Stronger ~ One Direction

Kunne du forestille dig at vokse op på et børnehjem, uden kendskab til dine forældre, der kun har efterladt dig et lille brev? Velkommen til Isabelle Price's liv.
Hun har en bedste veninde, Aline, der er grunden til at hun ikke bryder sammen, men da denne bliver påkørt og dør, ved Isabelle ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun vælger at spærre sig inde i sin egen lille boble, og i sin egen verden går et helt år uden hun opdager det.
Da bandet One Direction kommer på besøg på børnehjemmet St. Clair, hvor Isabelle bor, opdager Isabelle det heller ikke.
Ihvertfald ikke før en af dem, temmelig uhøfligt og larmende, braser ind på hendes værelse for at gemme sig for de One Direction fans, der er på børnehjemmet.

26Likes
32Kommentarer
4622Visninger
AA

8. A dream in the real world

Jeg ville som tidligere på dagen, svare dem, men jeg kunne ikke. Min tunge snørrede sig sammen, til en knude. Jeg kiggede ned i gulvet. Min hånd blev svagt klemt, af den der sad ved siden af mig. Liam, tror jeg. Deres stemmer talte lavmælt med hinanden, som var jeg luft. Fik jeg sagt hvor meget jeg hadede når folk gjorde det? Hvis ikke, så hadede, hadede og atter hadede jeg det.

"Isabelle, hvad skete der?"Liams stemme ødelagde, som sædvanlig, min tankegang.

Men denne gang var jeg faktisk glad for det, det betød at jeg forhåbentlig nu, kunne tale. Det var skræmmende ikke at have kontrol over min egen krop, og irriterende.

"Jeg..."jeg kunne mærke deres blikke på mig, hvilket gjorde mig virkelig utilpas,"jeg oplevede det.. igen."

"Oplevede hvad igen?"lød det forvirret fra Harry, skønt jeg var glad for at de ikke havde vist deres flabede og hånende side endnu, blev jeg lidt irriteret.

Han vidste det jo godt, det vidste jeg, han var der også da jeg skreg eller råbte det hele ind i deres åbne ansigt. Kunne han ikke huske det? Var det virkelig så meget betydning det havde for ham? Så lidt værd at han bare glemte det igen, lige med det samme? Åbenbart.

"Hendes død, ikke?"spurgte Liam sørgmodigt, som om også tanken gjorde ham deprimeret.

Jeg nikkede og mit syn blev pludselig sløret, græd jeg nu igen? Jeg havde ellers troet at jeg ikke havde flere tårer tilbage, men lige nu løb de langsomt ned af mine kinder og jeg var på randen til at hulke ukontrolleret, men det ville jeg ikke gøre foran andre. Ikke foran dem. De skulle ikke tro at jeg var den tudemarie som jeg var, faktisk ville jeg have det fint med, hvis de så mig som alle andre så mig. Men det ønske havde jeg vist ødelagt godt og grundigt.

"Vil du i seng?"spurgte Niall, der vist havde ført en blik-samtale med Liam, hvis jeg ikke tog fejl.

Jeg nikkede hurtigt, men for at være ærlig, følte jeg mig for svag til at gå op på mit værelse, jeg delte med Liam. Problemet blev løst ved at Niall tog mig i op favnen i brudestilling, og han løftede mig uden gyseligt meget besvær. Så enten var jeg for tynd, eller bare tynd, eller også trænede han overordentlig meget. Jeg gættede på det første, for han havde ikke nogle overarme der afslørede at han trænede rigtig, rigtig meget.

"Du er altså for tynd, du skal spise noget mere,"brokkede Niall sig, uden at lade mig sige noget. Typisk.

Han satte mig ned på sengen, og så på mig med et bekymret blik, som om han var bange for at jeg ville bryde sammen hvert øjeblik det skulle være. Hvilket jeg også kunne, hvis jeg var alene. Jeg havde, efter min mening, grædt for meget foran drengene. Og i særdeleshed Liam, der nærmest havde taget mig til sig, som en han skulle beskytte. Ikke at jeg havde noget imod det. Niall gav mig et knus og et kys på kinden, inden han smilende forlod værelset. Hvad var det der skete med mig? Da han krammede mig, var det som om alt inden i mig var blevet puttet i ovnen og da han slap mig igen, så blev alt i mig puttet i fryseren. Der hvor han kyssede mig blev der sendt stød fra ud i hele min krop. Var det ikke det man kaldte... forelskelse? Nej, det kunne ikke passe.

Jeg tog mit tøj af og lagde mig ned under dynen, mens jeg kiggede ud i mørket. Jeg tror jeg faldt i søvn, for pludsleig syntes alt omkring mig lyst og jeg stod tilbage på det hospital, i den hospitalsstue, jeg aldrig glemmer. Hospitalsstuen, hvor Ali blev erklæret død. Stendød, ude af stand til at blive livet op igen...

Død. Ordet fløj igennem min hjerne og var ved at gøre mig sindssyg. Tre bogstaver. En vokal. En stavelse. Et ord. Så lidt havde bragt mig forstand i fare. Mit blik gled hen på Ali, der rent faktisk havde et saligt smil på læberne, som om hun nød døden. Og jeg troede, jeg håbede, på at hun nød hendes død. Hun havde set hendes forældre, det betød nok hun var sammen med dem, hvor hun så end var. Det gjorde mig glad, tryg og trist. Hun var væk, men lykkelig. Men hun var væk! Ali, min eneste støtte var død. Men hun så ud som om hun sov. Som om hun efter en lang dag, som sædvanlig sov to minutter efter hun var kravlet under dynen. Og altid med et smil på læberne. Det burde være mig, der var død, ikke hende. Hun ville komme til at betyde noget engang, det ville jeg ikke. Jeg ville ikke kunne udrette det hun villet have kunnet. Det var uretfærdigt. Snyd.

"Isabelle, hun er død, kom nu med,"forstander Alice trak mig afsted, men der forlod den første del af min forstand mig.

"Nej, nej, N-e-j!"min stemme var først bare skinger, men det sidste var et skrig, der gav genlyd i hele hospitalet.

Læger kom hen for at berolige mig, men da jeg hadede læger, slog jeg bare omkring mig. Det var sikkert dem der havde taget livet af Ali, det var dem...

Det sidste jeg så inden jeg sank sammen under indflydelse af noget beroligende stads fra en sprøjte var Ali's sovende ansigt. Hun var død.

Scenen skiftede, jeg ved ikke om det var min underbevidsthed eller mig selv der var på spil.

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du genopstå,"præsten smed tre gange en håndfuld jord på den sorte trækiste, da han fremsagde ordene.

Men jeg hørte ikke længere efter, min opmærksomhed var rettet mod kisten. Den sorte kiste, der mindede mig om hende. Det var som om kisten sagde alt hvad hun havde stået for. Glæde, hyper, sjov, selve hende. Mit syn blev sløret, men jeg holdt stadig blikket mod kisten, selvom tårerne begyndte langsomt at trille ned af mine kinder. Der blev efterladt et vådt spor, næsten som om mine tårer var snegle. Mine ben rystede kraftigt under mig, det var som om de var lavet af spaghetti eller gelé og kun ventede på det rette øjeblik til at knække sammen under mig.

"Isabelle, vi går hjem nu,"med 'vi' var jeg sikker på at forstander Alice mente resten af børnehjemmet, ergo, kunne jeg stå her lidt endnu.

Jeg satte mig på bænken lige foran hendes grav, ligeglad om jeg blev gennemblødt af regnen. Heldigvis regnede det, som om også Gud sørgede over hende, hvis det havde været solskin havde jeg forbandet Gud langtvæk og noget andet... mere gudsbespottende.

Jeg kunne ikke trække vejret rigtigt, jeg hyperventilerede kraftigt og jeg ville snart miste bevidstheden, men jeg var ligeglad. Lige nu havde jeg givet op, jeg ville kunne ligge mig til at dø her på marmorbænken på den kirkegård og jeg ville ikke være andet end glad og lykkelig. Glad for endelig at have fundet en udvej fra det liv jeg nu stod overfor, et liv uden Ali. Lykkelig, for nu at kunne være sammen med hende. Altid. Jeg smilte, jeg var klar, nu måtte døden gerne komme. Jeg trak vejret dybt ind og undlod at puste ud igen. Smerten i lungerne var uudholdelig, men jeg kunne klare det. Jeg kunne klare det, jeg kunne godt. Jeg ville snart få hende at se igen, jeg ville være død. Jeg ville nå mit endelige mål, bare lidt tid endnu. Så ville jeg have fået mit ønske opfyldt. Smerten var nu så kraftig at de nærmest bedøvede mig. Min hoved dunkede og mit syn blev mere og mere utydeligt. De røde prikker der dansede for mine øjne, blev til mørke.

"Isabelle!"jeg genkendte ikke stemmen, men jeg var også ligeglad.

Lidt mere, så ville jeg dø og jeg ville se hende igen. Det var faktummet at jeg ville se hende igen, der fik mig til at blive ved med at holde vejret. Jeg kunne klare det.

"Isabelle!"temmen var mere insisterende nu.

Bare lidt tid...

Det hele gik sort for mig, drømmen forsvandt og mørket overvældede mig. Jeg forstod det ikke, det var da bare en drøm ikke? Nå, måske hentede Gud mig nu? Måske syntes han at jeg havde lidt nok? Måske.

"Isabelle!"

Hvad var det for en stemme? Jeg kunne ikke huske det. Jeg havde hørt dne før, men jeg kunne ikke huske hvem den tilhørte. Og så var det vel ligemeget, ikke? Hvis jeg alligevel ikke kunne huske det, så var der vel ingen grund til at vende tilbage til den. Jeg tog nogle skridt ind i mørket, jeg kunne faktisk gå! Jeg tog nogle flere skritd og til sidst blev det hele til en flydende gang.

"ISABELLE! VÅGN SÅ OP!"stemmen var kraftig og bedende, der var nogen der ruskede i mig.

Jeg bed mig i underlæben og blev ved med gå. Smerten var stadig ikke til at holde ud, men det måtte jeg. Jeg måtte holde ud, hvis jeg ville vende tilbage til himlen med Ali. Jeg faldt sammen i mørket af iltmangel og langt væk kunne jeg høre den samme stemme råbe til mig som de andre gange. Men denne gang genkendte jeg den... Liam.

"ISABELLE!"lød det nu fra fem drengestemmer, alle fem fyldt med bekymring.

Bekymring for mig, men hvorfor? Jeg pustede ud og begyndte at hoste, jeg havde sådan en brændende fornemmelse i lungerne. Hvorfor? Jeg kunne ikke huske noget, men da jeg endelig fik åbnet øjnene og evnen til at, næsten, trække vejret igen var det hele sløret og prikkerne dansede for mine øjne. Mine øjne mødte fem andre, men de var fulde af bekymring. Bekymring? Hvorfor? Hvad var der sket?

"Isabelle, du trak ikke vejret."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...