The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1042Likes
1006Kommentarer
114845Visninger
AA

12. Kapitel 9.

Lucies synsvinkel

”Lucie hold så kæft,” vrissede Zayn af mig. En kold fornemmelse gik igennem min krop, og fik mig til at træde et skridt tilbage. Mine øjne fandt jorden og i et øjeblik føltes det hele, som en drøm – nærmere mareridt.

Jeg havde fortalt Niall det hele. Jeg havde grædt foran ham, og jeg havde fået ham til at love, ikke at fortælle Zayn noget, men nu stod han der – med øjnene rettet mod Zayn, helt beslutsom på at fortælle ham alt, alt hvad der var sket de sidste uger. Det der havde ødelagt mig indeni, og mit forhold med Zayn – hele sandheden, og jeg kunne ikke gøre noget. For trejde gang i hele mit liv, følte jeg mig så pisse hjælpeløs.

”Hvad sker der Niall?” Denne gang var det Liam, som brød ind.

Liam. Min fætter. Han ville blive så såret, skuffet og vred. Og jeg ville være grunden. Jeg ville være grunden til alle ville være sure og såret. Det hele var min skyld, og nu ramte karma mig hårdt – for hårdt.

Zayn trådte et skridt hen mod skrivebordet, mens hans blik forvirret gled hen på mig, Niall, mig og Niall igen. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op. Zayn var vred. Han var pisse sur lige nu. Aldrig havde jeg set ham på denne måde før, eller jo. Men det var så længe siden nu. Jeg hadede at se ham sådan. Ingen fortjente at lade ham føle som han gjorde, og alligevel var det mig der havde gjort det.

Jeg bad inderlig til at Niall ville holde sin kæft. Jeg havde en trang til at skrige af ham, men jeg lovede også ham, at fortælle Zayn, hvad der var sket. Og det havde jeg ikke gjort. Så jeg kunne ikke bebrejde ham, selvom jeg ville.

”Det er April,” Nialls stemme lød skrøbelig, men alligevel bestemt, og der vidste jeg, at jeg fuldstændig havde tabt kampen. Han ville fortælle det hele.

Jeg bed mig hårdt i læben og løftede forsigtigt mit blik, for at se lige ind i Harrys grønne øjne, som hvilede bekymret på mig. Selv Harry var bekymret.

En klump dannede sig i halsen og igen trådte jeg et skridt tilbage, mens Niall gik i gang med at fortælle det hele.

Jeg satte mig hjælpeløst på sengen, og diskuterede med mig selv, om jeg skulle kigge op, eller ej. Drengene var blevet helt stille, men den anspændthed der var i luften, var umulig at tage fejl af.

Jeg tog fat i mit hår, men slap det igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Mit blik gled rundt på gulvet, mens mit hjerte bankede enormt hurtigt i brystet. Ikke engang når drengene sov, var de så stille.

”Og Ant,” fløj det ud af Nialls mund. Jeg kiggede hurtigt op, og glemte det skænderi jeg havde med mig selv. Niall kiggede langsomt over på mig, og hans øjne borede sig straks ind i mine, og lyste af had. Men ikke til mig, selvom jeg fortjente det. Men haden var til April og Ant, og det ville ingen kunne tage fejl af.

”Ant?” Louis gik en smule tættere på. Niall fjernede igen sit blik fra mig, hvilket fik mig til at bide mig selv i læben, for ikke at løbe ud af rummet. Jeg anede ikke, hvad fanden jeg skulle gøre. Og det gjorde Liam heller ikke. Han stod helt forstenet i hjørnet, men da han opdagede, at jeg kiggede på ham, kiggede han tilbage, og fangede mine øjne. Lige meget hvor meget jeg gjorde for at slippe ham med øjnene, skete der ingenting, hvilket startede en indre panik.

”Zayn, jeg ved ikke, hvad Ant’s grund til det var – hvis han overhovedet havde en grund,” sagde han langsomt. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Zayn var blevet helt stiv i kroppen, og jeg tror langsomt, at det gik op for dem, hvad der var sket.

”Voldtog han hende?” gispede Harry, hvilket fik Liams øjne til at blive fuldstændig tomme for alting, og endelig kunne jeg kigge ned i jorden, men inden da, nåede jeg at se alles blikke hvile på mig, og det gav mig en indre træng til at græde. Men det gjorde jeg allerede – indeni.

”Ja,” mumlede Niall, hvilket fik Zayn til at træde et skridt tilbage, vende sig mod skrivebordet og læne sig opad det.

Jeg lukkede øjnene, og kunne nærmest se alle de ting April havde udsat mig for, spille sig som et diasshow, hvilket fik kvalmen til at stige. Det var som om det først rigtigt gik op for mig nu, når alle drengene vidste det. Jeg havde levet på en løgn, og bildt mig selv ind, at jeg gjorde det her for Zayn, men nu kunne jeg se, at det sårede ham mere end noget andet, og jeg fortrød alt.

En høj lyd, eller flere lyde, trak mig ud af mine tanker og fik mig forskrækket til at åbne øjnene, nok til at se, at Zayn skubbede en masse ting fra mit skrivebord, ned på gulvet, inden han vendte sig mod mig.

Mit blik gled hurtigt ned på gulvet og følelse af at være ’beskidt’ ramte mig. Jeg følte mig så dum, at jeg næsten ikke kunne stå på gulvet, fordi jeg rystede så voldsomt, som jeg gjorde.

”Zayn,” sagde Harry og var straks henne ved ham, og tog fat i hans arm, hvilket fik Zayn til at vride sig ud af det.

”Zayn, lad nu være,” sagde Louis som var henne på den anden side. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke se det – jeg kunne ikke. Det gjorde ondt at se Zayn på den måde, og det skræmte mig. At sige han havde været så sur før, ville være en løgn, for aldrig, havde han været så vred.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og måtte kæmpe for ikke at falde hulkende sammen på gulvet, da Zayn trådte et skridt hen imod mig – alt sammen i en stiv bevægelse, som afslørede at han ikke selv kunne kontrollere hans vrede.

”Zayn, drop det. Vi går en tur,” sagde Louis og greb fat om hans arm igen, hvilket fik Zayn til at vende sig om og skubbe irriteret til Louis, for at gå hen imod mig igen.

Hans krop var lige foran min, hvilket fik mig til at ryste endnu mere. Uden nærkontakt var det stadig muligt for mig, at føle hans vrede, hvilket fik mig til at knibe øjnene sammen.

Tænk jeg udsatte dem for det her.

”Zayn,” hørte jeg Niall sige, og før jeg kunne åbne øjnene for at se, hvorfor hans stemme lød så bedende, mærkede jeg en hånd om min kæbe, og i en lidt hård bevægelse, drejede Zayn mit hoved. Jeg ville ikke kigge på ham. Jeg kunne ikke. Jeg ville ikke se i øjnene, hvor meget jeg virkelig havde trådt i det.

”Kig på mig,” Hans stemme var kold, hvilket fik tårerne til at presse sig på. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle tænke. Det hele føles at gå så langsomt.

”Kig på mig forhelvede!” råbte han højt, hvilket gav et sæt i mig, så jeg åbnede øjnene, og stirrede direkte ind i hans brune øjne, som var fyldt med forvirring, sorg, vrede og skuffelse – alt sammen på grund af mig.

Jeg kunne mærke min underlæbe begynde at ryste, hvilket fik mig til at bide hårdt i læben, men hans blik gjorde det umuligt for mig, at holde tårerne inde meget længere.

En tåre gled ned af min kind, og ramte hans hånd, mens hans øjne borede sig ind i mine. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og Zayn havde det vidst på samme måde. Faktisk, havde han vidst for meget at sige. Det lignede, at han ikke vidste, hvor han skulle starte.

Det som føltes havde været en evighed, havde kun været nogle få sekunder, hvilket hurtigt gik op for mig, da Liam kom hen ved siden af os.

”Slip hende Zayn.” Han stemme var hårdt – faktisk så hård som aldrig før. Flere tåre gled ned af mine kinder, hvilket Liam lagde mærke til.

Han tog fat om Zayns arm, og skubbede den væk, så Zayn valkede to skridt tilbage, og før jeg kunne nå at se mere, havde et par arme omfavnet mig i en kærlig og beskyttende bevægelse, hvorefter jeg blev trukket ind mod Liams bryst.

”Zayn, drop det forhelved.” hørte jeg Harry sige hårdt, og hvis jeg ikke tog meget fejl, hev de ham med, for et øjeblik efter, blev værelset helt stille, udover Liam som kørte sin hånd over mit hår, og hviskede beroligende ting i mit øre.

Han trak mig hen til sengen og fik mig nærmest til at ligge som en baby i hans favn, mens han hviskede beroligende ting, men det virkede ikke.

Det eneste der kørte rundt i mit hoved lige nu, var om jeg havde ødelagt det imellem Zayn og jeg, og tanken om, hvad jeg egentlig havde udsat alle drengene for de sidste par uger. Ikke blot forvirring, men også frygt, savn og skuffelse. Det hele gik op for mig nu, og det her var prikken over i’et. Det var ikke gået ’ordentlig’ op for mig, før nu, at jeg faktisk var blevet voldtaget – og af Zayns gode ven.

Hans reaktion begyndte roligt at blive forstående. Hvad havde jeg udsat ham for? Ham ud af alle? 

Zayns synsvinkel

Luften ramte min krop som is, men jeg ignorerede det blot, eftersom min krop brænde af helvedes til. Mine tanker kørte rundt, og sorgen hobede sig op. Jeg gjorde intet for at stoppe det. Jeg havde det af helvedes til, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Alt det som Niall lige havde fortalt mig og drengene, sad fast indeni mit hoved, og jeg havde stadigvæk ikke reageret helt på det. Sagen var, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Tanken om, at April havde udsat Lucie for så meget lort, gav mig kvalme og gjorde mig ked af det på samme tid. Jeg kunne slet ikke tænke på, hvordan Lucie havde haft det med det. Og værre, jeg turde slet ikke at tænke på det. Især ikke efter, hvad Ant havde gjort imod hende. Et indre had voksede til ham, og hvis ikke det var fordi, at jeg var så usikker på det hele, havde jeg taget hen til ham og vekslet et par ord med ham, for det han havde gjort var fandeme ikke i orden! Hvad helvede tænkte han på?! Skulle han ikke forestille sig at være min ven?

Tanken om, at han bare havde rørt Lucie gav mig lyst til at slå ham. Han skulle ikke slippe godt udenom dette her, det kunne jeg godt love ham.

”Zayn, slap af,” lød det bestemt fra Louis, da jeg knaldede døren til opgangen i. Jeg rystede på hovedet af ham og skulle til at komme med en spydig bemærkning, men der kom ingen lyd ud af min mund. Som om al min vrede blev siddende indeni og ikke ville kom ud til overfladen.

Jeg kunne bare slet ikke forholde mig til, at dette her delvis var min skyld. Det var mig, der havde rørt Lucie ved søen den dag. April havde på en eller anden måde fået billeder af det, og det skulle Lucie åbenbart straffes med. Udføre sindssyge konsekvenser, som April vidste, jeg hadede. Og det var udmærket kun fordi, hun ville sætte Lucie og mig under splid. Hun prøvede at skille os ad – og det havde i den grad virket. Jeg kunne kun hade hende endnu mere for det, end jeg plejede.

Louis og Harry gik længere ud mod gården, og jeg fulgte bare efter dem. Jeg kunne godt se, at de også var chokeret over det hele, men jeg vidste, at det ramte mig mest. Jeg kendte Lucie bedst, havde det største had til April og var venner med Ant. Det var svært at forholde sig til. En person, som jeg holdt af havde vendt sig mod mig på den groveste måde ved at voldtage min kæreste. Hvordan han kunne få sig selv til det, kunne jeg slet ikke forstå. Han havde slet ikke tænkt over konsekvenserne, han ville få. Slet ikke.

Der var stille imellem Louis, Harry og jeg. Bilerne ude fra vejen kunne høres og overtog den akavede stilhed. Det var tydeligt, at ingen af os, vidste hvad vi skulle sige. I stedet for stod vi bare og tænkte over, hvordan vi egentlig skulle forholde os til hele situation.

Jeg var både sur og skuffet over mig selv. Alt det som jeg havde udsat Lucie for. Hun havde sagt, at jeg skulle stole på hende, og i stedet for flippede jeg ud på hende. Selvfølelig kendte jeg intet til Aprils værk der, og hvis jeg havde gjort det, havde jeg aldrig råbt sådan af Lucie. Jeg fortrød virkelig, at jeg var gået amok på hende. Hun fortjente det slet ikke. Ikke efter alt hun havde været igennem. Hun havde jo gået med til alt Aprils pis på grund af mig. Fordi hun ikke ville have de lorte billeder ud. Og det var så min tak til det.

Jeg kunne kun hade mig selv for det. Hade mig selv for at såre Lucie sådan. Hade mig selv for at tro, at hun havde tilgivet April. Jeg burde have stolet på hende. Ikke en gang April kunne tørres af på dette her. Jeg burde virkelig bare have stolet på hende.

Jeg stoppede op, hvilket fik Louis og Harry til at stoppe op og se tilbage på mig. Jeg undgik deres bekymrede blikke og så bare tomt ud i luften. ”Hvad nu?” mumlede Harry langsomt. Jeg svarede ikke, men lukkede bare mine øjne og ønskede inderligt, at intet af dette her var sket. Bebrejdelsen svømmede rundt i min krop, og jeg vidste, at den ville blive siddende der i lang tid.

”Zayn er du okay?” Louis stemme afbrød mine tanker og fik mig til at se på ham. At se hans og Harrys bekymrede blikke, fik mig til at ryste endnu mere på hovedet, end jeg ellers ville. Jeg var bestemt ikke okay – nærmere langt fra. Jeg havde aldrig nogen sinde følt mig så dårligt tilpas og hjælpeløs på samme tid. Det var en elendig følelse at have i kroppen.

Harry og Louis trådte frem mod mig, og før jeg anede af det, havde de lagt deres varme og betryggende arme omkring mig. Jeg følte mig stiv i kroppen, men slappede mere af, da de deres nærværelse beroligede mig.

”Bare rolig. Vi finder ud af det sammen.”

***


Efter en god, afkølende tænkepause havde Louis bestemt, at vi var nødt til at komme op til Liam igen. Og jeg kunne kun give ham ret. For det første frøs jeg af helvedes til, men det var nu ikke helt derfor. Jeg vidste, at Lucie havde brug for mig lige nu. Jeg havde ikke sagt noget, inden vi smuttede, derimod bare smidt hendes ting på gulvet af vrede, og det hjalp nok ikke lige på, hvordan hun havde det. Jeg havde set hende græde, og jeg hadede det. At se hende græde, var noget af det værste. Det gjorde ondt indeni, især fordi jeg vidste, at det var så sjældent hun græd.

Harry ringede på døren til opgangen, og inden længe lød et velkendt lyd, der indikerede, at døren var åben. Han skubbede den op og holdt den for Louis og jeg, der gik hen mod trappen. Vi gik i stilhed op. Jeg gik i baggrunden og tænkte på, hvad jeg skulle sige til Lucie. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle undskylde over for hende. En almindelig undskyld var ikke noget. Ikke denne gang. Der var sket så meget, og et enkelt ord kunne ikke rette op på det.

Som sædvanlig stod døren åben, da vi kom op. Der var helt stille og mørkt i gangen. Fjernsynet kunne høres fra stuen, og Liams stemme fra køkkenet. Han måtte uden tvivl også være helt ude af det, og jeg vidste derfor, at jeg kunne regne med ham hele vejen. Det måtte også være virkelig svært for ham at se sin kusine sådan.

Jeg tog mine sko af og blev lidt stående i gangen. Tænkte på, om jeg skulle finde Lucie eller ej. Harry og Louis var gået ind i stuen. Jeg overvejede at gå ind på Lucies værelse og finde min t-shirt, men hvis hun var derinde, ville jeg ikke bare bryde ind som en idiot og ødelægge det hele.

I stedet for vendte jeg mig om og smuttede ind i stuen. Det tog mig ikke mange sekunder at opdage, at Lucie sad i sofaen med Niall ved sin side. Hun havde helt røde øjne, og så virkelig ud til at have det elendigt.

Jeg sank en klump af skyldfølelse og kunne mærke, hvor ked af det jeg blev af at se hende sådan. Jeg havde aldrig haft det dårligere. Ikke engang da jeg fandt ud af, at Lucie havde brugt mig til et væddemål slog dette her – og det sagde virkelig meget.

Lucie opdagede mig og så ikke en gang på mig i mere end nogle sekunder, før hun rejste sig fra sofaen. Jeg blev stående i døren og lod mit blik hvile på hende. Som om jeg slet ikke kunne tage mig sammen til at gøre mere. Jeg følte mig svag, og jeg hadede det.

”Undskyld, Zayn,” sagde hun grædefærdigt og gik hen mod mig. Jeg bed mig i læben og fik endelig talt min krop til fornuft, hvorefter jeg selv trådte frem og endte med at lægge mine arme om hende. Jeg trak hende hårdt ind til mig og strammede grebet om hende for at vise, at det hele nok skulle gå, selvom jeg havde været så usikker på det før, men Harry og Louis havde forsikret mig, at det hele nok skulle gå, så jeg var nødt til at tro dem.

”Det er okay,” hviskede jeg ned i hendes hår og lukkede øjnene, imens jeg trak vejret roligt. Selvom jeg ikke følte mig rolig overhovedet, var jeg nødt til at vise Lucie, at jeg var det. Hun skulle vide, at alting nok skulle gå. Det var det mindste jeg kunne love hende lige nu. Jeg følte, jeg skyldte hende så meget. Hvordan jeg skulle give hende det igen, vidste jeg ikke.

Jeg åbnede øjnene igen og trak mig herefter lidt tilbage. Lucie tog hurtigt fat i mine hænder, som om hun var bange for, at jeg ville gå fra hende. Jeg så kort ned på hende, før jeg kiggede seriøst op på hende igen. ”Vi bliver nødt til at snakke om det, Lucie.”

 

Lucies synvinkel:

”Undskyld Lucie,” mumlede Niall og slog sig ned ved siden af mig i sofaen. Liam var ude i køkkenet for at lave noget te til mig, da han mente, at det ville berolige mig. Men ingenting kunne berolige mig lige nu – udover Zayn. Jeg var så bange for, at jeg for alvor havde dummet mig, og at han ikke orkede tingene længere.

Jeg nikkede. Jeg ville have sagt det, men jeg følte ikke for at snakke lige nu. Jeg ville bebrejde ham, men jeg kunne ikke, og det ville ikke være fair. Men at se den effekt det havde hos alle drengene, skræmte mig en smule. Jeg havde ikke troet de holdt af mig. Jeg holdt af dem, det gjorde jeg virkelig, hvis ikke jeg elskede dem. De havde været her for mig så mange gange. Alle de gange jeg var skredet fra Liam, så havde de været her for ham, og de havde hjulpet mig. Men at se, at de holdt af mig, kom bag på mig. Jeg var stadig ikke vant til det, men følelsen gjorde mig alligevel en smule glad.

”Jeg blev nødt til det. Ingen af os vil se April havde den magt over dig,” mumlede han, hvilket fik mig til at kigge hen på ham. Jeg ville fortælle ham, at det var okay, men en skikkelse i døren, tog min opmærksomhed.

Og der stod han. Lænet op af dørkarmen med et trist ansigtsudtryk. Følelsen af at se ham, var en lettelse. Jeg ville under ingen omstændigheder lade det her ødelægge vores forhold. Jeg havde brug for ham, og han havde brug for mig.

Efter nogle få sekunder, fløj jeg op af sofaen og gik hen imod ham. Tårerne valgte at komme frem igen og gled derefter hurtigt efter hinanden, ned af mine kinder, som var hævet ligesom resten af mit ansigt var. Aldrig havde jeg grædt så meget her, hvert fald ikke i træk. Jeg hadede følelsen. Jeg følte mig svag, men lige nu, føltes det godt, for ingen ord kunne beskrive, hvor ked af det jeg var, og jeg vidste, at Zayn hadede og vidste, at der var noget helt galt, når jeg græd.

”Undskyld Zayn,” fik jeg frem af mit vandfald af tåre. Han bed sig kort i læben, hvilket gav mig en lyst til at stoppe op. Jeg var bange, bange for at blive afvist, men savnet af hans rolighed, fik mig til at fortsætte. Det var som om han kom til sig selv, og gik frem imod mig, og før jeg vidste af det, havde han trukket mig hen til sig i en hård bevægelse, for at ligge sine arme beskyttende om mig.

”Det er okay,” hviskede han ned i mit hår. Hans rolige vejrtrækninger gav mig håb om, at han mente det, og det havde jeg brug for. Jeg havde virkelig virkelig brug for ham.

Han trak sig en smule væk, hvilket fik tårerne til at strømme hurtigere ned af mine kinder. Hurtigt greb jeg ud efter hans hænder. Jeg var bange, bange for, at han ville forlade mig.

Hans øjne så kort ned af min krop, inden de borede sig seriøst ind i mine. ”Vi bliver nød til at snakke om det, Lucie.” Og det eneste jeg kunne gøre, var at nikke og følge efter ham. Vi havde i den grad brug for at snakke om det. Jeg måtte fortælle ham, hvorfor jeg havde gjort, som jeg gjorde.

Han lukkede forsigtigt døren efter mig, og slap min hånd. Jeg stod som forstenet til gulvet. Jeg anede ærligtalt, ikke hvad jeg skulle gøre.

En hånd lagde sig forsigtig på min ryg, og skubbede mig hen i sengen, så jeg satte mig ned og kiggede på Zayn, som trak en stol hen foran mig. Jeg beundrede hans rolige adfærd. Sådan var han altid. Han havde en evne til at tage alting helt roligt efter hans sure anfald, hvor jeg derimod kunne tude i flere timer.

”Hvorfor fortalte du mig ingenting?” hans stemme lød svag, hvilket fik mig til at kigge ned i gulvet. Jeg havde ikke regnet med, at han ville spørge så direkte, men det måtte have været et spørgsmål, som han havde gået inde med i lang tid, og denne gang skulle der ikke være nogen hemmeligheder.

At han snakkede til mig uden bebrejdelse i stemmen, fik mine tårer til at stoppe. Jeg tørrede mine kinder og kiggede på hans hænder, som lå foldet sammen. Jeg vidste han blev nød til at ’gøre’ et eller andet ved sig selv, hvis han pludselig blev vred igen – og det var blandt andet, at knytte næven, så derfor rakte jeg ikke ud efter hans hånd, selvom jeg havde en trang til det.

”Du skulle ikke vide det,” Min stemme var overraskende normal, hvilket kom bag på mig, men det var bare godt, tror jeg. Jeg bed mig selv i læben. ”Du ville fortælle det ville være lige meget med de billeder. Men jeg kender dig. Du vil kun sige det, fordi du ikke ville have mig til at omgås med hende.” Mine øjne fandt hans. ”Og at vide, at dine fans måske ville blive stødt og forlade dig, det kunne jeg ikke. Jeg kunne ødelægge alt for jer Zayn,” min stemme var bedende. Han skulle forstå. Det blev han nødt til.

”Lucie,” sagde han roligt og rykkede en smule tættere på, så vores knæer stødte imod hinanden. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede væk. Jeg havde på fornemmelsen, hvad der ville komme. Og jeg ville ikke høre det, det gjorde ondt.

”I et forhold fortæller man hinanden alt. Du skal kunne stole på mig, fortælle mig sådan nogle ting. Alt du har været igennem har næsten ødelagt vores forhold. Jeg er virkelig ked af, at jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg burde have stolt på dig. Hvis jeg vidste hvad du gik igennem, så ville jeg være ligeglad med de billeder. Hvis vores fans vælger at forlade os pga. de billeder, så er de ikke ægte.” Han lagde en hånd på mit knæ, for derefter at fjerne den igen.

”Du har nær ødelagt dig selv ved det her Lucie, og det vil jeg ikke tillade.” Jeg kunne se hans krop blev anspændt, og jeg vidste godt, hvorfor. Jeg vidste han kom til at tænke på Ant.

”Zayn, jeg er virkelig ked af det,” Hviskede jeg og kunne mærke tårnene presse sig på igen. ”Jeg spurgte ham om hjælp i starten, fordi April bad mig om at gå i seng med ham. Jeg gjorde det ikke frivilligt. Han tvang mig. Jeg prøvede virkelig at komme væk, det gjorde jeg.” Min stemme knækkede for at blive efterfulgt af det ene hulk efter det andet. At snakke med Zayn om det her, fik alle følelserne frem i mig. Jeg havde ikke været ham utro, men at vide, at en anden havde…. Det føltes så forkert. Det var kun Zayn. Kun Zayn.

Zayn lagde hurtigt et par arme om mig, og gjorde præcis som Liam havde gjort, så jeg endnu engang lå som en baby i hans favn.

”Shh, jeg ved det,” hviskede han stille mod mit hår, mens han ’vuggede’ mig frem og tilbage. Jeg følte mig så utrolig svag og hjælpeløs, men lige nu, føltes det okay. Jeg havde brug for det her. Jeg havde brug for hans støtte og hans trøstende ord. Han kunne altid berolige mig.

”Jeg er så ked af det,” hviskede jeg mod hans bryst mens flere hulk overtog min krop. ”Shhh,” hviskede han igen og trak dynen over mig, mens han lænede sig op af væggen. ”Det er oksy, shh” Han strøg mig over håret og strammede så grebet om mig. ”Jeg elsker dig lige meget hvad”

***

”Jeg synes vi skal tage til lægen i morgen Lucie,” mumlede Liam og kiggede ud af vinduet. De andre drenge var her stadig, men jeg var ikke den eneste der var ked af det. Zayn havde brug for at få snakket det igennem med de andre, og jeg havde brug for at få snakket med Liam. Så lige nu stod jeg inde på Liams værelse og kæmpede med tårerne – endnu engang.

”Liam, der er jo ikke sket noget,” sagde jeg hurtigt og bed mig i læben for ikke at lade min underlæbe dirre.

”Lucie, for min skyld?” han vendte sig rundt, og hans halv røde øjne kunne jeg ikke tage fejl af. Min egen fætter, som jeg elskede næsten højere end noget andet, stod og græd pga. mig.

En klump af skyldfølelse bredte sig, og før jeg vidste af det, gik jeg hen til Liam, og lagde armene om ham. Han var hurtig til at gengælde omfavnelsen. Hans hjerte slog hårdt mod hans bryst. ”Hvis det gør dig glad Liam,” hviskede jeg stille ind mod hans bryst. Jeg skyldte ham så meget, så at tage til lægen var det mindste jeg kunne gøre for ham.

”Lucie, hvis der er noget jeg kan gøre… Betalte psykolog, et eller andet, så sig til.” Han trak sig fra mig, men holdt mine arme i hans hænder. Hans brune øjne kiggede bekymret ind i mine. Jeg nikkede kort. Jeg havde ikke brug for psykolog. Jeg skulle nok komme over det her. Problemet var bare, at jeg stadig ikke vidste, hvad April havde i hovedet. Hun havde stadig billederne, og jeg ville ikke smide alt det jeg havde gjort, på jorden, fordi de havde opdaget sandheden.

***

Efter en lang snak med drengene, som havde fået svar på alle deres spørgsmål, var vi endelig på vej i seng. Jeg havde med alt held – uden at græde – fået fortalt dem alt om Ant og April med egne ord. Det endte dog med, at Zayn måtte gå til sidst. Der var noget der pinte ham. Noget han ikke fortalte og jeg skulle nok finde ud af hvad. Nu var det bare vigtigt, at de andre drenge lod det ligge indtil jeg fandt ud af det med April. De havde lovet ikke at gøre eller sige noget. Hvis de afslørede at de vidste alt, så ville alt have været spild. Alt jeg havde været igennem ville være tabt på gulvet, og det tror jeg drengene forstod.

Klokken var efterhånden blevet halv fire om morgenen, og alle så helt smadret ud, for da slet ikke at tale om mig selv. Jeg var helt smadret, og mine øjne sveg som bare fanden, og jeg savnede Zayn. Jeg måtte være der for ham, for jeg var ikke den eneste der var ked af det, og det skulle jeg også huske at tænke på.

”Godnat Lucie,” mumlede Niall, som stadig var ked af, at han blev nødt til at fortælle dem tingene, selvom jeg flere gange havde forklaret ham, at jeg på en eller anden måde i sidste ende, nok ville takke ham.

”Godnat,” mumlede jeg og gav dem alle et kram, hvilket jeg egentlig ikke fandt underligt. Det ville jeg sikkert nok have gjort, hvis alt det her ikke var sket. Men de havde alle sammen været der for mig, og ikke mindst Zayn, og hinanden i aften, og det betød utrolig meget for mig.

”Sov godt,” mumlede Liam og aede min kind. Jeg nikkede kort og sendte ham et smil, inden jeg langsomt gik ind mod mit værelse. Jeg havde allermest lyst til at grave mig ned i et sort hul, ligge der og tude ud, men det kunne jeg ikke – for der var ikke flere tårer at tage af.

Jeg åbnede døren, og så Zayn ligge i min seng med sin mobil i hånden.

”Er du okay?” spurgte jeg forsigtigt om og tændte lyset. Hans ansigtsudtryk svarede nej, mens stemmen der kom ud af hans læber svarede ja. Selvfølgelig var han ikke okay. Det var et dumt spørgsmål.

Jeg sukkede kort og trak min trøje af. Jeg havde fuldstændig glemt de blå mærker og sårene der lå gemt bag det, men det gik hurtigt op for mig, da Zayn nærmest hoppede ud af sengen og stod henne foran mig.

”Hvad fanden er det her?” spurgte han forvirret om. Jeg kunne ikke genkende hans stemme. Jeg havde aldrig hørt den sådan før, og det gjorde mig en smule bange.

Jeg kiggede ned af mig selv, og trak hurtigt trøjen hen foran mig for at dække det, men det var for sent.

”Zayn, det er okay,” sagde jeg hurtigt, da hans øjne blev ved med at stirre på min krop. Jeg havde lyst til at slå mig selv ned. Hvordan kunne jeg glemme det? Nu havde jeg endelig fået ro over situationen, og så fucker jeg det op på denne måde?

”Okay? Det er sku da ikke okay!” råbte han højt og rev trøjen væk fra min krop.

”Zayn! Sagde jeg forskrækket og kneb øjnene sammen, og bed mig i læben. Hans udbrud kom bag på mig, men jeg havde kun mig selv at takke. 

 

 Zayns synsvinkel

Snakken mellem Lucie og jeg havde allerede taget hårdt på mig, men at se hendes krop sådan gjorde det langt være. Rifter, blå mærker. Og jeg var ikke dum. Jeg vidste udmærket godt, hvordan hun havde fået dem.

Det gjorde mig så frustreret at vide, at jeg slet ikke havde været der for hende. Hvis hun bare kunne have undgået alt dette. Jeg havde så meget skyldfølelse, at jeg slet ikke kunne forholde mig til det.

”Zayn, stop, du vækker de andre,” sagde Lucie ophidset og kiggede bare bedende på mig. Jeg stoppede op og så bare på hende. Vreden pumpede rundt indeni mig, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt mod mit bryst. Hadet til Ant voksede mere og mere, og jeg hvis jeg havde haft muligheden lige nu, havde jeg slået ham. At han skulle forvolde Lucie så meget smerte, skulle han bøde for. Det fortjente han.

”For helvede, Lucie?! Prøv at se på dig selv, og så siger du, jeg skal slappe af?!” Jeg fortrød allerede, at jeg lod min vrede gå udover hende, men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Hadet til Ant gik ud over hende, og hun fortjente det slet ikke, men at se hende i den tilstand, gjorde mig bare så ked af det.

Hun rejste sig op, og jeg bakkede hurtigt et skridt tilbage. Jeg følte trang til at slå et eller andet, og det skulle hun ikke nyde noget af. Det var det, jeg mindst havde lyst til lige at lade hende se nu. Men så stædig som Lucie var, tog hun fat i mine hænder og trak hen mod sig. Hun fastholdte vores øjenkontakt, hvilket fik mit hjerte til at banke langsommere igen.

Jeg sank en klump og kiggede hurtigt væk fra hendes. En følelse der ikke havde eksisteret i mig i lang tid, kom frem. En følelse af at græde. En følelse jeg hadede, da jeg følte mig så svag. Jeg bed mig i læben for at få mine følelser under kontrol, men at have Lucies hænder i mine gjorde det bare værre. Hun var der for mig. Hun havde gjort alt for meget for mig. Og det værste var bare, at jeg følte, jeg slet ikke havde været der for hende.

Lucies synsvinkel

Jeg trak ham hen til mig, for at vise det var okay. Det skulle ikke ødelægge noget imellem os – det ville jeg ikke kunne holde ud.

Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men han kiggede væk og bed sig i læben. Hans krop blev pludselig anspændt på en helt anden måde, og da jeg forsigtigt lagde hånden på hans kind, kunne jeg mærke hans kæbe ryste. En kold følelse løb igennem mig, mens en bekymret følelse overtog.

”Zayn,” min stemme lød svag, men det var den også. Jeg havde på fornemmelse, hvad der ville ske, og da noget vådt ramte min hånd, gik en rysten igennem mig, inden jeg tog lidt hårdere fat om Zayns kæbe og drejede hans ansigt hen imod mit. Hans øjne var helt blanke, og han bed så hårdt i hans læbe, at den sikkert snart ville bløde.

Det var skræmmende at se på. Liam havde grædt i dag, men at se Zayn – ud af alle, stå med tåre ned af kinderne, ødelagde mig indeni. At se ham sådan der, gjorde mig så ked af det. Ingen fortjente Zayns tåre, ikke engang mig.

”Zayn,” hviskede jeg stille og kærtegnede hans kind blidt, og lod min ene finger glide hen over hans læbe, for at få ham til at stoppe med at bide sig i læben – men det hjalp ikke. Jeg kneb kort øjnene sammen, og trak Zayn tættere på. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Jeg havde aldrig i hele mit liv, regnet med, at se Zayn græde, og ikke over mig. Ikke over min smerte. For det var det han græd over. Over at jeg var blevet udsat for alt det jeg var, og fordi han følte sig så svigtet af Ant.

Jeg lod min hånd glide om hans hals, mens jeg stillede mig på tæer, for at lade mine læber ramme hans. Hans tåre landede på mine kinder, og i et øjeblik føltes det som om, vi var én og samme person.

Jeg skubbede ham blidt tilbage, så hans ben ramte sengen, så han faldt bagover, med mig ovenpå. Jeg trak mig en smule tilbage, og kørte en hånd over hans kind, for at fjerne hans tårer, men det hjalp ikke, for der kom bare nye.

Jeg måtte være stærk og vise Zayn, at det nok skulle gå, for det skulle det. Hvis jeg satte mig til at græde nu, så ville det kun gøre alt værre. Det var nu, jeg skulle være den stærke – præcis som Zayn havde været før i dag.

”Det er ikke din skyld,” hviskede jeg, da jeg nemt kunne mærke, at han bebrejdede sig selv. ”Ingen kunne vide, hvad der ville ske Zayn. Hvis jeg vidste det, var jeg aldrig gået ind til det.” Jeg hviskede ordene og sørgede for, at holde øjenkontakten med Zayn.

”Det skal ikke ødelægge noget imellem os. Det skal være som det plejer. Lov mig det,” hviskede jeg og lod min ene læbe snitte hans. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene.

”Lov mig det Zayn,” jeg bed ham blidt i underlæben for at vise, at jeg ville have svar. Hvis han pludselig blev helt anderledes overfor mig, ville ingen af os komme over det her.

”Jeg lover det,” mumlede han mod mine læber. Et lille smil gled over mine læber. Selvom han lovede det, vidste jeg dog, at vi havde brug for meget mere tid til at komme over det her. Men ikke hver for sig – men sammen. Vi havde brug for at være sammen om det her, og styrke vores forhold for at få det op at køre igen. Og jeg havde brug for Zayn lige nu, og han havde brug for mig.

Jeg lagde mig en smule længere op, så mit hoved var lige ud for hans. ”Jeg har savnet dig,” hviskede jeg mod hans læber, hvilket fik et smil frem på hans. En indre glæde bredte sig, og fik mig til at køre mine hænder ind under hans bluse. Det gav et sæt i ham – et sæt der ikke burde komme. Jeg ignorerede det, og kyssede ham blidt ned langs halsen. Han trak vejret dybt og lagde så sin hånd på min skulder, for at skubbe mig væk.

Alle tårerne samlede sig bag mine øjne, og ventede bare på at komme ud. Han afviste mig. Han afviste mig virkelig, selv efter han lige havde lovet, at ingenting ville blive anderledes. Det måtte ikke blive anderledes.

”Lad være med at afvise mig,” hviskede jeg med stemmen fuld af gråd. Jeg lagde mit hoved ned mod hans hals og måtte kæmpe som en gal, for ikke at slippe tårerne løs. ”Du kan ikke afvise mig sådan der Zayn,” hviskede jeg igen og tog om hans t-shirt.

”Jeg kan ikke Lucie,” hviskede han og lagde en arm om på min ryg. Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop reagerede på det han sagde, og denne gang trillede tårerne ud.

Var det pga. det med Ant? Min hånd tog hårdere fat om hans t-shirt, mens jeg kæmpede for at sætte mig op.

”Jeg bad ikke om det lort med Ant! Det er ikke min skyld Zayn!” Jeg lagde vægten mod hans bryst, for at komme væk, men han ville ikke slippe.

”Jeg bad ikke om det! Du kan ikke blive ved med at se på mig med afsky forhelved da!” min stemme rystede og uden at kunne styre det, slog jeg ham irriteret på brystet.

Han greb hurtigt fat om min hånd, og skubbede mig om i sengen, så hans krop lå halv oven på min. ”Jeg er bange for at skade dig Lucie,” mumlede han og tørrede forsigtigt mine tårer væk.  ”Så lad være med at afvise mig. Det har ingen af os brug for lige nu,” hviskede jeg mod hans læber, som han kort efter pressede mod mine.

Følelsen af at være hel ved følelsen af hans læber mod mine, beroligede min krop. ”Undskyld,” hviskede han mod mine læber, og fortsatte med små kys ned langs min hals. Jeg snøftede kort og lod mine hænder glide op i hans hår. Jeg havde savnet ham så meget, og denne dag havde været så grænseoverskridende og trist, at jeg – og Zayn, havde brug for noget mindre smertefuldt. Vi havde brug for at være sammen. Jeg havde brug for ham på alle mulige menneskelige måder, og jeg havde brug for at få Ant væk.

Mine hænder fandt tilbage op under hans trøje og gled over hans muskler. En masse minder kom tilbage til mig. Blandt andet, hvordan jeg før i dag havde afvist ham fordi Ant dukkede op i mine tanker. Men han kunne ikke skade mig længere. Det var meningen det skulle få Zayn til at gå fra mig, men det havde fået os tættere på hinanden, og Zayn vidste alt. Så ingenting kunne skade mig. De kunne ikke længere gøre noget imod mig, som jeg ville stå ene om – ikke længere.

Zayns hænder gled ivrigt men dog forsigtigt rundt på min krop, hvilket bare gjorde lysten større. Jeg var ikke svag. Jeg kunne godt klare det ordentligt, så derfor skubbede jeg til ham, så han røg om på sengen.

Et smil gled over mit halv hævet ansigt, inden jeg trak trøjen af ham, og kyssede ham ned langs maven, indtil jeg nåede hans buksekant. Jeg knappede hans bukser op, og lod mine hænder glide op af hans hals, samt små kys indtil jeg nåede hans mund. Jeg kærtegnede blidt hans kind, inden jeg lod min hånd glide ned i hans bukser.

Hans krop spændte let ved mine berøringer, hvilket fik mig til at smile. Jeg kyssede ham ned langs halsen igen, og kunne høre hans små støn. Jeg bed ham blidt i øreflippen, hvilket åbenbart blev for meget for ham, for lidt efter lå jeg igen under ham, mens hans hænder trak mine bukser af.

Han kiggede mig i øjnene, og lod hans fingre glide hen over mit kraveben. ”Jeg elsker dig Lucie,” hviskede han inden han fik os smeltet helt sammen.

En smerte som jeg snart burde være vant til, skød igennem mig, og fik mig til at bore mine negle ind i ryggen på ham. Han kyssede mig blidt på munden og satte tempoet op.

Uden pis. Det var nok det mest romantiske sex jeg nogensinde havde haft. Jeg blev næsten druknet i følelser fra både hans og min side – men det kunne jeg godt vænne mig til. Jeg elskede ham, og alt hvad der var sket i dag, blev sat på en stand by. 

------------------------------------------------

Godt så. Der skete jo utrolig meget i det kapitel! :-o) 

Hvad synes I om kapitlet? Og hvad synes i om Zayns reaktion? 

- Vi ville blive glade, hvis I gad at like den! KYS TIL JER SØDE MENNESKER! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...