The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1042Likes
1006Kommentarer
114840Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Zayns synsvinkel

Fire dage med had og skuffelse var gået, og jeg havde stadigvæk ikke taget kontakt til Lucie. Heller ikke selvom hun havde prøvet at få fat på mig mange gange, jeg havde såmænd bare lagt på. Jeg gad ikke at snakke med hende. Jeg var så skuffet og vred over det, som hun havde gang i. At tilgive April var noget af det værste, hun kunne gøre. Det kunne ikke være hendes alvor at ville ses med den kælling igen. Efter alt hun havde gjort. Jeg forstod det ikke.

Efter vores skænderi morgnen efter den fest, havde jeg haft et had indeni mig. Et had til April. Et had, der var så stort, at hver gang jeg bare tænkte på hende, blev jeg sur. Hun havde logget Lucie med til den fest. Det var udelukkende hendes skyld, at Lucie forlod Liam uden at sige et ord, og at hun fik en eller anden drink med nogle lorte stoffer i.

Alt i alt var det bare hendes skyld, at vi var blevet uvenner, og jeg hadede hende for det.

De fire dage var gået med at være sammen med min familie for en gangs skyld. Jeg var taget til Bradford og boet hos dem. Det var rart at komme lidt væk fra London og bare hjem til et bundt mennesker, man savnede. Jeg havde tilbragt tiden sammen med mine søskende, min mor og ikke mindst et par gamle venner, som jeg havde savnet.

Det havde dog ikke holdt mig fra at tænke på Lucie. Især ikke da hun blev nævnt under samtlige middage, og når jeg overvejede at ringe til hende. En del af mig havde lyst til at ringe og sige, at jeg var ked af at flippe sådan ud, men den anden del var virkelig modstander af det. Jeg kunne ikke fatte, at hun var så dum at tilgive April, men hvis hun virkelig havde brug for en veninde, var April den mest indlysende at gå hen til. Hun havde ødelagt alt for Lucie, og hvis Lucie fik en chance hos hende igen, kunne der måske blive rettet op på det igen. Alligevel hadede jeg tanken som pesten. Den gav mig kvalme.

Det var omkring 20 minutter siden, jeg var kommet hjem og var derfor en smule træt, men eftersom det var eftermiddag, nægtede jeg at gå i seng. Jeg havde lyst til at ringe til Liam og spørge, hvordan Lucie havde det. Om hun var kommet op på hesten igen, siden hun stoppede med at ringe til mig. Selvom jeg inderligt håbede, at hun bare sad derhjemme. Det var selvfølelig ikke for at være ond, men jeg ønskede for alt i verden ikke, at hun var sammen med April.

Jeg havde det som om, at April havde fået Lucie til at gøre nogle dumme, virkelig dumme ting, som hun vidste jeg ville hade. Jeg mener, Lucie plejede sgu ikke at gøre ting såsom at begå indbrud på en skole eller tage stoffer, da April ikke var inde i billedet. Så dum var hun ikke. Hun vidste udmærket godt, at hun ville skuffe både mig og Liam, og derfor undrede det mig virkelig meget. Desuden kendte jeg og stolede på Lucie, og jeg vidste godt, at hun havde lagt sin lorte fortid bag sig, så siden hun gjorde sådan noget, burde April altså være indblandet. Det lød meget erklærende, jeg vidste det godt, men jeg havde altså virkelig på fornemmelsen, at April ikke bare var kommet for at blive veninder med Lucie igen.

Som jeg lå der i sofaen med min mobil liggende på maven, fuld af overvejelse om jeg skulle ringe til Liam, ringede den. Jeg så på skærmen og løftede et øjenbryn bekymret, da jeg så, at det var Liam. Nu da han ringede til mig, kunne det umuligt være godt. Jeg klemte øjnene sammen og sukkede så, inden jeg svarede og tog telefonen op til mit øre.

”Det' Zayn,” sagde jeg, selvom jeg udmærket godt vidste, hvem det var. ”Hey,” lød det fra et lidt trist Liam. Bange anelser skyllede automatisk rundt i min krop. ”Hva' så?” spurgte jeg og bed mig i læben, nervøs over svaret han ville give mig.

Der lød et suk i den anden ende af røret. ”Lucie tager til fest igen i aften.” Jeg løftede øjenbrynene og kiggede surt ud i luften, da jeg allerede vidste, hvem der garanteret skulle være sammen med hende. ”Kan du ikke tilbyde hende at lave noget?” foreslog jeg. ”Har prøvet,” anerkendte Liam lidt efter i et opgivende tonefald. Jeg rystede på hovedet af ham. ”Hun skal ikke ud med April igen, Liam,” sukkede jeg irriteret. ”Nej, Zayn, det ved jeg godt. Men hvad fanden vil du have, at jeg skal gøre?”

Jeg var tavs og vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle svare. Det var en af de sjældne gange, jeg hørte Liam bande, og jeg vidste, det var fordi, det gik ham på. Hvis det stod til mig, havde jeg låst Lucie inde og overvåget hende, men det vidste jeg, at Liam aldrig kunne finde på.

Der var en ubehagelig tavshed, hvor jeg bare stod og tænkte det hele igennem. Jeg ville ikke, og jeg understreger ikke, have at Lucie skulle være sammen med April igen. Hun ødelagde hendes liv, hvorfor gik det ikke op for Lucie? Hun ændrede hende, fik hende til at gøre så meget dumt lort. Og som de sidste par dage, undrede jeg mig igen over, om det virkelig var Lucie. Eller om det her havde noget med April at gøre. Hvis hun var ude efter at stjæle Lucie fra mig eller sådan noget. Selvom hun dog aldrig nogen sinde ville kunne det. Så skulle jeg personligt komme efter hende, og det ville ikke blive noget kønt syn.

”Er du der stadigvæk?” lød det fra Liam. Jeg skar tænder af mine tanker om April og bed mig tvivlsomt i læben. Alt det, der foregik virkede så mistænkeligt, og jeg huskede klart, at jeg aftalte med mig selv, at jeg nok skulle finde ud af, hvad det var. Måske havde jeg chancen nu?

”Jeg er her. Og Liam. Jeg tager med i aften.”

***

For første gang i noget, som føltes som flere uger, kørte jeg ind på parkeringspladsen til Liams lejlighedsbygning. Jeg steg ud af bilen og gik hen mod hans opgang.

På vejen herhen havde jeg tænkt over, hvad jeg skulle sige til Lucie. Jeg kunne ligesom ikke bare komme dumpende efter fire dage og regne med, at hun ville lade mig tage med hende til fest. Så dum var hun trods alt ikke.

Jeg sukkede af mig selv og rystede på hovedet. Hun var overhovedet ikke dum. Jeg havde bare så meget imod, at hun havde tilgivet April, derfor tænkte jeg sådan.

Jeg kom op til Liams dør og ringede på. Der gik ikke mere end nogle sekunder, før døren blev åbnet. ”Hey,” sagde Liam og trådte til side, så han kunne komme ind. Han virkede ret nede, hvilket jeg ikke undrede mig nærmere over. Lucie formåede sig virkelig at træde på ham. ”Hej,” svarede jeg og gik ind. Jeg tog mine sko og min jakke af og kiggede rundt, indtil mit blik landede på Liam.

”Hun er inde på sit værelse,” forklarede han og gjorde et nik mod det. Jeg nikkede og vendte mig om, hvorefter jeg trådte hen mod det.

Der lød lavt musik derindefra, og jeg stoppede kort op og kiggede mig hurtigt over skuldren for at se, om Liam stadigvæk stod ved hoveddøren. Det gjorde han ikke. Jeg kiggede på døren igen og tog så langsomt fat i dørhåndtaget og trak det ned, imens jeg skubbede blidt til døren. Jeg kiggede ind og fik øje på Lucie, der stod foran et spejl iført en kjole, som jeg vidste, jeg havde set før. Det var den kjole hun havde på, første gang vi mødtes.

Jeg bed mig blidt i læben og gik ubemærket ind, imens jeg ventede på, at hun endelig ville kigge hen på mig. Det gjorde hun så først efter et par sekunder.

”Zayn,” sagde hun overrasket og spærrede nærmest øjnene op. Vores øjne mødtes, og vi stod i stirrede på hinanden. Alt det som jeg havde tænkt mig at sige, forsvandt som et blad i blæsten, og jeg følte mig ret underligt tilpas. Men jeg skulle vel sige noget en eller anden dag, ”hør,” startede jeg ud, samtidig med Lucie, hvilket vi begge begyndte grine af. Det føltes en smule akavet, eftersom jeg efterlod hende sidste gang efter et stort skænderi.

”Du starter,” sagde jeg langsomt og så opmærksomt på hende. Hun bed sig blidt i læben og kiggede ærligt på mig. ”Undskyld,” begyndte hun så. Jeg løftede øjenbrynene lidt og gav tegn til, at hun skulle fortsætte. ”Undskyld jeg er, som jeg er, og har gjort dig så sur..” Hun mumlede det sidste og kiggede lidt ned i gulvet, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynene endnu mere. Hvis hun vidste, at det gjorde mig sur, hvorfor i alverden gjorde hun det så?

Jeg sænkede mine øjenbryn igen og lod det ligge, selvom det undrede mig gevaldigt meget. Jeg kunne bare ikke overkomme endnu en diskussion, for jeg vidste udmærket godt, at Lucie ikke ville fortælle mig om det. Jeg trådte tættere på hende, så hun kiggede op på mig igen.

Vores blikke mødtes, og jeg sendte hende et undskyldende et. ”Jeg siger også undskyld. Jeg burde lære at stole mere på dig.” Jeg tog hendes hænder og knugede dem ind til mig. ”Zayn,” mumlede Lucie, men jeg cuttede hende hurtigt af, ”nej, jeg er virkelig ked af det, Lucie. Jeg skulle ikke have flippet så meget ud over det.”

Hun smilede svagt, og hendes øjne strålede af varme. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile. Fire dage uden Lucie føltes virkelig som en evighed. Jeg havde savnet hende enormt meget, også selvom jeg var enormt sur på hende. Men endelig stod hun her foran mig iført i en enormt sexet kjole, der fremhævede alle goderne for mig.

Jeg tøvede ikke et sekund med at læne mig frem og kysse hende blidt på læberne i et håb om, at det også kunne tælle som en lille undskyldning.

***

Klokken var omkring de 10 stykker, da vi ankom til festen. Jeg var glad for, at Lucie ikke havde været imod, at jeg tog med. Hun havde dog været en smule striks, da jeg sagde, at jeg gerne ville med og sagt, at jeg ikke behøvede, men da jeg sagde, at jeg gerne ville, havde hun bare sendt mig et smil og sagt okay. Så var det da ordnet.

Det var allerede lidt som om, at vi prøvede at glemme vores skænderi. Selvom jeg stadigvæk kunne kvæle tanken om, at Lucie havde tilgivet April, måtte jeg slappe lidt af. Det var trods alt Lucie, vi snakkede om. Hun måtte vide, hvad hun gjorde. Det vidste jeg.

Drengene var her forresten også. De havde været ellevilde, da Liam spurgte, om de skulle med til fest. Jeg måtte nu også indrømme, at det var lidt tid siden, vi alle sammen havde været til en fest sammen. Så det var da også rart, at kunne få dem med.

”Skal i have noget at drikke?” råbte Louis og pegede op mod baren. Jeg så hen på Lucie, som jeg havde lagt en arm om og holdt tæt ind til mig. Hun kiggede hurtigt på mig med et skævt smil, der uden tvivl var et ja.

”Yes!” nikkede jeg til Louis, og så smuttede han ellers med Harry ved sin side. Jeg kiggede hen på Liam, der stod med hovedet ned i sin telefon, imens han smilede. Han havde vist sagt noget om, at Danielle ville komme senere, så jeg gættede på, at han skrev med hende lige nu.

Niall havde tværtimod allerede fundet dansegulvet og stod lige nu og fyrede den af med nogle randomme personer. Et lille smil gled hen over mine læber.

Jeg kiggede tilbage på Lucie og opdagede, at hun kiggede ned mod dansegulvet. Inden jeg nåede at se i hendes retning, kiggede hun på mig og smilede stort med en snert af forførelse – det jeg kunne kalde hendes smil.

”Skal vi danse lidt?” spurgte hun drillende. Jeg løftede øjenbrynene lidt, men nikkede så med et lille smil. Hun tog min hånd og trak mig med ud mod dansegulvet. Jeg rystede af mig selv på hovedet. Jeg kunne ikke danse, men det var vel ret sjovt til en fest, hvor man kunne slå sig løs. Og desuden måtte Lucie da gerne kende til mine fejl. Det var ikke særlig meget som om, at vi kæmpede om kontrollen mere, hvilket var rart.

Jeg kunne også tydeligt huske, da jeg lærte hende at kende. Det virkede som om, at hun prøvede at skjule sine fejl, men da hun så begyndte at indse, at jeg også havde fejl, lod hun mig komme ind til dem, hvilket vil sige, at jeg kom tættere på hende. Og de kunne jeg vel kun være taknemlig for.

Der var mange mennesker på dansegulvet, men vi fik os klemt ind i mængden ude i siden. Jeg lagde mine arme om Lucie, og hun lagde sine om mig. Med små smil begyndte vi at danse tæt i et tempo, der slet ikke passede til sangen, der kørte i baggrunden. Men det var nu meget fint. Så længe det bare var mig og hende, så var alt fint.

Jeg fjernede blikket lidt fra Lucies, da jeg kunne mærke min telefon vibrere i lommen. Normalt plejede jeg ikke at gøre det, men jeg trak den hurtigt op ad lommen og lyntjekkede skærmen.

Louis: Drinksne er klaaaarr!!!

Jeg begyndte at fnise lidt og kiggede så på Lucie, der stod med løftet øjenbryn og så på mig. ”Louis skriver, at drinksne er klar,” sagde jeg med et smil. Hun nikkede langsomt og stoppede så med at danse. ”Så lad os gå op til drengene,” fastslog hun og tog min ene hånd. Inden vi gik, gav jeg hende hurtigt et kys, hvilket sagtens kunne føre til meget mere, men ikke lige i offentligheden. Det skulle helst ikke gentage sig.

Vi gik hånd i hånd op til bordet, som Liam og Louis stod ved. Der var samlet nogle flere om det og så spændt på dem, hvilket jeg smilede lidt af. Liam var den første til at få øje på os. ”Der var i!” erklærede han og så undrende på os. ”Her er vi,” sagde Lucie med en monoton stemme, hvilket jeg fnes lidt over. Liam løftede et øjenbryn og så bare underligt på os. ”Vi var bare lige nede og danse en gang,” sagde jeg og tog to drinks, der stod på midten af bordet til Lucie og jeg.

Louis vendte sig hurtigt om mod mig med et drillende smil og slog blikket over på Zayn. ”Hvor mange gange faldt han?” Jeg himlede med øjnene og slog ham blidt på skulderen. Lucie grinede bare og tog en tår af sin drink.

Jeg kiggede rundt og studerede de forskellige folk, der var på klubben. Alle mulige forskellige typer. Min blik landede på Niall, der stod sammen med Harry og talte med et par piger. Jeg drejede blikket en enkelt gang og fik øje på en tøs, som jeg virkelig ikke gad at se her, men egentlig havde forventet at se. Hvad skulle Lucie ellers lave her? Jeg troede næppe på, at Lucie havde taget af sted, hvis ikke hun havde fået en invitation fra April. Ikke når både Liam og jeg var sure på hende.

Nu man snakkede om solen, kiggede April netop hen på mig, og der gik ikke mange sekunder før vores blik mødtes. Hendes blik var fuld af had, og jeg kunne ikke ligefrem sige, at mine var meget bedre. Hun fik vreden frem i mig. Bare af at kigge på hende blev jeg irriteret og kunne komme med flere lede kommentarer. Jeg kunne bare ikke fordrage hende, og det var der vel intet at sige til.

Det var som om, at vores blikke var blevet låst fast, og jeg kiggede først væk, da en person ruskede kort i min arm. Jeg kiggede hen på Louis, der havde gjort det. Han sendte mig et blik, der sagde nej, hvilket jeg bare rullede med øjnene af.

”Jeg smutter ned til Haz og Nialler!” sagde han og ventede ikke svar, før han forsvandt fra bordet.

Jeg så på Lucie, der stod og snakkede lidt med Liam. Jeg nåede ikke helt at opfatte, hvad de egentlig snakkede om, før der var nogen, der stod bag Lucie og prikkede hende på skulderen. Automatisk så jeg derhen, og kunne allerede mærke kvalmen stige.

Lucie vendte sig hurtigt om og så på April, der stod med et stort, efter min mening, falskt smil på læberne. Hun smilede lidt og så en smule tøvende ud, og jeg vidste, at det var på grund af mig. Hun vidste jo udmærket godt, at jeg ikke kunne klare tanken om, at hende og April var sammen.

De udvekslede nogle hilsner, før de lagde armene om hinanden og krammede. Igen steg kvalmen. Jeg kiggede hen Liam, der også så på mig. Han rystede på hovedet, selvom han også så et smule irriteret ud.

April og Lucie trak sig fra hinanden, og April kiggede hurtigt rundt på Liam og jeg med et lille nik, som nok betød hej. Så flink som Liam var, hilste han, hvorimod jeg var kold i røven og bare så koldt på hende. Men som om hun tog sig af det. Hun kiggede bare på Lucie og tog hendes hånd. ”Kom lige,” sagde hun så, og før jeg havde nået at protestere havde hun trukket Lucie efter sig.

Jeg sukkede højlydt og havde næsten lyst til at gå efter og tage Lucie fra hende igen, men gjorde det ikke. Jeg skulle stole på Lucie, ikke bestemme hvem hun skulle rende sammen med. Heller ikke selvom jeg havde virkelig meget lyst til det.

***

Der var snart gået to timer, og jeg havde ikke set Lucie, siden April kom og hev hende væk fra mig. Det var begyndt at gå mig rimelig meget på. Jeg var bange for, at det gik ligesom sidst. At Lucie skulle blive så langt ude igen, kunne jeg ikke tage. Og jeg turde næsten ikke tænke på, hvor vred jeg ville blive.

Jeg stod med Niall ved vores bord og prøvede at drikke et par af mine tanker væk. Ikke så jeg blev fuld, men lidt beruset måske. Også selvom jeg godt vidste, at det var en smule dumt, da jeg havde det med at overreagere rimelig meget, når jeg blev vred og havde alkohol i blodet. Men denne gange var jeg fast besluttet på at kunne styre mig selv.

Lige som de tanker sad i mit hoved, så jeg en velkendt skikkelse stille sig ved siden af mig, så jeg kiggede hurtigt derhen, hvor Lucie endelig stod. Jeg havde på en måde lyst til at sige et eller andet surt til hende, men lod være da det garanteret ikke en gang var hendes skyld. Jeg havde det som om, at April holdte hende væk fra mig, og det gjorde mig bare vredere.

”Hvor har du lige været henne?” spurgte Niall, der efterhånden var fuld. Jeg fastholdte mit blik på Lucie, der så på Niall med et lille smil. ”Bare henne ved nogle venner,” sagde hun forsigtigt og kiggede så på mig. Hun sendte mig et forsigtigt smil, hvilket jeg sukkede af. Jeg kunne ikke være vred på hende. Især ikke når jeg vidste, at den nok ville komme i aften.

”Nå, men så smutter jeg ud og danser igen,” sagde Niall fast besluttet og gik straks derhen. Jeg havde lyst til at grine af ham, men følte mig bare ikke i godt humør til det. Men på den anden side burde jeg også være glad nu. Lucie var her, og jeg var sammen med hende igen. Hun var smuttet væk fra April.

”Skal vi gå op og få noget at drikke?” spurgte jeg for at sætte en lille samtale i gang. Hun nikkede, og så gik vi op mod baren. Vi fandt to pladser deroppe, og besluttede os for at sætte os lidt. Det lod ikke til, at April skulle genere mig mere, så jeg tvang mig selv til at lette stemningen lidt.

”Hvad skal du have?” sagde jeg roligt og fangede hendes blik. Hun sendte mig et forførende smil og slikkede sig om læberne. Jeg begyndte at grine dæmpet, imens jeg kunne mærke min krop reagere tydeligt på det. ”Hvad du nu vil have,” svarede hun mig så. Jeg smilede lidt og skulle til at svare 'dig', men den scene skulle helst forblive i mit hoved.

Jeg vendte mig om mod baren og fik hurtigt en bartender herhen. ”To vodka/juice,” halvråbte jeg og fandt min pung frem. Jeg nåede hurtigt at betale og fik nogle sekunder efter placeret to drinks foran mig.

Jeg så hen på Lucie igen, der sad og betragtede mig med et lille smil som en yndig prinsesse. Et smil gled hen over mine læber, imens jeg satte hendes drink foran hende. ”Hm, jeg havde ellers regnet med noget andet,” sagde hun langsomt og fastholdte hendes forførende øjne og sit lille smil i ansigtet. Jeg løftede øjenbrynene, men kom så i tanke om, hvad hun sagde før.

”Nå, havde du det?” spurgte jeg interesseret, hvorefter jeg tog en tår af min drink. Hun nikkede lidt og så stadigvæk forførende på mig, hvilket min krop igen reagerede kraftigt på. Hun havde virkelig kontrollen her, hvis hun altså søgte den.

”Og hvad havde du så regnet med?” Jeg bed mig blidt i læben for ikke at smile. Lucie slog en lille, sexet latter op, og jeg kunne mærke hårene i nakken rejse sig. ”Måske.. det her,” halvhviskede hun så og lænede sig frem mod mig. Jeg smilede for mig selv, inden jeg lænede mig frem mod hende, da jeg kunne høre en stemme, der ødelagde hele den intense stemning imellem os.

”Lucie,” blev der kaldt, imens et par stiletter fandt vejen hen til os. Jeg kneb øjnene sammen af irritation og lænede mig væk fra Lucie, der også havde lænet sig væk fra mig. Vi kiggede begge på April, der først gav mig et ondskabsfuldt blik, hvorefter hun kiggede på Lucie med et smil, som gjorde mig virkelig provokeret. Hvorfor skulle hun altid komme og spolere ting? Jeg kunne næsten slå hende for det.

”Kom, Lucie,” kunne jeg høre hende sige i en bestemt tone, hvilket gjorde mig endnu mere sur. Jeg bed tænderne sammen og knyttede næverne sammen. Jeg kunne allerede høre Lucies svar for mig, så jeg fastholdte bare mit blik på April i et håb om, at hun ville skride, hvis hun indså, hvor meget jeg egentlig havde imod det. Men hun skænkede mig ikke et eneste blik, så hvad var det værd?

”Nej, ikke nu,” svarede Lucie lidt efter, hvilket fik mig til at se hurtigt hen på hende. Hun kiggede bare på April, som om intet var sket. Jeg løftede øjenbrynene en smule og så tilbage til April, der og kiggede en smule irriteret på hende. ”Ikke nu?” gentog hun lidt fornærmet og rynkede panden misfornøjet. Tilbage til Lucie, der bare rystede på hovedet og derefter kiggede på mig med et lille smil.

Jeg kunne ikke lade være med at føle en sejr overfor April. Hun lød så kommanderende overfor Lucie, hvilket pissede mig af. Hun skulle ikke tro, at Lucie var hendes lille hundehvalp, det kunne jeg da godt sige hende.

Det gjorde mig glad, at Lucie sagtens kunne stå af og sige nej, og det gjorde mig endnu mere glad, at det var på grund af mig, hun gjorde det.

Jeg så på April, der gav mig et irriteret blik. En lille glæde steg i mig. Jeg kunne kun nyde at se hende sådan. Hun fortjente det. Derfor sendte jeg hende også bare et hånligt blik og smilede ondskabsfuldt, og jeg kunne tydeligt se, at det gjorde hende endnu mere irriteret.

”Er du sikker på, at du ikke skal med?” spurgte hun Lucie om og sendte hende et eller andet ulæseligt blik. Jeg rynkede panden en smule af fortvivlelse, da jeg pludselig kunne mærke et par læber mod mine. Det tog ikke mere end et sekund at regne ud, at det var Lucies. Hvad havde jeg ellers også regnet med?

Selvom jeg elskede følelsen af at have hendes læber mod mine, var jeg stadigvæk en smule forvirret over, at hun gjorde det. Men så kom tanken om, at hun måske gjorde det for at få April væk fra os, og gjorde mig rolig og ganske fint tilpas. Jeg deltog selv lidt mere i kysset og udviklede det, imens jeg på et lille tidspunkt åbnede mit ene øje meget lidt og så Aprils vrede ansigtsudryk. Hun lignede en, der seriøst var ved at koge over, hvilket jeg var ved at grine af. ”Husk, at det kommer til at gå ud over dig selv,” kunne jeg høre hende sige, inden hun vendte sig om og gik sin vej.

Jeg rynkede panden af det, som April lige havde sagt og trak mig så langsomt fra Lucie. Mit blik fulgte Aprils skikkelse, og jeg havde lyst til at rejse mig op og følge efter hende for at spørge, hvad fanden hun mente med det, som hun lige havde sagt. Ifølge mig lød det som en trussel. Men hvorfor skulle Lucie være veninder med en, der truede hende?

Jeg så på Lucie igen, der sad tog en tår af sin drink og dernæst så på mig, som om intet var hændt. Jeg havde virkelig meget lyst til at spørge hende, hvorfor April lige havde sagt det der, men gjorde det ikke. Lucie havde jo fortalt mig, at jeg skulle stole på hende, og det blev jeg altså nødt til. Også selvom der sad en lille stemme i mit øre og fortalte mig, at der slet, slet ikke var noget i orden her.

Lucie sad og observerede mig lidt, og hun kiggede lidt underligt på mig. Jeg sendte hende bare et smil for at vise, at alt var okay. Det var det jo også, ikke?

"Nå, hvor kom vi fra?" sagde hun drillende og tog langsomt min hånd. Den sædvanlige følelse kom frem. Følsen af lyst. Min hud brændte mod hendes, og mit hjerte slog hårdere. Jeg sendte hende et charmerende smil bare for at lade som om, at jeg ikke var særlig påvirket over hendes handling. Altså, jeg havde intet imod, at hun havde kontrollen, men hun skulle da ikke tro, at hun kunne få mig så nemt på krogen.

"Tillad mig at genopfriske dine minder," svarede jeg og lænede mig frem. Hun grinede kort, før jeg fik tilladelse til at plante mine læber på hendes.

***

Lucies synsvinkel

Zayn skubbede mig ind mod døren inden han plantede sine læber mod mine, mens han prøvede at få nøglen til at ramme nøglehullet, så han kunne få låst døren op. Det lykkedes ikke særlig godt, hvilket fik mig til at fnise.

Zayn trak sig en smule fra mig og lod sine brune øjne fange mine. Hans øjne var fyldt med lyst, og det var mine sikkert også.

Jeg havde savnet ham så forbandet meget de sidste fire dage. Faktisk havde jeg savnet ham og alle drengene, og den sorg der havde indhentet mig de sidste par dage, var fuldstændig væk. At kunne snakke med dem uden at skulle lyve, havde været en befrielse i sig selv.

Selvfølgelig havde der været en masse ulemper - fx. at jeg ikke vidste, hvad April nu ville finde på, eftersom jeg var flabet overfor hende før idag, hvilket hun ikke var tilfreds med. Men lige nu var jeg ligeglad. Det var lykkedes hende at holde mig fra Zayn i fire dage og få os til at skændes helt vildt, og med lidt alkohol i blodet kunne jeg endelig tage mig sammen til at sige nej, og nu skulle det nydes.

Jeg havde savnet min kæreste så forfærdelig meget.

Døren blev skubbet op og det samme blev jeg. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og det smittede vidst af på Zayns.

Hans øjne borede sig ind i mine, og viste kun tegn på kærlighed, lyst og glæde - noget jeg havde savnet at se. Han havde på en måde været fraværende hele aftenen, indtil jeg fik sagt nej til April. Jeg var bange for, at han måske var ved at opdage der var noget forkert i det hele, men hvis det var sådan, så var det Aprils skyld. Hun havde selv truet mig foran ham, og Zayn var ikke dum - det vidste vi alle sammen.

"Jeg har virkelig savnet dig," fløj det ud af munden på mig, og førhen ville jeg have hadet at lade sådan noget smutte, men det var Zayn, og jeg elskede ham. Jeg kunne alt med ham - selv vise ham sider af mig, som jeg ikke engang vidste, at jeg havde!

Han kyssede mig kort på halsen og kiggede mig så i øjnene.

"Jeg har også savnet dig babe," mumlede han inden han tog fat om min ben, og fik mig til at sidde om hans hofter. En stærk følelse af lyst gik igennem mig. Det var trods alt fire dage siden, at Zayn og jeg sidst snakkede sammen, og man kan ikke ligefrem kalde det en fredelig samtale - så jeg manglede en del af mig selv lige nu.

Jeg kørte en hånd igennem hans hår, og tog en smule hårdt fat i en tot. Et støn slap ud over hans læber, hvilket fik mig til at smile, og fik følelsen af kontrol op igennem mig.

Jeg elskede kontrollen. Om jeg var den gamle Lucie, eller den rigtige var ligegyldigt, at have kontrollen lå til mig.

Jeg lod mine hænder glide hen over hans bryst, mens han bar mig ind i soveværelset. 

"Den trøje klær dig ikke lige nu," hviskede jeg i hans øre, og bed ham forsigtigt i halsen, hvilket fik ham til at grine, inden han satte mig på gulvet foran sengen. Jeg slap mit greb om hans hår og lod mine hænder glide ned af hans krop, mens jeg holdt øjenkontakten.

Hans øjne blev mørkere, og da han rakte ud efter mig, tog jeg fat i hans hænder og tvang hans arme ned langs siden, hvilket fik ham til at se forvirret på mig.

Jeg slap kort en latter ud.

"Utrolig du aldrig vænner dig til tanken om, at jeg har kontrollen." Jeg måtte bruge alt min viljestyrke til at træde et skridt væk fra ham. Jeg havde savnet ham, og jeg vidste, at han også havde savnet mig, så hvorfor ikke få noget sjovt ud af det?

Jeg vendte ryggen til ham for at træde hen mod badeværelset, men hans hænder greb fat om mit liv, og trak mig hen til sig så hurtigt, at jeg ikke nåede at stoppe.

Hans træk kom bag på mig, og derfor lod jeg et gisp undslippe mine læber, hvilket fik ham til at grine lydløst.

Han pressede sit bryst mod min ryg, inden han langsomt lod sine læber røre min hals, hvilket fik hele min krop til at sitre.

"Jeg tror det er tid til forandringer," hviskede han med en sexet stemme, og da jeg ville vende mig rundt for at give efter, strammede han grebet om mit liv, og lod sine hænder glide rundt på min kjole og hen til mit bryst. 

Mit hjerte slog hårdt i brystet på mig, og hans berøringer gjorde mig mundlam.

Jeg ville ikke give efter. Jeg skulle have kontrollen, sådan havde det altid været.

Jeg drejede mig med et ryk og skubbede Zayn hen mod sengen, så han faldt bagover og hev mig med. Jeg satte mig med begge ben om hans liv og lavede et tilfreds kast med hovedet, inden jeg bukkede mig ned.

"Jeg kan ikke lide forandringer," hviskede jeg mod hans læber og lod mine hænder glide ned af hans trøje. Det var vidst på tide, at han smed sit tøj. Han var pænere uden.

Jeg tog fat i hans buksekant, men nåede knap nok at åbne dem, før jeg pludselig lå på sengen med Zayn hen over mig. 

"Du bliver nød til at vænne dig til dem babe," hviskede han og fjernede en tot hår fra mit ansigt, inden han lod tre fingre glide hen langs min læbe. 

Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans latterlige forsøg på kontrol, og da jeg løftede hænderne for at skubbe ham væk, tog han fat om dem, og lagde dem over mit hoved i en stærk bevægelse, så jeg umuligt kunne gøre noget. 

Hans brune øjne borede sig hånligt ind i mine, inden han langsomt slap min ene hånd, og lod sin hånd glide ned af min krop, som han studerede med øjnene, som om han aldrig havde set mig før.

En genert følelse skyllede ind over min krop, og da han slap min anden hånd gjorde jeg ikke noget for at overtage kontrollen - jeg kunne ikke.

Han tog fat i min hofte og løftede mig en smule op over sengen, inden han lod sin anden hånd gribe fat om lynlåsen og hive den ned.

Hans øjne fandt mine, inden hans læber fandt mine igen, og denne gang et romantisk og lidenskabeligt kys, fyldt med savn og kærlighed. Der blev ikke sagt særlig meget, men ord var ikke nødvendigt lige nu.

Han trak langsomt ned i kjolen og smed den så lidt efter på gulvet. Han kyssede mig blidt på maven og trak så sin egen bluse af, for at fortsætte ned af maven, indtil han nåede min trussekant. En kildende fornemmelse gik igennem min krop, inden han tog fat i den. 

Et drillende smil gled over hans ansigt, inden han lænede sig frem mod mig og kyssede mig på munden, mens han langsomt fjernede dem. Hans hånd gled forsigtigt op af mit lår, og selvom jeg aldrig kunne indrømme det overfor ham, så var jeg under hans kontrol - for første gang fuldstændig under hans kontrol. Det pludselige skift, kom bag på mig, men denne side af Zayn, tændte mig virkelig.

Jeg kom til mig selv ved hans berøringer imellem mit ben, hvilket fik mig til at stønne højt. Zayn gav et grin fra sig, hvilket ville have irriteret mig utrolig, men jeg kunne ikke tænke på andet end hans berøringer.

"Zayn, drop det og kom til sagen," fik jeg fremstammet, inden jeg endelig tog mig sammen og hev fat i hans buksekant. Han tog igen fat om mine hænder og gjorde arbejdet selv. Han pinte mig, og han vidste det udmærket godt.

"Væn dig til det babe," hviskede han og bed mig blidt i underlæben, inden han trængte ind i mig. Mine hænder fandt om bag hans ryg, og blidt borede jeg neglene ind i hans ryg, hvilket dog hurtigt blev ændret, da han satte farten op. 

Jeg lukkede øjnene og lagde hovedet bagover af nydelse, hvilket åbenbart gav Zayn lyst til at lave et sugemærke på mig. Jeg gjorde som før, og tog en smule hårdt fat i hans hår, men det så ikke ud til han tog sig af det denne gang, så jeg måtte give efter, hvilket var nyt for mig - og hvis han troede, at det ville ske igen, så tog han fejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...