Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4610Visninger
AA

11. Confusing feelings and a stupid glass

Jeg kunne ikke finde ud af mine følelser mere, de var for forvirrende. Mit hoved varet helvede af alle mulige forskellige tanker, mit sind var i oprør over de mange forskellige følelser og jeg kunne ikke finde ud af at skille hverken tankerne eller følelserne fra hinanden. Jeg lagde ikke mærke til den noget sure Liam der kom ind, og vækkede mig med sin smækken med døren. Noget sagde mig at Nialls og mit havde ødelagt aftnen. Men jeg havde nydt kysset. Meget.

Vent, nej!

Jeg måtte ikke få følelser for Niall. Eller nogen af de andre for den sags skyld. De var dem der havde 'adopteret' mig. De skulle være som mine brødre. Kærlighed, altså kærlighed-kærlighed, måtte ikke blive blandet ind i det. Vi skulle være seks normale teenagere, hvoraf fem af dem havde adopteret den sidste, men udover det fuldkommen normale. Uden nogen form for kærlighed-kærlighed.

Jeg vendte mig i sengen, for at kigge på væggen. Ihvertfald alt andet end Liam, der sikkert, at dømme ud fra hans smækken med døren lå og var edderspændt rasende. For, havde jeg hørt, selv når Liam var sur kunne han kontrollere sig. Ergo, måtte han virkelig være sur nu. Typisk mig at ødelægge stemningen.

"Er du forelsket i Niall?"lød det ovre fra Liam, der tydeligvis havde fået sin vrede under kontrol, for han lød meget rolig. Fouroligende, meget rolig.

Jeg vidste det ærlig talt ikke. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg følte, det var så forvirrende. Nu var det ligesom at blive hevet i to retninger igen, som at blive stillet spørgsmålet 'Vil du svare ja eller nej lige om lidt?', der var et typisk Hvad-Skal-Jeg-Nu-Vælge? Kender I det? Jamen så, forstår I præcist hvordan jeg havde det.

"Han er forelsket i dig..."lød det fra Liam, der nu lød sørgmodig.

Åh nej! Jeg sov, jeg sov! Det var bare en drøm, bare en drøm, dette skete ikke. Gud måtte virkelig hade mig! Jeg følte mig endnu mere splittet og lod mine øjne lukke sig i for anden gang, denne gang fik jeg lov at sove.

......

Allerede da jeg vågnede om morgenen, kunne jeg mærke ved mig selv at dagen ville blive forvirrende. Spørg mig ikke hvordan, jeg får sådan nogle underlige fornemmelser nogle gange.

Jeg så flygtigt over på Liam, der stadig sov, eller rævesov hvad ved jeg, og kunne ikke lade være med at smile ved synet. Hans hår var uglet og hans øjne blidt lukkede i. Det eneste der fik mig til at sætte et undrende blik op, ved det rynkefrie og bekymringsfrie ansigt var munden. Den var vendt nedaf og nu hvor jeg så efter på hans øjne, var det som om han havde grædt.

Åh nej.

Det her tegnede ikke godt. Slet ikke godt.

Jeg tog noget tøj på, en hvid top og nogle shorts da solen skinnede, og gik ud i stuen. I sofaen lå en Zayn, der sov tungt. Hans hår var for første gang, siden jeg mødte ham, uglet. Han ville sikkert, så snart han vågnede, storme ud på badeværelset og give sig til at græde over synet af uglet hår. Hvilket mindede mig om at jeg skulle derud og i bad, før han vågnede. Jeg orkede ikke at skulle vente på at han var færdig med at sætte sit hår. Han havde altså et seriøst stort problem med hårvoks og at der skulle bruges to pakker, hver dag. Men nå ja, han måtte jo have penge til det, siden han nu var verdenskendt. Verdenskendt? For hvad? At bruge allermest hårvoks i hele verden?

Ha! Den var god, Isabelle!

Mentalt skulderklap til mig.

Jeg gik med hurtige skridt hen til badeværelset, men der var vist allerede en der havde fået den samme idé. Harry, det kunne ikke være andre end ham! Eller, det kunne jo også være nogle andre...

Nej, det var Harry! Jeg var sikker.

Jeg gik med sure skridt hen til det næste toilet, der lå på næste etage. Hvor stort var det her hus? Alt for stort til os alle seks, hvorfor boede Eleanor, Danielle og Perrie ikke huset? Altså, jeg spurgte bare, fordi jeg syntes det var meget underligt at deres kærester ikke boede der, som de havde kendt i meget lang tid, men jeg havde de ikke engang kendt i en måned og de havde adopteret mig! Adopteret... Jeg ville nok aldrig vænne mig til at fem drenge på min alder, cirka, nærmest ejede mig. Nej, det ville jeg helt sikkert ikke.

Jeg gik i bad, og prøvede at finde ud af mine følelser, mens det varme vand strømmede ned over mig. Ligesom da jeg lagde mig til at sove, var mit hoved fyldt med tanker og mit sind fyldt med følelser. Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst.

Var jeg forelsket i Niall? Nej, tror jeg...

Var jeg forelsket i Liam? Nej, tror jeg...

Argh, det var til at blive sindssyg af! Jeg måtte da vide, hvad jeg selv følte, ikke?

Jeg slukkede vandet og gik over mod håndklædet der lå på håndvasken. Jeg rakte ud efter, men klodset som jeg er, fik jeg samtidig væltet et glas med en tandbørste i. Den faldt ned på det hårde flisegulv med et lille bang, eller klirre-klirre. Jeg lænede mig ned, for at gribe det, men forsent. Skårene fløj ud til alle retninger, både til siderne og op.

Jeg begyndte at samle skårene op, da jeg fandt et af dem begravet i mit håndled. Det svimlede for mig. Da jeg så skåret og mit håndled, begyndte smerten. Ligesom når man falder i børnehaven, man opfatter ikke smerten før man ser såret.

Jeg hev det ud, men det gjorde bare det hele værre. Blodet fossede ud og det svimlede mere og mere for mig. Hvor lang tid gik der før jeg faldt bevidstløs om?

Jeg forsøgte at rejse mig, men faldt til gulvet med et bump. Sikke godt dagen havde udviklet for mig. Klokken var ikke engang tolv og jeg havde allerede gjort skade på mig selv.

Men forstå mig, det var aldrig min vilje! Egentlig ville jeg gerne være foruden.

Min arm hævede, min gode arm, sig op på toiletbrættet hvor mit tøj lå og jeg tog forsigtigt trøjen og shortsene ned. Blodet fossede stadig ud, eller nok mindre billedesporgsagtigt lød ud, af min arm. Det dunkede i håndleddet, hvor glasskåret havde siddet, som om der stod en masse mænd med hamrer og bare ville ud. Som om de forsøgte at banke hul i min hud.

Jeg tog den hvide trøje på, der ret hurtigt blev helt rød nede forenden af ærmet. Mine shorts nåede jeg lige at få på, da jeg hørte en del råben. De ledte efter mig.

Jeg prøvede at råbe til dem, men min stemme svigtede, den var for svag og mit syn, blev endnu mere plettet. Jeg så ned på gulvet, for at se på blodpølen. Åh nej, hvor så det forfærdeligt ud. Lige til at brække sig over...

Jeg forsøgte at rejse mig op, bare for at skylle min arm, men nåede ikke ret højt op, da jeg havde brugt min dårlige arm til at hive mig op med. Med et smertens skrig faldt jeg mod gulvet, og slog min nakke mod toilettet. Mit syn svigtede, men jeg kunne stadig høre små brøkdele af hvad der skete omkring mig.

Hvorfor var det lige at sådanne ting skete for mig? Jeg havde blot ville tage mit håndklæde og nu lå jeg her, med blodet løbende ud af min arm og et hoved, der gjorde ondt som bare pokkers. For ikke at tale om mit håndled.

Jeg tvang mine øjne op igen, jeg ville kæmpe for at standse den satans blødning. Min gode arm, blev rystende hævet for at blive trykket mod såret. Det gjorde bare smerten endnu mere ulidelig.

Sekunderne der gik føltes som timer, inden døren blev slået op og en skræmt Niall trådte ind.

"Hvad. Har. Du. Gjort. Isabelle?"

Hans stemme afslørede straks for mig, hvad han hentydede til. Han troede at jeg havde såret mig selv med vilje. Idiot. Hvorfor skulle jeg det? Jeg havde de bedste venner, og de mest forvirrende følelser nogensinde, så jeg havde da ingen grund til at cutte. Det var kun for dem, der virkelig havde det slemt. Ikke som mig.

"Drenge!"råbte han, mens han pressede hans fingre hårdt mod mit sår.

Et gisp af smerte forlod mine læber, men jeg vidste at det var nødvendigt. Idiotiske glas! Hvorfor var det det stod der? Hvilken dramaqueen jeg var. Først skriger jeg dem ind i ansigtet, der næst går jeg i trance, trækker ikke vejret og nu ligger jeg på deres toiletgulv og er besvimmelsen nær.

Gud, dræb mig! Hvor var det her pinligt! Og pisse dramatisk.

"Ikke med vilje..."hviskede jeg.

Niall så på med et bekymret blim og inden mine øjne lukkede sig i for anden gang, nåede jeg at se tårerne i hans øjne. Havde jeg fået Niall Timothy Horan til at græde? Jeg var et monster!

Jeg kæmpede med mig selv for at holde mine øjne i, men til sidst lukkede de i og laaangt væk hørte jeg drengenes bekymrede stemmer. Inden jeg mistede bevidstheden, hvilket jeg ikke gjorde med min gode vilje, mærkede jeg et par læber mod mine. Alt inden i mig eksploderede, et øjeblik var alt fyldt med farver og så mørke.

...

"Isabelle, er du vågen?"

"Isabelle, vær sød at vågne op."

"Isabelle, vågn nu op!"

Jeg kunne høre stemmerne med et vist mellemrum, som jeg kæmpede for at komme til at besvare. Spørgsmålene, bønfaldelserne, alt hvad de sagde drømte jeg i dette øjeblik om at kunne besvare. Men min krop tillod det ikke.

Igen min krop, der forhindrede mig i at gøre det jeg allermest ville i dette øjeblik. Forrædederiske krop.

"Er hun vågen?"

"Ikke endnu, men snart, håber vi."

Ja, for pokker! Jeg var jo vågen, på en måde. Altså, nogle gange forsvandt hele verden bare for mig og andre gange, som nu, var det kun min krop der forhindrede mig i at åbne øjnene.

"Isabelle, hvis du kan høre os lige nu, så vær sød at vågn op."

Jeg huskede at jeg så gerne ville svare, før min bevidsthed forsvandt ned i det kolde mørke igen.

"Isabelle, hvis du kan høre mig, så skal du vide at jeg elsker dig."

Hvad?! Hvis jeg havde kunnet bevæge, ville jeg have lignet et spørgsmålstegn, et stor et, for dét kom bag på mig. Var det Niall, der sagde det? Eller endnu værre, Liam? Jeg ville ikke blive forelsket, ikke i en af dem. De var et forbudt område. Dem alle fem.

Endelig efter jeg ved ikke hvor lang tid, kunne jeg åbne mine øjne.

Det skarpe lys blændede mig og fik mig til at blinke hurtigt, indtil mine øjne vænnede sig til lyset. Alt omkring mig var utydleigt og sløret, både omgivelserne og lydene. Var det sådan det var at vågne efter at have været bevidstløs?

"Isabelle, du er vågen!"

Der lød hastige skridt, jegt ror de løb, og så dukkede fem meget utydelige ansigter frem for mine forvirrede øjne. Min forvirrede hjerne genkendte dem først ikke, men da mit syn langsomt blev bedre, bredte der sig et genkendelsessmil på mine læber.

Genkendelsessmil? Fandtes det ord?

"Hvordan har du det?"

"Hvordan skete det?"

"Hvorfor gjorde du det?"

"Var det med vilje?"

"Svar os!"

Spørgsmålene haglede ned over mig, mens jeg hjælpeløst kun kunne se til. MIn tunge fungerede ikke ordentligt endnu.

Mit blik gled fra ansigt til ansigt, for hver gang så jeg en bekymring større end den anden i deres øjne og en klump dannede sig i min hals. Jeg forbandede i stilhed glasset, der nu var knust, langt væk. Det burde knuses. Igen. Og igen.

"Det var ikke med vilje, glasset røg på gulvet.."hørte jeg mig selv sige, før mørket samlede sig foran mine øjne.

Jeg kæmpede en indre kamp, igen, for at vende tilbage til hvad det nu var for et rum jeg lå i. Da jeg endelig fik min egen vilje ove rmin krop igen, så jeg direkte ind i fem meget bekymrede ansigter. Noget sagde mig, at når jeg fik det bedre, ville de ikke lade mig være alene et eneste sekund.

"Isabelle, du ligger på hospitalet, du besvimede af blodmangel,"sagde en stemme, jeg ikke kendte,"dine venner siger, at de ikke ved hvad der er sket, men at du kom med en mumlende forklaring før du besvimede for fem minutter siden. Hvad skete der?"

Havde de virkelig ikke hørt det? Døvhoveder.

Døvhoveder! Den nye topklasse fornærmelse!

"Jeg var i bad, da jeg ville række ud efter håndklædet skubbede jeg et glas på gulvet og så borrede et af glasskårene sig ind i min arm og blodet begyndte bare at løbe,"jeg gispede efter vejret.

Note til mig selv, ikke tale for meget.

"Okay, du skal være her til i morgen og så kan du tage hjem. Skal jeg kalde på dine venner?"spurgte lægen roligt og venligt.

"Kald på Niall.."

Hvorfor sagde jeg det? Hvorfor ikke dem allesammen? Det var vel lige så godt... fortalte min hjerne mig.

Mit hjerte sagde dog noget helt andet, det skreg nærmest 'Niall' og så måtte jeg vel adlyde. For er det ikke det alle siger? 'Lyt til dit hjerte'?

Jeg så over mod døren, hvor Niall hastigt kom ind. Hans øjne var rødsprængte af tårer. Åh nej, hvilket monster jeg er.

"Hvad er der, Isabelle?"spurgte han med sin irske accent.

Hans irske accent var virkelig sød nu hvor jeg tænkte på det. Hans lyse hår, var klædede ham også rigtig godt. Havde jeg egentlig kigget på ham?

"Kys mig."

____________________________________

Så, hvad tror I der sker?

Kysser han hende? Og hvad er der med Liam?

Men udover det, så vil jeg sige tak til alle dem der har sat på favoritliste og alle der har sat et like :-)

Det betyder virkelig meget, så hvis I kan lide historien, vil I så ikke trykke på den grønne knap og give et like? Det ville betyde enormt meget :-)

Endnu en gang tak, for at I kommentere og læser min novelle !!!!!!<3333

Og hvis I endnu ikke har kommenteret, kunne I så ikke skrive om I kan lide historien, handlingen og kapitlerne? Tak :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...