Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4692Visninger
AA

13. Why does this always happen to me?

Alt i huset havde været stilhed, for det meste havde jeg opholdt mig på mit værelse og ignoreret de tre drenge, der stadig var hjemme. Niall var væk og Liam var væk. Begge var væk pågrund af mig. Kun mig, der ikke havde gjort andet end at skade drengene. Ikke fysisk, men deres omdømme var blevet kraftigt svækket da Liam og Niall fortsat blev væk. I starten havde deres fans syntes det var underligt at de 'adopterede' mig, havde Harry sagt. Hvad han ikke havde sagt, men overladt til Twitter om at fortælle mig, var at de fleste fans hadede mig, for at være skyld i at Liam og Niall forsvandt. Og det værste var at selvom jeg ikke troede på nogen af de ting de skrev om mig, så følte jeg mig også selv skyldig. For hvert sekund der gik uden at de kom hjem blev det sværere og sværere at holde modet oppe. Drengene sad for det meste i stilhed i stuen, nogle gange hørtes der hulk der betød at Danielle var der, hvilket minder mig om at også hun hadede mig. Liam havde åbenbart slået op med hende, da han var forelsket i mig, mens jeg havde kysset Niall. Gud, hør mig, please! Dræb mig, jeg er et monster!

"Isabelle, Liam har sendt en besked om hvor han er og han spørger om vi vil hente ham,"Louis tøvede med at sige det næste, men fortsatte så,"vil du med?"

Der dukkede en brunhåret pige op, med røde og hævede øjne, bag ham. Hun kyssede ham på kinden og hviskede noget i hans øre, mens hun så over på mig med underlige øjne. Underlige fordi at der var et skær i dem, der ikke var venlighed, men hun så heller ikke ud til at hade mig. Ifølge nettet var Eleanor og Danielle også bedsteveninder, så det var klart hun ikke kunne lide mig. Hvis jeg måtte gætte, var jeg sikker på at det hun havde sagt til Louis var, at jeg ikke skulle med. Hun smilte anstrengt til mig, selvom det underlige skær ikke havde forladt hendes øjne.

"Nej.. tak,"lød mit svar, med en stemme der ikke var min. Den var for hæs, den kunne nærmest være en pige udgave af Harrys stemme.

Louis nikkede og så på stakken af film, hvor der lå alle mulige ulykkelige kærlighedsfilm. Han hævede et øjenbryn og jeg viftede fraværende med hånden. Den eneste grund til at jeg så de film var at jeg havde brug for at føle at jeg ikke havde det så slemt endda. Kærligheden kunne være værre. Tag Titanic for eksempel, dét er virkelig ulykkelig kærlighed. Lige nu var mit liv et helvede, så i et sekund ønskede jeg at være Jack, der døde. Døden... Jeg havde været så tæt på den, men stadig havde Gud ladet mig vende tilbage. Vende tilbage for at finde ud af at Niall var væk og Liam havde slået op med Danielle til fordel for mig. Hvorfor skete det her for mig? Ha, jeg var sikker på at jeg elskede højest var væk og han, jeg stadig ikke var i afklaret forhold til havde fået den tåbelige idé at jeg ville lade Danielle blive såret, bare for at han kan få mig. Jeg havde ellers hørt at Liam James Payne var den fornuftige i One Direction, men siden hvornår var det han havde gjort gået hen og blevet fornuftigt?

Snart ville Liam være hjemme og jeg ville være nødt til at give ham et svar på om jeg elskede ham, som han elskede mig. Problemet var bare, at jeg ikke vidste det. Liam var sød, ja, men der var bare et eller andet over Niall jeg ikke havde set ved andre. Han var speciel, fantastisk og væk. Tårerne samlede sig i mine øjne, men for en gangs skyld løb de ikke. De var der bare, som for at fortælle mig at det her ikke var rigtigt.

Jeg klemte øjnene i og huskede følelsen af Nialls læber mod mine og for første gang i flere dage, kom der en antydning af et smil på mine læber. Jeg slog dynen til side og på trods svimmelhed tog jeg tøj på og kæmpede mig ud til døren. Det krævede så mange kræfter, kræfter jeg ikke havde, at komme ned til døren. Min mave rumlede og jeg tjekkede lommerne for penge til mad. Der var ikke særlig mange, men nok til at jeg kunne få stillet min sult. Forhåbentlig.

Gumlende på chokoladebollen og den ene hånd fyldt med en kakao, gik jeg igennem parken. Der var mange mennesker ifølge mig og alt for mange viste sig at være fans, der råbte grimme ting ad mig. Jeg lukkede det meste af det ude, min hjerne kunne ikke klare alle de fornærmelser der gik lige i hjertet. På den anden side af den grønne park fik jeg prajet en taxa og sagde det sted jeg kom på først.

"St. Clair Børnehjem,"lød det fra min mund.

Taxachaufføren nikkede og forbløffet over hvor jeg havde sagt han skulle køre mig hen, så jeg ud på de forbipasserende huse, der lidt for stærkt susede forbi. Den venlige mand spurgte mig ikke om noget, istedet satte han Dean Martin, en forfærdelig italiensk sanger, på og begyndte at synge med. Efter, jeg ved ikke præcist hvor lang tid, puffede mandne til mig og sagde det beløb han skulle betales. Med mit blik måbende rettet mod det kæmpestore, mørkelagte hus, der engang indtil for ganske nylig var mit hjem, betalte jeg ham åndsfraværende. Muligvis mere end han forlangte, men min hjerne fungerede ikke optimalt. Den var for chokeret over hvad der allerede var sket, men at jeg nu stod foran mit gamle hjem, var ikke noget jeg havde regnet med. Men hvorfor var der mørke gardiner i vinduerne midt på dagen og hvorfor stod fĺaget, jeg sank en klump, på halvt? For mit indre øje så jeg igen Ali's kiste og nu strømmede tårerne. Hvem var død? Spørgsmålet fór rundt i mit hoved, mens jeg udne at bemærke det løb op til hoveddøren. Forpustet bankede jeg på døren, mens jeg lænte min ødelagte krop op ad dørkarmen. Døren blev åbnet af en noget overrasket forstander Alice, der hurtigt fik tårer i øjnene. Hvis det ikke havde været fordi jeg vidste bedre, ville jeg have troet det var glædestårer fordi jeg var kommet tilbage. Men at hun fik tårer i øjnene ved synet af mig, betød at den døde havde været tæt på mig.

"Isabelle...!"fik forstander Alice fremstammet og sendte mig et anstrengt smil.

En uhyggelig tanke slog ned i mig, i følgeskab med et navn.

Camille!

"E-Er hun...?"

Til min store forskrækkelse og sorg, nikkede forstander Alice.

Hvad?! Camille havde jo været mit hemmelige forbillede, min heltinde der holdt mig oppe efter Ali's død. Min skøre, fangirl room mate, inden mit liv blev et helvede. Hun var min fangirl, hun kunne ikke være død!

"Hvordan..?"min stemme var skrøbelig og truede med at knække over.

"Hun hoppede fra Tower Bridge, i den tro du havde glemt hende,"der var noget anklagende i forstander Alice's stemme.

Hoppede..? Hun havde begået selvmord, fordi hun troede jeg havde glemt hende? Nej, nej, nej!

"Nej!"min stemme var lavet om til et skrig.

Min krop begyndte at ryste, mens jeg græd ukontrolleret. Nej, ikke græd, jeg hulkede. Jeg var en morder! Jeg lagde hænderne for ørerne og skreg igen og igen. Hvorfor, Camille, hvorfor?

Hvorfor skete det her altid for mig? To veninder døde, en veninde frygteligt såret, en dreng knust og en anden dreng forblændet. Jeg var skyld i det hele. Kun mig. Lille mig, der havde forårsaget så meget på mit korte, elendige liv.

Mon I vidste det, mor og far? At jeg ville være dette ulykkebarn? I gjorde ret i at efterlade mig her, hvis jeg havde været hos jer ville jeg sandsynligvis være skyld i jeres død. Og så ville jeg alligevel være endt på børnehjem.

Var det påtide at forsvinde? Rigtigt?

Jeg huskede de sidste par dage, hvor jeg en enkelt gang havde smilet, pågrund af superhyer-Louis...

"Louis, lad mig nu være.."min stemme var træt og hæs, mens mit blik var fastklæbet til den knuste Bella i New Moon, der ikke kunne komme sig over at Edward var forsvundet.

Jeg havde det på præcis sammen måde som hende, jeg ville finde Niall. Og Liam, men mest Niall. Hans lyse hår, hans isblå øjne, hans latter, hans smil. Jeg ville så gerne gense det alt sammen igen.

"Men jeg har netop fundet en måde vi kan få ham tilbage på!"Louis hentydede kraftigt til Niall, selvom der ikke var håb i hans stemme, var den drillende tone vendt tilbage.

Måske skulle jeg tage et kig? På hvad han nu havde fundet på af underlige ting? Jeg satte mig op og missede med øjnene mod det solskin der trængte igennem de sorte rullegardiner. Mit blik ramte Louis' computer, hvor han havde slået et billede op. Det lignede en sms-samtale imellem to unge teenagere.

I miss U...

You only have to say 8 letters, 3 words, and you know you'll have me back

I got food?

You know me so well...

Jeg smilte og så på Louis, der havde et tilfredst udtryk. Han havde sikkert forestillet sig at det var en samtale imellem Niall og jeg. Bare med den forskel at Niall ikke ville have mig og at han med garanti ikke svarede på hvad man nu gjorde for at kontakte ham.

"Og du tror, at det virker?"

At håbe kunne vel aldrig blive til en forvrydelse, vel?

"Nej, men min opgave var at få dig til at smile og den er hermed løst,"hans smilte til mig og gik ud.

Efterladt med mine tanker, mine tårer kunne jeg ikke lade være med at smile. Louis var sådan en humørspreder at selv når man var så langt nede som jeg, kunne man ikke lade være med at smile. Den idiot...

Jeg åbnede øjnene og så forstander Alice i øjnene, der havde bukket sig ned for at trøste mig. Tåresløret var lettet og det eneste der var tilbage var de to tårer der sad som limet til mine kinder. Jeg rejste mig og hviskede et 'farvel', for derefter at gå ned af trappen. Med kun en tanke i hovedet. Jeg havde to ting jeg skulle have gjort, jeg skulle sige undskyld og derefter... måtte jeg forsvinde. En enkelt stemme fik mig til at stoppe, en enkelt stemme der startede en orkan af følelser, en enkelt stemme der fik tårerne til at strømme ned af mine kinder.

"Isabelle, du gør det ikke!"

Som om stemmen havde regnet ud hvad jeg ville, kom den løbende efter mig og holdt om mine skuldre der rystede voldsomt af gråd. Hvordan kunne det være...? Det var umuligt..

Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med stemmen, der tilhørte en person jeg aldrig havde troet jeg skulle se igen.

"Niall..."

__________________________________________

Undskyld, den lange ventetid :'(

Ja, jeg ved det, denne historie er smerte på smerte for hende... Men det er nu sådan min hjerne har fået historien til at blive, og eftersom at jeg stadig har nogen på favoritlisten må det betyde I stadig kan lide den :-)

Ja, dette kapitel ved jeg godt var ekstra sørgeligt og ikke mindst med nyheden om Camille... Selv har jeg svært ved at tilgive min hjerne for at få den idé, for jeg var blevet rigtig glad for den skøre fangirl ;-) Men min hjerne, den forrædder, er ond mod mig :'(

Men skriv hvad I synes, og hvad I nu tror der sker i kommentarerne xD Selv et lille 'mere' ville gøre underværker :-D

Tak på forhånd... :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...