The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1041Likes
1006Kommentarer
114431Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Lucies synsvinkel:

Jeg lå i sofaen og stenede et eller andet utrolig nederen, hvilket gjorde, at mine tanker blev afledet af Zayn. Dagen i går havde været så fantastisk, så speciel, så romantisk – så anderledes. Jeg elskede ham virkelig, og bare at ligge under stjernerne og med ham, fik mit hjerte til at slå alt for hurtig.

I går var anderledes. Jeg havde ikke brug for kontrollen. Det var som om, at jeg endelig havde fået en indre ro. Jeg skulle ikke bevise noget, jeg skulle ikke være anderledes, og lige meget hvilket sider jeg viste af mig selv, så elskede Zayn mig, og det var det, som betød noget.

Jeg følte ikke jeg manglede noget. Jeg havde måske ingen veninder, men Niall eller i nogle tilfælde, Louis, var som en pige veninde. Louis var måske ikke så god på det følsesmæssige område – ikke fordi jeg fortalte ham om problemer. Jeg havde det mest med at holde mig til Zayn, hvis jeg havde nogle problemer. Liam kunne jeg dog også af og til snakke med, men han var for det meste den omsorgsfulde person, som sørgede for, at jeg fik aftensmad og sådan. Det skulle heller ikke undre mig, at han, når jeg begyndte i skole, sikkert insisterede på at hjælpe med lektier – men jeg havde ikke noget imod det! Sandheden var, lige meget hvor lidt jeg brød mig om at indrømme det, så var tanken om folk der holdt af mig, og beskyttede mig, rart.

Det var en ting jeg havde savnet siden mine forældre blev skilt. Jeg savnede den trygge følelse, som Zayn og Liam altid havde med sig. Selvfølgelig havde de andre drenge også en tryg effekt på mig, men ikke på samme måde, som Zayn havde, lige meget om jeg lå i hans favn eller snakkede i mobil med ham.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. På en akavet fjantet måde, fik jeg hevet tæppet hen over mig, og trak min mobil op af lommen. Jeg følte jeg svævede på en eller anden sky lige nu, men pludselig faldt jeg ned. Det kunne ikke være rigtigt. Hvorfor skrev hun til mig?

Jeg blev ved med at stirre på display billedet og navnet. Det måtte være et forkert nummer hun havde skrevet til. Hun kunne ikke kontakte mig, ikke efter alt der var sket. Hun havde fået sine fucking penge!

Jeg tabte mobilen lige ned i hovedet på mig selv, da jeg trykkede på ’åben besked’. Jeg gav et hyl fra mig og satte mig hurtigt op. Jeg prøvede at ignorer smerten og tog hurtigt om mobilen igen. Jeg læste langsomt beskeden igennem, og igen og igen og igen. Mit hjerte pumpede hurtigere for hvert ord jeg læste.

#Er hos dig om 5 minutter. Åben, ellers går det ud over dig selv. Kys kys #

Hvad ville hun her? Jeg kiggede hurtigt hen mod hoveddøren. Sidst hun havde været her, havde hun ødelagt alt imellem Zayn og jeg. Jeg hadede hende for det! Hun skulle ikke bare tro, at hun kunne komme ind igen. Jeg hadede hende, og hun kom bestemt ikke af venlighed, eller fordi hun lige ville sige hej.

Jeg rejste mig irriteret op og gik målrettet hen til døren. Hendes hæle kunne høres på afstand. April gik altid med stiletter, altid.

Jeg tog hårdt fat i håndtaget og flåede døren op. Hvordan vidste hun overhovedet jeg var hjemme?

Jeg havde ikke set hende i en måned, men hun lignede fuldstændig sig selv. Hendes sorte hår hang krøllet ned over hendes skulder, hendes makeup var som altid utrolig tyk, og hendes bryster sad helt op i halsen, og i mit tilfælde, lige op i fjæset, fordi hun havde nogle alt for høje stiletter på.

”Nå, ser man det” April satte den ene arm i siden, og gav mig elevator blikket. ”Nogen der var ude for længe i går?” Uden at vente på svar, gik hun ind i gangen. Hun kiggede sig rundt, og gav et ’hmf’ fra sig, som om alt var som hun huskede det.

”Hvad laver du her April?” Min stemme var følelsesløs og hadet byggede sig op.

April vendte sig langsomt mod mig og løftede det ene øjenbryn. ”Pas du nu hellere på. Hvis jeg var dig, så ville jeg nok bare skynde mig at finde nogle sko, og smutte med.” Hun kiggede afventede på mig, men da jeg bare løftede øjenbrynet og fik hende til at føle sig dum, rømmede hun sig.

”Jeg ser Zaynbassen ikke er her. Var han for træt efter i går?” Mit hjerte stoppede et kort øjeblik.

”Hvordan ved du…” Hun grinte højt. ”Søde, enhver ved hvad dig og Zayn foretager jer.” En rysten gik igennem min krop. Hvad snakkede hun om? Hun kunne umuligt vide, hvad vi lavede i går.

”Eller, det kan de komme til, hvis du ikke hører efter, hvad jeg siger.” Hun gik en smule tættere på mig med et hånligt glimt i øjnene. Jeg troede hende ikke. Hun bluffede. Hun kunne ikke have set noget som helst.

”Fuck dig April, og skrid.” Vrissede jeg surt og begav mig ind mod stuen, men en kold hånd tog om mit håndled, og bogstaveligtalt rev mig tilbage. ”Lad være med at tro du kan snakke til mig i den tone. Vær glad for, at jeg bærer over med dig og ikke sender de fucking billeder ud til alle. Så hvis du ikke tager nogle sko på nu, så er jeg bange for, at hele verden vil vide, at dig og lille Zayn har gang i alt for meget nede ved den sø.” Hendes øjne borede sig hårdt ind i mine. Hun kunne umuligt… nej..

”Du tror mig ikke?” Hun gik et skridt fra mig og fiskede sin mobil op. ”Jamen lad os se. Jeg har det her.” Hun drejede mobilen, så jeg kunne se Zayn ligge halvt hen over mig. ”Eller det her.” Hun fandt et nyt, hvor Zayns hånd ikke ligefrem var hellig. ”Eller..” Jeg afbrød hende ved at række ud efter mobilen, men hun trak sig hurtigt tilbage.

”Ah-ah. Ikke så hurtigt.” Et kæmpe smil bredte sig over hendes ansigt inden hun puffede sit hår bag nakken. Hvordan kunne hun.. Vreden pumpede rundt i mig.

”Du er virkelig sunket dybt April,” vrissede jeg og tog nogle converse på. Jeg havde en stor trang til at gå amok. Det her kunne kun tyde dårligt. Hvorfor var hun overhovedet fulgt efter? Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige.

Hun stod med næsten i mobilen med et kæmpe smil på læben, inden hun lidt efter rettede sig op.

”Vi er klar.” Hun gjorde tegn til at gå ud, og selvom jeg havde lyst til at slå hende ned, blev jeg nød til, at gå med.

”Klar til hvad?” Min stemme var lav, alt for lav. Kræften var forsvundet, hvilket ikke måtte ske. Jeg skulle være stærk. Jeg måtte finde min gamle facade frem.

”Let the consequences continues” sagde hun med en mørk og hånlig stemme.

***

Hele vejen til der hvor vi nu skulle hen, havde April snakket som var vi bedsteveninder. Jeg var ved at kaste op over hende og ville egentlig bare vide, hvad jeg skulle gøre, for at få de billeder slettet.

”April?” Jeg afbrød hende hurtig, hvilket fik hende til at se på mig med et løftet øjenbryn. Jeg gik med hænderne i lommerne og kiggede i jorden.

”Hvor vil du gerne begraves?” Jeg nåde lige at se hendes undrende ansigt, inden hun fik sit smil på igen. ”Hvad mener du?” ”Du snakker så meget, at du sku da snart må dø af iltmangel.” Jeg vrissede ordene ud og gik videre, indtil jeg opdagede, at April var stoppet op.

”Pas på hvad du siger Lucie.” Sagde hun hårdt, men jeg rystede bare på hovedet. ”Hvad er det du vil April?” Jeg slog ud med armene. ”Hvad vil du have mig til? Få det overstået. Nok kan du få mig til meget, men at snakke som det passer mig, det kan du kræftdeme ikke tage fra mig, om du så vil sende de billeder ud.” Jeg fortrød straks ordene. De billeder skulle IKKE ud! Jeg ville være så færdig – Zayn ville være så færdig!

April fastholdt sit alvorlige og truende blik på mig, indtil hun med sine larmende sko gik videre. ”Hvis det ikke var fordi, at jeg har en masse planer med dig, så var de billeder allerede ude.” Hun gik forbi mig og lod sin skulder ramme min, men ikke engang det kunne fjerne mit smil. Jeg vidste jeg havde vundet denne gang, og jeg nød det. Det hørte med til min facade – at have kontrol.

”Hey guys! Er I klar?” Jeg kiggede hurtigt op, da jeg ikke havde set andre mennesker.

”Ey, du fik hende overtalt.” En mørk stemme, som jeg nemt genkendte fra dengang efter Danielles fest. Det løb koldt ned af min ryg, men jeg måtte fokusere – min facade skulle forblive, hvor den var.

”Ja, vi har travlt. Har I fundet et sted?” Jeg kiggede op og så vi stod foran skolen. Jeg fik hurtigt er flash back og kiggede ned på min hånd, hvor aret efter Aprils cigaret var. Jeg sank den klump jeg havde i halsen.

”Så, her er planen.” April gjorde tegn til, at jeg skulle gå med. Jeg kiggede rundt i mørket. Der var ingenting, men det var jo også det jeg sagde dengang med Zayn og jeg, og nu skulle jeg åbenbart et eller andet med nogle fuckt up mennesker.

”Så, vi nakker de computere vi kan og skriver på tavlerne.” April kiggede over på mig med et smil. ”Eller, du tager computerne.” De andre i gruppen kiggede hen på mig. Jeg bed mig i læben. Hun skulle ikke få mig til det her. Hvad ville Zayn ikke sige? Forfanden, han troede jeg sad og så tv.Hvis bare han vidste.

”Det er jo bare en start Lucie. Bare rolig, konsekvenserne bliver værre.” Nogle drenge lo og skubbede til hinanden. Åh gud, hvor var det her bare ikke mig. Måske var det mig for tre måneder siden, men nu…

”Du vælger selv Luuuuucie.” April viftede med mobilen og lod sin arm glide ind i en der hed Johan’s arm.

Jeg kiggede mig igen tilbage. Det var det her, eller billeder til hele verden.

Jeg sukkede kort og gik med. Uden tvivl var det det her. Jeg ville ikke ødelægge Zayns karriere, og hvis jeg gjorde, så tog jeg de andre drenge med i faldet. Jeg måtte gør det for ham. Han fandt jo ikke ud af det.

***

”Jeg fatter ikke, at de ikke får alarm på denne lorte skole.” Johan havde lige smadret ruden og havde nu åbnet døren for os. Mit hjerte sad oppe i halsen og mine håndflader var helt svedige. Jeg blev nød til at sige til mig selv hele tiden, at det var for Zayn det her.

”Come on Lucie. Det her elskede du engang.” En anden dreng der engang var min bedsteven – Pete, gav min skulder er klap. ”Vi ved du kan.” Han begyndte at grine højt, inden han tog om mit håndled og trak mig med.

Aprils sko larmede hele vejen ned af gangen til computer rummet.

Jeg gjorde det for Zayn.

For Zayn.

Zayn.

”Lucie, åben.” April slog til Pete så han rykkede væk. Jeg kiggede over på April som stod med et stort smil på læben. Jeg tog imod hår nålen hun stod med, satte mig på hug og fik låsen op på ingen tid. Engang var jeg mester til det lort her, og dengang var det en god ting, nu var det bare en lorte ting jeg ville ønske, at jeg ikke kunne. Jeg var IKKE den Lucie de ville have mig til at være lige nu!

Jeg var Lucie – Zayns Lucie. Hende Lucie han kunne lide, ikke den her. Men jeg gjorde det for ham.

Johan tog fat i et kridt og gik i gang med at overtegne tavlen med en femte klasses pik. Hvorfor jeg nogensinde havde været venner med dem, det vidste jeg virkelig virkelig ikke.

Jeg stod og kiggede på Johan som tegnede tavlen til, indtil April puffede til mig.

”Tag nu en!” sagde hun hurtigt, men en lyd på gangen fik os alle til at stvine. Johan og Pete kiggede kort på hinanden og så hen på os. De andre jeg ikke kendte fra gruppen, var på en helt andet etage, så det kunne umuligt være dem.

Pete gik hen til døren. ”Fuck! Der kommer nogen!” Pete og Johan fløj ud af lokalet. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg kiggede hurtigt ned på computeren og så på den April havde i hånden. Hun skulle til at smide den på gulvet og løbe, men i stedet tog jeg den. Jeg måtte sætte den på plads!

Jeg bøjede mig ned og skulle til at sætte den på plads, da et lys lyste på os.

”Smid alt i har i hænderne og rejs jer op.” Jeg drejede langsomt hovedet, og kiggede hen på nogle politimænd der stod og lyste på os. Den ene havde hånden på sin pistol, hvilket fik mit hjerte til at stoppe et kort øjeblik.

Jeg satte langsomt computeren på plads, mens jeg kiggede på dem, for at sikre, at det var okay. Jeg kiggede op på April, som stod og så helt skræmt ud. Hadet til hende voksede. Hvad fanden i helved i satan havde hun fået mig rodet ud i? Det var hendes skyld!

Jeg rejste mig op og gjorde som de sagde, og lidt efter var de over ved os, og selvom jeg engang ville have synes det her ville være sejt, så var jeg tæt på at bryde sammen lige nu. Det var ydmygende, flovt og så dumt af mig.

De sagde en masse, men lydene blev helt lukket ude. De førte os ned i skolegården, hvor der holdt nogle biler, og stod et par mennesker. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden. Jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle gøre. Det her, det var så meget ikke mig. Hvorfor…

Politimanden lagde hånden på mit hoved, og satte mig ind i politibilen. Jeg kiggede ud, og så April blev sat ind i en anden. Mit hjerte pumpede af sted og trangen til at græde var der virkelig, men ingen skulle se mig græde. Det var nok, at fem drenge havde set det.

***

Jeg sad inde i en slags stue, og ventede på noget jeg ikke vidste. April sad ved siden af mig, og kun fordi hendes far var så stinkende rig og havde de rigtige kontakter, havde han fået os begge ud af en straf, som ikke ville have set godt ud på min journal.

Hendes far kendte mig og troede stadig April og jeg var veninder, og det var det eneste positive ved det her. Jeg kunne ikke fatte, hvad de havde fået mig til. Jeg havde stadig en stor lyst til at græde.

Jeg hadede gruppepres. Jeg var blevet sat under det hele mit fucking liv, og alligevel kunne jeg ikke sige fra. Men det her var i det mindste bedre for Zayn og drengene. De havde en karriere, og den skulle jeg ikke smadre. Hellere mit liv så blev smadret end Zayns og de andre.

”Tag med os i byen i morgen aften.” April havde sat sig helt op af mig og kiggede ned i sine hænder. Jeg vidste vi ikke måtte snakke sammen før vi blev hentet og var ude fra politistationen.

”Hvad?” jeg spyttede ordene ud. ”Var det her ikke nok? Du kunne fanme have fået mig i spjældet!” Jeg lagde hurtigt mine hænder i skødet, da de virkelig rystede. Denne oplevelse var forfærdelig.

”Det eller billederne. Det bliver en vild fest. Uden politi, det lover jeg.” Hun hviskede det sidste og puffede sin skulder mod min. ”Ligesom de fester vi plejer.” Hun mumlede det sidste.

”Du ved godt, at jeg aldrig har brudt mig om dig, ikke?” Jeg kiggede kort på hende, men kiggede så ned i gulvet igen. De skulle ikke se vi snakkede.

”Vi får det sjovt igen. Tro mig, og mød mig ved tanken klokken elleve.” Døren gik op og Aprils far kom ind… Efterfulgt, af fem drenge, som fik mit hjerte til at stoppe et øjeblik.

Jeg kiggede hurtigt hen på April, som havde et lille smil placeret om læberne, da hendes far gav hende et kram. Hun kiggede på mig og gav mig et blik, som jeg vidste betød, at jeg skulle komme i morgen.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg havde virkelig skyldfølelse, og den følelse hadede jeg som pesten.

Mit blik gled langsomt hen til Louis som stod og snakkede med en politimand, og så hen til Harry som snakkede med Niall. Deres blikke hvilede på mig, og da de så jeg kiggede, rystede de langsomt på hovedet, men kiggede alligevel spørgende på mig.

Jeg turde næsten ikke kigge hen på Liam eller Zayn. Det var de to jeg var mest bange for at skuffe, og det vidste jeg, at jeg havde gjort. Men hvis de bare vidste hvorfor, hvilket de aldrig skulle have at vide! Jeg vidste, at Zayn ville sige at det var lige meget med de billeder, men det skulle han jo sige. Selvfølgelig var det ikke lige meget.

Mit blik gled ubevidst hen på Liam, som stod med et forvirret blik. Han kiggede hen på April, og så mig, og da han fangede mit blik, lagde han slet ikke skjul på skuffelsen. Jeg bed mig nervøst i læben og kiggede hen på Zayn, som stod med en knyttet næve og fokuserede på April.

Jeg kunne igen mærke tårerne presse sig på, men jeg måtte virke cool. Hvis jeg var tæt på at græde, så vidste de 100% at der var noget helt helt galt, hvilket de allerede vidste nu.

Jeg kneb øjnene i, men blev skubbet frem af Louis. ”Du er virkelig på skideren Lucie.” Han strammede sit greb om min skulder, hvilket fik mig til at vride mig af smerte. Det her var langt fra godt. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Jeg skulle have holdt mig fra April, men på den anden side, så var det min egen skyld. Sex i det fucking fri med sin verdensberømte kæreste? Hvad fanden tænkte jeg på.

----------------------------------------------------------

Så forsatan! Problemer.. :( Hvad synes I? Nu har April igen fået kontrol over Lucie, og oven i købet fået politiet efter dem. Hvordan tror I drengene/Zayn reagere nu når hun igen hænger ud med April? & Hvad tror I der sker? :o

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...