Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4622Visninger
AA

6. New parents in the form of five boys

Hvad var det han sagde? Hvad sagde han lige? Adopteret? Det kunne ikke passe, hvorfor skulle nogen have interesse i at adoptere mig? Der måtte helt klart være sket en fejl.

"Hvem...?"og så gik den rædselsfulde kendsgerning op for mig,"jer?"

De nikkede med et selvtilfredst smil, helt synkront, som de havde øvet på det. Åh Gud, kunne du ikke blive vred på menneskeheden og lave en kæmpe tsunami? Altså jeg mener, du gjorde det jo så godt dengang på Noahs tid, så hvorfor ikke nu. Mit mentale jeg lagde sig ned  på jorden og tilbad Gud, som jeg forestillede mig som en stor mand, med gråt fuldskæg i en hvid kjole. Jeg mener... Kjortel, kjortel, ikke kjole. Men det kunne da se sjovt ud, hvis Gud havde kjole på, ikke? Og en stor paraply, og så højhælede... Vent, tilbage til rædselsfulde kendsgerning, jeg skulle bo hos dem. Hos dem. Dem!

"Jep, nu tilhører du os,"lød det veltilfredst overfra den sorthårede.

Tilhørte dem? Åh nej, hvorfor hader du mig, Gud? Jeg troede godt nok ikke på dig, men hvis du ville sende et lyn eller noget andet, der fik mig til at forsvinde, ville jeg omvende lige med det samme. Hvad nu hvis jeg fik en tatovering? 'God is God', a-a-a-a-ah? Kom nu, det måtte da kunne friste dig! Men hvis jeg nu, sådan rent hypotetisk set, fulgte med dem, hvordan i alverden skulle jeg så kalde på dem, hvis jeg havde brug for dem når jeg ikke kendte deres navne? Jeg kunne jo altid spørge dem om deres navne. Hey, hvad tænkte jeg lige på der? Aldrig! Spørge dem om deres navne, ville være så pinligt, lige efter at de havde adopteret. Så heller dø, hvilket var noget nær umuligt eftersom at Gud ikke hørte efter.

"Hvad med at præsentere os, drenge?"lød en stemme.

Ha! Save again!

"Kender hun ikke vores navne?"lød der fra en chokeret blondet dreng.

Joda, Blondie, det var derfor at Liam Payne(Pain) sagde I skulle præsentere jer. Idiot.

"Så starter jeg!"råbte den sorthårede begejstret. Han rakte sin hånd over til min og sagde:"Jeg er Zayn, men du må også godt kalde mig Amazayn."

Amazayn? Ha! Tak for tilbuddet, men nej tak. Nu hvor jeg tænkte over det, ville jeg hellere kalde ham Inzayn. Det passede da meget godt, ikke?

"Jeg er Niall,"sagde ham der hed Niall.

"Harry,"lød det charmerende fra drengen med de store krøller. Idiot.

"Louis,"lød det fra en drenge med et sjovt pandehår og brune øjne, der sad og hoppede op og ned på stolen. Hyperunge, hva?

"Og mig kender du,"lød det fra Liam Payne(Pain).

Kendte dig? Tsk, hvis jeg gjorde det, var det ikke med min gode vilje. De kendte mig ikke, ingen kendte mig. Ingen udover Aline, der var død, hvilket bragte os tilbage til det samme resultat som før, ingen. Jeg trak på skuldrene og lænte mig op af væggen. Det her ville aldrig ende godt, det vidste jeg fra film. Der var jo tydleige tegn på at det her ikke ville ende godt, langt fra godt, overhovedet ikke godt, meget dårligt.

"Hvad hedder du så?"han lød som han talte til én på fire eller tre.

Og jeg var ikke fire eller tre.

"Det ved Liam..."jeg så hen på Liam Payne(Pain) og så ud af vinduet.

Udenfor var der intet at se, med undtagelse af grønne blade og solskin. Intet interessant.

"Hun hedder Isabelle,"sagde Liam Payne(Pain).

Ja, det er flot, Liam Payne(Pain). Straks efter, begyndte de at larme. Åh Gud, ville du ikke lige lytte til mig? Få dem til at forsvinde! Sådan på en pæn, ikke svinende, diskret måde. Ikke hvor de bliver splattet ud, for blod svinede sådan. Men der skete ingenting, de blev ved med at larme og Gud blev ved med at ignorere mig. Han måtte virkelig hade mig. Præcis ligesom mine forældre. Mine forældre... det var lang tid siden, jeg sidst havde tænkt på dem. Mon de tænkte på mig? Eller var jeg glemt? Som om jeg aldrig havde eksisteret? Tanken fik det til at prikke i mine øjne og før jeg vidste af det, løb tårerne ned af mine kinder. Drengene var straks ovre ved mig, men jeg ignorerede dem. Det eneste jeg tænkte på var mine forældre. Eller mine gamle forældre, eftersom jeg nu havde fået fem nye. Vent, de var alle drenge, hvem var så moderen?

"Isabelle, hvad er der galt?"lød Liam Payne(Pain)'s stemme.

"Jeg tænkte på min forældre..."hviskede jeg lavt, meget lavt.

De nikkede forstående og inden jeg vidste af det, så havde jeg fem par arme omkring mig. Det var beroligende. Selvom jeg ikke ville indrømme det, fremkaldte de følelser i mig jeg ikke havde haft siden Ali's død. Følelsen af at være holdt af og følelsen af at holde af.

"Drenge, jeg tænkte på noget..."de mumlede nogen lyde, der skulle få mig til at fortsætte,"I adopterede mig jo, det betyder at I er mine forældre, men hvem er så moren?"

Svaret kom lidt efter og det fik mig til at grine.

"Louis og Harry,"lød det fra Niall, eller Blondie.

De smilte alle, med undtagelse af Louis og Harry, der sad med fornærmede blikke. Men da de så mig smile, tøede de op. Alle drengene var vist overraskede over at jeg smilte. Faktisk var jeg det også selv.

"Velkommen i One Direction-familien, Isabelle,"sagde Liam Payne(Pain) og gav mig et knus.

Jeg krammede ham igen og lidt efter, blev vi overfaldet af fire drenge. Jeg kan godt sige jer, at fem drenge ovenpå en, de vejer altså godt til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...