Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4660Visninger
AA

14. A magical moment

Jeg følte mig magtesløs, min hjerne kørte på højtryk på at finde ord, men jeg kunne ikke engang bevæge min mund. Jeg kunne ikke andet, end at stirre på ham imellem tårerne. Hvorfor var han her? Var det for at kun jeg var sikker på at finde ham? Men hvorfor helvede havde han ikke kontaktet mig, da han fandt ud af det om Camille? Om han var såret eller knust spillede ingen rolle, det handlede om min anden veninde jeg mistede til døden. Han brød øjenkontakten da han lukkede øjnene, for at forhindre tårer i at trille. Jeg var som forstenet. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle være glad eller vred eller ked af det. Ked af det... nok nærmere knust. Jeg ville så gerne bare vende mig om og gøre hvad jeg havde i tankerne men noget sagde mig at Niall ikke ville lade mig gøre det. Kunne han ikke være ligeglad? Det var ham der havde været væk i flere dage uden at give lyd fra mig.

"Isabelle, du gør det ikke."

Han vidste det. Var Niall tankelæser? Hvis han var, vidste han nok også hvilke tanker jeg havde lige nu. Og så ville han vide at han skulle slippe mig, nu.

"Slip mig, Niall."

"Nej, jeg vil ikke lade dig gøre det."

Hvorfor bekymrede han sig overhovedet om mig? Det var ham, der havde sagt at jeg tilhørte Liam. Men hvis jeg tilhørte Liam, kunne Niall så ikke være pisseligeglad med mig? Åbenbart ikke.

"Hvorfor bekymrer du dig om mig?"

I tankerne tilføjede jeg nogle skældsord, der beskrev Niall rigtig godt lige nu. Som idiot...

"Fordi.."

"Fordi er ikke et svar!"afbrød jeg ham og vred mig ud af hans greb,"farvel Niall, hils de andre."

Tårerne løb nu ned af mine kinder. Forræderiske tårer! Jeg kunne mærke at jeg var på renden til at græde igen og begyndte derfor at gå væk fra Niall, der stod og så på mig. Var han endelig færdig med at være helt? Måske...

"Hold nu op, Isabelle."

Nej, det var han så ikke.

"Giv mig en grund..."

Hvad? Nej! Han ville jo helt sikkert finde en grund. Men jeg ville ikke opleve mere smerte! Jeg ville ikke miste flere, jeg ville ikke opleve flere skuffelser. Jeg ville ikke være skyld i at flere døde, jeg ville ikke være skyld i flere skuffelser og mere smerte. Det var bedst for alle, hvis jeg bare endede mit liv. På den ene eller den anden måde. Drengene ville forstå det, de ville komme over det og glemme mig. Det var det bedste, for os alle, hvis de gjorde det. Jeg var jo bare i vejen, og deres fans brød sig helt klart ikke om mig. De måtte vel også snart indse at de ikke kunne tillade sig at miste fans, og eftersom deres fans ville have at jeg forsvandt, så forsvandt jeg. Hvis de ville have at jeg døde, så døde jeg. Men ikke for deres skyld, for drengenes. Hvad hvis jeg også blev skyld i at de døde?

Nej, sikke en underlig tankegang jeg havde. Det kunne jo ikke ske. Det var overnaturligt, det var ikke noget der kunne ske. Jeg måtte se at styre mine tanker. Men overdrivelse fremmede forståelse, ikke?

"Fordi jeg elsker dig."

Jeg standsede brat op, hvad var det han sagde? Hvad sagde drengen?

Tårerne steg op i mine øjne, igen. Hvad var det han sagde? Mente han dét?

Jeg vendte mig om og mødte en grædende Nialls øjne, han var gået efter mig og stod en meter fra mig. Jeg kunne ikke røre mig, jeg stirrede bare på ham. Sank dybere ned i hans isblå øjne, der fangede mig og holdt mig fast. De var fulde af sorg og kærlighed. Ingen af os rørte sig, men vores øjne sagde alt. Det var som om at vores øjne redede alle tråde ud for os, så vi forstod hinanden.

Det begyndte at regne, en kraftig regn. Men vi rørte os ikke, stod bare og kiggede hinanden dybt i øjnene. Jeg kunne ikke vide hvad Niall tænkte, men jeg vidste at hvis jeg havde kunnet sige noget ville jeg have sagt at jeg også elskede ham. Mit tøj var helt gennemblødt, men jeg tog mig ikke af det, selvom jeg sandsynligvis ville blive syg. Og jeg hadede at være syg, især om sommeren.

Jeg ved ikke hvad der skete, men synkront begyndte vi at gå tættere på hinanden. Vores øjne var smedet sammen og jeg løftede mine arme og lagde mine hænder på Nialls kinder, fordi at et eller andet i mig fik mig til det. Det føltes så rigtigt. Hans hænder landede på mine hofter og vores læber kom tættere på hinanden.

"Jeg elsker også dig,"store ord, men hver en stavelse var sand.

Og så mødtes vores læber, og alt eksploderede. Mine dystre tanker forsvandt, mit forfærdelige ønske forsvandt. Alt blev lyst og mine øjne røg langsomt i. Følelserne i mig var for første gang skilt ad og for første gang var mit hoved ikke et helvede af tanker. Mine tanker røg hen på alle de film, hvor det hele ender med et kys og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg ikke have noget imod at det hele sluttede nu. Jeg havde Niall tilbage, og jeg vidste hvad vi følte for hinanden.

To små vinde rørte ved mig og jeg følte et øjeblik at Niall og jeg blev løftet op, ligesom i fantasyfilm, hvor de kyssende bliver løftet op af små gyldne vinde. Måske var det Camille og Ali? Jeg smilte, men kysset blev ikke afbrudt. Det hele var så magisk, og for første gang havde Gud hørt mig.

Hvad jeg end havde haft af sår på sjælen efter Ali's og nu også Camilles død, vidste jeg at jeg nu kunne få helet.

For fra Niall havde jeg endelig fået det påkrævede middel. Hos ham havd ejeg uudtømmelige kilder af det, som han hjertens gerne ville give mig.

Midlet oplevede man første gang hos sine forældre i så store mængder, men jeg havde aldrig haft forældre, så jeg vidste ikke hvordan det havde været at have så store mængder af det til rådighed.

Ali og Camille havde givet mig det, men ikke i så store mængder som Niall. Niall ville hjælpe mig med at hele sårene fra Ali og Camilles død. Han ville åbne en hel ny verden for mig, fyldt med dette middel.

Midlet var simpelt, men stærkt som bare pokker.

Tiden læger alle sår, måske, men jeg havde et nyt bud på det ordsprog:

Kærligheden læger alle sår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...