The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1042Likes
1006Kommentarer
114687Visninger
AA

11. Kapitel 8.

Nialls synsvinkel

At vågne på grund af noget vand, der løber, er en af de mest trælse måder, du kan vågne på. Jeg hader den i hvert fald.

Jeg sank lidt og undgik at åbne mine øjne, så jeg måske kunne falde i søvn igen, men det hjalp ikke rigtigt, da vandet gav mig trang til at tisse. Jeg sukkede langsomt og åbnede øjnene roligt, så lyset ikke stod ind i mine øjne. Liam burde virkelig se at anskaffe sig nogle gardiner i hans stue.

Jeg satte lidt op i soveposen og kiggede rundt i stuen, hvor resten af drengene lå. På nær Liam, der selvfølelig skulle sove virkelig godt i hans seng, og lade os andre ligge i stikken på trægulvet, da han ikke kunne finde luftmadrasserne. Og hvis ikke det var for Harry, Louis og jeg, havde Zayn sovet i Lucies seng. En omgang forrædere hele bundet!

Drengene sov alle sammen, og de snorkede – ergo, jeg ville slet ikke kunne falde i søvn nu. Og jeg skulle tisse på grund af vandet, der før havde løbet ude på badeværelset. Liam måtte være oppe.

Jeg rejste mig op og listede lydløst ud i gangen, hvor jeg fandt vejen ud mod toilettet, og som jeg passerede Lucies værelse, syntes jeg, jeg hørte en lyd.

Jeg rynkede panden lidt forvirret. Liam burde da ikke være inde på Lucies værelse? Eller burde han? Dumt spørgsmål, for det burde han ikke. Måske var Lucie kommet hjem?

Jeg trådte hen til døren og åbnede den stille, hvorefter jeg langsomt trådte ind, så jeg knap nok nåede at se Lucie i undertøj, før hun begyndte at skrige af forskrækkelse, og hurtigt var jeg henne ved hende og holdt hende for munden, så hun ikke ville vække drengene. ”Rolig nu, det er bare mig,” sagde jeg overrasket og en smule skræmt, ikke mindst undrende. Undrende fordi Lucie skreg over, at jeg kom ind til hende. Hun plejede da ikke at skrige? Især ikke over sådan en lille ting. Ikke engang selvom hun stod i undertøj.

Jeg fjernede hånden og lod den glide ned langs min hofte igen, imens jeg studerede hendes ansigt, hvor der var et blå mærke. Hvad var der lige sket der? Jeg rynkede panden og kunne se, at Lucie spændte i hendes krop, og derfor lod jeg også mine øjne undersøge den. Jeg gav hende et langtrukkent elevatorblik, og vidste med det samme ikke, hvordan jeg skulle reagere. Rifter. Blå mærker. Hvad i alverden var der dog sket?!

Da jeg kiggede op, stirrede jeg bare chokeret på hende. Hun så langsomt op, og jeg fangede kort hendes blik, men nåede ikke rigtig at aflæse noget andet end frygt, inden det fandt gulvet igen.

Der var noget helt galt her.

”Lucie, hvad er det sket?” spurgte jeg lavt og chokeret. Hun fastholdte sit blik ned i gulvet, hvilket allerede fik panikken til at vokse. Hvad var der dog sket?

”Lucie,” sagde jeg igen, eftersom hun ikke svarede, denne gang i en lidt hårdere tone. Hun kiggede lidt op og så hen på mig, men undgik mit blik. ”Det er lige meget,” mumlede hun lavt, så jeg næsten ikke kunne høre det. Aldrig havde jeg hørt hende så svag, og det overraskede mig meget. Hvad blev der af den hårde, bestemte Lucie?

”Nej, hvad er der sket?” blev jeg stædigt ved, dog i en blid tone, imens jeg langsomt tog hendes hånd. Hun prøvede at trække sin hånd til sig med en slap bevægelse, så der ikke skete særlig meget. Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad der var galt. Hun var nærmest ikke sig selv.

”Lucie, fortæl mig det nu,” sagde jeg og kiggede bedrøvet på hende. Hun så stadigvæk ned i gulvet og sagde ingenting. Dog kunne jeg pludselig høre et lille snøft, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynene lidt, imens en dårlig fornemmelse borede sig ind i min krop.

Hun så langsomt op på mig, imens et par tårer løb ned ad hendes kind.

Det var så forkert det her. Der var noget fuldstændig galt. Hun ville aldrig græde overfor mig. Hun græd i forvejen ikke overfor Zayn og Liam, så hvorfor skulle hun græde overfor mig?

Jeg bed mig lidt i læben, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre lige nu. Det var første gang, jeg havde set Lucie græde sådan over for mig, og på en måde skræmte det mig lidt. Jeg vidste ikke, hvad Zayn eller Liam plejede at gøre for at trøste hende. Jeg gættede på, at jeg ikke havde den samme effekt på hende som dem. Og slet ikke som Zayn endda. Han var jo nærmest den, der var bedst på hele det område.

”Skal jeg hente Zayn?” forsøgte jeg langsomt og kiggede indtrængende på hende. Hun så hurtigt op på med et hårdt blik og rystede med det samme på hovedet, imens et på tårer blev ved med at glide ned. ”Det gør du ikke,” sagde hun efterfølgende med en stemme, der pludselig lød fjendtlig, og jeg måtte indrømme, at jeg blev en smule forskrækket.

”Rolig nu,” svarede jeg hurtigt og lavede en langsom bevægelse med hånden, så hun slap lidt af. Hendes øjne blødte op igen, og jeg sank en lettet klump. Også selvom jeg ikke ligefrem var lettet. Hvis Lucie ikke ville have, at jeg hentede Zayn, når hun græd, måtte den være helt gal. Og det måtte være alvorligt.

”Lucie, hvad er der sket?” spurgte jeg igen og så seriøst på hende. Hun svarede ikke med det samme, som om hun stod og overvejede, om hun skulle sige det eller ej. Alligevel endte det med en hovedrysten. ”Jeg vil ikke snakke om det,” anerkendte hun kort og kiggede væk fra mig.

Jeg kunne tydeligt se tårerne, der stadigvæk banede sig ned ad hendes kinder, hvilket gjorde ondt på mig. Jeg hadede at se folk græde, og at se Lucie græde sådan her, gjorde altså også bare ondt.

Det gik mig dog bare lidt på, at hun ikke ville fortælle mig, hvad der var galt. Hvis hun heller ikke ville sige det til Zayn, hvem ville hun så sige det til? Jeg var nødt til at presse på.

”Lucie, det er enten det eller Zayn,” endte jeg med at sige i et bestemt tonefald, selvom jeg slet ikke følte mig bestemt. Jeg havde lyst til at gå hen og slå armene om hende, og sige det nok skulle gå, uanset hvad der var galt.

Lucie kiggede såret op på mig, hvilket gav mig skyldfølelse. Især da hun lod et hulk undslippe hendes læber. Men jeg var nødt til at holde fast i det. Hun måtte fortælle mig, hvad der var sket.

Hun kiggede ganske langsomt væk fra mig, som om hun ikke havde lyst til at fortælle det overhovedet.

”April,” hviskede hun så, hvilket gav mig et stik i maven. April? Hvad? Var de ikke veninder?

”Har April gjort det?” spurgte jeg en smule chokeret. Lucie så endelig på mig og tørrede hendes øjne kort, imens hun rystede på hovedet. Jeg rynkede panden forvirret og ventede på, at hun sagde noget, men hun stod bare musestille, hvilket gjorde mig frustreret.

”Lucie, hvad foregår der?” sagde jeg pludselig en smule hårdt. Jeg skulle have svar nu.

Hendes blik mødte mit, og hun bed sig i læben, inden hun endelig åbnede munden, også gik hun ellers bare i gang med at fortælle. Grædende forklarede hun mig alt om April. Hendes konsekvenser på grund af billeder af Lucie og Zayn, der laver noget seksuelt, og truer med at lægge dem ud på nettet.

For hvert ord hun sagde, blev jeg mere og mere sur. Hvad havde April gang i? Var hun i gang med at smadre Lucie liv fuldstændig?

Hvis jeg havde forstået det rigtigt, ville Lucie heller leve under Aprils magt end at få de billeder lagt på nettet, og jeg kunne på en måde slet ikke forstå hende. Ville hun virkelig gøre alt det for Zayn? Der var kommet så meget splid imellem hende og Zayn, efter Lucie blev 'veninder' med April. Hvorfor ville hun risikere det? Og hvorfor havde hun ikke sagt noget til Zayn? Han ville være bedøvende lige glad med de billeder, selvom det ville skade hans karriere, og han selvfølelig ville blive en smule ked af det. Men jeg ville vædde med, at han heller ville lade det ske, end at Lucie skulle lade som om, hun var veninder med April og samtidig udføre en række modbydelige konsekvenser.

Da jeg under en kortvarig stilhed, lod mit blik undersøge hendes krop endnu en gang og fik igen øje på rifterne og de blå mærker. Lucie havde fortalt om de konsekvenser, hun havde klaret, men hvilken konsekvens udover en slåskamp kunne have udløst dette?

Jeg så op på hende igen og lagde mærke til, at hende blik stadigvæk hvilede på mig. Hun vidste godt, hvad jeg ville spørge om.

”Lucie, hvad er der mere sket?” spurgte jeg roligt og indtrængende. Hun stirrede ind i mine øjne, og jeg kunne se hendes krop begyndte at ryste, som om hun stod og rystede af skræk. Det var uden tvivl noget seriøst, der var sket.

”Det var Ant,” mumlede hun lidt efter og kiggede bare ned i gulvet, hvor hendes tårer landede. Jeg løftede øjenbrynene lidt. ”Ant?” gentog jeg lettere forvirret. Hvad havde Ant med det her at gøre? Han var da Zayns ven. Han ville da ikke skade hende.

”Lucie, hvad har Ant gjort?” spurgte jeg igen, imens en kold fornemmelse løb ned ad min ryg, og fik hårene på mine arme til at rejse sig.

Hun havde fået styr på sine tårer førhen, men nu kom de frem i hende øjne igen. Det var tydeligt at se. Og det gav mig virkelig bange fornemmelser.

”Jeg prøvede virkelig at stoppe ham, det gjorde jeg virkelig.”

Jeg spærrede øjnene op, som hun stod og fortalte mig de ord. En hver person ville kunne regne ud, hvad der var sket.

”Har han voldtaget dig?!” spurgte jeg højt og så brandalvorligt på hende. Hun sagde ikke noget men begyndte bare at græde igen, så jeg kendte udmærket godt svaret. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var mundlam. Det var som om, at hele mit hoved gik i stå et kort øjeblik, og jeg kun kunne fokusere på Lucies sorg. Hun var knust over det – og det var der slet intet at sige til.

Vreden steg langsomt i mig. En vrede til Ant. Hvilken ven ville voldtage ens kæreste?! Var han syg i hovedet eller sådan noget?

Eftersom Lucie bare stod og græd, trådte jeg frem mod hende og lagde armene om hende, inden hun nåede at vige tilbage. Hun begravede sit hoved i min skulder og snøftede bare. Jeg aede hende blidt på ryggen og håbede på, at det ville berolige hende en smule.

Jeg var så vred og ked af det. Jeg holdt allerede utrolig meget af Lucie, selvom vi ikke var mega tætte, men hun var en del af familien. Tanken om, at hun var blevet mishandlet sådan, gjorde bare ondt. Hun fortjente det slet ikke. Hvad helvede havde April egentlig gang i? Hun var mindst ligeså syg i hovedet som Ant.

Angående Ant, så måtte Zayn vide det – han måtte vide, hvad der foregik. Hvorfor Lucie havde 'tilgivet' April. Han hadede i forvejen tanken om, at hun havde det, og han fortjente nu at få sandheden at vide. Men jeg var samtidig måske også en smule bange for, hvordan han ville reagere. Hvis jeg skulle være helt ærlig, tror jeg, at han ville flippe ud. Men det var der nok ikke noget at sige til. Hans kæreste var blevet voldtaget på grund af en dum tøs, der ikke kunne klare, at hun havde mistet noget. Sygt, siger jeg dig!

Da jeg bare stod tavst og prøvede på at trøste, gik det op for mig, at jeg slet ikke duede til at trøste Lucie. Det var ikke fordi hun var en avanceret type, jeg kendte hende såmænd bare ikke godt nok til at vide, hvad der beroligede hende – som sagt, jeg var ikke ligesom Zayn for hende.

”Lucie, skal jeg hente Zayn?” spurgte jeg langsomt og håbede inderligt på et ja. Han blev nødt til at vide det. Det var virkelig alvorligt, så ja, han skulle vide det.

Men jeg mødte det, jeg forventede – et par øjne, der sagde nej, og en hysterisk hovedrysten.

”Niall, Zayn må ikke vide noget om det!” sagde hun skrapt og tørrede sine øjne med bagsiden af sin hånd. Jeg skød et øjenbryn i vejret og så bedrøvet på hende. ”Lucie, han fortjener at vide det. Han er din kæreste. Hvad hvis han kan sætte en stopper for det?” prøvede jeg og så bedende på hende. Hun rystede dog bare blot på hovedet igen.

”Intet stopper April,” hviskede hun kort og lod et hulk undslippe. Jeg sukkede lydløst og tog hendes hænder i mine, imens jeg bevarede vores øjenkontakt. ”Hør, du bliver nødt til at sige det. Vi ved begge godt, at Zayn ikke er dum, og før du ved af det, ved han det. Lucie, jeg mener det helt seriøst. Zayn er god til at gennemskue dig, og hvis jeg ikke tager fejl, ved han godt, at der er noget.”

Og det var nu ikke løgn. Zayn havde godt i går aftes, inden vi gik i seng, fortalt om et par mistænkelige ting omkring Lucie og April. Men jeg var nødt til at presse Lucie ved at sige det. Hun blev nødt til at fortælle Zayn det hele.

Hun bed sig i læben og rystede på hovedet. ”Niall, vil du ikke nok bare lade være med at sige noget,” bad hun igen med et lav stemme og så mig i øjnene med et bedende blik, som jeg ikke kunne stå for.

Jeg sukkede lavt og nikkede så. Hun kiggede lettet på mig, men det varede ikke kort, da jeg ødelagde det igen, ”men Lucie, så må du love mig, at du også fortæller ham det på et tidspunkt,” sagde jeg langsomt. Hendes lettet blik blev erstattet af et blik fyldt med skuffelse og bebrejdelse, som prikkede mig i siden. Men jeg var nødt til at ignorere det og stå fast.

Da hun endelig nikkede, kunne jeg lydløst ånde lettet op. Også selvom det ikke så særlig overbevisende ud, men det var et skridt tættere på, og hvis jeg kendte Lucie ret, ville hun fortælle Zayn det, hvis jeg bare kørte på hende. Ikke det jeg havde mest lyst til, men hvis det blev nødvendigt, måtte jeg vel gøre det.

Jeg så alvorligt på hende og løftede hendes ansigt op igen, så vi så hinanden i øjnene. ”Lucie, lov mig, at siger det. Lov mig det.” Hun slap heldigvis ikke kontakten, men nikkede bare. ”Jeg lover.”

 

***

 

Zayns synsvinkel

Efter tre dage med venner og et par interviews, kunne jeg endelig slappe lidt af. Jeg var henne hos Harry og Louis lige nu, og Niall var her også. Liam skulle ud med Danielle efter vores interview og valgte derfor ikke at deltage i vores andres dovendag. Harry havde både bagt cookies og boller, og Louis havde lavet varm kakao og pisket en masse flødeskum. Niall og jeg havde derimod bare fundet en masse film, som vi kunne se, selvom vi gjorde det ret ofte. Men det var da bare med at nyde fritiden, når man havde den. Inden længe vidste vi alle sammen, at vi ville savne den.

”Kan vi ikke se denne her først?” spurgte Niall og pegede på en eller anden Batman film. Jeg grinede bare og nikkede så. ”Men så ser vi også Transformers bagefter!” fastslog jeg og smed mig i den bedste sofa, da min telefon pludselig ringede.

Jeg tog den op ad lommen og læste på skærmen, at det var Liam. Hvad ville han? Var han ikke ude med Danielle? Jeg besvarede opkaldet og tog telefonen op til mit øre.

”Hey, Liam!” sagde jeg med et smil. Han grinede kort, men latteren døde lidt hen, hvilket fik mig til at rynke panden lidt. Det lød nærmest som om, der var noget galt, hvis jeg skulle være helt ærlig. ”Er du ikke ude med Danielle?” spurgte jeg langsomt. ”Nej, vi rykkede det til i morgen, så..” forklarede han kort og rodede rundt med et eller andet. Jeg nikkede roligt. Noget sagde mig, at det ikke ligefrem var det, han ville fortælle mig.

”Men Zayn,” begyndte han så. Det lød ret alvorligt, og jeg satte mig derfor op i sofaen. Niall havde givet mig sin opmærksomhed og så bare opslugt på mig. ”Ja?” sagde jeg kort. Han sukkede langsomt. ”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det... Nu har du jo ikke set Lucie i tre dage, så du kan ikke vide det helt præcis. Men jeg syntes bare, at hun at opføre sig anderledes,” fortsatte han med en lidt fortvivlet stemme, som om han stod i et dilemma, om han tog fejl eller havde ret.

Jeg rynkede panden lidt. ”Anderledes?” gentog jeg med en lille stemme.

”Ja, bare.. jeg kan ikke forklare det. Hun virker ked af det. Stille og rolig i forhold til hvad hun plejer.” Stille og rolig? Det lignede ikke Lucie, nej. Var der sket noget?

”Og jeg tænkte bare på, at hvis du og drengene havde lyst, kunne i måske komme over, så vi alle kan lave en hyggeaften. Måske kan det få Lucies humør op?” Mine tanker var stadigvæk ved Lucie, da jeg fandt ud af, at Liam havde snakket til mig. Jeg skævede hurtigt til Niall, der sad med løftet øjenbryn på gulvet og så undrende på mig. ”Jo, vi skal nok komme. Er der nok om en halv time sådan cirka,” svarede jeg ganske roligt og rejste mig fra sofaen. ”Ok. Så ses vi bare.” ”Jep!”.

Jeg lagde på og kiggede på Niall. ”Hvad skal vi?” spurgte han forvirret og rejste sig op. ”Vi tager hen til Liam og holder hyggeaften der,” forklarede jeg og sendte ham et smil. Han nikkede langsomt. ”Bare tag filmene med,” sagde jeg og gik ud i køkkenet til Louis og Harry, der stod og snakkede. ”Drenge, vi tager over til Liam.” De så begge med løftet øjenbryn på mig. ”Var han ikke ude med Danielle?” spurgte Harry undrende. Jeg rystede på hovedet. ”De ændrede planer til i morgen,” fortalte jeg med et lille skuldertræk.

”Men kan Liam så ikke komme herhen? Jeg orker ikke at køre mere i dag,” hylede Louis. Harry grinede af ham og slog ham blidt på skulderen. ”Av, Hazza!” mumlede han og slog tilbage. Jeg grinede kort og rystede på hovedet af dem. De kiggede begge på mig, som om de afventede svar, og så huskede jeg hurtigt, at Louis havde stillet mig et spørgsmål.

”Tja, Liam mener, at Lucie har brug for os,” svarede jeg kort og bed mig i læben, imens mine tanker kørte rundt i mit hoved. Hvad hvis hun var ked af det? Hvorfor havde hun så ikke sagt noget? Nu håbede jeg ikke, at det havde noget med April at gøre.

Louis og Harry så bekymret på mig, men jeg rystede bare på hovedet. ”Jeg ved ligeså lidt, som i gør,” sagde jeg stille. De udvekslede kort blikke med hinanden og så så på mig igen. ”Så lad os da komme af sted!”

 

***

Det tog ret lang tid at komme hen til Liam. Der var meget trafik, men vi nåede da endelig frem i godt behold. Harry havde taget alle bollerne og cookiesne med, Niall filmene, og Louis og jeg havde taget dyner og puder med til ekstra brug.

Vi besluttede os i dag for at tage elevatoren, der næsten stoppede lige foran Liams lejlighed. Døren stod på klem, så noget sagde mig, at han han godt vidste at vi kom nu.

”Hænderne op, der er røveri!” råbte Niall ind i lejligheden med en hård stemme. Jeg rystede på hovedet og stillede mine sko. ”Meget morsom, Nialler,” lød det fra stuen.

Drengene grinede og smuttede ind i stuen til Liam. Jeg vinkede kort til ham som hilsen. ”Hun er på sit værelse,” sagde han smilende, som om han havde læst mine tanker. Jeg smilede svagt. ”Takker.” Jeg vendte mig om og smuttede hen ad gangen, indtil jeg stod foran Lucies værelse. Inden jeg gik ind, bankede jeg hurtigt på tre gange og åbnede så døren. Jeg fik hurtigt øje på Lucie, der lå i sin seng med sin mobil i hånden. Hendes blik farede op på mig, og hun satte sig hurtigt op med et forvirret blik.

”Hvad laver du her?” spurgte hun undrende, imens jeg lukkede døren efter mig og fortsatte hen til hende. Jeg lo kort. ”Jamen, jeg er da også glad for at se dig,” sagde jeg smilende og lænede mig frem mod hende. Vores læber mødtes i et hurtigt kys, der fik min krop til at reagere kraftigt. Jeg havde virkelig savnet hende i de tre dage, og det var ikke rigtig gået op for mig før nu, hvor jeg endelig var sammen med hende igen.

”Liam inviterede os herover til en hyggeaften,” forklarede jeg og smilede igen. Hun nikkede langsomt med hovedet. ”Så resten af drengene er her også?” sagde hun lidt efter. ”Jeps,” erklærende jeg og kørte lidt hår væk fra hendes ansigt. Hun smilede svagt og så herefter væk fra mig. Jeg rynkede panden lidt og tænkte over det, som Liam havde fortalt mig. Han havde ret – hun virkede ked af det.

Jeg ville gerne spørge ind til det, men så alligevel. Hvis jeg kendte Lucie ret, skulle jeg lige nu bare lade det ligge til senere. Og så kunne jeg bare give hende en masse omsorg og kærlighed. Men fristelsen var der. Jeg ville gerne vide, om det havde noget med April at gøre eller ej.

Det bankede pludselig på døren, og vi så begge derhen, hvor Liam stak hovedet ind. ”Kommer i ikke med ind og ser film?” spurgte han med et smil. Jeg kiggede hen på Lucie, der rystede på hovedet. ”Jeg bliver her,” sagde hun kort. Jeg kunne ligeså stille føle bekymringen stige. Det lignede slet ikke Lucie at være sådan. Hun plejede altid at sige ja, når drengene var her.

Liam fangede mit blik, og han kunne godt se på mig, at jeg kunne se, der var noget. ”Jeg bliver også bare her,” svarede jeg ham og smilede lidt. Han nikkede en enkelt gang med et tøvende smil, inden han gik ud af værelset igen og lukkede døren igen.

Der var lidt stilhed, indtil jeg besluttede mig for at bryde den, ”skal vi se en film?” Jeg ventede ikke ligefrem på noget svar, men rejste mig bare og gik hen til dvd-hylden. ”Kan vi godt,” mumlede hun stille. Mine tanker var så betaget af hende, at jeg bare tog en eller anden film. Lige nu var det ikke ligefrem den, der betød noget.

Jeg satte den på og tog fjernbetjeningen med hen i sengen til Lucie, der havde lagt sig ned. Hun smilede til mig, da jeg lagde mig ned ved siden af hende. Jeg kyssede hende blidt på kinden, og følte en gnist imellem os, der som sædvanlig gav en vidunderlig følelse i min mave.

”Hvordan går det?” spurgte jeg langsomt og kærtegnede hendes hånd blidt under reklamerne. Hun trak lidt på skuldrende. ”Som sædvanlig,” svarede hun kort. Jeg så en smule skeptisk på hende. ”Er der ikke sket noget nyt?” Hun rystede lidt på hovedet og smilede så til mig. Endelig.

”Hvad med dig? Hvordan gik interviewet i dag?” Jeg løftede øjenbrynene lidt, men lod det ligge. ”Helt fint. Jeg dystede mod Louis i Just Dance,” sagde jeg med et lille grin og kørte en hånd igennem hendes hår. Hun lod en lav latter slippe ud, hvilket jeg smilede stort af. ”Så vandt du vel også?” spurgte hun nysgerrigt og gav sig til at køre sine fingerspidser op og ned ad min arm, hvilket sendte en masse signaler rundt i min krop.

”Du ved godt, at jeg ikke kan danse,” svarede jeg sikkert og sendte hende et kærligt blik smil. Hun løftede øjenbrynene en smule og rystede på hovedet af mig.

Jeg kiggede hen på fjernsynet og så, at jeg skulle starte filmen, så det gjorde jeg hurtigt. Jeg lagde efterfølgende fjernbetjeningen på natbordet og lagde mig så til rette. Lucie lagde sig lidt efter helt ind til mig, og jeg lagde mine arme rundt om hende – sådan som vi lå, når vi skulle sove.

Selvom jeg var glad for, at jeg før havde fået hende til at smile, kunne jeg heller ikke lade være med at være lidt bekymret for hende. Der var et eller andet galt, det vidste jeg. Men jeg ville ikke spørge ind til det lige nu. Måske i morgen. Nu skulle vi bare nyde tiden vi havde sammen. Hun lå endelig i mine arme, og jeg elskede følelsen af hendes nærvær.

Filmen startede, og jeg fandt ud af, at vi så She's the Man. Jeg var ret optaget af den, imens jeg bare lå og nussede Lucie op og ned ad armen. Jeg kunne tydeligt mærke kuldegysningerne på den, hvilket fik mig til at smile svagt for mig selv.

Jeg kørte mine fingre ned langs hendes hofte og tegnede cirkler på det i et håb om, at hun ville komme på andre tanker af det. Ligeså stille lænede jeg mit hoved hen til hendes hoved og kyssede hende blidt på kinden.

”Jeg elsker dig,” mumlede jeg langsomt og kørte mine læber ned ad hendes læber. Hun svarede ikke, men hendes vejrtrækning steg, så jeg kunne regne ud, at hun blev en smule tændt af det.

Jeg fik bevæget mig selv ovenpå hende og så hende knap nok i øjnene, før jeg kyssede hende grådigt på læberne. Hun virkede ikke særlig begejstret i starten, men til sidst kyssede hun endelig med.

Jeg førte mine hænder ind under hendes top og udforskede hendes krop, præcis som jeg plejede. Et lille smil formede sig på mine læber, da hun endelig begyndte at rode i mit hår, hvilket hun også altid gjorde. Mit hjerte bankede hårdt, og min vejrtrækning steg, imens jeg kyssede hende på brystkassen. Hun lod et suk undslippe sine læber, hvilket fik min krop til at reagere voldsomt.

Jeg rettede mig op og trak min t-shirt over hovedet og smed den på gulvet, hvorefter jeg kyssede Lucie på læberne igen. Jeg ville tage fat i kanten af hendes top, men hun tog hurtigt mine hænder væk fra den igen, hvilket fik mig til at rynke panden lidt. Jeg ignorerede det bare og koncentrerede mig om at kysse hende lidenskabeligt.

”Zayn,” mumlede hun forpustet. ”Mm,” svarede jeg under et kys og fortsatte det. Hun førte sine hænder op til min brystkasse og prøvede at skubbe mig lidt væk, men jeg tog fat i hendes arme og førte dem op over hende hoved, så hun ikke kunne gøre noget. Hun gjorde en smule modstand, men jeg smilede bare for mig selv og gjorde mine kys mere intense og forførende, imens jeg lagde lidt mere af min vægt ned mod hende, så jeg kunne mærke hende hjerte banke hårdt mod mit – hårdere end sædvanlig.

Jeg havde en forfærdelig trang til hende, eftersom der var gået tre dage, og det gjorde, at jeg måske blev lidt vildere i mine bevægelser, men selvfølelig intet ondt. Det virkede som om, at Lucie var helt med på den. Dog begyndte hun pludselig at vride sig under mig og kæmpe lidt med at få mine hænder væk fra hendes arme, og hun drejede hovedet en smule.

Jeg smilede for mig selv. Hun var lidt af en udfordring i dag, men jeg nød det. Hun var værd at kæmpe for.

Jeg fangede dog hendes læber igen og tog en godt tag om hendes arme og lagde hele min vægt mod hendes. Hun rykkede uroligt på sig, og jeg klemte hende derfor lidt med mine ben. Jeg kunne tydeligt mærke hende spænde som en gal, men ignorerede det. Jeg forsatte med at kysse hende ned ad kravebenet og gav hende et sugemærke.

”Zayn, stop,” lød det fra Lucie imens. Jeg gjorde ikke som hun sagde, og fortsatte bare. Og så selvom hun sagde det endnu en gang.

Men til sidst stoppede jeg til gengæld. Jeg havde fat om hendes arme med en hånd, og med den anden skulle jeg til at fjerne hendes top, da hun pludselig skreg og spjættede med sine ben, så jeg stoppede med at kysse hende og satte mig forskrækket op.

”Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret og kunne tydeligt mærke hele lysten forsvinde med det samme, da jeg så Lucies ansigt. Hun så bare på med et helt ulæseligt blik, ingen lyst, ingen længsel eller noget. Herefter prøvede hun så bare at skubbe mig væk fra hende.

”Lucie, hvad er der?” prøvede jeg igen og ville fange hendes blik, men hun koncentrerede sig bare mere om at få mig væk fra hende, som om hun afskyede mig. Jeg var helt forvirret. Hvad lavede hun? Hun havde aldrig nogen sinde reageret sådan, når vi var sammen. På en måde irriterede det mig, især fordi hun ikke svarede mig. Bare det, at hun afviste mig, gjorde mig irriteret og sur. Som sagt havde hun aldrig afvist mig før, og det lignede hende slet ikke. Hun burde vide, at jeg ville hade det, især på den måde, når hun ikke svarede mig.

Og det var så der alle mine tanker røg hen på April. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det var April, der fik Lucie til at afvise mig. Det skulle ikke undre mig. Lucie sagde jo næsten ja til alt, hvad April forlangte, og det var virkelig provokerende. Jeg vidste udmærket godt, at hun gjorde det for at sætte mit og Lucies forhold under splid, og det gjorde mig virkelig bare vred, at Lucies adlød hende som en eller anden hundehvalp.

”Lucie, svar mig nu for fanden,” blev jeg irriteret ved og så en smule surt på hende. Fjernsynet var det eneste lys, der kørte i baggrunden og gjorde, så jeg kunne se hende. Dog kunne jeg ikke bedømme hendes blik, da jeg ikke kunne se det ordentligt.

”Der er ikke noget,” svarede hun afvisende, hvilket bare irriterede mig endnu mere. Hun var slet ikke sig selv nu. Det kunne umuligt være andre end Aprils værk.

”Lad nu være med at afvise mig,” sagde jeg en smule bestemt og højt, hvorefter jeg stillede mig på gulvet, så hun udmærket godt vidste, at jeg var sur. Hun satte sig op i sengen og rettede på sin top, imens hun kiggede et smule irriteret på mig. ”Zayn, der er intet, okay? Lad det nu bare ligge.” Hun rystede sukkende på hovedet af mig, hvilket fik vreden til at stige helt. Hvorfor troede hun bare, at hun kunne lægge alting på hylden uden at forklare mig noget først?

”Er det April, der vil have dig til det?” kom det koldt ud af mine læber. Hun så igen hen på mig med et stik af sorg i blikket. Jeg faldt ikke for det. Jeg havde allerede læst hendes signaler helt forkert en gang, så hvorfor skulle det ske igen?

”Til hvad?” spurgte hun med en lav stemme. Jeg kiggede op i loftet og bed mig i læben for ikke at råbe af hende. ”Til at afvise mig sådan der,” sagde jeg hårdt og så på hende igen. Hendes øjne blev straks kolde, og hun rejste sig op. ”Zayn, April har intet med dette her at gøre, så bare bland hende udenom!”

Jeg himlede med øjnene. ”Nej, slet ikke,” svarede jeg ironisk. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så bare surt på mig. ”Hun har intet med det at gøre, og lad det nu bare ligge, okay?!” sagde hun ophidset og slog ud med armene, så jeg umuligt kunne undgå at lægge mærke til en lang rift på hendes arm.

”Lucie, hvad fanden er der galt med dig?!” råbte jeg vredt og højt, så min stemme rungede i mine ører. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg knyttede automatisk næverne. Lucie så en smule overrasket på mig, men hun fastholdte sin kolde facade, som hun udmærket godt vidste, at jeg hadede.

”Hvorfor kan du ikke bare stole på mig?” spurgte hun lidt efter med en lav stemme, der lød som is i mine ører. Jeg kneb mine øjne sammen. Stole på hende. Var det en joke? Jeg havde fandeme stolet på hende, så det gjorde helt ondt, og hvad havde jeg fået ud af det? Ikke en fucking skid! Hele vores forhold lå fandeme snart på stregen til at blive ødelagt, og jeg måtte sgu da gøre et eller andet for at prøve at redde det.

”Lucie, jeg har stolet på dig de mange sidste uger, men prøv at se på os!” eksploderede jeg og bed tænderne hårdt sammen, da jeg hørte døren bag mig gå op. Som sædvanlig. Dog ignorerede jeg det bare og trådte et skridt tættere på Lucie. Fuck det med at drengene var herinde. Hun fortjente fandeme at vide det hele nu.

”Kan du ikke se, hvad fanden hun gør ved os?” hvæsede jeg ophidset. Lucie så forvirret på mig, men jeg kunne udmærket godt se, at det bare var en omgang lorte skuespil. ”Hvad mener du spurgte hun forvirret?”

Hun var virkelig selv udenom det. Hun legede virkelig med ilden her, og jeg vidste, at hun vidste det.

”Lucie, for helvede! Jeg ved sgu da godt, at der foregår noget imellem dig og April! Jeg kan se April bestemmer over dig. Jeg er ikke dum, okay?!” råbte jeg vredt og slog ud med armene og kunne nogle få millisekunder efter mærke, en eller anden tage fat i den ene med et lidt hårdt greb.

”Zayn, hold din kæft og skrid!” skreg Lucie højt og lød nærmere ked af det end vred nu.

”Så fortæl mig for fanden da, hvad der foregår!” ”Der foregår jo for helvede intet!” Jeg blev så vred af at høre hende lyve lige foran mig. Havde jeg ikke lige forklaret hende, at jeg ikke var dum? Og så stod hun fandeme bare og løj mig lige op i fjæset!

Jeg vendte mig kort om og opdagede, at drengene stod og så chokeret på os. Personen, der holdt fast i min arm, var Louis, hvilket jeg på en måde allerede havde gættet på. Jeg var ked af, at det skulle gå ud over ham, men jeg kunne ikke kontrollere min vrede ordentligt og endte derfor med at skubbe ham hårdt væk fra mig og overlod igen min opmærksomhed til Lucie.

Hun så en smule chokeret fra Louis til mig, imens hun sendte mig et vredt blik. ”Zayn, gå,” blev hun ved, men jeg rystede bare på hovedet. ”Fortæl mig, hvad der foregår,” vrissede jeg, lige på rangen til at gå amok.

”Gå nu bare!” sagde hun højt og bestemt og trådte frem mod mig. Vreden som jeg forsøgte slap ud, og jeg trådte selv et skridt frem mod hende, imens jeg tog fat i hendes arm. ”Så fortæl mig, hvad fanden April har gjort ved min Lucie,” råbte jeg opgivende.

Hun åbnede munden og skulle til at råbe et eller andet igen, da Niall pludselig dukkede op imellem os. ”Hvis du ikke siger det nu, Lucie, så gør jeg!” sagde han højt for at få begge vores opmærksomhed. Jeg rynkede panden forvirret og kiggede fra Lucie til ham. Hvad snakkede han lige om?

Lucie fastholdte sit blik på Niall og så bare såret på ham. ”Hvad?” spurgte jeg forvirret og kiggede på Niall, der også bare så på Lucie. Panikken tog langsomt over i min krop og fjernede noget af vreden med det samme. Der var noget helt galt. Selvom jeg havde vist det i et stykke tid, gik det mig pludselig virkelig meget på, og gjorde mig næsten bange.

”Det gør du ikke, Niall,” sagde Lucie lidt efter med en stemme, der lød som om hun både var ved at flippe ud og græde på sammen tid, imens hun så alvorligt på ham. Han rystede stramt på hovedet. ”Jeg gider virkelig ikke se på det her længere. Og Zayn fortjener at vide sandheden, Lucie.” ”Hold kæft, Niall!”

Jeg løftede øjenbrynene og kiggede bare på Lucie. Sandheden som jeg havde ledt efter i flere uger, kendte Niall til. Hvorfor havde hun fortalt ham den, når hun ikke ville fortælle mig den?

Lucie så hen på mig med et vredt blik, og Niall kiggede så hen på mig. ”Zay-” ”Niall, stop!” afbrød Lucie hårdt, hvilket fik ham til at stoppe, men jeg kiggede bare surt på hende, ”Lucie, hold så kæft,” sagde jeg og bed tænderne sammen. Hun tiede endelig stille og trådte et skridt tilbage, imens hele hendes facade langsomt splintrede i småstykker.

Jeg rystede en enkelt gang på hovedet af hende, før jeg så hen på Niall igen. ”Fortsæt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...