Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4612Visninger
AA

2. Screams and memories

"I aften, kommer jeg med en helt særlig nyhed..."lød forstander Alice's stemme, men det var sådan ca. ved 'nyhed' at jeg stoppede med at høre efter.

Det eneste jeg tænkte på var Aline, min gamle bedsteveninde og eneste, der for... hvad var det ved at være? Jeg kunne helt ærligt ikke huske det, folk sagde et år, men de har det jo med at overdrive. For.. det kunne da ikke være et år, vel? Et helt år.. Nej, det kunne det bestemt ikke. Så ville jeg jo ligesom have set det, jeg har jo øjne i hovede, jeg ville vel have opdaget det. Ikke? Jeg var pludselig ikke så sikker, jeg havde været berygtet på hele børnehjemmet for at lukke alt og alle ude og ikke opfatte noget. Og ligge i den samme stilling i timevis uden at opfatte at tiden gik. Da jeg var mindre var jeg altid sikker på at, når jeg lå under min dyne i min seng og ignorerede alle, gik tiden ikke. Men det var min egen lille barnlige hjerne, der havde sagt det. Og hvad man forestiller sig som barn, er ikke sådan det er i virkeligheden. Virkeligheden, hvor tiden gik ligemeget hvad. Om en pige gik i stykker og blev ødelagt indeni eller en pige blive rpåkørt, ville den altid gå.

"...One Direction på besøg.."imod min vilje opfattede jeg de sidste fire ord, før forstander Alice blev afbrudt af skrig. Pigeskrig, der fik mit hoved til at springe.

Pågrund af skrigene, der var så skringre og høje var det umuligt at lukke dem ude og det irriterede mig grænseløst. Jeg var sikker på at blive døv, så jeg gjorde hvad jeg næsten altid gjorde når der var noget jeg ikke ville have, jeg gik min vej. Jeg lagde hænderne på mine ører og gik med besteme, hurtige skridt ned mod den store dør, der førte ud fra spisesalen. Jeg kunne mærke alles blikke i nakken på mig, skrigene var forstummet og nu hørtes der kun en begejstret, meget høj mumlen. Da jeg kom ud af spisesalen, tog jeg langsomt hænderne fra øret og gik med hurtige skridt op af trappen til mit værelse, jeg indtil hendes død delte med Aline. Nu delte jeg det med en overmega hyper pige ved navn, Camille. Jeg smækkede døren efter mig, så støvet dryssede ned fra loftet, jeg smed mig mig på sengen og begravede mit hoved sidelæns ned i puden og lod mine øjne fastlåse sig på billedet af Aline og jeg, en sommerdag da vi fyldte 13 år. Vi kendte ikke vores rigtige fødselsdag, men eftersom vi begge ankom den 31. juli blev det vores fødselsdag. Jeg smilte svagt, og uden at bemærke det begyndte tårerne at løbe ned af mine kinder. Jeg kunne tydeligt huske den dag...

Hvorfor var det at jeg altid vågnede tidligt på min fødselsdag? Evig og altid, jeg kunne ikke lade være, måske var det fordi jeg var så spændt. Men spændt på hvad? Der skete aldrig noget specielt, når nogen havde fødselsdag, ikke engang hvis der var nogen der fyldte 16 eller 18 år. Jeg vidste ikke hvorfor, men børnene på St. Clair Børnehjem havde altid betragtet de to aldre som noget nær overnaturligt. For mig at se var det bare aldre, et år mindre før man blev gammel og skulle dø. Kald mig pessimist, hvis du vil, men det var altså sådan jeg havde det. Men nu kunne jeg måske udføre min geniale plan, jeg altid lagde til min fødselsdag for at vække Ali? Jep, hun kunne umuligt være vågen nu. Så var det bare at gå ned i køkkenet, hente to grydelåg og snige mig hen til hendes seng og begynde at synge... mine tanker blev afbrudt af en pludselig baldren og en megahøj sangstemme, der sang en fødselssang. Jeg måtte have hoppet mindst 2 meter op i luften, for da jeg åbnede øjnene var Ali helt flad af grin.

"Tillykke... med... fødselsdagen.."fik hun sagt igennem grinene.

Jeg måtte have set ret sjov ud, for lige da hun havde fået latteranfaldet under kontrol så hun på mig og trillede ned på gulvet af grin. Jeg rullede med øjnene og så ned på hende, i hænderne havde hun to grydelåg... hey, havde hun kendt til min hemmelige plan? D-Det var da unfair!

"Du... skulle... have... set.. dig... selv.."sagde hun og brød ud i grin igen.

Seriøst, jeg var begyndt at tro der var noget galt med den pige, hun grinte jo af alt! Men på den anden side, var det også meget opløftende. Når jeg græd over mine forældre trøstede hun mig ikke, hun sad med armen omkring mig og ud af det blå siger hun en eller anden forfærdelig vits, som hun så flækker af grin over. I starten hadede jeg hende for du, nu elskede jeg hende for det. Det løftede altid mit humør...

"Tillykke med fødselsdagen, Is," lød det så nedefra gulvet, stemmen var nogenlunde rolig og hun grinte ikke mere. Nu sad hun bare med et kæmpesmil.

Jeg rettede med hævet øjenbryn mit blik mod hende, den pige var utrolig, det ene øjeblik kunne hun være flad af grin og det næste se ud som om hun var advokat. Og de havde allesammen et stenhårdt pokerface klistret på, når de kom til børnehjemmet, når nogen skulle adopteres. Hvilket ikke skete særlig ofte.

"Tillykke med fødselsdagen, Ali,"sagde jeg så med et smil, og lagde så ansigtet i alvorlige folder. Det skulle jeg ikke have gjort, for nu så hun ud som om hun kunne flække af grin hvert eneste øjeblik,"sig mig, kendte du til min plan om at vække dig med grydelåg og sang?"

"Neeej da, du har da slet heller ikke fortalt mig om den og været såå stolt af den," og nu brast hendes facade. Hun lå helt flad af grin, igen.

Det var derfor hun var min bedsteveninde, hun kunne altid få mig i godt humør og hun var en energibombe, som man aldrig havde set før.

Og nu, var hun væk. Tårerne strømmede for alvor og jeg gemte hovedet i puden, hvorfor skete sådan noget altid for mig? Først efterlod mine forældre mig, så kom jeg på dette rædselsfulde børnehjem, jeg fik en bedsteveninde, som jeg mistede og nu skulle jeg trækkes med en ADHD-pige og høre på pigeskrig, indtil det latterlige One Direction havde besøgt børnehjemmet. Jubii... Kunne I høre sarkasmen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...