The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1041Likes
1006Kommentarer
114036Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Zayns synsvinkel

På vejen til interviewet kunne jeg ikke lade være med at tænke på andet, end det Ant havde fortalt mig. Selvom jeg ikke følte, at der var noget at være bekymret over, kunne jeg ikke lade være med at være bekymret. Jeg stolede hundrede procent på Lucie, det var bare som om, at Ant havde fået mig til at tvivle. Og det undrede mig lidt. Jeg skulle stole på hende, ikke tvivle på hende. Det gik mig bare på, og det var nok derfor, jeg tvivlede.

”Liam?” spurgte jeg, da vi sad i bilen. Vi havde fået tildelt bagsædet for os selv, så jeg kunne tale privat med ham. ”Ja?” Han så nysgerrigt på mig med løftet øjenbryn. Jeg så lidt på ham, inden jeg talte, ”når Lucie er alene hjemme. Hvad laver hun så egentlig?” Han så en smule underligt på mig trak så på skuldrende. ”Ser bare fjernsyn. Men nu er det ikke lige særlig ofte, at hun er alene, og det ved du da også godt. Hvorfor?” svarede han en smule forvirret.

Jeg rystede på hovedet og smilede så lidt dumt, som om jeg havde taget fejl af noget – det havde jeg jo også. Der var ingen grund til at bekymre sig, slet ikke. Jeg havde bare været lidt godtroende, det var alt.

”Jeg ved ikke.. bare nerver,” forklarede jeg kort. Han smilede svagt og klappede mig blidt på skulderen. ”Zayn, du har intet at være urolig over,” sagde han ærligt. Jeg nikkede langsomt og rystede så på hovedet af mig selv. Jeg stolede på Lucie, og ville med sikkerhed vide, hvis hun havde gang i noget.

 

***  

 

”Ladies and gentlemen, byd velkommen til One Direction!” Jeg smilede lidt, da jeg efter Louis trådte ind i et stort studie, hvor der sad et publikum og klappede, imens de jublede lidt, hvilket fik mig til at smile endnu mere.

Intervieweren, Liz, gav os hurtigt hånden og præsenterede sig, hvorefter vi satte os i en sofa, hvor det som ofte gjaldt om at komme først for at få en god siddeplads. Niall var uheldig og blev så nødt til at sætte sig på Liam, selvom det efterhånden var ret normalt for os, at det blev sådan.

Liz begyndte ligeså roligt at spørge os om, hvordan det gik og sådan, de normale spørgsmål, som vi plejede at få stillet. Derfor var det også ret nemt at svare på dem. Vi havde nu heller ikke så meget at fortælle, eftersom der ikke skete det helt store for tiden, men så begyndte Niall at tale om det nye album, og det brugte vi rigelig tid på at snakke om.

Da vi var ved enden af interviewet, skulle vi selvfølelig også lige have stillet nogle lidt mere personlige spørgsmål, og et af dem fik mig til at sidde og smile overrumplet og lykkeligt. ”Så, hvem er jer er single?” Niall og Hazza var de eneste, der rakte hånden op, og selvom der var noget inden i mig, der sagde, at jeg burde række hånden op, lod jeg være. Vores fans fortjente at vide, at jeg havde en kæreste. Også selvom de garanteret allerede havde set billeder og rygter, men det var nu nok meget rart for dem at få det bekræftet helt.

Liz så specielt meget på mig, hvilket bare fik mig til at smile endnu mere. Hun vidste nok godt, at Lou og Liam var i et forhold, og eftersom jeg ikke havde sagt det til et interview endnu, var det nok interessant at høre om det.

”Nå, hvem er så den heldige?” spurgte hun og smilede stort til mig, imens hun så rimelig glad og tilfreds ud. Et klart grynt lød fra Louis, imens han daskede mig blidt på skulderen og sendte mig et stort bredt smil. ”Det er vist ingen hemmelighed,” forklarede han kort. Jeg grinede kort og rystede på hovedet af ham, imens min krop brusede af en klar og behagelig varme.

 

***

 

Efter at have givet autografer, kram og billeder satte jeg mig smilende ind i den store bil, der og holdte og ventede på os. Drengene kom ind efter mig og klikkede deres seler på. ”Wow, de skreg meget,” sagde Harry og kiggede ud ad vinduet på pigerne, der stod og skreg. Jeg grinede kort og vinkede til dem, så de bogstavligtalt gik amok. Følelsen, der drev rundt indeni mig, var ikke til at beskrive – jeg elskede at se dem sådan. Det kunne lette hele ens dag. Men nu til det endnu bedre. Jeg skulle hjem til Lucie igen.

Som sædvanlig havde jeg savnet hende, selvom der ikke var gået spor længe, siden vi sås. Og det gjorde det ikke ligefrem bedre, da vi blev spurgt om, hvem, der var single. Vores fans havde set os sammen, så hvorfor ikke bekræfte, at vi faktisk var sammen? Jeg kunne vel kun være glad for, at Lucie ikke brugte Twitter, og jeg troede, at hun ville være lidt kold i røven over at folk var idioter for hende.

Absolut en af de ting, som jeg elskede ved hende. Hun kunne være så hård og led på de rigtige tidspunkter. Det havde generet mig, da jeg lærte hende at kende, men nu kunne jeg rent faktisk godt se, at der var et plus ved det.

”Nå, Zayn?” spurgte Harry mig og smilede bredt. Jeg nikkede og smilede igen. ”Hvordan føltes det at have en kæreste officielt nu?” Drengene begyndte at grine lidt, imens jeg bare smilede større. ”Perfekt,” svarede jeg og lænede mig tilfredst tilbage.

”Bare pas på, at det ikke går for langt,” advarede Liam mig hurtigt om, og jeg kunne bestemt ikke bebrejde ham det. Han elskede Lucie, og jeg vidste, at han ikke ønskede, at pressen eller vores fans kom efter hende – lige præcis som jeg selv.

Jeg nikkede til ham, selvom jeg var lige ved at smile. Mindet fra i går kom frem i mit hoved. Det havde været den mest romantiske skovtur, jeg nogen sinde havde været på. At se Lucies glade smil, da hun så, hvor vi skulle være henne, havde gjort mig glad. Hun var fantastisk.

 

***

 

Det tog ikke lang tid at komme op til Liams lejlighed. Han låste døren op og åbnede den, hvorefter han gik ind. ”Hey, Luce!” råbte han fra gangen, imens han tog skoene af og gik ind mod sit værelse. Jeg trådte roligt efter ham og stillede min sko, inden jeg gik ind i stuen, hvor jeg forventede at se Lucie. Hun sad der ikke, hvilket undrede mig. Fjernsynet var slukket, og der føltes helt trist og koldt, som om hun ikke havde været der i lang tid. Måske var hun bare inde på sit værelse. Drengene gik mig i møde, da jeg trådte ud mod gangen. De havde måske bemærket det lille undrende udtryk i mit ansigt. ”Noget galt?” spurgte Louis, lige da jeg åbnede døren til Lucies værelse. Jeg håbede så inderligt på at se hende derinde, men der var ingen. Jeg dobbelttjekkede en ekstra gang og vendte mig så om igen. ”Zayn?” sagde Harry med løftet øjenbryn. ”Hun er her ikke,” påpegede jeg og nikkede til Lucies værelse igen.

Drengene rynkede panden og så på Liam, der kom gående. ”Hvad sagde du?” spurgte han forvirret.

Panikken hvislede frem og tilbage indeni mig, og jeg sank en klump for at holde min krop i ro. Hvor fanden var hun henne? Hun sagde, at hun ville side og se fjernsyn, men hun var her ikke?

”Hun er her ikke,” gentog jeg og slog ud med armene. Liam så alvorligt på mig og åbnede så døren til badeværelset, som han stod ved siden af. Der var intet lys eller noget, så hun kunne heller ikke være der.

”Lucie?” råbte han igennem lejligheden, så det nærmest gav ekko. Sekunderne gik, og jeg kunne mærke, at panikken tog over. Hvad hvis der var sket hende noget?

”Zayn, slap nu lige lidt af,” sagde Niall beroligende, da jeg farede ind mod stuen. Jeg måtte gennemtjekke resten af lejligheden og bare håbe på, at hun gjorde grin med mig, selvom det ikke ligefrem virkede som hende.

Drengene begyndte at snakke ude i gangen og gik så efter mig ind i stuen. ”Måske er hun gået en tur?” forsøgte Louis, og jeg vidste udmærket godt, at det var for at berolige mig. Jeg stoppede op og overvejede situationen lidt. Måske var hun gået en tur for at nyde vejret, og så komme hjem, når hun vidste, at der var nogle i huset. Måske kedede hun sig bare og havde brug for noget luft.

Ants stemme begyndte at give genlyd i mine øre med den ene og samme sætning; ”Pas nu bare på. Du ved jo ikke hvad hun laver når du ikke er der.”

Jeg skar tænder og rystede på hovedet, helt uviden om hvad jeg skulle gøre. At ringe til hende havde ikke faldt mig ind endnu, så jeg greb hurtigt min iPhone, der lå i lommen og ringede op. Den ringede et par gange, før der lød en velkendt telefonsvare.

En iskold fornemmelse røg igennem mig, og jeg nåede ikke rigtig at tænke over, hvor hun ellers kunne være, før Nialls urolige stemme lød i mit øre, ”drenge.. Lucie er på politistationen.”

 

***

 

Uroligheden steg mere og mere op i min krop, da Harry parkerede bilen. Jeg sprang ud af bilen, inden han overhovedet havde nået at trække i håndbremsen. Men jeg var sådan set rimelig lige glad, jeg var nødt til at finde ud af, hvad helvede der var sket! Så vidt som jeg forstod det, havde Lucie åbenbart begået indbrud på en eller anden skole. Hvordan fanden var det gået til? Hun lavede sgu da ikke sådan noget lort mere.

Liam var hurtigt oppe ved min side og lignede en, der var totalt ubevidst om, hvad der var sket. Jeg kunne ikke selv sige, at jeg bevidst, men jeg havde på fornemmelsen, at det var noget lort, som Lucie var røget ud i. Også selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det. Hvorfor i alverden skulle hun også lave noget overhovedet? Det her gav ingen mening.

Jeg fandt hurtigt indgangen og gik som den første ind i varmen og op til skranken, hvor der stod en politidame fordybet i noget papirarbejde. Hun så op og smilede venligt. ”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” spurgte hun og lagde kuglepennen, som hun havde i hånden på bordet igen. ”Vi skal hente Lucie Payne,” svarede Liam, som om han havde hele situationen under kontrol. Dog kunne man nemt høre forvirringen i hans stemme, som han prøvede at skjule.

”Ja, lige to sekunder,” sagde damen og blev stående kort, lige som der kom en mand gående hen mod os. Han gik op til skranken, og jeg kunne lavt høre, hvordan han spurgte ind til et navn, som jeg absolut ikke havde forventet at høre. Jeg rystede på hovedet af mig selv og bad inderligt til, at jeg hørte forkert. Please sig, at jeg hørte forkert.

Damen sagde et eller andet, og kom herefter ud til os. ”Kom med,” sagde hun, hvorefter hun begyndte at gå hen mod en gang. Vi gik alle tavse efter manden. Jeg kunne slet ikke finde rundt i mine følelser lige nu. Jeg var virkelig forvirret og samtidig bange. Bange for, at Lucie havde rodet sig ud i noget dumt. Den fase skulle vi gerne være kommet ud af.

Jeg bed mig i læben, da damen stillede sig ved en dør og låste den op. Manden foran os fik som den første lov til at gå ind. Jeg smuttede ind efter ham og så rundt, indtil jeg fik øje på Lucie, der sad og kiggede i en hel anden retning, som om hun ikke havde lyst til at se på os. Allerede der kunne jeg mærke, at der var noget galt. Og det blev bestemt ikke bedre, da jeg fulgte hendes bliks retning og landede på den person, som jeg aldrig nogen sinde havde følt så meget had til før. April. Jeg bed tænderne sammen og knyttede automatisk mine nerver, imens vreden indeni mig voksede. Hvad fanden lavede den kælling her? Havde hun noget med det her at gøre?

Jeg betragtede hendes far omfavne hende, hvilket gav mig kvalme. Tænk at et menneske kunne elske den skabning. Han kendte helt klart ikke til hendes sande jeg. Mit blik røg langsomt hen mod Louis, der stod og snakkede med en politimand, og herefter hen på Niall og Harry, der talte lavmælt, og det kunne ikke være om andre end Lucie. Hvad fanden havde hun rodet sig ud i?

Imens jeg stod og skar tænder af at kigge på April, så jeg langsomt hen på Liam, der bare så helt forvirret ud. Samtidig var skuffelsen i hans øjne ikke til at skjule. Han kiggede hen på mig og rystede på hovedet med et suk. Jeg gik med få skridt hen til ham. ”Hvad er det her?” spurgte jeg sammenbidt. Han rystede igen på hovedet. ”Jeg har virkelig ingen anelse, Zayn,” mumlede han kort, så ingen andre end os hørte det.

Jeg så tilbage på Lucie, der sad og kiggede ned ud i luften. ”Vi må tage hjem, og så tager vi den derfra,” sagde Liam, hvilket fik mig til at se hen på ham igen. Jeg nikkede kort, selvom jeg på en måde havde lyst til at vende mig om og spørge Lucie om, hvad der foregik nu. Hvad helvede lavede hun sammen med April? Pigen, der havde formået at ødelægge hendes liv. Hun kunne ikke være sammen med den kælling igen, det kunne hun bare ikke.

Dog skænkede jeg hende ikke et eneste blik, før jeg vendte mig om og gik hen mod døren igen. Jeg havde ikke lige lyst til at snakke med hende nu, eftersom jeg bare ville gå i gang med at udspørge hende om alle mulige ting, og det var nok ikke det rette sted at gøre det. Desuden vidste jeg heller ikke ligefrem, hvad jeg kunne forvente af hendes svar, og på en måde havde jeg på fornemmelsen, at det ikke var et særlig godt svar, som jeg ville få.

Jeg vendte mig om i døren og så, at Harry og Niall var på vej hen mod mig. Louis stod ved Lucie og tog lidt fat i hende, imens Liam bare betragtede dem. Jeg kunne tydeligt se på ham, at han slet ikke forstod det her. Han var forvirret, det kunne jeg vel godt garantere, at vi alle var.

Da Lucie var blevet stablet på benene, vendte jeg mig om og begyndte at marchere ud mod udgangen af politistationen. Damen som vi før hen havde snakket til os sagde farvel, og vi svarede hende knap nok, før vi gik ud i den kolde, mørke aften. Jeg gik målrettet hen til bilen og ventede på, at Harry låste op.

Da han endelig kom hen til førersiden, låste han op og satte sig ind. Jeg satte mig ind bagefter på passagerersædet ved siden af ham. De sidste satte sig ind bag ved, så Lucie var nødt til at sidde på skødet af Liam. Hun sagde ikke noget. Det var der ikke rigtig nogen af os, der gjorde. Louis og Niall småmumlede noget til hinanden en gang imellem, ellers var der ikke rigtig noget.

Stemningen var ret spændt, da Harry satte kursen mod Liams lejlighed. Jeg havde lyst til at vende mig om og begynde at udspørge Lucie, men jeg måtte vente, til vi kom hjem.

Der var en ubehagelig tavshed imellem os, indtil Liam valgte at bryde den, ”Lucie, hvad lavede April der?” Han lød forvirret, men havde samtidig en snert af vrede i stemmen. Lucie fastholdte sit blik ud mod vinduet og bed sig blidt i læben. ”Hun kom bare for at snakke,” svarede hun kort, som om det var fuldstændig lige meget, hvilket det overhovedet ikke var. April skulle holde sig langt væk fra Lucie, det kunne jeg godt love hende for!

”Hvad snakkede I om?” spurgte Niall interesseret. Det ville jeg sådan set også gerne vide. Jeg ville gerne høre, hvad der gik igennem hendes hoved, siden hun havde sagt ja til at lave indbrud på en skole. Jeg kiggede på hende via bakspejlet og kunne se, at hun stadigvæk sad og så ud af vinduet med lukket øjne. Noget sagde mig, at der var noget fuldstændig galt. ”Vi fandt bare ud af det hele...”

Jeg spærrede øjnene op og kiggede hårdt tilbage på hende. ”Hvad gjorde I?” spurgt jeg højt. Hun så endelig på mig og sendte mig lidt af et koldt blik, hvilket gjorde mig endnu vredere. Hun kunne seriøst ikke mene, at hun havde tilgivet den kælling, vel?

”Zayn, rolig nu,” mumlede Louis og lagde en arm på min skulder omme fra bagsædet af. Jeg rystede den af mig og kiggede stadigvæk hårdt på Lucie for at få et svar. Hun svarede mig dog slet ikke, men kiggede bare væk.

Jeg var ved at flippe ud. Vreden indeni mit blod pumpede rundt, og jeg havde lyst til at råbe og slå et eller andet. Jeg knyttede mine næver og bed tænderne sammen, indtil bilen stoppede ved Liams lejlighed. Jeg gik ud og smækkede nærmest døren i. ”Zayn,” sagde Niall og så varsomt på mig. Jeg svarede ikke, men begyndte bare at gå efter Liam, der var på vej op mod hans lejlighed.

Da vi kom op, lod jeg mig med vilje vente på Lucie ved døren, der var den sidste i troppen. Hun gav mig ikke et eneste blik, før hun havde sat sine sko i gangen og var på vej hen mod sit værelse. Jeg smed mine sko i bunken, smækkede døren i og gik så efter hende. Det virkede som om, at hun slet ikke gad at snakke med mig, men jeg skulle fandeme have svar, og det skulle være nu.

Hun gik ind på sit værelse, og jeg gik så efter hende og lukkede døren, hvorefter jeg vendte mig om og så hårdt på hende igen. ”Lucie, du mener ikke, at du har tilgivet April, vel?” spurgte jeg roligt, selvom jeg tydeligt kunne mærke, at min krop var ved at eksplodere.

Hun svarede mig ikke i første omgang, hvilket gjorde mig endnu mere vredere – det kunne kun betyde ja. ”Hvorfor?!” Jeg knyttede næverne for ikke at gå fuldstændig amok. Mit hjerte slog hårdt, og min vejrtrækning blev straks tungere. Hendes blik blev pludselig tøvende, og hun kiggede langsomt væk fra mig. ”Det kommer ikke dig ved,” sagde hun lidt efter og så op på mig, som om hun prøvede at bevare sin stemme. Hun løj fandeme over for mig?

Jeg kunne ikke styre min vrede mere, da jeg i forvejen havde holdt længe på den, og at Lucie løj over for mig, pissede mig fuldstændig af.

”Det kommer ikke mig ved, hvad fanden snakker du om, Lucie? Jeg troede ikke, at vi havde nogle hemmeligheder for hinanden!” råbte jeg højt og så vredt på hende. Det tog hende ikke lang tid at opbygge hendes perfekte, kolde facade. Hun så koldt på mig og bed tænderne lidt sammen. ”Jeg savnede en veninde, okay?!” sagde hun irriteret og fjernede sit blik fra mig.

Jeg stirrede følelsesløst på hende og rystede på hovedet. ”En veninde..” gentog jeg langsomt, hvilket fik hendes øjne til at se op på mig igen. Jeg nåede knap at fange de går pupiller, før jeg sparkede vredt til hendes seng, så en smerte skød op i mig. ”Du havde brug for en fucking veninde, og så vælger du April?!” rasede jeg, så min stemme gav genlyd i hele værelset, sikkert også hele huset. Men jeg var virkelig så vred. Alt hvad jeg havde gjort for Lucie virkede pludselig så fucking lige gyldigt, nu når hun bare tilgav April. Hvad fanden tænkte hun på? Kællingen havde for fanden da brændt hende med cigaretter, tævet hende, udnyttet hende. Hvordan kunne hun være så... dum?

Det var ligesom det, der ikke hang sammen. Hendes blik tidligere i dag sagde mig, at det var noget, hun ikke selv havde valgt. Lucie var ikke så dum. Det var hun fandeme ikke! Aldrig gå tilbage til en fuser, og det havde hun gjort nu.

”Zayn, lad nu bare være,” vrissede hun og så afvisende på mig. Jeg rystede ivrigt på hovedet. ”Lucie, der foregår noget, fortæl mig det,” befalede jeg med en lav, kold stemme. Måske kunne jeg få sandheden ud af hende på den måde. Der foregik noget, jeg kunne mærke det. ”Der er intet, hold nu bare op,” sagde hun surt og sendte mig et hårdt blik. Jeg stirrede lidt på hende, og kunne stadigvæk mærke kroppen inde i min krop gå amok.

”Du kan ikke mene, at der ikke er noget galt? Hvordan kan du være sammen med April? Hun er en forbandet kælling!” Min stemme blev højere for hvert ord jeg sagde, og det lod til at genere Lucie rimelig meget. ”Hold så op for helvede! Det her er sandheden, hvor mange gange skal jeg gentage mig selv?!” råbte hun vredt. ”Så mange gange, indtil du fortæller mig, hvad fanden der egentlig foregår!” Jeg trådte et skridt tættere på hende og så endnu vredere på hende, da døren på os pludselig gik op. Begge vores blikke røg derhen og som forventet, kom drengene langsomt ind på værelset.

Det lod bare ikke til at genere Lucie, og jeg var egentlig også ret lige glad. ”Zayn, hold nu din kæft og lyt til mig!” skreg hun og trådte frem mod mig. Hendes stemme gjorde mig simpelthen så vred, at jeg trådte frem mod hende, og det gjorde så, at drengene som sædvanlig hurtigt var henne ved mig. Det pissede mig efterhånden af, at de altid skulle blande sig.

”Så fortæl dog for fanden da sandheden!” råbte jeg højt og rev min arm væk fra Harrys hånd, da han forsøgte at holde mig lidt tilbage. Jeg stirrede ind i Lucies hårde og kolde øjne, der så indtrængende på mig, og ventede på at hun ville forsvare sig selv med en råben, men hendes stemme var overraskende nok ikke særlig høj, dog stadigvæk ”Hvis du virkelig elskede mig, så ville du stole på mig.”

Hun fjernede sit blik fra mig og gik udenom mig, imens hun halvstyrtede hen mod døren, som om hun ville gå sin vej. Det var bare virkelig typisk hende at skride på den måde, det var da helt forfærdeligt!

Liam var hurtigt henne foran hende. ”Lucie, bliv nu her,” sagde han hurtigt og bedende, men hun var snedig nok til at snige sig ned under hendes arm og gå ud i gangen. ”Jeg tager hjem til April!” råbte hun ude fra gangen af, hvilket fik mig til at træde frem mod døren med det samme. Det gjorde hun fandeme bare ikke! Hun skulle ikke have en skid med den kælling at gøre, om det så blev det sidste, jeg skulle have sagt!

”Zayn, stop,” sagde Louis hurtigt og trak mig tilbage, inden jeg nåede ud ad døren, imens Harry småløb ud i gangen, hvor der kom stemmer fra. Jeg så irriteret på Liam. Holdt han med hende eller sådan noget?!

”Zayn, slap så af,” begyndte Liam bestemt og fik på en eller anden måde skubbet mig tilbage, så jeg endte med at sætte mig på Lucies seng. Liam satte sig roligt ved siden af mig, som om alt var i den kønneste orden. Jeg rystede på hovedet og slog ud med hænderne. ”Hun kan for fanden da ikke være sammen med April,” sagde jeg højt og kneb øjnene sammen som erstatning for at råbe.

Liam sukkede, hvilket fik mig til at åbne dem igen. ”Tro mig – det syntes jeg heller ikke. Men jeg skal nok snakke med hende om det,” svarede han roligt, men stadigvæk med en lidt hård undertone, så han var sikker på, at jeg fattede det. ”Jeg syntes, at du skal tage hjem nu, og så skriver jeg senere.” Han rejste sig og så alvorligt på mig, da han nok kunne mærke, at jeg skulle til at protestere. ”Zayn, tag hjem. Jeg mener det.” Han lød ikke hård eller ond, mere bedende. Nok for at undgå flere problemer.

Jeg rejste mig op og skulle til at gå hen mod døren, da Niall brød ind, ”Zayn, jeg tager med dig,” sagde han og så roligt på mig. Jeg nikkede kort og gik hen mod døren. ”Ses,” kunne jeg høre ham sige til drengene. Eftersom jeg bare ville væk nu, gik jeg med det samme ud mod døren i gangen, som stadigvæk stod åben. Noget sagde mig, at Lucie havde prøvet at komme ud af den, men Harry havde fået hende ind igen. Jeg kiggede kort tilbage mod Liams værelse, hvor døren var lukket, og der lød stemmer inde fra. En del af mig havde lyst til at gå derhen og rive døren op, men en anden del af mig sagde også, at jeg bare skulle lytte til Liam og gå nu.

Niall kom ud til mig med opmuntrende smil på læberne og skubbede mig så blidt ud af døren, da han nok havde regnet ud, hvad jeg stod og kiggede på. Han lukkede døren efter sig, så det gav genlyd i hele opgangen.

Jeg ignorerede det og gik hurtigt hen til trapperne, der førte ned til den store dør, og så udenfor. Niall fulgte tavst efter mig, imens jeg rendte og sparkede til sten og sager, der lå på jorden. ”Zayn,” mumlede han en smule bedrøvet lidt efter.

Jeg sukkede og stoppede med at gå så hurtigt, så Niall kom op på siden af mig igen. Vi gik herefter hen mod min bil og satte os ind i tavshed. ”Hvor skal vi tage hen?” spurgte jeg kort, imens jeg satte nøglen i tændingen og drejede, så bilen startede. Niall trak på skuldrende. ”Hvis du har noget, der er bedre end havregrød til morgenmad, vil jeg med glæde sove hos dig.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om han mente det, han sagde, eller om det bare var et forsøg på at gøre mig glad. Men selvom jeg ikke var helt på toppen, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

Jeg rystede langsomt på hovedet og satte så kurs mod mit hjem. Der var stadigvæk stilhed imellem os, selvom Niall havde prøvet at få flere samtaler i gang. Jeg havde bare ikke lyst til at snakke. Jeg var sur og indebrændt. Vred over at Lucie ikke fortalte mig, hvad der foregik. Selvom hun påstod, at hun virkelig havde tilgivet April, stolede jeg ikke på hende. Det virkede så overfladisk og dumt. Og Lucie var ikke dum. Selvom hun havde været rodet ud i nogle åndssvage ting i sin fortid, var hun bestemt ikke dum. Det var også derfor, at det undrede mig så meget.

Men hvis hun virkelig løj, måtte der være noget helt galt, og derfor måtte jeg vælge at stole på hende, og så selv finde ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...