Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4621Visninger
AA

5. Destroyed memories

Jeg så kort på de fire drenge, de så... overraskede ud. Det kunne jeg ikke fortænke dem i, hvor mange gange oplever man lige en pige der slår armene om en forstander på et børnehjem, når pigen ikke er datter af forstanderen og gør det foran nogle drenge? Hvis jeg var en af de drenge, ville jeg tænke 'Var det ikke et børnehjem jeg skulle besøge? Det her er jo en galeanstalt!', for de kunne vel ikke længere være i tvivl om at ihvertfald fangirlsene var sindssyge. For det var de.

"Isabelle? Hvad er der?"jeg rettede opmærksomheden mod den forvirrede forstander Alice,"er det Aline?"

Jeg bed mig i læben og lod tårerne løbe. Jeg kunne ikke gøre for det, når nogen spurgte ind til hende eller sagde hendes navn, gik jeg i baglås.

"Drenge..."hun nåede ikke sige mere, før der lød noget stoleskrammel og en smækken med døren.

Hvem var de drenge? Eller fyre, what ever they call it? Måske ham Liam Payne(Pain)'s venner? Kunne godt ske...

"Isabelle, hvad sker der? Du lukke alle ude, og lige nu lukker du også mig ude,"hun havde sådan set ret, men uheldigvis græd jeg for meget til at kunne lukke hende helt ude.

Efter hendes spørgsmål var der stilhed, jeg havde ikke tænkt mig at sige noget, det ville betyde at jeg skulle tale om hende, hvilket jeg ikke havde overskud til. Om jeg skulle til psykolog? Never, gør det og jeg farer op til Gud før tid. Jeg havde en fobi mod psykologer, de var så skræmmende søde. Deres smil var skræmmende, den måde de hørte efter og noterede det ned på en blok, deres sukkersøde stemme... Alt ved dem var skræmmende sødt og venligt. Jeg slap hende igen, nu havde den her 'mor-datter-stund' varet længe nok, efter min mening. Tårerne lå stadig som et slør ove rmine øjne, og gjorde det svært at se. Jeg blinkede et par gange for, uden held, at få tårerne til at forlade mine øjne, så måtte man jo ty til hårdere midler. Jeg gned dem væk med mine hænder og åbnede døren tidsnok til at høre en fyrenes stemmer.

"...Er Liam?"

Jeg gik om bag dem og sagde lavt, med en stemme der rystede så meget at jeg blev helt forskrækket."Han er oppe på mit værelse, omgivet af tilbedere..."

Eller det var der jeg efterlod ham, tilføjede jeg i tankerne, de ville næppe være alt for begejstrede for at jeg havde været skyld i at Liam Payne(Pain) stod deroppe og ikke kunne komme noegn steder begrundet fans.

De vendte sig om og stirrede på mig som jeg var en alien. Jeg himlede med øjnene, havde de aldrig set en pige, der ikke skreg af deres blotte tilstedeværelse? Niks, der skulle mere til at få mig til at skrige over fem fyre.

"Dit værelse?" stemmen var tvivlende, hvilket jeg godt kunne forstå.

"Ja, han gemte sig derinde og så..."mit ansigt formørkedes og jeg bed mig i underlæben.

Fyrene så lidt undrende på mig, hvilket resulterede i at jeg endnu en gang himlede med øjnene. De var virkelig... irriterende. Bare deres tilstedeværelse gjorde mig irriteret, selvom jeg ikke engang kendte deres navne. Jeg gjorde tegn til at de skulle følge med og gik så forbi dem. Oh god, det var pinligt. Jeg kommer hen, snakker til dem, og kan ikke engang svare på deres spørgsmål, hvorefter jeg bare går. Smart, du var en idiot, Isabelle.

"Liam Payyyneee!"lyder et skrig, efterfulgt af mange andre.

Jeg måtte virkelig holde mig i ro, for ikke at klaske mig selv i panden. Bag mig kunne jeg høre fyrenes skridt blive lidt stærkere og snart kunne jeg mærke dem lige bag mig. Skønt! Jeg åbnede døren, rummet var helt fyldt. Jeg bed mig i læben, mest for ikke at knække sammen af grin, indtil mit blik blev rettet mod min seng og billederne. Billederne... lå over det hele, bøjede og nogle revet over.

"Nej!"mit råb, eller skrig, fik alle til at kigge på mig.

Jeg ignorerede dem og maste mig forbi dem, over til min seng. Billederne var godt og grundigt ødelagte. Jeg knækkede sammen på gulvet og tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg vendte mig mod de stirrende piger og drenge.

"Gå ud, gå ud, gå ud...!"min stemme knækkede over og jeg krøllede mig sammen på gulvet, efter nogle sekunder i den stilling lukkede jeg øjnene.

Det kunne kun være et mareridt, det kunne ikke være andet, det måtte ikke være andet! Jeg hulkede, selvom jeg stadig kunne føle blikke på mig. Det var bare ikke så mange, så jeg håbede på at drengene og de fleste af fangirlsene var gået. Men egentlig var jeg ligeglad, det eneste jeg havde i hovedet var ét ord. Hvorfor? Hvorfor blev mine billeder ødelagt? Hvorfor?

"Isabelle...?"jeg genkendte straks stemmen og pressede øjnene hårdere sammen.

Hvorfor snakkede han til mig? Var det ikke nok at det var ham, der var skyld i at alle mine minder om Ali var ødelagt? Åbenbart ikke, men hvad ville han?

"Isabelle, please se på mig,"prøvede han endnu en gang.

Glem det, jeg ligger godt her på gulvet med lukkede øjne.

"Kender du hende?"en stemme jeg ikke havde hørt før, men personen lød som om han var hæs, meget hæs.

"Ikke rigtigt... Jeg..."Liam Payne(Pain) igen.

Hvad jeg syntes om at de snakkede som om jeg ikke eksisterede? Det var... forfærdeligt irriterende. Og så gjorde jeg den dummeste ting jeg nogensinde kunne have gjort. Jeg snakkede til dem. Snakkede til dem.

"Gå ud. Nu!"ikke det pæneste jeg kunne have sagt, ved det. Og det var derfor jeg syntes så godt om at sige det.

Jeg åbnede øjnene og satte mig op, egentlig var gulvet ikke så behageligt som jeg kunne ønske. Desværre. Jeg kiggede op på dem og var ved at flække af grin over deres ansigter, hvis det ikke var fordi det gjorde så ondt indeni. For det gjorde det, hver gang mit blik faldt på et billede af Ali, der var ødelagt, var det som om der kom en flænge i min sjæl. Det gjorde psykisk ondt. Ikke bare som, hvis man skærer sig, for man ved det gror sammen igen. De sår, der kom på min sjæl, ville blive ved med at gøre ondt i lang tid. Alt for lang tid, måske for altid. For altid... det var lang tid.

"Hvorfor?"sagde en af dem, med lyst hår.

Var han dum? Fordi det var mit værelse og fordi jeg sagde det! Derfor. Idiot. Hørte du det, Liam? Du fik lige endnu et medlem i din Jeg-Er-En-Idiot-Klub, er du ikke glad? Og dine andre venner følger snart efter, når jeg lige havde fået en grund til at stemple dem som idioter.

"Fordi jeg siger det. Gå!"min stemme var indtrængende og bedende.

Ingen rørte på sig, de stirrede bare på mig. Hvad var der? Havde de aldrig set en fuldstændig ødelagt, forældreløs pige, der ingen forældre havde og havde mistet sin veninde i en ulykke? Åbenbart ikke.

"Men vi vil gerne hjælpe dig,"sagde Liam Payne(Pain) roligt.

Troede han at jeg var mentalt nede? Hvis ja, så var det rigtigt. Troede han at jeg havde brug for hjælp? Det kunne faktisk godt ske. Troede han at jeg havde brug for hjælp fra dem? Han måtte jo være gal.

"Men jeg vil ikke hjælpes,"de udvekslede blikke, der klart viste hvad de ikke sagde 'Jo hun vil',"fra jer."

Min lille tilføjelse fik dem til at se på mig, men deres blikke viste ikke andet end medfølelse. Medfølelse havde jeg fået nok af, det var den eneste følelse folk havde haft tilovers for mig. Både før og efter Alis død, især efter. Jeg havde allerede bestemt mig for at jeg ikke kunne lide nogen af dem, de stak deres næse i ting der ikke ragede dem.

"Hvorfor er du så kold?"spurgte den lyshårede igen, tydeligvis såret.

Jeg, for at understrege hans pointe, så koldt på ham og han trak sig et skridt tilbage. Åh gud, nu anså han mig for at være et monster. Men hvis han ville have svar, så skulle han da få svar, om han så kunne lide det eller ej.

"Fordi,"startede jeg koldt ud,"at alle jeg nogensinde har dannet en relation til har forladt mig, på den ene eller den anden måde. Mine forældre skred fra mig lige efter min fødsel, min bedsteveninde blev påkørt for øjnene af mig, de få venner jeg har haft er blevet adopteret og har aldrig kontaktet mig igen. Og så kommer I og tror at alt er perfekt, og I tror at I kan tillade jer at være forvirrede over at jeg ikke skrige over synet af jer. Og du spurgte om hvorfor jeg var kold, ikke? Måske fordi at jeg ikke vil miste flere, derfor vil jeg ikke danne en relation til nogen mere. Og da slet ikke til nogen så forkælede drenge som jer, der sikkert brokker jer over at skulle tidligt op, at der ikke er mere hårvoks eller hvad I nu har og ikke har brug for. Men I har alle fem jeres forældre, ikke? I har allesammen venner, der ikke bliver påkørt for øjnene af jer eller forlader jer, ikke?"

Åh nej, hvor var dog en lang forklaring og jeg orkede ikke at sige den. Men jeg gjorde det alligevel. Til sidst brød jeg sammen og lukkede dem fuldstædnig ude. Det sidste jeg så inden jeg lukkede øjnene, var den lyshåredes chokerede ansigt. Den forklaring havde de nok ikke forventet. Lang væk, kunne jeg høre stemmer og så stilhed. Var de gået? Jeg åbnede øjnene og havde lyst til at springe op i luften af glæde, de var sgu skredet! Oh yeah, hvor er jeg god. Jeg lagde mig på min seng og fejede mine billeder ned i kurv, jeg havde på gulvet. Jeg havde aldrig været gladere for at være alene, som der. I en hel time havde jeg værelset for mig selv, og gud, hvor jeg elskede det. Og så var den time forbi og de kom tilbage. Hvad havde jeg nu gjort for at fortjene det? Gud, dræb mig! Og gør det hurtigt, de ville vist tale med mig!

"Du er netop blevet adopteret."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...