The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1041Likes
1006Kommentarer
114417Visninger
AA

6. Kapitel 5.

 

Lucies synsvinkel

Jeg kunne ikke – jeg måtte ikke. April havde truet mig med, at jeg ikke måtte fortælle sandheden til dem. Hvis de fik det at vide om billederne, så ville hun ikke engang tøve med at sende dem ud, så det var grunden til, at Harry direkte havde båret mig ind på Liams værelse, låst døren og fået mig til at slappe af.

Jeg overreagerede, selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg kunne ikke få styr over mine vrede. Den var ikke rettet mod Zayn, men derimod mig selv, og April. Lige meget, hvor dum jeg havde været og begået det indbrud, så blev jeg nødt til det! Og oven i købet skulle jeg holde det hemmeligt for drengene, hvilket startede et kæmpe skænderi mellem Zayn og jeg.

Jeg hadede at lyve for ham. Jeg ville selv have, at vores forhold skulle være uden hemmeligheder, men jeg måtte huske mig selv på, at jeg gjorde det her for ham – selvom det betød, at jeg skulle blive den bitchy hemmelighedsfulde Lucie igen – hende jeg lovede mig selv, at jeg havde lagt på hylden. Jeg måtte spille mine kort rigtig. Zayn skulle tro på, at jeg havde tilgivet April for alvor, og derfor måtte jeg snige mig til den fest hos hende i morgen aften.

”Lucie, kig på mig.” Harry lænede sig irriteret op af døren. Jeg kiggede bare ud af vinduet. Jeg skulle ikke åbne munden. Hvem vidste, hvad der kom ud? Jeg turde ikke tage chancen.

”Er du ude på at få endnu et af de ar igen?” Harry hentydede til det brandmærke hun gav mig sidst. Jeg ville aldrig nogensinde glemme det. April var en engel sendt fra helved.

”Han betalte de penge til hende, Lucie. Du kan ikke gøre det her imod ham.” Han trådte væk fra døren. Jeg sukkede. Jeg vidste han havde ret, og jeg havde lyst til at skrige det til ham, men det kunne jeg ikke.

”Holder du nogensinde kæft?” Jeg vrissede irriteret af ham, men fortrød det straks. Jeg hadede at være den bitch, som jeg var nu.

Døren ind til Liams værelse gik op, og en sur Liam kom ind efterfulgt af Louis.

”Hvad fanden skete der lige?” Liam kiggede vredt over på mig. Jeg lavede store øjne. Han bandede faktisk? Badboy.

Jeg kiggede bare væk igen. Jeg skammede mig, men det kunne jeg ikke vise. Jeg behøvede ikke være en bitch over for dem når vi var alene.

”Jeg er ked af det.” Svarede jeg hurtigt og rejste mig op. Jeg skulle væk, inden jeg fik sagt noget, som jeg ikke skulle.

”Du er ked af det? Lucie, du hænger ud med April igen?” Jeg gik irriteret forbi ham, men blev stoppet op af Louis, som tog ved mit håndled.

”Hun er slet ikke så slem.” Fløj det ud af munden på mig. Jeg kunne godt høre, hvor latterligt det lød.

Liam løftede det ene øjenbryn. ”Ikke så slem?” Han kiggede forvirret hen på Harry, og så Louis. ”Ikke så slem? Lucie, se hvad hun gjorde ved dig!” Louis vendte min arm om, så brandmærket kom frem.

”Hun har undskyldt, okay?” Jeg rystede min arm fri og gik ind på mit værelse. Noget sagde mig, at den her løgn, den ville blive kørt alt alt for langt. Jeg vidste de ikke fattede en skid af, hvad der skete, og så længe de blev forvirret, så gav det mig ekstra tid, til at finde ud af, hvordan jeg skulle få dem overbevist om, at April og jeg var blevet rigtig veninder igen.

***

Jeg stod og studerede mig i spejlet. April havde lavet endnu en konsekvens til mig – over mobilen! Hun gik virkelig for langt nu.

Nå men, jeg skulle have en utrolig kort kjole på. Den gik lige til lårene og fik mine bryster til at poppe op i mit ansigt. Det var ækelt. Engang var det her, hvad jeg gik i hver dag, men nu var det for meget. Folk ville se mig som billig, og det var alt sammen pga. April.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, og gik hen mod døren. Jeg skulle snart være der, så jeg måtte nok hellere komme af sted. Jeg følte mig virkelig utilpas i det her tøj. Jeg måtte bare håbe, at Liam ikke så mig. Han ville aldrig give mig lov til, at gå ud sådan her. Faktisk ville han slet ikke lade mig gå ud.  Hvis jeg ikke tog helt fejl, så havde ham og Zayn aftalt at holde mig langt væk fra April, og gjorde de det, ja så var jeg på skideren!

Derfor listede jeg hen over gangen. Fjernsynet var tændt, så han så sikkert tv. Heldigt for mig. Jeg hadede det her. Det mindede mig for meget om den gamle Lucie.

Jeg kom ned på gaden og tog mine stiletter på, inden jeg satte kurs mod diskoteket, som lå to gader væk. Den her aften, den ville blive virkelig virkelig smadret.

***

Et par drenge fløjtede af mig, hvilket pissede mig helt af. Jeg gav dem fingeren inden jeg smuttede ind på diskoteket. Jeg skulle møde April i baren, og hvis jeg ikke skyndte mig, så ville jeg være for sent på den. Jeg håbede virkelig, at hun ikke havde noget i ærmet til den her aften, og at hun rent faktisk ville nyde den med mig, men problemet var: Jeg kunne ikke nyde noget med hende, og hun havde altid noget i ærmet.

”Der har vi hende joo!” En dreng jeg vidste hed Tim, tog fat i min hånd og trak mig igennem mængden. Jeg kiggede på April, som smilede stort.

”Tænk du stadig ejer sådan en kjole. Jeg troede et kort øjeblik, at Lucie Payne var blevet kedelig.” Hun skubbede et glas hen til mig, og uden at tøve tog jeg imod det. Hvis jeg skulle igennem den her aften, så skulle jeg være halv beruset. Ikke fuld, bare beruset. Hvem vidste, hvad April kunne finde på, hvis jeg var helt væk.

”Vi kan lige så godt komme til sagen, vi er her jo ikke for sjov.” April knipsede med fingrene, og lidt efter sad hun med en pakke i hånden – og selvom det var længe siden jeg sidst havde set det, så vidste jeg udmærket, hvad det var.

”April, nej.” Jeg rystede på hovedet og drak noget af min drink. ”Jeg vil ikke stå i gæld til dig igen.” Jeg tog imod et shots fra Tim. Han var nok den eneste der bare var lidt normal her.

”Åh, lad være. Det første er gratis. Det er jo også længe siden du prøvede sidst. Så bare tag det som den første gang.” Hun lavede high five med Jimmy.

Jeg rystede på hovedet. Det kunne jeg ikke. Jeg var kommet ud af det shit, jeg ville ikke ind i det igen!

”Lucie, du kan lige så godt spare os for din benægtelse. Vi ved jo begge, hvordan det kommer til at gå i sidste ende.” Hun lænede sig hen imod mig med en pose i hånden.

”Det, eller billederne.” Hun viftede med posen. Jeg sukkede. Én gang gjorde mig nok ikke afhængig.

Jeg tog irriteret imod den og åbnede den. Jeg kiggede rundt, for at se om der var vagter.

”Det har vi ordnet, ned med det.” Hun rakte mig et sugerør som var blevet knækket over, så jeg nemt kunne snuse det op. Jeg kneb øjnene sammen. Det var for Zayn. For min dejlige Zayn, som var røv sur på mig.

Jeg var lige kommet, og jeg kunne allerede mærke alkoholen pumpe. Det måtte virkelig have været stærkt, det hun gav mig.

Jeg hældte det ud på bordet, satte en finger for det ene næsebord, og snusede det hvide pulver op i det andet. Jeg kneb øjnene sammen da det sveg i næsen. Det her bragte alt alt for mange minder frem – dårlige minder. Jeg var virkelig ved at rode mig ud i noget shit.

De tvang mig til at tage det hele, og jeg kunne ikke gøre andet. Jeg var under Aprils magt.

Det kom helt bag på mig, hvor hurtig virkning det egentlig havde. Jeg havde helt glemt det.

Jeg kunne mærke jeg blev helt skæv i hovedet, og selvom der ikke var noget at være glad over, kunne jeg ikke lade være med at smile som en idiot og lade April trække mig ud på dansegulvet – præcis som i gamle dage.

”Jeg sagde jo, at vi ville hygge os som i gamle dage!” April dansede op af mig og sendte mig et stort smil. Jeg erklærede mig enig. Lige nu ville jeg nok give hende ret i alt. Jeg anede forfanden da ikke engang, hvad jeg lavede!

Et par hænder lagde sig om mine hofter, men jeg var så langt væk, at jeg ikke opdagede det i tide.

Drengene begynder at køre sine hænder rundt om mit liv, op og ned af mig, og lod så sin mund glide op og ned af min hals. April sendte mig et drillende smil som jeg ignorerede, og dansede videre til musikken.

Noget inde i mig sagde, at det her virkelig var dumt. Han skulle slet ikke røre mig på den måde. Jeg havde Zayn.

Zayn.

Min Zayn.

Jeg skubbede ham hårdt væk og lavede tegn til, at jeg skulle på toilet. Hvis det ikke selv var fordi, at April var langt væk, ville hun aldrig give mig lov til at smutte alene.

På trods af, at jeg næsten havde været Zayn utro, gik jeg og smilede som en eller anden idiot. Jeg hilse på alle mine gamle ’venner’ og var ved at falde over mine egne ben. Enhver kunne se, at jeg enten var pisse fuld, eller langt væk – dog kun hvis man så mig i øjnene!

”Lucie?” En hånd greb om mit håndled, og fik drejet mig rundt. Jeg havde set ham før, men jeg kunne simpelthen ikke sætte finger på, hvem han var.

”Dig har jeg set før!” Jeg begyndte at grine og var igen ved at vælte. Han tog hurtig ved mig. ”Du havde sikkert også set den dreng ude på dansegulvet før. Lucie, er Zayn her?” Han kiggede forvirret rundt.

”Nej?” Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede bag ham, for at se nogen af hans venner stå og glo.

”Lucie, er du på stoffer?”

Hvem var han egentlig?

”Nej,” fniste jeg og tog ved ham for ikke at vælte. Han rystede langsomt på hovedet, kiggede om på sine venner og trak mig med.

”Hvor skal vi hen?” Jeg halvløb med og fniste over det mindste. Hvor var jeg forfærdelig lige nu!

”Sæt dig.” Han puffede mig ned i stolen og tog sin mobil frem.

”Det er Lucie, Zayns kæreste.” Han lavede et tegn til en af pigerne, som hurtigt kom hen til mig. Noget sagde mig, at han var ven af Zayn, hvilket gav mig en underlig følelse indeni. Han havde set mig med den dreng på dansegulvet, men jeg havde ikke gjort noget igen! Han ragede på mig, ikke omvendt.

”Hey Lucie.” Pigen satte sig på stolekanten og prøvede at få øjenkontakt med mig, men mit blik flakkede rundt. Hvorfor sad jeg egentlig her, når jeg burde danse og have det sjovt?

Jeg ville rejse mig, men pigen tog hurtig fat i mig igen.

”Jep, helt klart på stoffer.” Mumlede hun til drengen, som nu stod og snakkede i mobil.

”Busted,” fniste jeg som en sindssyg og lænede mig tilbage i stolen, nu, hvor de holdt mig fanget her. Normalt ville jeg blive irriteret, men lige nu, så var det bare sjovt. Desuden var jeg træt.

Zayns synsvinkel:

Efter en opringning fra en bekymret Liam, var jeg i fuld fart på vej hen mod hans lejlighed, imens panikken lige så roligt var ved at udløse sig i min krop. Lucie var forsvundet. Hvorhen vidste Liam ikke, og han var bekymret for hende. Derfor bedte han mig om at komme så hurtigt så muligt. Selvom jeg ville have taget af sted uden at få hans ordre. Jeg var mindst lige så bekymret som ham – hvis ikke mere.

Jeg sad og spekulerede på, om hun var skredet på grund af dårligt humør. Det var jo ærlig talt ikke første gang, at hun bare smuttet, fordi hun var sur eller ked af det. I går havde vi jo haft et ret stort skænderi i gang, og måske var det bl.a. grundet til, at hun var smuttet. Jeg vidste det ikke, men jeg skulle nok finde ud af det.

Jeg parkerede min bil og sprang hurtigt ud af den, imens jeg smækkede døren og låste den. Dernæst halvløb jeg i mørket hen til opgangen af lejlighedsbygningen og åbnede døren. Jeg tog trapperne op til Liams lejlighed og ringede på døren. Der gik ikke mere end et par sekunder, før den blev åbnet. Liam var troppet op foran mig med et lettet blik i øjnene. ”Tak fordi du gad at komme,” sagde han og lukkede mig ind. Jeg nikkede hurtigt og så undrende på ham. ”Hvad gør vi?” spurgte jeg og følte mig en smule hjælpeløs.

Jeg kunne mærke, at min krop pludselig begyndte at reagere som sidste gang, dette her skete. Panikken overtog. Men det var udmærket kun fordi, jeg havde de mest latterlige anelser kørende i hovedet lige nu. Om Lucie var sammen med April. Om hun bare var skredet en tur. Hvad hvis hun var kommet ud for en ulykke?

”Jeg har prøvet at ringe til hende, men hun tager ikke telefonen,” svarede Liam og gik ind mod stuen i et hastigt tempo. Jeg fulgte efter ham, til vi endte inde i stuen, imens min mave begyndte at trække sig sammen til en stor klump. ”Hvornår så du hende sidst?” spurgte jeg med bange anelser. Han kiggede ned på uret, der sad på hans håndled og så op på mig igen.

”Omkring 1-2 timer vil jeg tro,” sagde han opgivende og stod og rodede med sin telefon. Jeg skulle til at sige noget, da jeg kunne mærke en vibration i min bukselomme. Min telefon ringede.

Med nogle små bevægelser, fik jeg den taget op af lommen og så på skærmen. Det var Danny, der ringede. Jeg stod lidt og overvejede, om jeg skulle tage den eller ej. Det var nok ikke lige helt så vigtigt, som det her. Men på den anden side, så var det måske også relevant.

Jeg trykkede på den grønne boks og tog telefonen  op til øret. ”Det' Zayn,” sagde jeg kort og kiggede på Liam, der så med en rynket pande på mig. Jeg ignorerede ham lidt og lyttede til baggrundsstøjen, der lød fra røret. ”Danny her,” blev der halvråbt, så det skramlede i min telefon. Jeg kneb øjnene lidt sammen af smerte og sukkede. Det lød ikke særlig relevant. Faktisk lød det bare som om, han var til fest, og det var vel nok ret lige meget lige nu.

”Danny, jeg har ikke tid til at snak-” ”Ved du godt, at Lucie er til fest?” afbrød han mig. Jeg løftede øjenbrynene, og kunne allerede mærke vreden indtage. ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg, selvom jeg udmærket godt vidste, hvad han mente. Var Lucie taget til fest? Uden at spørge Liam om lov først? Og med hvem? Det har bare ikke at være April.

Liam kiggede med et irriteret blik på mig, og jeg gættede på, at han havde lyttet med i samtalen. ”Jeg tror, at du bør komme og hente hende. Hun er helt væk, mand..” Jeg bed tænder sammen. Væk? På hvilken måde væk?

Jeg så efter Liam, der allerede var gået ud i gangen for at få sko på. Det var afgjort, at vi skulle efter Lucie. Afgjort, at vi endnu en gang skulle skændes med hende. Hvorfor fanden rodede hun sig også ud i alle de problemer? Det er udelukkende den kælling hvis navn er April's skyld. Jeg hadede hende. Hun skulle holde sig fuldstændig væk.

”Sender du adressen over besked, så kommer Liam og jeg?” sagde jeg og gik ud i gangen. ”Yes. Så ses vi.” Jeg tog telefonen væk fra mit øre og lagde på, imens jeg fastholdte mit blik på Liam. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg var sur eller bekymret for Lucie. Det var en blanding. Sur over, at hun bare var skredet. Og det var ikke første gang, hun havde gjort det. Desuden vidste hun godt, hvor bange Liam og jeg blev for hende, så hvorfor blev hun overhoved ved? Jeg var bekymret for, hvad der gik af hende. Hun havde ændret sig alt for hurtigt. Der var noget muggent over alt dette her, og jeg kunne bestemt ikke lide det.

***

Liam og jeg tog straks hen til klubben, som Danny havde givet mig adressen på. Den lå inde i byen, så der var ikke særlig langt. Til gengæld føltes det som en evighed at komme derhen, eftersom jeg gik inde med en lille vrede, som jeg havde brug for at få ud. Det lød som en mærkelig ting, men jeg havde trang til at skændtes med Lucie igen. Hvorfor helvede var hun bare taget af sted til fest uden at informere Liam om det? Ønskede hun ligefrem at se ham bange eller hvad?

”Skal vi bare finde hende og så smutte?” spurgte jeg og slukkede motoren, hvorefter jeg klikkede min sele op. Liam nikkede kort og sukkede. ”Jeg håber virkelig ikke, at der er sket noget,” sagde han, inden han åbnede døren og hoppede ud.

Vi kom hurtigt ind på klubben, eftersom der ikke var så mange ved indgangen. Der var heldigvis heller ikke så mange folk indenfor, men der var stadigvæk varmt og lugtede slemt af røg. Ingen tvivl om, at dette her var en klub, hvor alle folk røg sig skæve og drak, til de brækkede sig. Hvad fanden lavede Lucie ærlig talt her?

Jeg kiggede rundt og søgte efter hende, men kunne ikke lige umiddelbart få øje på hende. ”Måske skal vi splitte os op og lede efter hende?” råbte Liam for at overdøve musikken. Jeg så på ham og nikkede. ”Vi mødes her om 10 minutter?” foreslog jeg med løftet øjenbryn. Han nikkede en enkelt gang og vendte sig så om.

Jeg begyndte at lede efter Lucie. Eftersom jeg ikke havde set hendes mundering eller frisure, var det sværere end regnet med. Alle menneskerne lignede efterhånden hinanden. Jeg vendte mig forskrækket om, da jeg blev prikket på skulderen. Til min store lettelse var det bare Danny. Han kunne vel føre mig til Lucie!

”Hey,” sagde han og sendte mig et skævt smil. Han virkede lidt beruset, men ikke det helt store. Ellers havde han vel nok heller ikke ringet til mig. ”Hej,” svarede jeg og kiggede hurtigt bag ham for at se, om jeg kunne finde Lucie. ”Hun er herhenne,” fortalte Danny, som om han vidste, hvad jeg ledte efter.

Han vendte sig om og begyndte at gå hen mod et hjørne, hvor musikken tilsyneladende var lavere. Jeg kunne mærke vreden og skuffelsen bakke mig op, for hvert skridt jeg tog. Ubesvaret spørgsmål sad fast i mit hoved. Både fra skænderiet i går, og så det her.

Jeg fik efter nogle sekunder øje på Lucie, der sad i en sofa og snakkede med et par mennesker. Hun så virkelig glad ud og grinede næsten hele tiden, som om hun var helt væk – præcis som Danny sagde. Jeg kunne ikke ligefrem blive klog på, om det var fordi hun havde røget eller drukket. Hun virkede i hvert fald ikke normal, det kunne jeg godt fortælle.

Da vi kom lidt tættere på, så hun endelig hen i retning mod mig, og lige så snart hun havde glippet et par gange med øjnene, hoppede hun op af sofaen og kom hen til mig med et stort smil på læberne. Der var helt klart noget galt.

”Hey, babe!” sagde hun glad og skulle til at lægge armene om mig, men jeg var hurtigt og stoppede hende. Hendes nærvær gav mig, for at være helt ærlig, kvalme lige nu. Hun stank af røg og virkede bare så mærkelig. Slet ikke som den Lucie, jeg kendte.

”Drop det, Lucie. Vi skal hjem,” sagde jeg og tog hendes arm med et lidt hårdt greb. Det lod ikke til, at hun havde bemærket, at jeg faktisk var sur på hende, så måske fik jeg det markeret nu.

Hun gjorde mod stand med armen og fik mig til at vende mig om mod hende med et irriteret blik. Og det gjorde mig bare endnu mere irriteret, da hun stadigvæk stod og smilede stort og så drillende på mig. ”Så fang mig, hvis du kan!”

Hun vendte sig straks om og begyndte at halvløbe igennem mængden af mennesker. Jeg blev stående og gloede lidt efter hende, men gik så hurtigt efter hende. Det pissede mig virkelig af, at hun var sådan. Hun var virkelig barnlig, slet ikke sig selv. Hvad helvede havde hun indtaget?

Da hun tydeligvis slet ikke havde det godt, gik hun skævt og var ved at falde over fødder, da hun gik. Idet mindste gjorde det bare, at jeg nemmere kunne få fat i hende. ”Lucie,” sagde jeg strengt og anstrengte mig for ikke at råbe. Hun gjorde mig virkelig sur lige nu.

Hun så sukkende på mig og rystede på hovedet. ”Du fangede mig...” Jeg rynkede panden og gloede lidt på hende, da jeg så kom til mig selv. ”Vi skal hjem nu,” sagde jeg igen og tog lidt hårdere fat om hendes håndled, så hun ikke løb sin vej igen.

Hun nikkede langsomt med hovedet og stirrede så lidt på mig. Hendes smil var forsvundet lidt, og hun lignede mere en, der havde det dårligt nu. Måske var det hurtige tempo ikke det bedste for hende.

”Jeg skal lige finde April!” sagde hun så og skulle til at vende sig om, men jeg fik straks revet hende om til mig igen, imens jeg sendte hende et vredt blik. Var hun her.. med April? Jeg bed tænderne sammen, og kunne mærke vreden bore sig op. Jeg syntes, at jeg havde gjort det klart for hende, at hun ikke skulle være sammen med April mere. Og så gjorde hun det fandeme. Hvad helvede var der i vejen med hende?!

Hendes udtryk i øjnene ændrede sig straks til et helt ulæseligt et. Hendes smil falmede helt, og hun sank en lille klump. Hun havde dummet sig. Det var den tanke, der røg igennem hendes hoved lige nu. Jeg kunne se det.

Jeg åbnede munden for at komme ud med en vred kommentar, da jeg ikke kunne holde det inde mere. Hun havde selv udløst al den vrede ved at nævne April. Men inden jeg nåede at sige noget, mærkede jeg et par velkendte læber mod mine. Selvfølelig var det Lucies. Og selvfølelig gjorde hun det, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derfor skubbede jeg hendes også væk fra mig med det samme, hvilket gjorde, at jeg slap grebet om hendes håndled. Der så hun så muligheden til at vende sig om og forlade mig.

Jeg sukkede surt og gik efter hende, da en arm kom ind foran mig. Jeg så hen mod personen, og det viste sig så, at det var Danny. Jeg stoppede op og løftede øjenbrynene. Han gjorde et nik mod Lucie, og jeg så hen mod hende. Liam havde fået øje på hende og stod og sagde et eller andet. Han så ret vred ud, og jeg måtte sige, at det var sjældent, jeg så ham sådan. Men han havde en god grund til at være vred.

”Få hende hjem. Jeg tror ikke, at hun har det særlig godt,” halvråbte Danny til mig. Jeg kiggede hen på ham igen og nikkede så. ”Tak for hjælpen,” sagde jeg kort. Han smilede. ”Altid, Zayn!” Han klappede mig på skulderen, inden han vendte sig om igen og gik.

Jeg kiggede hen mod Liam og Lucie igen. Liam kiggede hen mod mig og vinkede mig hen til ham. Jeg gik hen mod dem, indtil jeg endte ved deres side. ”Vi er dem, der er gået,” sagde Liam hurtigt og begyndte hurtigt at gå. Han havde Lucie i hånden og tog hende med i købet, og hun gjorde lidt modstand, kunne jeg se.

 Jeg sukkede af hende og fulgte nøje efter.

Mine øjne betragtede hver hendes bevægelser og gjorde mig mere og mere irriteret. Hun gjorde modstand og prøvede at vige væk fra Liam, og det, der irriterede mig mest var, at hun gjorde det med små barnlige kneb. Hun teede sig ærlig talt bare som et barn, hvilket jeg aldrig havde oplevet før. Og det var ikke ligefrem sådan her jeg ville opleve det. Jeg troede heller ikke ligefrem, at det var bevidst fra hendes side. Men hun skulle da nok få lov at høre om det, det kunne jeg godt love for.

Vi nåede hen til indgangen, da Lucie pludselig stoppede op og begyndte at ruske i Liam, nok med et håb om, at han ville slippe hendes arm. Liam sukkede og så irriteret på hende. ”Lucie, styr dig,” sagde han kort. Jeg gik op på siden af dem og kiggede på Lucie, der bare blev ved. For fanden da.

Min irritation blev ukontrolleret, og jeg lagde begge mine hænder på hendes skulder. ”Vær sød at tage dig sammen nu,” sagde jeg lavt i hendes øre og skubbede hende blidt hen mod udgangen.

Lucies synsvinkel:

Jeg vågnede med den ledeste kvalme, og smerte i maven.

Hvor var jeg?

Jeg satte mig med et sæt op i sengen, da det sidste jeg kunne huske, var April og jeg, som dansede sammen.

Et gys gik igennem min krop, da jeg tænkte på April, og hvad hun fik mig til i går. Det var derfor, at jeg havde det så skidt. Hvor meget lort havde jeg lige indtaget? Hvad fanden tænkte jeg egentlig på? Og hvordan var jeg kommet herhjem?

Inden jeg overhovedet kunne blinke, kunne jeg mærke opkasten komme op igennem halsen. Jeg gispede lydløst og kastede mig ud over sengen, hvor der stod en balje. Uden at tænke over, hvordan den var endt der, faldt jeg ned på alle fire, og lod alt fra i går komme op.

Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

Døren til mit værelse gik op sammentidlig med, at endnu mere kom op. Det gjorde ondt i maven at bruge alle de kræfter, men det skulle op. Alt der overhovedet kunne minde om April, skulle op – brændes, væk.

Personen fjernede mit hår fra mit ansigt, og satte sig på sengen. Jeg ville dreje mit hoved for at se, hvem det var, men jeg lod mit hoved blive halvt nede i baljen. Hvor var det vammelt.

Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg græd ikke. Kraften i maven, fik bare tårerne til at springe frem.

Da jeg endelig var sikker på, at jeg var færdig, skubbede jeg baljen væk, og satte mig op af personens ben, for at få kontrol over min krop igen. Gud, hvor var jeg smadret.

”Lucie?” En hæs stemme, som kun kunne tilhøre den kendte Harry Styles, overdøvede mine tanker, om hvordan jeg skulle få April til at lide mest. Hun var forfærdelig.

Jeg lukkede øjnene og skælvede under hans hånd, som gled over mit ansigt, for at fjerne mit pandehår. Hvad lavede han egentlig her? Hvorfor lige ham ud af alle?

”Kan du huske noget fra i går?” Jeg rystede hurtigt på hovedet, hvilket var en dum ide. Kvalmen steg igen, og mit hoved dunkede.

”Ingenting?”

Denne gang nøjes jeg med at mumle et nej, inden jeg lukkede øjnene.

Harry sukkede tungt.

”Du ved godt, at du giver Liam mindst to hjertestop, hver gang du forsvinder, ikke?”

Liam.

Forhelved. Jeg var bare skredet i går. Jeg tænkte ikke ordentlig over det, da det engang var en vane bare at skride, men nu kunne jeg jo rent faktisk snakke og grine med Liam, ja han måtte endda røre mig! – Ikke misforstå mig, og han vidste, hvad der var sket og skete i mit liv – undtagen nu.

Jeg snøftede kort. April ødelagde alt for mig.

Hvor var Liam egentlig? Og Zayn? Og vigtigst af alt, vidste de, at jeg havde taget stoffer i går?

Jeg spærrede hurtigt øjnene op. Det måtte de gøre. Hvordan skulle jeg ellers havne her?

Fuck. Hvordan kunne jeg også regne med at tage i byen, uden at nogen ville opdage mig? Jeg var forfanden da Lucie Payne. Og ikke Payne som i Liam fra One Direction Payne, men Payne som i, at være byens badgirl.

Jeg rejste mig hurtigt op, hvilket fik Harry til at se forvirret på mig, inden han tog om min arm, så jeg ikke mistede balancen. Hvorfor gjorde han det? Og hvad fanden lavede han stadig her? Havde jeg virkelig fucket så meget op, at selv min elskede fætter, ikke ville se eller snakke med mig?

Mit hoved dunkede helt sindssygt. Lorte stoffer. Lorte April!

Før Harry kunne nå at stoppe mig, flåede jeg døren op, og marcherede ud i køkkenet for at tage en hovedpinespille. Hvis jeg skulle overleve i dag, så skulle den smerte dæmpes. Hvordan var det overhovedet muligt, at have det så skidt?

Jeg tog et krus ned og fyldte vand i det, mens jeg stod med pillen i hånden. Jeg lukkede øjnene, fordi folk sagde det åbenbart formindskede smerten – hvilket jeg nu kunne bekræfte, var løgn. Mit hoved dunkede!

Jeg lagde pillen på tungen og drak noget vand, så den langsomt gled ned. Jeg holdt så stramt om glasset, at mine knoer blev helt hvide. Den samme tanke kørte rundt igen og igen.

Hvad havde jeg rodet mig ud i?

Jeg kunne ikke selv have fundet hjem i går, hvilket måtte betyde, at nogen måtte have hjulpet mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det Liam, og hvis det var ham, så var han skuffet.

Nej ikke skuffet, fuldstændig vred, sur OG skuffet, og ikke nok med det, ville han sikkert begynde at holde fuldstændig øje med mig, hvilket betød, at jeg flere gange, måtte skuffe ham, ved at forsvinde under Aprils ordre.

Vreden pumpede rundt i mit blod. Lorte April!

En hosten bag mig, fik mig til at fare sammen, hvilket resulterede i, at grebet om mit glas, blev strammere, så det pludselig sprang i min hånd.

Jeg ville have skreget af smerte, men de brune øjne, som borede sig ind i mine, gjorde det umuligt overhovedet at åbne munden.

Øjnene var fuldt af skuffelse, bekymring og vrede. Jeg havde ramt rigtig. Liam var nærmest gået ud af sit skind.

Uden et ord gik han hen imod mig, og greb min hånd. Han børstede glasskårene væk, uden at tænke over, at det gjorde ondt på mig.

Jeg skar en grimasse og kiggede ned i jorden.

”Lucie, hvad tænkte du på?” Hans stemme var vred, og hans berøringer var ikke specielt Liam-agtige. De var hårde, beslutsomme og vrede.

”Hvad sker der med dig?” Han prøvede at få øjenkontakt med mig, men da jeg ikke kiggede, rystede han mig blidt i skulderen, så jeg endelig kiggede på ham. Det gjorde nærmest ondt at se. Jeg vidste, at hvis jeg fortalte det var April, så ville han klart holde øje med mig hele tiden, og det skulle ikke ske.

Selvom jeg hadede det, måtte jeg lyve for ham. Jeg gjorde det for Zayn! Og drengenes skyld.

”Jeg ved det var dumt at smutte uden din tilladelse Liam,” Det var i det mindste rigtig. ”Men?” Han hev noget plaster frem og dækkede mine sår til. Jeg skar igen en grimasse og bed mig i læben.

”Jeg savnede bare at feste, og jeg fik vidst fat i en anden drink.” Jeg sagde det bestemt, så han blev nød til at stole på mig. Han måtte. Jeg kunne ikke leve med at måtte skuffe ham flere gange, ved at snige mig ud.

Hans hænder faldt ned langs siden, mens hans øjenbryn langsomt bevægede sig op.

Fuck. Han troede mig ikke. Jeg måtte holde øjenkontakten, for at vise, at det var rigtigt!

”Zayn, stop nu.” En skinger stemme lød i lejligheden, inden et brag lød. Liam kiggede forskrækket over i døren, hvor Zayn kom ud. Han så virkelig vred ud. Hans øjne mødte mine, og de var ikke længere brune. De var næsten sorte, og hans mund var en smal streg.

Åh gud.

”Du savnede at feste?” Han gik med faste skridt hen imod mig, hvilket fik Liam til at stille sig en smule imellem os.

”Du savnede at feste? Og så ender du med at tage stoffer?!” Han hamrede hånden ned i bordet, hvilket forskrækkede mig.

Det var virkelig længe siden, at jeg havde set ham så vred og sur. Noget sagde mig, at han havde gået inde med det i ret lang tid – måske for lang tid. Var jeg virkelig gået så langt? Eller var April virkelig gået så langt?

”Zayn, det med stofferne var ikke mig! Jeg vil aldrig tage det lort selv! Du så selv, hvad der skete sidste gang!” Ordene fløj ud af min mund. Jeg kunne ikke klare at se ham så sur. Og jeg havde jo ikke direkte selv taget stofferne – jeg blev tvunget.

Hans øjne borede sig ind i mine, og denne gang var jeg fast besluttet på at holde kontakten. Han skulle tro mig!

Han trådte endnu et skridt tættere på mig, og slog irriteret Liams hånd væk, som prøvede at skubbe ham tilbage. Han kiggede kort på Liam, og hans blik var slet ikke venligt. Jeg vidste, at alt det her var min skyld, og for nogle måneder siden, ville jeg have været fuldstændig ligeglad, men ikke nu. Slet ikke nu. Jeg hadede at skabe splid mellem dem, og det havde jeg gjort så tit, fordi jeg fik Zayn helt op i det felt, som kun jeg eller April kunne.

”Du er virkelig ude på dybt vand Lucie.” Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt, hvilket fik mig til at tænke på i går. Noget sagde mig, at han havde været der. Noget sagde mig, at han havde set mig, da jeg var alleværst.

”Og hvis du ikke passer på, kan du snart ikke bunde mere.” Og med de ord, vendte han ryggen til mig, og forsvandt ud af døren. Jeg hørte Niall bad ham om et blive, men da hoveddøren smækkede, blev det fuldstændig stille i lejligheden.

Liams blik lå på mig, og af frygt for at se bebrejdelse i hans øjne, fastholdt jeg mit blik på gulvet. Det lignede ikke Zayn at gå på denne måde. Han ville aldrig gå fra sådan noget her – aldrig. Han hadede mere end noget andet, når jeg gjorde det, og Zayn var ikke dobbeltmoralsk.

Jeg havde virkelig lavet lort i det her.

Liam åbnede langsomt munden, men lukkede den kort igen. Jeg rystede langsomt på hovedet, og som så mange andre piger, ville jeg ønske at kunne sige, at tårerne pressede sig på, men det gjorde de ikke. De var ikke til at finde. Om det var pga. den gamle Lucie facade var ved at være tilbage, vidste jeg ikke.

Jeg gik direkte ind på mit værelse, uden overhovedet at kigge på de andre drenge, som overgloede mig da jeg gik igennem stuen. Det hele var noget lort.

Jeg smækkede døren i og rev min mobil op. Jeg havde fået en ny besked, og navnet gav mig kvalme. Jeg kunne kvæle hende, jeg kunne virkelig virkelig skyde hende.

#Tak for en hyggelig aften. Ses i morgen klokken tolv. Kys kys!#

Noget der mindede om et suk/skrig, undslap mine læber, og lidt efter kylede jeg mobilen ned i min seng, så den røg op igen, og ned på gulvet. Min fod fandt om mod døren, og efterlod et højt brag efter sig.

Det hele var noget stort stort rod!

***

Aftenen var gået med endnu flere gyserfilm, præcis som dengang, hvor Zayn og jeg var uvenner sidst. Jeg ville næsten ikke tænke tilbage på den tid. Mit humør var fucket, og det var det desværre også nu. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Drengene sad i stuen og snakkede, men jeg kunne ikke gå ud til dem – jeg måtte ikke, og kunne ikke. Jeg havde skuffet dem så groft.

”Det er Zayn, jeg er…” Jeg lagde på, og bankede hovedet op mod væggen. Han havde ikke taget sin mobil siden han gik, og det lignede ikke ham. Jeg vidste, at Niall havde snakket med ham, da han kom forbi mit værelse og sagde noget med, at ham og drengene var urolige for ham. Ikke det smarteste, men så fik jeg da bekræftet, at han ignorerede mig – og jeg fortjente det. Jeg fortjente det hele, men det var bare som om, at det ikke var fair. Jeg fortjente det, fordi jeg løj for ham, men så fortjente jeg det heller ikke, fordi jeg gjorde det for ham. Det hele var forvirrende.

Tanken om at skulle møde April i morgen var opgivende, men alligevel ikke helt. De vidste jeg hang ud med April, og derfor behøvede jeg ikke lyve for at smutte, men det kunne jo være Liam ikke ville give mig lov?

At Zayn ignorerede mig, gjorde mig så ked af det, og vred, at jeg faktisk ønskede at være sammen med April lige nu, så jeg kunne drikke følelserne væk.

Når jeg var i et deprimeret humør, så var Zayn eller Liam der altid til at lytte, og de andre drenge, var der og løftede stemningen. Jeg var ikke god til at håndtere følelser, så at vide, at jeg var helt alene nu, det fik mig til at tænke tanken om, at drikke det væk, så jeg ikke skulle mærke smerten. Det var en forkert tankegang, men sådan var det, når jeg skulle gå inde med nogle følelser, som jeg ikke kunne håndtere. Jeg havde aldrig lært det, og nu når jeg stod alene, så det hele meget mørkere ud.

***

En dag gik, to dage gik, trejde dag forsvandt og stod uklart for mig, og fjerde dag bestod af tømmermænd, for at gøre sig klar til en fest om aftenen.

Jeg havde overnattet hos April de sidste tre dage, da vi havde festet og drukket til vi ikke længere kunne gå, og jeg havde ikke just lyst til, at tage hjem til Liam, for at vise ham, at jeg igen var fuld.

Men jeg kunne ikke gøre for det. Zayn ville ikke snakke med mig, og Liam var stadig skuffet. Jeg kunne ikke håndtere mine følelser længere, så det endte altså med at ende i druk, og måske et par ar langs hoften – men det var også kun det! Det lover jeg. Det skete desuden også ved en fejl. Jeg fik for meget at drikke, og i stedet for at blive glad, gik det den anden vej, så jeg endte med at sidde og stor tude hjemme på Aprils værelse. Hun var virkelig nysgerrig om, hvad der var sket, men hun var ikke min veninde, og hele lortet var hendes skyld. Hun skulle bare skyde sig selv, så Zayn og jeg kunne være sammen igen.

Jeg var ikke meget for at indrømme, at jeg havde grædt de sidste par nætter, men kun fordi jeg var fuld. April havde nærmest hånt mig med det den første nat, så jeg holdt det skjult de andre, selvom jeg slet ikke burde græde. Det var svagt.

 De sidste par dage, havde vi bare drukket, og en af gangene havde hun bogstavelig talt proppet stofferne ned i mit glas, da jeg bad hende fucke af helveds til og skyde sig selv, hvilket hun vidst ikke brød sig om. Men hun havde i det mindste ikke sendt de billeder ud.

Hun havde også givet mig konsekvenserne med at flirte med andre, lægge op til en masse sammen med dem og sådan. Det var som om, at hun ønskede jeg skulle ødelægge det for mig selv – og det gjorde jeg godt og grundigt.

Lige nu stod jeg hjemme på mit værelse – hos Liam. Han havde snakket med mig, og spurgt om jeg ikke kom hjem og sov. Han sagde endda, at vi kunne holde en video aften, og han sendte mig et smil, hvilket varmede mit hjerte op, og løftede mit humør helt vildt, eftersom jeg savnede ham sindssygt meget, men jeg kunne ikke.

Jeg måtte forklare ham, at der var en fest jeg hellere ville til – hvilket var løgn. Liam havde bare trukket på skulderne, og selvom han ikke viste det, vidste jeg, at han var skuffet. Det sidste han sluttede af med var: ”Pas på du ikke gør noget dumt,” Og med de ord, trak han sin mobil op og forsvandt ud af døren.

Hvis jeg ikke tog fejl, vidste han ikke, at jeg havde været til fest de sidste par mange dage, og måske var det derfor, at han havde sagt de ord.

Jeg hadede at lyve for ham. Jeg hadede det virkelig.

--------------------------------------------------------

Så kom det endelig! Undskyld mange mange gange for ventetiden, men hvor er I søde, at i venter. Har desværre haft totalt skriveblokering og haft det dårligste humør på det sidste, så undskyld igen!

Dette er ikke rettet igennem, men I skal ikke vente længere. x 

-SÅ, hvad tror i der sker nu? Og hvad er jeres tanker om at Lucie ikke må fortælle det til drengene? Ved I fleste vil have hende til at sige sandheden, men så er der jo ingen handling :b

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...