The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1044Likes
1006Kommentarer
115497Visninger
AA

9. Kapitel 7 - del 1

Lucies synsvinkel:

”April, du skiller os ad. Hvis det er din plan, så klarer du det ret godt, men jeg er træt af det, og jeg har brug for at være hos dem i aften! De kommer alle sammen og spiser, så nej, du kan ikke regne med mig i aften.” Sagde jeg surt i telefonen og kiggede hen mod døren, for at sikre mig, at hverken Zayn eller Liam kom ind.

De var i fuld gang med maden. Alle drengene kom i aften, og jeg havde faktisk ser frem til den her aften utrolig længe, og at være under Aprils magt, havde efterhånden kørt mig træt.

Jeg savnede drengene, og jeg savnede Zayn. Det var snart tre dage siden, at jeg havde set noget til dem, siden den fest. April havde ment, hvad hun sagde til den fest, og derfor var konsekvenserne blevet værre, men jeg kunne håndtere det, for jeg havde vidst, at denne aften ville blive god.

Bare smilet Liam havde haft, da jeg sagde, at de godt kunne regne med mig, havde gjort mig varm om hjertet. Jeg vidste de hadede at jeg var sammen med April, og tro mig, jeg hadede det dobbelt så meget som dem – men jeg gjorde det for dem.

”Du gør det virkelig slemt for dig selv Lucie.” Sagde April truende i mobilen. Ja og fuck dig.

Jeg sukkede. ”Ja, det gør jeg nok. Men den her aften har jeg set frem til. Så gør hvad du vil med de billeder April.” Jeg mente det ikke, men jeg blev nød til at få hende til at forstå, at jeg mente det her alvorligt. Jeg ville ikke skuffe dem igen, selvom jeg vidste, at jeg blev nødt til det. Det var en stor risiko at løbe – det vidste jeg.

Fik jeg denne aften for mig selv, så ville April gøre det hele værre, men jeg måtte nyde de ting jeg kunne få nu. Jeg havde flere gange været tæt på at opgive, men jeg kunne ikke leve med tanken om at smadre Zayns liv, så hellere lide selv. Jeg elskede ham for højt til at se ham være knust.

”En ide slog mig pludselig,” sagde April, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Det her kunne umuligt tyde godt. Når April fik en ide, var jeg altid hovedpersonen i det hele.

”Jeg kommer og spiser med.” En sten landede i min mave – eller det føltes sådan. Hende spise med? Forstod hun ikke en hentydning? Jeg ville ikke se hende i dag!

”April, det tror jeg ikke de er så glade for.” mumlede jeg og kiggede hen mod døren, da jeg hørte fodskridt på gangen. De ville snart komme, så jeg havde ikke så meget tid.

Jeg kiggede mig selv i spejlet, min kjole sad fint.

”Det eller billederne Lucie. Jeg mener det, og det ved du.” Hendes stemme var hånlig, og jeg vidste, at hun vidste, at jeg gav efter – for det blev jeg nødt til. Men jeg var jo stadig omkring drengene, så det var vel okay.

”Fint, kom når du kan.” Vrissede jeg surt. Og skulle til at lige på, da April stoppede mig.

”Og Lucie? Konsekvens et: Flirt med Niall og Harry.”

***

Jeg gik med tunge skridt ud mod køkkenet og så på Zayn og Liam, som stod og puffede til hinanden, mens de lo højt.

Jeg kunne ikke selv lade være med at smile. Jeg måtte bare håbe på, at de havde det ligesom mig, og så det som noget godt, at April kom herhen, i stedet for jeg tog med hende.

Zayn puffede til Liam, og lidt efter vendte Zayn sig om, og kiggede direkte med sine brune øjne, ind i mine. Et smil bredte sig over hans ansigt, men forsvandt igen i samme øjeblik som det kom.

Jeg var busted. Og lige meget, hvad jeg gjorde, for at se glad ud, var det ikke lykkedes. Zayn kendte mig for godt, og i dette tilfælde, var det godt, så kunne jeg fortælle ham det, når han spurgte.

”Hvad sker der?” Spurgte han forsigtig om, hvilket fik Liam til at vende sig rundt og kigge på mig. Deres brune øjne hvilede bekymret på mig, hvilket gjorde mig helt mundlam.

Hvordan skulle jeg få det sagt?

”April kommer og spiser.” Jeg kiggede ned i gulvet og studerede en plet grundigt. Stilheden lagde sig straks over køkkenet som en sky, og jeg vidste, uden at kigge, at Zayn var helt anspændt og prøvede at beherske sig.

”Kommer April?” Liam lagde en hånd på hans skulder og gik et skridt frem mod mig. Jeg måtte lyve overfor dem. Jeg havde ikke noget valg, ligegyldig, hvor meget jeg hadede det, så måtte jeg gøre det.

”Ja, jeg inviterede hende over.” Jeg sendte dem begge et smil, og kunne se, hvordan Zayn måtte knytte næven for ikke at råbe af mig, hvilket han tit gjorde, hvis det var omkring April. Men jeg bebrejdede ham ikke. Faktisk var jeg mere trist over, at han rent faktisk troede på, at jeg kunne finde på, at tilgive April, men det var vel bare godt.

Zayns øjne mødte mine og de slog nærmest gnister. Jeg fik en ubehagelig følelse i maven, og sendte ham et usikkert smil.

”Du inviterede April?” Hans stemme var nærmest en snerren, hvilket gav mig skyldfølelse, men jeg måtte tage mig sammen.

”Ja, I bliver nød til at give hende en chance.” Jeg bed mig usikker i læben, hvilket var et tegn på, at jeg helt klart løj. Det var en vane, og jeg kunne ikke komme af med den, men den var så dårlig, især lige nu.

Zayn løftede det ene øjenbryn, og det samme gjorde Liam. De skulle hoppe på den. Jeg kunne ikke forklare mig ud af det ellers.

”Det var det, eller fest.” Jeg gik en smule tættere på Zayn, som stadig stirrede vredt på mig.

Stilheden var en smule trygget, og pludselig havde jeg lyst til at sige det bare var for sjov, bare for at se Zayn smile. Men noget sagde mig, at det ikke engang kunne få ham til at smile. Så snart April blev blandet ind i samtalerne, blev han sur, og jeg forstod ham. Jeg kunne slå hende ned, og hvorfor jeg ikke bare havde gjort det, og taget hendes mobil, kunne jeg ikke svare på. Den gamle Lucie kunne finde på det, men jeg kunne ikke. Jeg var blevet anderledes, selv når jeg skulle opføre mig som en bitch overfor Liam. Jeg hadede det, og jeg fik den grimmeste skyldfølelse.

”Jamen så er det jo afgjort.” Sagde Liam og tog en klud i hånden. Måden han sagde det på, afslørede, at han slet ikke var vild med ideen, men som den søde og overbeskyttende fætter Liam jo var, blev han nød til at sige ja, og ideen om at sige det hele var en joke, blev ødelagt, og straks fortrød jeg det, men det var bedst for os alle.

Uden at kigge tilbage på Zayn, snurrede jeg rundt og gik ned mod mit værelse. Jeg skulle ikke noget specielt, men at dømme ud fra Zayns blik, kunne han flippe ud når som helst, og vi ved vidst alle sammen, at når jeg er indblandet i problemer Zayn er sur over, så er jeg ikke den, som kan få ham til at falde til ro, men det kan Liam derimod.

En hånd lagde sig om mit håndled, inden jeg blev trukket tilbage. Ud fra personens hårde greb, vidste jeg allerede, at det var Zayn. Liam ville aldrig gøre sådan noget, medmindre det var super super alvorligt.

Jeg drejede mig rundt og kiggede på Zayn, som kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Jeg vidste, at han diskuterede med sig selv, om han skulle tage det op eller ej. Jeg håbede bare han valgte, ikke at gøre det, for vi var endelig sammen, og vi havde skændes så utrolig meget på det sidste.

”Er du sikker på, at det er en god ide?” Hans stemme var fuld af vrede, men noget sagde mig, at den vrede ikke var rettet imod mig, men April.

Han havde vel ikke..

Nej, det kunne han ikke have regnet ud.

 ”Jeg vil ikke diskutere igen Zayn. Giv hende nu bare en chance.” Min stemme var opgivende, og min facade var væk i det øjeblik jeg sagde det. Jeg orkede ikke engang at spille Aprils veninde. Jeg var træt af hendes måde at ødelægge alt på, og få Zayn og jeg imod hinanden. Jeg hadede hende. Intet ord var stort nok for mit had.

Hans hånd om mit håndled strammede sig en smule, inden han trak mig længere ind mod sig. Hans øjne borede sig ned i mine, og prøvede desperat på, at finde noget, som kunne afsløre mig. Jeg vidste Zayn var usikker på alt omkring April og jeg, men jeg kunne ikke finde ud af, om han vidste, at der lå noget stort bag vores ’venskab’. Jeg håbede det, jeg håbede det inderligt meget. Jeg kunne ikke fortælle ham det, men April havde ikke bedt mig om at holde dem væk fra sandheden, og han fortjente at vide sandheden.

Hans øjne så desperate ud, inden han slap mit håndled og lod sine arme omfavne mig.

”Undskyld.” Han sendte mig et skævt smil og kærtegnede blidt min kind. ”Jeg bryder mig bare ikke om hende.” Han kiggede op i loftet. ”Ved nærmere efterhånden, hader jeg hende. Og at se jer sammen, er ikke noget jeg bare lige kan vænne mig til.” Hans øjne lagde sig igen over mine, og i et øjeblik havde jeg lyst til at bukke under for hans desperate søgning af sandheden. Hans undskyld var ikke ment direkte, mere som i at han ikke ville skændes. Han ville ikke undskylde for at hade April. Han ville aldrig give hende en chance, og jeg forstod ham. Jeg ville heller aldrig give hende en chance, ikke engang, hvis jeg var tvunget til det.

Zayn var ikke dum. Jeg havde sagt det utrolig tit, men han var ikke dum. Han havde netop bevist nu, at han ikke stolede på min løgn om April og jeg, og indeni var jeg lykkelig, men dog også bange. Bange for, hvad han kunne finde på at gøre. Men kendte jeg Zayn godt nok, hvilket jeg godt tør’ påstå, at jeg gør, så ville han aldrig beskylde hende direkte, medmindre han havde beviser.

”Hun er sød nok” Mumlede jeg og lod min hånd ligge sig på hans mave, hvilket jeg vidste han elskede. Ingenting havde ændret sig i Zayn og mit forhold. Udover at tiltrækningen imellem os var større end aldrig før, fordi vi så hinanden så sjældent, ja så var det ganske normalt!

”Ikke engang indeni,” hviskede jeg lavt så han ikke kunne høre det.

”Hvad?” Han løftede mit ansigt op med to fingre og lænede sig så frem, så vores pander lå imod hinandens. Jeg savnede ham. Jeg havde lyst til ham, bare ved at kigge på ham!

Min hånd gled langsomt ned af hans mave, og mens jeg lænede mig frem for at kysse ham, tog jeg fat om hans bukser og trak ham helt hen til mig.

Hans hænder lagde sig blidt om mine hofter og lod så sine læber røre mine.

Bare et kys kunne tænde min krop fuldstændig. Jeg hadede April så inderligt meget lige nu.

Hans hænder gled forsigtig om bagpå, og lagde sig i mine baglommer, mens kysset udviklede sig. At vi stod i Liams gang, gjorde kun minderne fra sidst, utrolig tydelige. Det var her vi første gang kyssede, efter vores One Night Stand – som forresten var mit bedste. Det var her Liam havde set os kysse og var flippet helt ud, det var her jeg stod og råbet og skreg af Zayn og prøvede at få ham til at forstå, at det mellem April og jeg, ikke kun var et væddemål, og nu det her. Dette var et nyt minde at føje til samlingen. Tænk en gang, at en gang kunne betyde så meget, men det gjorde den altså.

Døren ind til Liams lejlighed gik op, og et par stemmer lød med det samme efterfulgt af nogle fløjt. Zayn smilede imod mine læber, inden han langsomt trak sig fra mig. Han drejede hovedet og kiggede om på de andre drenge, som kom grinende ind, mens de pegede. Ja velkommen til 4. klasse.

”Ser hyggeligt ud.” Harry klappede ham på skulderen, inden han sendte mig et smil, og gik ud i køkkenet. De andre drenge var også hurtigt forsvundet, og før jeg kunne nå at blinke, var jeg igen alene med Zayn. Han sendte mig et kort smil, inden han kyssede mig blidt på munden.

”April kommer snart.” Han lod sin hånd glide ned af min arm, inden han forsvandt ind i køkkenet.

Ja, April kom snart. April der smadrede mit liv, og bad mig om at flirte med min kærestes bedstevenner. Og ja, jeg blev nød til det. Kald mig en slut, men det var for Zayns eget bedste.

Før jeg kunne nå at reagere, blev døren endnu engang åbnet, og denne gang kom en høj skikkelse i døren frem. Uden at kigge vidst jeg det var April. Jeg kunne lugte det på hendes parfume, og allerede dér fik jeg kvalme.

Jeg drejede mig langsomt, og spærrede øjnene op over Aprils tøj. Hun lignede en der skulle til fest et virkeligt billigt sted. Hendes shorts var enormt korte, og hendes trøje afslørede halvdelen af hendes mave. Hvis hun troede, at drengene blev imponeret af det, blev hun skuffet. Ingen af drengene brød sig om hende, og da slet ikke hende med så lidt tøj på. Hvis jeg ikke tog fejl, fik de kvalme, præcis som jeg fik.

”Jeg er virkelig sulten, jeg kunne æde en hest.” Hun smed sin jakke i gangen og gik, uden at sige hej, ind i køkkenet, hvor der blev helt stille. Jeg havde lyst til at bide negle eller æde popcorn. Det var ligesom en gyser film det her. Det var så skræmmende træls, at man ikke engang havde lyst til at se på det – sådan havde jeg det virkelig lige nu. April gjorde sig selv så tilgrin ved at træde op her. Regnede hun med, at de ville tilgive hende? Og ville de tilgive hende? Kunne hun overbevise dem om at hun var god nok? Jeg håbede det virkelig ikke, og jeg kunne ikke engang spørge dem.

”April?” Hørte jeg Niall sige. Jeg lukkede hårdt øjnene i. Det her var så ydmygende.

”Hej Niall.” Sagde hun glad.

Tag dig sammen Lucie. Du bliver nødt til at gå derind for at få det til at se ægte ud. Man lader ikke sin ’veninde’ være alene, og slet ikke med de drenge.

Jeg fik endelig mine ben i gang igen, og gik langsomt ind i køkkenet, hvor alle blikkene lå på April, som bare stod og kiggede rundt, som om det var første gang hun var her – hvilket det ikke var.

Nialls blå øjne søgte ind i mine, og et forvirret blik gled over hans ansigt. Niall, hun er min ’veninde’, det har jeg fortalt. Og veninder spiser sammen, en gang imellem..

Jeg sendte ham et stort smil, inden jeg kiggede hen på April, som så tilfreds ud, hvilket jeg ikke forstod. Alle drengene stod og skulede til hende, og gav hende elevator blikket. Hvis hun troede det var pga. hendes tøjvalg, så tror jeg virkelig, at hun tog fejl.

Jeg kiggede langsomt hen på Zayn, som overraskende nok ikke gloede på April. Hans blik hvilede på mig, som om han observerede selv min mindste bevægelse, og da hans øjne mødte mine, lyste han op i et kærligt smil, hvilket fik mig til at slappe af.

Det her skulle nok gå. Jeg skulle bare spille med på April var min veninde, hvilket ville betyde, at jeg skulle lyve ordentlig meget overfor dem, hvilket jeg havde det så skidt med. Men det var for Zayns skyld, så jeg skulle nok gennemføre det her. Det måtte jeg. Jeg havde faktisk intet valg. Det skulle være overbevisende. Zayn skulle væk fra sin tanke om, at der foregik noget andet, selvom jeg ikke helt ønskede det, men det var bedst. 

Zayns synsvinkel

Middagen var efter nogle lange minutter blevet serveret. Nogle lange, forfærdelige minutter, hvor jeg havde styret mig for ikke at sige et eller andet spydigt til April. Faktisk bare undgået hende. At se på hende, gav mig kvalme. Hun var virkelig ikke det rette sted lige nu. Hun hørte slet ikke til her. At Lucie havde inviteret hende, havde gjort mig sur. Af alle mennesker burde hun da vide, at jeg hadede April og helst ikke skulle omgås hende.

Men hun vidste det, det vidste jeg. Og det undrede mig bare endnu mere. Især også da vi talte sammen, efter hun havde fortalt Liam og jeg, at April deltog i middagen. Hun virkede underlig, og jeg svor på, at jeg havde set det i hendes øjne. Der var noget galt, det var hundred. Derfor prøvede jeg også at spille med på, at det var fint med, at April var her. Jeg havde set, at Lucie var lettet over det, og det medgjorde også bare, at jeg vidste der var et eller andet. Og det var så grunden til at jeg holdt ekstra meget øje med hende. Læste hendes ansigtsudryk, lyttede til hendes samtaler med April og bare iagttog alle hendes bevægelser og kropssprog.

Hun havde allerede opført sig lidt anderledes, kunne jeg mærke. Mere anspændt. I hvert fald, hvis jeg var i nærheden af både hende og April. Og det var jeg så nu. Noget sagde mig bare, at det her ikke ville blive en god middag.

Jeg satte mig som sædvanlig på den ene langside med Lucie ved siden af mig. På hendes anden side, sad Louis. På den anden langside, sad Liam, Harry og Niall. For bordenden var April endt. Det måtte da være hentydning nok til, at vi udstødte hende. Hun var ikke velkommen her.

Jeg kiggede i øjenkrogen hen på hende, imens hun satte sig ned, som om hun ejede hele lejligheden her. Hun skulle bare vide. Hun ejede ikke en skid, ikke engang Lucie, som hun nok prøvede på.

”Zayn, må jeg bede om vandet?” lød det fra Liam. Jeg så hurtigt hen på ham og opdagede, at han sendte mig et blik, der sagde nej. Jeg sendte ham bare et godtroende smil og rakte ham kanden. ”Takker.” ”Så litter.” Han smilede stort og skænkede sig selv noget vand i glasset.

Mit blik faldt hen på Lucie, der koncentrerede sig om at fylde sin madpandekage op. Jeg smilede lidt af hende og vendte så tilbage til min tomme tallerken. Inden jeg tog en madpandekage, så jeg langsomt hen på April igen, der udelukkende kiggede ondt på mig. Hun havde vel nok opdaget, at jeg sad og smilede af Lucie. Og det pissede mig lidt af. Derfor sendte jeg hende et ondskabsfuldt blik og gik så i gang med at fylde en madpandekage.

Der var lidt stilhed, men Niall afbrød den lidt efter, ”det smager godt,” sagde han med munden fuld af mad. Jeg fnes lidt og nikkede. ”Meget,” anerkendte Louis bestemt. ”Hvem har lavet det?” spurgte Harry nysgerrigt og skiftes mellem at kigge på mig og Liam. ”Os begge,” svarede Liam med et lille smil og tog endnu en bid af sin pandekage. ”

Igen var der stiled. Jeg vidste, at det var Aprils skyld. Der ville slet ikke være så stille, hvis hun ikke var her. Ingen af os følte os rolige, når hun var. Der hang en anspændt stemning i luften, og jeg hadede den, hvilket jeg vidste drengene også gjorde. Hvad der undrede mig mest var, at Lucie heller ikke sagde helt så meget. Hun skænkede af og til April nogle blikke og snakkede roligt, men intet specielt.

”Det smager meget godt,” mumlede Niall lavt, da stilheden måske blev lidt for akavet. Harry begyndte at grine, hvilket udløste, at vi alle sad og begyndte at grine – på nær April. Hun havde vel ikke humoren til det. Lucie grinede højt, hvilket fik mig til at smile stort. Jeg elskede hendes grin. Jeg elskede at høre, når hun morede sig. Det kunne kun mig glad.

”Hey, vi burde snart lave noget Megamind mellem Lucie og Zayn,” sagde Louis lidt efter. Jeg løftede øjenbrynene lidt, hvilket Lucie også gjorde. ”Hvad er Megamind?” spurgte hun forvirret. Jeg fnes lidt og rystede på hovedet. ”Ved du ikke, hvad Megamind er?!” udbrød Harry fortvivlet. Lucie så overrasket på ham og rystede smilende på hovedet. ”Omg, Lucie. Du er så langt bag ud,” fortsatte han fornærmet.

Drengene og jeg begyndte at grine af ham, og Lucie sad bare og rystede på hovedet af ham. ”Hvad går det så ud på?” spurgte hun interesseret og tog sig en tår vand. ”Du får nogle spørgsmål og skal svare på dem. For hvert spørgsmål du svarer rigtigt på, får du et point. Så gælder det om at svare på så mange spørgsmål som overhovedet muligt på en bestemt tid,” forklarede Niall roligt. ”Og jeg er vært!” indskød Louis, der fik mig til at smile.

”Og hvad får vi så ud af det?” Jeg så på Lucie med et varmt smil og svarede, ”vi filmer det og lægger det ud på YouTube. Det gjorde vi under X-Factor.” Hun rynkede panden lidt og rystede så på hovedet. ”Nej tak,” sagde hun så og smilede. Jeg puffede hende blidt i siden og nikkede. ”Kom så. Jeg skal da prøve at slå dig i et eller andet.” Tja, hvis jeg ikke kunne få kontrollen helt så meget, som jeg gerne ville, måtte jeg da prøve noget andet.

Hun smilede lidt forførende, hvilket fik mig til at smile. ”I et eller andet?” gentog Liam fra den anden side. Vi afbrød vores øjenkontakt og så hen på ham. Jeg smilede stadigvæk, og det gjorde Lucie også. Liam havde løftet øjenbrynene, hvilket morede mig lidt.

”Ikke noget,” sagde Lucie bare og kiggede hurtigt hen på mig med et større smil. Jeg sendte hende et lystigt blik og kiggede så væk fra hende, så Liam ikke skulle få yderligere eftertanke. Han kiggede stadigvæk spørgende på os, hvilket de andre drenge også gjorde, men lod det heldigvis bare ligge.

”Lucie, så du ham Arthur fra sidste fest?” spurgte April pludselig. Jeg vendte mit blik hen mod hende, hvilket resten af bordet også gjorde. ”Mmm,” svarede Lucie langsomt, nærmest lidt tøvende. Jeg bed tænderne en smule sammen. Hvorfor bringe sådan et emne op? Sig mig, var hun dum? Altså, April.

”Han blev taget for at begå indbrud i Apple-butikken her i går,” fortsatte hun og tog sig en tår vand. Lucie sagde ikke rigtig noget, men da April sendte hende et ulæseligt blik, svarede hun med det samme, ”hvad stjal han da?” spurgte hun langsomt. April lo lavt og hånligt, hvilket gav mig myrekryb. ”Han prøvede at stjæle computere, men fjolset var så stiv, at han ikke vidste, der var alarmer sat til.”

Jeg så hen på Lucie, der så ret upassende ud. Hun fastholdte sit blik på April og bed sig lidt i læben. Endnu et tegn på, at hun slet ikke havde det godt med, at April var her. Om det var på grund af mig, eller om der var noget helt galt, kunne jeg ikke regne ud, men noget sagde, at det var fordi der var noget galt.

”Hvad havde han regnet med?” mumlede Lucie så lidt efter. April grinede klamt, hvilket gav mig kvalme. ”Tja, spørg ham i fængslet.”

Ingen af os sagde noget. April grinede tydeligvis over sin egen kommentar, som om hun var virkelig sjov. Men der var ikke rigtig nogen af os, der syntes hun var sjov. Drengene kiggede nu bare mere væk på hende, imens Lucie sad og kiggede ned i sin mad. Jeg havde derimod fanget Aprils blik, og jeg måtte sige, at vi kæmpede en kamp om at sende hinanden de ondeste blikke.

”Tak for mad!” udbrød Harry hurtigt. Jeg så hen på ham og kunne tydeligt se, at det var på grund af den spændte stemning, han sagde det. ”Er du allerede færdig?” spurgte Liam langsomt og tjekkede hans tallerken ud. Han nikkede lidt og smilede så.

”Harry, må jeg ikke bede om salaten?” spurgte Lucie langsomt og kiggede på ham med et lille smil. Han nikkede hurtigt. ”Selvfølgelig,” fastslog han og rakte hende skålen. Hun smilede taknemligt og en smule varmt, hvorefter hun tog imod skålen. Han så lidt forvirret på hende, men smilede så bare stort, hvorefter han kiggede hurtigt på mig. Jeg trak lidt på skuldrende og rettede mig lidt op.

Jeg så roligt hen på April, der bare sad og smilede for sig selv og sendte mig et ondt blik. Jeg himlede med øjnene af hende og styrede trangen til at rejse mig op og slå hende – tro mig, jeg havde virkelig lyst.

”Har vi ikke noget salt her på bordet?” spurgte Louis ud i det blå og søgte efter det med øjnene på bordet. ”Jeg tror, det står ude i køkkenet,” svarede Liam og skulle til at rejse sig, men jeg var lidt hurtigere end ham. ”Jeg henter det,” sagde jeg og sendte ham et smil, inden jeg forlod stuen og gik ud i køkkenet.

Jeg fandt den lille saltbøsse i skabet med krydderier og skulle til at gå ind i stuen, da jeg hørte Lucie grine af et eller andet, Harry lige havde sagt. Jeg stillede mig døren mellem stuen og køkkenet og lyttede lidt efter. ”Det må du vise mig en dag,” lød det glad fra Lucie. Jeg rynkede panden lidt og gik så ind til dem. De rettede opmærksomheden hen mod mig, og jeg kunne tydeligt se Harry kigge en smule undrende på mig. Jeg smilede bare til Louis og rakte ham saltet, som om jeg ikke havde opdaget noget.

Egentlig havde jeg lyst til at spørge Lucie om, hvad hun havde gang i. Hvis jeg skulle være ærlig, syntes jeg, det virkede som om, hun flirtede med Harry. Ikke, at jeg ville mistænke hende for det, for jeg vidste udmærket godt, at Harry slet ikke var hendes type kærestemæssig, så hvorfor flirte med ham? Det virkede falsk og overspillet.

”Tak,” sagde Louis og smilede til mig. Jeg nikkede en enkelt gang og satte mig ned igen. Lucie så forsigtigt på mig, men kiggede så væk igen og hen på Niall med et smil. Jeg valgte ikke at sige noget, men bare betragte hende, som om intet var hændt.

Jeg kunne nemt føle April blik hvile på mig, og så derfor hen på hende. Hun smilede lidt hånligt til mig, og hendes blik var fyldt med had. Jeg bed tænderne lidt sammen og måtte styre trangen til at snerre af hende. Dumme kælling.

”Så kan vi tage Zayn med?” Jeg vendte min opmærksomhed hen mod Niall, der åbenbart så på mig. Han havde det samme undrende blik i øjnene som Harry havde haft. ”Hvad?” spurgte jeg langsomt. ”Lucie foreslog, at vi kunne tage ind og se den der Magic Mike,” fortalte han kort og kiggede fra mig til Lucie. Jeg så roligt på hende og opdagede, at hun sad med et varmt smil på læberne igen.

Hvad havde hun helt ærligt gang i? Sad hun og flirtede med både Niall og Harry?

”Tjo, det kan vi vel godt,” sagde jeg bare en smule utilfredst og prøvede at fange Lucies blik, men hun kiggede bare væk fra mig. Der lød et lille fnis henne fra April af, så jeg så hurtigt derhen. Hun kiggede bare ledt på mig og sendte mig et dræberblik, som jeg måtte knytte næverne sammen for ikke at flippe ud over. Hvor jeg dog hadede den tøs. Og lige nu hadede jeg, at Lucie sad og flirtede med mine venner. Det fik mig til at se dum ud. Men jeg skulle give nok give April noget at tygge på.

Drengene var gået i gang med at snakke lavt. De eneste, der ikke deltog i samtalen, var Lucie, April og mig. Jeg løftede blidt min hånd og nærmede mig Lucies lår med den. Det gav et lille sæt i hende, da jeg ramte hendes lår med en kold hånd. Hun kiggede hurtigt hen på med et overrasket blik. Jeg sendte hende et forførende smil og glemte pludselig bare alt om April.

Minderne fra middagen med min mor kom frem, og jeg fortsatte med at køre min hånd op til hendes trusser. Denne her gang gjorde hun slet ikke modstand, og det gjorde mig glad. Hun havde vel fattet, at hun ikke ville kunne stoppe mig, når jeg først var gået i gang.

Hun sendte mig et strengt blik, men jeg ignorerede det bare og fortsatte. Derfor så hun også bare opgivende på mig. Jeg grinede lydløst og kærtegnede så hendes lår blidt. Ud fra hendes ansigtsudryk kunne jeg se, at hun gjorde modstand for at nyde det, men da jeg skubbede hendes trusser blidt til side, kunne jeg sagtens mærke, at det ikke havde hjulpet.

Et lille smil spillede om mine læber, da jeg stak to fingre op i hende. Hun bed sig blidt i læben og tog fat om stolekanten. Jeg var ved at grine af hende og kiggede hurtigt rundt for at se, om der var nogen, der havde lagt mærke til os.

Louis så på mig lige idet jeg så på ham, og han skød straks et øjenbryn i vejret, da han så på Lucie. Han kiggede på mig igen, og jeg måtte bide mig lidt i læben for ikke at smile. Han kiggede hurtigt rundt og så tilbage på mig.

”Zayn, hvad fanden har du gang i?” hvislede han lavt, så ingen rigtig hørte det og sendte mig et strengt blik, ligesom Lucie havde gjort. Han kiggede hen på Liam som tegn til, at han ville flippe ud, hvis han fandt ud af det. Jeg himlede med øjnene og kiggede hen på Lucie igen, der så helt anspændt ud. Hun fangede mit blik, og jeg kunne tydeligt se lysten i hendes øjne.

Mit blik faldt langsomt hen på April, der sad og stirrede på os. Hendes blik var fyldt med had, og jeg var sikker på, at hun virkelig ønskede at se mig død lige nu. Men fuck hvor var jeg lige glad med hende. At se hende sådan glædede mig egentlig bare.

Jeg sendte hende et hånligt blik og satte farten i mine fingre op uden, imens jeg bare fastholdte mit blik på April, der hurtigt så hen på Lucie. Hun havde udmærket opdaget, at jeg gjorde det for at irritere hende, og jeg kunne se, at hun var ved at koge over af vrede.

”Lucie, jeg skal snakke med dig,” sagde hun pludselig i et lidt hårdt tonefald. Alle rettede opmærksomheden mod hende, men hun stirrede bare på Lucie med et bestemt blik. Jeg kiggede på Lucie og sænkede farten en smule for at give hende mulighed til at svare. Jeg regnede med at Lucie ville give efter, da April lød så hård, men der overraskede hun mig, ”kan det ikke vente?” spurgte hun kort og pressede sine læber sammen igen.

April så virkelig misfornøjet ud over Lucies svar og sendte hende et dræberblik, hvilket undrede mig gevaldig meget. Som om det var en trussel. Jeg rynkede panden lidt og rullede så med øjnene af hende.

I stedet for at bekymre mig mere om hende, vendte jeg tilbage til Lucie, der stadigvæk bare sad og stirrede ned på sin tallerken. Jeg kunne svagt ane, at hun sad og trak vejret meget dybt og forsøgte at holde nogle små støn inde. Et svagt smil gled hen over mine læber, og jeg satte langsomt farten op igen.

”Nå, lad os tage af bordet,” sagde Liam pludselig og rejste sig. Jeg kiggede på ham. ”Jeg hjælper,” fastslog Niall og rejste sig også. ”Skal vi se en film bag efter?” Harry rejste sig og hjalp dem med at samle tallerkener, bestik og diverse andre ting sammen. ”Kan vi da godt,” svarede Liam og gik ud i køkkenet. ”Helle for at vælge!” råbte Louis og sprang op fra sin stol.

Drengene smuttede ud i køkkenet med tingene, så det var derfor kun Lucie, April og jeg, der sad tilbage herinde. Ingen af os sagde noget. Mit blik hvilede bare på Lucie. Jeg kunne se, at hun sad og spændte i sin krop, hvilket fortalte mig, at hun snart var ved at komme. Og jeg havde så ret. Mindre end et minut efter kom hun, og jeg sad bare og frydede mig over det. Hun pustede tungt ud, da jeg trak mine fingre ud af hende.

Jeg smilede langsomt for mig selv og kiggede hen på April, der lignede en djævel. Hun så vredt på mig, men jeg ignorerede det bare. For at gøre hende mere irriteret og gøre det åbenlyst om, hvad vi havde lavet, tog jeg servietten, der lå på bordet ved siden af mig, og tørrede mine fingre godt og grundigt.

Hun prustede nærmest som en hest og rejste sig herefter øjeblikkeligt. Hendes blik hvilede fra mig til Lucie, og derefter stormede hun nærmest ud ad køkkenet med hendes højhælede sko, der gav en nøjeren på. Jeg himlede med øjnene af hende og så hen på Lucie, der nu havde vendt blikket mod mig.

”Og det skulle du absolut gøre her?” sagde hun med en monoton stemme, der alligevel lød en smule glad og rejste sig dernæst, hvorefter hun vendte sig om og træskede ud ad køkkenet og efter April.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...