Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4603Visninger
AA

3. Fangirling and memories about a bath

Da Camille kom ind og afbrød mig i min sædvanlige mindestund senere på aftenen, og hun var fuldstændig oppe at køre. Ikke at hun ikke altid er det, men nu var det virkelig slemt og det irriterede mig, endnu mere end skrigene for nu havde jeg ingen steder at gå hen. Hadede verden mig? Hvorfor var det at jeg skulle dele værelse med den største, -og mest irriterende-, One Direction fan? De var jo for fanden kun fem drenge! Fem almindelige drenge, vel og mærke. Jeg sukkede, og jeg lover jer, det var ikke med vilje. Det røg ligesom over mine læber, det var faktisk bare en tanke jeg sagde højt.

"Og hvad er der så fucking så specielt ved dem?" ups, der sneg der vist sig et bandeord ind, endnu en gang; det var ikke med vilje og igen, det røg ligesom over mine læber.

Hun så chokeret på mig og jeg ville virkelig ønske at jeg havde holdt min mund, for nu startede helvedet. Eller mit helvede. Nemlig, en fangirls beskrivelse af One Direction. Jeg kunne vel se frem til timevis, hvor jeg fik afvide hvor lækre og helt uimodståelige de var, og ikke mindst hvor gode deres sange var. Helt ærligt, hvor pålidelig var en kilde, der kun bedømte ud fra om personerne havde sixpack eller ej?

"Hvordan kan du sige det? De er så, så, så hotte og de er så..." og der stoppede min interesse for samtalen. Ikke at den nogensinde havde været der, men nu hvor at hun begyndte at snakke, gjorde dét det bare endnu værre.

Jeg lukkede hendes fangirling ude og så ned på billedet af Ali og jeg, da vi var ude at bade den sommer vi blev 14 år. Jeg huskede det tydeligt, det var brændt ind i min hjerne og ville aldrig forlade mine tanker eller minder...

"Hvorfor skal vi også ned til stranden? Der er flere timers kørsel derned, og det orker jeg ikke,"jeg vidste ikke helt hvad der var med mig og stranden, vi to kunne bare ikke enes. Når jeg ville have vandet varmt, var det koldt og ja... faktisk, var det hele tiden koldt. Kan du se? Vi kunne ikke enes! Vi var de værste fjender, og derfor ville jeg ikke med på stranden. Forresten var stranden forfærdelig, der var alt for mange sten og hver gang vi var dernede fik jeg en hel masse sår på mine fødder, og var der noget jeg hadede, var det sår på fødderne. Det var forfærdeligt, for det gjorde ondt hver gang man gik og jeg gik jo egentlig ret meget på en hel dag.

"Hvorfor er du altid skal jamre?"spurgte Ali opgivende, men hendes øjne havde et drilsk glimt.

Mit svar på det var et dramatisk gisp, en skulen til Ali og sagde så:"Jeg jamrer ikke, det er jamren, hvorfor er det så varmt?, hvorfor er det så koldt?, hvorfor gør du ikke noget? Gør noooget."

Hun så på mig, som var jeg gal og brød så ud i grin. Hvad havde jeg sagt? Jeg havde jo bare forklaret at jeg da slet ikke havde jamret, men bare brokket mig, meget... jeg hævede øjenbrynene og rystede så på hovedet. Hvad folk nu fandt morsomt, var vel forskelligt fra person til person.

"Men, vil du ikke nok i vandet?"hun så bedende på mig og da jeg skulle til at svare et klart 'nej!' gav hun mig hundeøjne.

Hvorfor er det at Ali's hundeøjne er så meget bedre end mine? Jeg kan ikke stå for hendes, men når jeg bruger mine hundeøjne så flækker hun af grin. Er det ikke bare lidt unfair? Bare lidt? Efter min mening er det, men som I nok kan regne ud, kan jeg ikke stå for hendes hundeøjne og nikker... meget langsomt. Hun lyser op og klapper i hænderne, det er da godt at det faktum at jeg bliver syg kan gøre nogen glade...

"Piger, vi er her, gør jeg klar,"siger mandne på chaufførens sæde.

Jeg sukker, ingen vej tilbage. Hvorfor er det at jeg ikke kan stå for de øjne? Det ville have sparet mig for en masse besvær igennem tiden, me nu hvor jeg tænker over det ville tiden på børnehjemmet heller ikke været så sjov. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden Ali, hun gjorde min hverdag lys. Misforstå mig nu ikke, jeg var ikke forelsket i hende eller noget, jeg var bare taknemmelig over at hun hjalp mig igennem mine triste stunder. Over at hun i det hele taget ville bruge sin tid på mig.

"Kom nu, Is, vi skal i vandet!"lød det fra Ali, der allerede var hoppet ud af bilen.

Jaja, hvis jeg blev syg, blev jeg syg. Og så havde jeg jo også en grund til ikke at ville i vandet næste gang, men hvor ville det være nedern at være syg om sommeren. Jeg mærkede en hånd trække mig ud, kroppen håndne tilhørte begyndte at løbe og eftersom jeg slet ikke var klar til at løbe, faldt jeg med næsen ned sandet. Great, jeg hadede stranden, Gud forbande den.

"Er du okay, Is?"stemmen tilhørte én jeg keendte alt for godt, Ali.

Var det hende, der havde trukket i mig? Hmm... hvilken straf skulle hun have? En rigtig ond en..

"Ved du hvad, Is? Nu hvor du har sand ud over det hele, så skal vi tage et billede,"sagde Ali og hoppede op og ned, hun så ud til at være meget begejstret ved at forevige mig med sand i ansigtet og hået, på et billede.

Jeg rystede på hovedet, men jeg havde selvfølgelig ikke meget at skulle have sagt. Hun lagde armen om mig og holdt kameraet op, hun smilte så stor at det var umuligt for mig ikke at smile også. Hun trykkede på udløseren og blitzen blændede mig, men på magisk vis lykkedes det mig at holde øjnene åbne. Spørg mig ikke hvordan, som jeg sagde var det på magisk vis.

Jeg lukkede øjnene i og kunne mærke at tårerne begyndte at løbe. Igen. Ufrivilligt kunne jeg høre Camilles fangirling langt væk.

"Og Harrys krøller er så søøde.."hendes stemme afslørede at Harry helt klart var hendes yndlings, hvem af dem han så var..

Til lyden af Camilles fangirling faldt jeg endelig i søvn, med ansigtet rettet mod colachen med alle de billeder jeg havde af Ali og jeg.. og der var mange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...