Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4613Visninger
AA

12. A kiss can change everything

Han så forvirret på mig og i et sekund troede jeg at han ikke ville kysse mig, men så gik han over til mig og lagde sine læber blidt mod mine. Jeg genkaldte mig øjeblikket i vores stue, der havde det følt fantastisk, men hvis dét føltes fantastisk, hvad føltes dette kys så ikke som om? Dette kys føltes så rigtigt, og alligevel et eller andet sted dybt inde i mig sagde en stemme at det var forkert. Jeg lukkede stemmen ude, nu ville jeg koncentrere mig om Niall. Niall, der stadig havde tårer i øjnene og Niall, der havde fundet mig som den første hjemme på badeværelset.

Kysset blev ikke udviklet, men jeg havde nydt det som bare pokker. Stemmen havde bestemt sig for at tie stille, så i dette øjeblik var alt rigtigt. Mine lunger brændte godt nok, men hvad så? Der var masser af ilt, jeg skulle nok få fyldt dem, men dette kys... Okay, nu måtte jeg stoppe. Kysset var fantastisk. Punktum.

Øjeblikket kysset havde foregået i, havde været helt fantastisk og i min hjerne, så fyldt med farver. Og for første gang, kunne jeg finde ud af mine følelser. Tror jeg. Men en ting var jeg sikker på, jeg var forelsket i Niall Timothy Horan.

Timothy? Var det hans mellemnavn? Det måtte det vel være. Men hvor i alverden havde jeg hørt dét henne? Sikkert i en af Camilles fangirlingsstunder.

Åh gud, Camille! Hende måtte jeg besøge, jeg havde jo været så hunderæd for at Camille ville blive adopteret og dermed ville glemme alt om mig. Og nu var det mig der havde glemt hende. Jeg er et monsteeeer!

Jeg så op i Nialls øjne, de var virkelig smukke. Som to iskrystaller, som to stjerner på en nattehimmel, jeg elskede dem! Jeg havde hørt man kunne forsvinde i Harrys øjne, hvilket jeg ikke troede på, men hvis man kunne det i Harrys øjne, hvad kunne man så ikke lige i Nialls? Jeg spørger bare.

I en tid kiggede vi bare ind i hinandens øjne, før Niall besluttede at bryde øjenkontakten da en tåre gled op i hans øjne. Hans smukke, blå øjne. Var nu det mig, der havde fået ham til at græde igen? Der ser I! Jeg er et monster...

Han vendte sig om og kiggede ned mod døren

"Det her er forkert."

Undskyld mig? Hvad var det der var forkert?

Niall!

"Du må ikke være forelsket i mig, jeg må ikke være forelsket i dig,"Nialls stemme var fyldt med sorg,"du tilhører ham."

Hvad? Han kunne da ikke bestemme hvad jeg måtte føle og hvad jeg ikke måtte føle! D-Det var forkert!

Jeg tilhørte da al fald ikke nogen! Jeg tilhørte mig selv!

Og hvem i alverden var ham? Jeg havde en mystisk forudanelse.

"Isabelle, du må love mig ikke at skade dig selv, igen."

Var det nu lige pludselig mig, der havde skadet mig selv? Sidst jeg tjekkede, mr. Horan, var det glasset! Du ved, en gennemsigtig genstand, der er hård og for det meste er rund, det kalder man et glas, du har måske hørt om det? Ihvertfald, så når det falder mod fliser, de er hårde, så splintres det og skårene flyver ud til alle sider, og nogle gange borer de sig ind i huden, det gør ondt og så kommer der en masse blod. Det var ikke M-I-N skyld!

Niall begyndte at gå, hvorfor gjorde han det her mod mig? Var jeg virkelig så forfærdelig?

"Niall..."min stemme var alt for svag, til at han kunne høre mig, for han fortsatte.

Døren smækkede i og Niall var væk. Han var gået. Havde efterladt mig til mig selv, mine tanker og følelser der rasede rundt i kroppen på mig. Mit syn blev igen sløret, men denne gang var det ikke fordi at jeg besvimede, det var fordi jeg græd. Igen. Men for første gang siden Ali's død, var det ikke pågrund af hende. Det var pågrund af Niall og det knuste hjerte han havde efterladt i mig.

Jeg kunne ikke kontrollere mine bevægelser mere, det var som om at Nialls ord havde ødelagt mig. Mere end jeg allerede havde været i forvejen. Jeg selv gled længere og længere væk, mens min krop hev alt det lægerne havde sat på min krop ud. Droppene i min arm og hånd, det der gjorde så jeg trak vejret og alt andet. Min vejrtrækning blev mere og mere besværlig, mine lunger brændte og min krop var i oprør.

For mine ører gav Nialls stemme genlyd, og hver gang jeg hørte hans ord rev det endnu en flig af mit hjerte med sig ned i det dyb min bevidsthed blev trukket længere og længere ned imod.

Stemmerne, råbene syntes at befinde sig virkelig langt væk, som om jeg var på bunden af havet og deres stemmer var over overfladen. Den overflade jeg så desperat kæmpede mig op imod, men noget holdt mig fast i mørket. Det klamme, uhyggelige mørke jeg så gerne ville op fra. Lyset fra overfladen blev skarpere og skarpere jo længere op jeg kom fra mørket, men samtidig syntes stemmerne at komme længere og længere væk. Som om der var to overflader og jeg var på vej mod den forkerte.

Noget, lægerne havde givet mig, kørte rundt i min krop og hev mig væk fra lyset. Det føltes som da jeg kyssede Niall, bare på en helt anden måde, som om der kørte tusind volt igennem min krop. Min bevidsthed blev hevet gennem mørket og over mod et lys, der ikke var skarpt som det andet, men dette føltes trygt. Men mørket gav ikke op, jeg blev hevet i to retninger og det føltes som om, det var mig der bestemte hvilken en jeg helst ville til. Mørket eller lyset.

I mørket ville jeg aldrig mere blive såret af folk, men på den anden side, mørket gjorde mig utilpas.

I lyset ville der være rigelig med lejligheder for folk, der ville såre mig, men lyset gjorde mig tryg. Jeg valgte lyset.

Lyste kom nærmere og nærmere, og ansigter dannede sig i det og jeg ville ønske jeg havde valgt mørket. Jeg var tilbage, tilbage på hospitaler, tilbage ved drengene... tilbage til Niall og ham.

Jubii...

"Er hun vågen?"

Harry.

"Det er hun, og i stabil tilstand, I kan snakke med hende hvis I vil?"

En eller anden læge, vil jeg formode.

Jeg lukkede hurtigt øjnene og søgte mod mørket, det mørke der havde givet mig fred for Niall og ham, der kæmpede om mig, mens jeg havde valgt Niall. Men mørket blev væk, jeg havde valgt det fra og nu måtte jeg betale prisen for at ville tilbage til lyset.

"Isabelle?"

Jeg åbnede svagt øjnene og så på de slørede ansigter, der snart fik deres almindelige udseende igen. Alle var der, undtagen Niall og ham, som jeg formodede ham var.

Drengene, de der var der, og jeg talte ud og jeg måtte bede om tilgivelse før de brød grinene sammen og tilgav mig. Men selvom de grinte, lurede bekymringen i deres øjne. Hvilket monster jeg er, jeg får Niall til at græde to gange og jeg tiltrækker mig som megen opmærksomhed og bekymring at det kunne være løgn.

"Hvor er Niall?"spurgte jeg, efter lidt tid.

Drengene udvekslede blikke og Harry rømmede sig så.

"Han er... Han er taget hjem, han tog hjem da du besvimede, og Liam er taget hen til Danielle, han skulle vist snakke med hende."

Hvad? Er jeg den eneste, der fik dårlige fornemmelser af det?

"Okaay, hvornår må jeg komme hjem?"

Dårligt spørgsmål, ingen kommentarer.

"Når din vejrtrækning, din puls og blodtryk er normalt igen,"svarede Harry.

Okay, det havde han fået afvide af en læge, han kunne umuligt selv finde på de ord. Det var han ikke klog nok til. Eller måske, men han havde stadig fået det afvide af en læge. Hvorfor? Fordi jeg vil have det, derfor!

Tiden syntes at gå virkelig langsomt, drengene blev hos mig hele tiden og jeg lærte mere og mere om dem. For eksempel at Harry, da han var fuld, havde en time lang samtale med en kat. Er der en like boks til det? For så vil ejg trykke på den hundrede gange for det var da genialt. Eller bare meget dumt.

Jeg gætter på meget dumt.

"Idiot,"sagde jeg, forklædt som et host efter Louis' farverige beretning om hans samtale med den der kat.

"Isabelle?"spurgte Harry og kiggede ondt på Louis,"luk."

Hvor gammel var du lige, Harry?

Men efter mange, dødkedelige, timer fik jeg lov at tage hjem med de tre drenge. Og de samme tre drenge, lod mig ikke gøre noget som helst selv. De lod mig ikke engang gå. Zayn bar mig hele vejen hen til udgangen, hvor der stod en masse fotografer og journalister klar.

Papparazzier, skønt.

Der kunne høres skrig og der var også en masse plakater og plancher derude.

Fangirls, skønt.

"Sæt. Mig. Ned,"sagde jeg sammenbidt til Zayn, der bare grinte.

Idiot.

Turen i bilen gik med, at jeg sad og surmulede hele vejen og nægtede at svare på nogen spørgsmål, for eksempel om jeg havde gjort med vilje. For nej, det havde jeg ikke. Punktum.

"Hvad er der forresten med dig og Niall?"

Luk, Harry.

Hov, der sagde jeg vist selv noget barnligt.

"Ingenting."

"Hvad så med dig og Liam?"

Ja, hvad var der egentlig med mig og Liam? Jeg var vist ikke forelsket i ham. Nej, det var jeg ikke. Håber jeg.

"Hvorfor er Danielle nu sur?"

Den var vist ikke til mig, for Harry sad med rynket pande og så på en sms, Danielle nok havde sendt.

Hvad?! Var hun sur? Åh nej, jeg begyndte at få virkelig, virkelig dårlige forudanelser.

Og en ting var jeg sikker på.

Ham var så meget Liam James Payne.

Og jeg aner ikke hvor jeg fik 'James' ind i det, sandsynligvis også noget min hjerne havde brændt ind i min hjerne fra Camilles fangirling.

____________________________________________________

Tusind, tusind, tusind tak for alle de søde kommentarer :-)

Og til jer der har liket: Tusind, tusind, tusind tak :-)

Det betyder rigtig meget for mig xD

Og nu, hvad tror I nu der sker? Hvorfor er Danielle sur? Og hvad er det for et trekantsdrama, der er ved at blive bygget op imellem Niall, Isabelle og Liam?

Endnu en gang tak til jer der har liket og kommenteret, og til alle jer andre der har sat den på jeres favoritliste :-)

Desuden, må I alle gøre ligesom Secretlypassion: Sætte et link i en kommentar, hvis I gerne vil have at jeg læser en af jeres noveller :-) Hvis I gør det, må I selvfølgelig hjertens gerne skrive lidt ris og ros til min historie :-)

Især konstruktiv kritik er velkommen, da dette er min første 1D-novelle, jeg har endnu en bruger her på Movellas, og jeg er egentlig ikke fan af dem, så hvis noget er forkert undskylder jeg xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...