Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4653Visninger
AA

9. Time for a talk

Jeg fattede kun langsomt hvad der blev sagt. Trak ikke vejret? Men... det hele foregik jo i min drøm. Og drømme kan da ikke forgå i virkeligheden, vel? Det burde ikke kunne lade sig gøre. Jeg var desværre nødt til at stole på dem, det var den eneste forklaring der var på den brændende smerte i mine lunger. Men jeg havde stadig svært ved at tro det.

"Trak ikke vejret?"spurgte jeg, bare for at om han holdt fast i hans påstand.

Liam nikkede og en tåre gled ned af hans kind, han måtte ikke græde! Ikke pågrund af mig. Jeg tørrede forsigtigt tåren væk og så på de andre. Mit blik var bedende, selv jeg måtte indrømme det denne gang, jeg havde brug for hjælp. Men ikke fra psykologerne, de var for skræmmende, men måske fra dem? Jeg følte at jeg kunne stole på dem, selvom jeg ikke havde kendt dem i lang tid. De så uforstående på mig, men jeg kunne se bekymringen nage under det forvirrede udtryk, de forstod tydeligvis ikke mit tavse ønske. Mit tavse, desperate ønske om hjælp. Fra en eller anden, jeg havde tillid til. Hvis Ali stadig havde været i live, ville problemet have været løst med det samme. Men det var hun ikke, så problemet løst, faktisk var det hendes død der var problemet. Jeg havde brug for noget andet at tænke på end hende, hun hjemsøgte mig og gjorde mig forfærdeligt deprimeret. Jeg begyndte så småt at forstå hvorfor nogen tyede til cutting, de havde brug for en ydre smerte til at overgå deres indre, præcis som jeg havde. Jeg ville bare ikke cutte i mig selv, det hjalp jo ingenting og så ville jeg bare få nogle grimme ar. Jeg havde allerede fortrudt at jeg sultede mig selv i en overgang, jeg havde forfærdelig svært ved at tage på og en tynd krop, som min, var ikke kønt. Jeg kiggede hen på Liam, der som sædvanlig, læste mig som en åben bog og nikkede, han gjorde tegn til drengene om at blive inde på mit værelse. Jeg var et vrag, ganske enkelt. Niall satte sig op i min seng og lagde armene op, da jeg havde lagt armene om ham, begyndte jeg at græde. Jeg hadede det. Harry, Louis, Liam, Niall og Liam måtte da snart have fortrudt deres valg.

"Isabelle, vil du have vores hjælp?"jeg nikkede kraftigt til Louis' spørgsmåk, det var jo det jeg havde prøvet at fortælle dem!

Der var en der ånede lettet ud, jeg kiggede på dem over Nialls skulder, hans omfavnelse gjorde mig tryg. Men på en anden måde end Liam gjorde, jeg kunne ikke helt forklare det. Men det føltes i hvertfald dejligt. Jeg lukkede øjnene og opdagede slet ikke at Liam kom ind, før der lød en sagte hosten. Som en der vil gøre opmærksom på sig selv. Jeg forstod ikke hvorfor, men Niall trak sig væk fra mig i det Liam hostede, som om han havde fundet ud af at jeg var giftig. Det burde ikke røre mig, men det gjorde det. Jeg var da ikke... forelsket i Niall, vel? Nej, jeg kendte ham ikke engang. Kun at han kom fra Irland og at han hed Niall Horan.

"Isabelle, Danielle kommer lige om lidt, jeg tænkte I kunne snakke sammen?"sagde Liam og lænede sig op af døren, så den lukkede i med et dæmpet klik.

Undskyld mit sprog, men hvem fandne var Danielle? Hans søster? Mor? Veninde? Kæreste? Jeg vidste simpelthen for lidt om mine 'fædre', eller jeg havde jo også Louis og harry som mine 'mødre', jeg måtte læse lidt på internettet. Når jeg fik købt en computer. Eller mobil. En af de to ting. Jeg var forvirret, ganske enkelt. Jeg måtte vel have set sjovt ud, for pludselig flækkede Niall af grin.

"Du må hellere fortælle hvem Danielle er, Liam,"sagde han imellem hans latteranfald.

Jeg kiggede på ham som om han var gal og da han kastede endnu et blik på mig, brød han sammen igen. De andre drenge så på ham med et blik, der tydeligt sagde 'Tag dig dog sammen, mand!', jeg syntes nu bare det var sødt. Og lidt underligt. Men på den anden side, nu kunne jeg føje endnu et punkt til min liste over hvad jeg vidste om Niall Horan: Han grinte over alt.

"Hun er min kæreste,"svarede Liam, men han så ikke helt glad ud,"bedsteveninder med Louis' kæreste Eleanor."

Louis, der indtil nu havde siddet med hovedet rettet mod gulvet, rettede nu pludseligt hovedet op og så sig om. Hans øjne strålede af forelskelse. Han var virkelig forelsket, hvor måtte det egentlig være en dejlig følelse. Hvordan føltes den egentlig? Var det forskelligt fra person til person? Jeg smilte, men jeg kunne stadig ikke forstå hvorfor Liam ikke havde set ud som Louis. Hvorfor hans øjne ikke strålede af forelskelse, som Louis'. Harry purrede op i Louis' hår, som svar slog Louis ham og så rullede lavinen. De fik et helt lille slagsmål ud af det, men de grinte og smilte hele tiden. De drenge måtte virkelig have det sjovt. Ligesom de tre andre drenge begyndte jeg at grine, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Mine lunge rbegyndte at brænde, min luft slap op og jeg kunne mærke en ækel smag i munden. Ikke som når man har kastet op, mere som når man har skåret sig og sutter blodet af. Sådan smagte det. Jeg førte hånden op foran munden, da et stort hosteanfald kom krybende og til min store forskrækkelse, hostede jeg rødt op. Jeg hostede blod op. Var det normalt, når man ikke havde trukket vejret i lang tid?

"Isabelle, træk vejret, rolig,"jeg opdagede med hjælp fra drengenes beroligende og ophidsede råb at jeg hyperventilerede, endnu et hosteanfald, sørgede for at jeg ikke kunne svare, og endnu mere ophostet blod landede i min hånd og gjorde mig meget utilpas.

Det hele svimlede for mig, jeg opdagede ikke ret meget og det jeg opdagede var at der var kommet endnu en person, som var gudesmuk. Eller måske gudindesmuk. Jeg kunne godt forstå hvorfor Liam var faldet for hende, hvis det altså var Danielle, og hvor var det dog pinligt at sidde her så hjælpeløs i sengen og hoste blod op. Eller have hostet blod op, jeg gjorde det heldigvis ikke mere.

"Hvad sker der?"en lys stemme, jeg formodede tilhørte pigen, flød ud i rummet.

Liam kom straks op at stå, og denne gang havde hans øjne et skær. Bare ikke af forelskelse, mere af begær. Jeg rystede på hovedet og lukkede øjnene kort. Jeg forbandede den drøm, da det var den der havde været kilden til at jeg nu sad her og havde hostet blod op. Ikke normalt.

Da jeg åbnede øjnene igen, var det første mine trætte øjne så hvordan Danielle og Liam hilste på hinanden på deres egen intense måde. Jeg fjernede hurtigt øjnene og så hen på Niall, der bare så ned i gulvet. Harry og Louis var i fuld gang med at opvarte mig. Ikke fordi jeg har noget imod når folk opvarter mig, men det at en dreng sidder og tørrer blod af ens hånd var altså for underligt. Men på den anden side, jeg syntes at alt hvad der skete med mig var underligt.

"Liam, hvis du nu kunne få din tunge fra Danielle, kunne vi måske overlade pigerne til sig selv?"foreslog en grinefærdig Niall, der havde en sandwich i hånden. Hvor fuck havde han fået den fra?

"Hvor..."var mit geniale svar, henvendt til Niall.

Han grinte bare og tog endnu bid af sin sandwich, og ignorerede bare stakkels mig der ikke havde fattet en bjælde af det hele. Jeg var ret sikker på at han havde siddet der hele tiden. Var han tryllekunstner? Eller måske havde han en hemmelig evne, telekinese?

"Selvfølgelig,"sagde Liam og kiggede lidt undskyldende på mig.

Der var noget helt galt, eller der var noget der ikke var rigtigt. Det var som om Liam undskyldte overfor mig at han kyssede, hans kæreste hvilket bare var for underligt. Jeg besluttede mig for at lade den ligge, lige nu var det at snakke med Danielle det vigtigste for mig.

"Så, hvad er det der plager dig, Isabelle?"spurgte hun, hendes tonefald var venligt, men ikke overdrevet venligt, som psykologernes.

Og så fortalte jeg hende historien, om Ali, om vores minder sammen og om hendes død. Til sidst sad Danielle helt mundlam tilbage og så gav hun mig et knus. Et knus fyldt med varme, omsorg, medlidenhed og venskab. Jeg krammede hende igen og jeg følte mig tryg, på en måde jeg ikke havde oplevet siden Ali's død. En tryghed, kun en ægte veninde kunne give. Og hende havde jeg fundet i Danielle.

______________________________________

Hey alle I fantastiske læsere :-D

Der er noget jeg vil bede jer om,

kunne I ikke skrive nede i kommentarboxen hvad I synes om historien?

Hvis der er noget jeg skal gøre bedre eller ændre, så sig til :-) Lidt ros, må I også godt give selvfølgelig ;-)

Udover det, så fik vi i dette kapitel introduceret Danielle og der er nu en del ubesvarede spørgsmål:

Er Isabelle forelsket i Niall, som hun så hårdnakket benægter?

Er Liam forelsket i Danielle endnu? Eller hvad?

Hvordan vil Isabelle klare sig? Vil hun kunne give slip på Ali en dag?

Og hvordan fik Niall fat i den sandwich? Besidder han virkelig telekinese, eller er han bare ninja?

Og så lidt information:

Coverbilledet er som I kan se skiftet ud, men da det er mit første ved jeg godt at det er rimelig mislykket xD

Jeg vil forslå jer at høre:

Because of You ~ Kelly Clarkson

All Time Low ~ The Wanted

You're gonna go far kid ~ The Offspring

Skin ~ Sixx: A.M.

Whispers In the Dark ~ Skillet

- Mens I læser, da det var dem jeg hørte mens jeg skrev xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...