Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4625Visninger
AA

4. Shut up and let me sleep

Jeg vågnede så tidligt som jeg gjorde, ufrivilligt. Men det var altså umuligt og sove i den larm, Camille lavede, det eneste der kom over hendes læber inden morgenmaden var 'One Direction'. Og det skreg hun uafbrudt, i den time der var inden morgenmaden blev serveret. Apropos morgenmaden, måtte jeg sige at de havde været overordentlige heldige med æggene, ikke for hårde eller for bløde. Og min glæde over æggene fik ligesom mine tanker væk fra det der boyband-ting-halløj, og det løftede mit humør et par grader. Og baconen gjorde bestemt ikke det hele værre, faktisk tværtimod. Og så, skete det selvfølgelig, forstander Alice begyndte sin morgentale og igen måtte jeg forlade salen sammen drengene, for at undgå døvhed. Og hvad der især fik mit humør til at falde et par grader, var at jeg ikke fik nået spise min bacon og æg færdigt. Det skulle de, dumme, fangirls få betalt. Når alt det her boyband-ting-halløj var slut, ville jeg sørge for at de blev nødt til at forlade salen før de havde spist deres bacon og æg op. Jeg skulle bare lige finde ud af hvordan først. Efter lidt tid kom Camille også tilbage til værelset, og det første hun gjorde var at fangirle totalt. Hadede Gud mig virkelig så meget? Jeg lukkede det hele ude, prøvede at forestille mig at den skrigende person foran mig ikke var Camille, men Aline. Nu hvor jeg tænkte over det, var Ali så ikke også fan af One Direction? Åh nej, hvorfor er det jeg altid skal tænke så meget over tingene? For nu kunne jeg alt for godt huske, den aften, hvor hun havde afsløret sin indre fangirl..

"Ved du hvad, Is?"jeg så træt på Ali og rystede på hovedet.

Jeg havde ikke en levennde chance for at vide hvad Ali havde på hjerte, især ikke når hun havde for vane at tænke de mest underlige tanker. Tanker almindelige mennesker aldrig ville tænke på at tænke. Okay, det lød underligt, men det var den rene sandhed. Den nøgne og.. underlige sandhed, omkring Ali, hvis udseende fik mange til at tro hun var englen selv. Eller en engel. De skulle bare vide..

"Jeg tror jeg er blevet F-O-R-E-L-S-K-E-T!"hendes stemme var fuld af glæde og noget andet, jeg ikke helt kunne sætte ord på.

Forelsket? Var hun sindssyg? Ja, det var hun, ifølge mig. Hun så glad ud på en måde jeg aldrig havde set før, men alligevel kunne jeg ikke få mig til at blive helt hylet ud af den. Faktisk havde jeg ikke engang overskud til at svare hende, men jeg gjorde det alligevel. Weird, I know.

"Og hvem, er du så blevet forelsket i?"jeg indrømmer det, min stemme kunne have lydt meeeget mere euantusastisk, men jeg orkede virkelig ingenting de aften.

"I Haarryyy,"hun trak hans navn ud, som om han var en eller anden gud og så vidt jeg vidste havde der aldirg været en gud, der hed Harry, eller som hun sagde det, Haaryyy,"Styyleeesss."

Jep, hun var gået fra forstanden, guder med efternavn? Styr dig. Og desuden havde jeg aldrig hørt at der var en dreng ved navn Harry Styles på børnehjemmet, så hun var helt klart gået fra forstanden. Den eneste Harry på børnehjemmet hadede hun og han hed også Perrige til efternavn, så det kunne nok ikke være ham.

"Hvem?"jeg stirrede tomt på hende, for jeg havde altså ingen idé om hvem det var.

"Hvem? Du spørger om, hvem Harry Styles er?"hun stirrede på mig, som om det var mig der var sindssyg, hvilket det jo ikke var, det var hende,"han er den mest talentfulde og lækre sanger i One Direction!"

"Hvem?"jeg burde lære at tænke før jeg taler.

For i denne situation havde det været en overordentlig god idé bare at sige 'Nåårh, ham!', men selvfølgelig skulle jeg absolut plapre ud med hvad jeg lige tænkte. Det var ihvertfald ikke den bedste idé, for det blik Ali sendte mig kunne dræbe.

"Hvem?! Du spørger om hvem One Direction er?!"jeg nikkede, for det var jo åbenbart det jeg gjorde.

Doh, man skulle virkelig have troet at jeg havde lært at tænke før jeg gjorde noget. Men næ nej, min hjerne skulle lige gøre mig til grin. Igen. Igen. Ali gav sig til at forklare en hel masse. Jeg hørte efter, i... omkring 5 sekunder. Min hjerne kunne ikke klare det. Hun var helt klart fan, af de der Harry-Styles-One-Direction-dimser. Genialt ord, jeg elskede det! Ordopfinder, that's me.

Jeg lukkede øjnene, og det lykkedes mig at overhøre de høje sangstemmer, musikken og skrigene lige indtil de var udenfor min dør, på den lange gang. Skønt. Hvorfor kunne de ikke bare dræbe mig? Det var bestemt mere tiltrækkende end at skulle høre på deres skrig. Please Gud, dræææb mig! Eller gør sådan at de aldrig kan skrige mere. For mig stod begge muligheder åbne. Døren åbnede og lukkede sig opfattede jeg igennem mine dræb-mig-amen-bønner jeg sendte op til Gud, der ignorerede mig som altid. Tak Gud, bare fordi jeg ikke tror på dig, skal du da ikke lukke mig ude! Mage til frækhed. Gud skulle da være så flink og sød, altså når han ikke lige var i humør til at dræbe alle på jorden med en kæmpe flodbølge, men udover det var han da flink nok. Og nå ja, så skulle man også give ham hvad han ville have, ellers sendte han plager efter en. Voldsmand, man aldrig har kendt magen til. Men nu vidste jeg da hvor traditionen gi'-mig-hvad-jeg-vil-have-eller-dø stammede fra. Helt ærligt, havde jeg aldrig forstået hvorfor folk flippede så meget ud på dem, der ikke kunne lide Gud. For på en eller anden måde må det da være mangel på tro på Gud at slå folk i jorden, bare fordi de sagde noget dumt om Gud. Altså, nu hvor Gud var det mest almægtige væsen i universet skulle man da tro at han kunne ordne den slags ting selv, ikke? Jeg lagde tanken med Gud på hylden, for eftersom han bare ignorerede mig, ville jeg ikke spilde mine tanker på ham. Jeg så hen på døren, ufrivilligt, men min hjerne gav efter for min nysgerrighed. Ved døren stod en dreng med brunt hår og så ud til at være ved at puste ud, hvis det havde interesseret mig ville jeg have syntes han så pæn ud. Lige nu var jeg dog bare interesseret i hvorfor han var på mit værelse. Han så op og da vores øjne mødtes, var det som om der var et forvirret glimt i hans øjne. Hvad var der nu? Var det fordi at jeg var på mit værelse, istedet for at høre de One-Direction-dime-tingester? Hvis han spurgte, ville han få svar.

"Hej..."han havde en undelrig blanding af irsk og britisk accent, som om han talte irsk uden at vide det og samtidig ville han tale britisk. Det lød virkelig sjovt, bare synd jeg ikke grinede.

Jeg så på ham med et løftet øjenbryn, gav ham et lille 'hej' og tilføjede i mine tanker, gå din vej! Men han gik ikke, selvom jeg uudtrykkeligt havde tankebedt ham om det. Skønt, en dreng der ikke hørte efter når man tænkte noget til ham. Jeg lå jo i min seng, jeg ville sove og så havde han bare at klappe i og lade mig sove. Det gjorde han bare ikke.

"Hvad hedder du?"spurgte han, som om han helt seriøst troede at jeg havde tænkt mig at svare.

Næh nej, jeg var ikke den snakkesalige type og da slet ikke nu, hvor jeg helst ville være alene og drømme at jeg stadig havde Ali hos mig. Og det havde han afbrudt, han havde afbrudt en af mine -aldrig-forstyr-mig-når-jeg-tænker-på-Ali-stunder. Alle andre på børnehjemmet havde accepteret at jeg ikke ville snakke med noget, men ikke ham her. Var han overhovedet fra børnehjemmet? Hvis han var ville han aldrig have gået ind på mit værelse, og da slet ikke sige noget til mig. Eneste forklaring var... nej, det kunne ikke være sandt. Sad jeg overfor en af dem? Fantastisk! Det var da helt igennem bare skønt. Typisk, jeg beder Gud om at slå mig ihjel pågrund af skrigene og så sender han mig en af grundene til skrigene. Damn it.

"Isabelle..."hov, der røg mit navn vist ud. Mit rigtige navn.

Jeg kiggede kort på ham, han så forvirret ud. Nej, ikke bare forvirret, meget forvirret. Sådan rigtig, rigtige meget forvirret. Hvad var der? Var han forvirret over at der i det mindste var en pige, der ikke var hjernedød på børnehjemmet? Det kunne man ikke fortænke ham i, det var virkelig et held for mig at jeg ikke var endt som de andre piger. En af grundene til det, var slevfølgelig at de andre piger ikke havde set deres veninde blive påkørt for øjnene af dem. Han rømmede sig og jeg så irriteret på ham, nu havde han igen afbrudt mig i en af mine aldrig-forstyr-mig-når-jeg-tænker-på-Ali-stunder. To gange på en dag var lig med dødsstraf ifølge mig. Faktisk var den første gang også, men da jeg er så sød som jeg er forbarmede jeg mig over idioten.

"Hvad?"

Kunne han ikke fatte det? Jeg var ikke F-A-N! Og derfor langtfra interesseret i at have ham rendende på mit værelse, så hvis han afbrød mig igen, ville jeg sparke ham ud af værelset og forlange dødsstraf over ham.

"Du skriger ikke?"

Gud, jeg kunne ikke ikke lide ham, så hvorfor sendte du ham? Åh ja, du hadede jo mig. Men at han ligefrem havde spurgt om hvorfor jeg ikke skreg, var for meget til mig. Han kunne vel bruge den hjerne han havde til at regne ud at jeg ikke var fan og derfor ikke skreg. Men det afhang selvfølgelig også af at han havde en hjerne, man vidste jo aldrig med superstjerner. Og hvorfor de var superstjerner gik langt ud over min forstand.

"Nej, det var godt nok flot observeret."

Et ord der beskrev ham godt? Idiot.

"Jeg mener, hvorfor?"

Jeg måtte virkelig bide det svar jeg havde parat på tungen i mig, det var sandsynligt at det ikke var det rette svar.

"Fordi, jeg ikke er F-A-N"

Mit svar så ud til at overraske ham. Idiot.

"Ved du så hvem jeg er?"

Selvfølgelig da, idioten.

"Jeg er Liam Payne."

Hørte jeg rigtigt? Liam Pain? Som i Liam Smerte? Dét var et sejt efternavn!

"Liam Pain?"

Han smilte og rettede forsigtigt på mig:"Payne."

Tsk nå, i mine tanker ville han altid være Liam Pain.

"Hvem er den pige?"

Jeg fulgte hans blik og stivnede, han havde blikket rettet mod billederne af Ali og jeg. Jeg sad som forstenet, jeg kunne ikke sige noget eller bevæge mig. Jeg så ikke på noget specielt billede, jeg så på dem alle. Han spørgsmål havde en virkning på mig jeg troede var et overstået kapitel. Det var som at opleve uheldet igen.

Da jeg endelig fik kontrol over min stemme igen svarede jeg ham ikke, jeg råbte bare så højt jeg kunne:"Camille!"

Selvom Camille var irriterende var hun også min eneste støtte hvad angik Ali, hun var meget overbeskyttende. Og jeg vidste hun ville komme, men sikkert med sin fanskare i hælene. Og det var prævis hvad jeg gik efter. Døren blev slået op og Camille styrtede ind, og ganske rigtigt, i døren stod der en hel masse andre piger. Liam forstod vist ikke helt hvad der skete, men da Camille og de andre piger fik øje på ham maste de ham op i det ene hjørne og glemte alt om mig. Jeg smilte til ham, da vores blikke mødtes og jeg vinkede til ham. Jeg løb ud af værelset og lige ind på forstander Alices kontor, hun var som en ekstramor for mig og uden at opdage de fire drenge løb jeg hen til hende og gav hende et knus. Vent, fire drenge..?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...