. Ligesom den første tid efter Alis død, hvor jeg bare håbede på at Døden ville hente mig. Selvom jeg ikke var troende, havde jeg dag efter dag og nat efter nat havde bedt til Gud om at dræbe mig. Tage den sidste livsgnist fra mig, mens jeg sov. Bare ende det hele.

Liam trak mig stadig afsted, hele vejen var hans arm beskyttende om mig, som om han var bange for at jeg faldt i trance igen. Sandheden var at jeg stadig var i trance, jeg fulgte bare med. Som en viljeløs, svag, ødelagt pige. Som den pige, jeg virkelig var. Jeg var ikke den før så stærke Isabelle Price, hun var væk og erstattet af mig, den ødelagte, svage og viljeløse Isabelle Price. Et hus tårnede sig op foran mig, det tog mig lidt tid før jeg opdagede hvad det var for et hus. Deres,-mit-, hus. Jeg fulgte med, viljeløs som jeg var, ind i stuen, hvor de andre drenge sad. Deres bekymrede miner fortalte mig alt, eller vakte en tanke indeni mig. Tanken gik ud på at de var bekymrede for hvordan jeg ville reagere, når de smed mig ud og tilbage til børnehjemmet. Eller gaden. Helt ærligt, så jeg ingen forskel på de to ting. Jeg ville nok give op begge steder, det gav faktisk det samme resultat uanset hvor de anbragte mig, hvis de smed mig ud.

"Isabelle, tal til os..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...