The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1042Likes
1006Kommentarer
114670Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Zayns synsvinkel

Efter vores hede øjeblik sammen, lå vi bare der på tæppet, hånd i hånd, og snakkede. Tiden var gået så hurtigt, og himlen var blevet helt mørkt, men blev lyst smukt op af stjernerne, som vi havde en perfekt udsigt til.

Jeg havde det perfekt. Lucie lå ved min side og strålede. Hendes smil havde næsten ikke været til at fjerne i dag, og det elskede jeg – jeg elskede at se hende glad. Det gjorde mig glad. Jeg hadede at se hende trist, selvom det var rimelig sjældent, at hun var trist. Siden vi havde fundet sammen, havde jeg kun set trist et par gange, men det gik over, og hun fandt sit smil frem igen.

Jeg drejede hovedet lidt, så jeg kunne se Lucies ansigt. Hun lå og stirrede op i himlen og udforskede de forskellige stjerner. Til sidst landede hendes blik på en enkelt en, som lyste hende øjne op. ”Den er stor, den der,” sagde hun langsomt og pegede op på den med sin frie hånd. Jeg vendte blikket op mod himlen igen og fik øje på den store stjerne. ”Den er flot,” svarede jeg lavt og gav automatisk hendes hånd et klem. Hun svarede ikke, hvilket ville sige, at hun spekulerede over noget. Det havde jeg efterhånden forstået.

”Tror du egentlig, at stjerner er mennesker, der kigger ned på os?” Jeg rynkede panden over spørgsmålet og vendte hovedet om igen for at se på hende. Hun så også på mig denne her gang og så rimelig seriøs ud. ”Mener du døde mennesker?” spurgte jeg roligt. Hun nikkede en enkelt gang.

Jeg kiggede kort op på stjerne igen og tænkte lidt på et svar. Det var måske lidt af et sært spørgsmål. Hvorfor spurgte hun mig egentlig?

”Det ved jeg ikke,” konstaterede jeg ganske langsomt og så på hende. Hun så på mig, som om jeg skulle uddybe mit svar. Jeg smilede svagt til hende, lænede mig frem og gav hende et kort kys på kinden, og som altid uløste det en lille lyst inde i mig. Men vi havde lavet nok her, og vi skulle nødig blive opdaget, selvom der ikke var nogle, der havde opdaget os før. Men man skal aldrig sig aldrig.

Jeg kløede mig lidt i nakken og tænkte bare på det mest oplagte svar, som jeg havde lært i skolen, eftersom jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle sige, ”tja, jeg tror bare, at stjerner er sole i universet,” forklarede jeg herefter og så ærligt på hende. Hvad skulle jeg ellers have sagt?

Hun fik en sød lille rynke på næsen, som om hun tænkte over mit svar, men sagde ingenting. Jeg smilede stort og lagde mig på siden og begyndte at nusse hendes arm.

”Tror du så, at der er mere mellem himmel og jord?” spurgte hun og så seriøst på mig. Hvorfor alle de spørgsmål?

Jeg smilede charmerende til hende, imens jeg blinkede med det ene øjne. ” Jeg troede ikke på engle, indtil jeg så dig...” Hun grinede kort og rystede på hovedet imens. ”Den har du garanteret brug mange gange,” mumlede hun stille og kiggede op på stjernerne igen.

Jeg rynkede panden for mig selv og så undrende på hende. Det lignede hende ikke at være så stille og rolig. Hun plejede altid at have en kommentar i ærmet, være forførende og kontrollerende. Men lige nu var hun bare det stik modsatte – men jeg kunne lide det. Dog undrede det mig stadigvæk, at hun var sådan. Havde jeg sagt noget forkert?

”Lucie, er der noget galt?” spurgte jeg en smule bekymret, hvilket fik hende til at se på mig. Hun sendte mig et svagt smil og rystede blidt på hovedet, selvom det ikke så helt så overbevisende ud. ”Hvorfor spørger du om sådan noget?” sagde jeg og lænede mit hoved frem mod hendes, så jeg kunne mærke hendes ånde mod min mund. Et bundt kuldegysninger blev sendt ned ad min krop, men jeg ignorerede det kort, eftersom jeg gerne ville være opmærksom på hende.

Hun smilede igen, ”jeg elsker dig bare,” fortalte hun roligt. En varm følelse landede i min mave, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. ”I lige måde,” mumlede jeg. Hun lænede sig længere frem mod mig, så vores læber ikke kunne undgå at røre hinandens. Min krop gik amok, som den plejede, og jeg måtte ihærdigt styre mine fingrer, for ikke at røre hende igen.

Denne gang var der dog noget anderledes ved hendes gengældelser. Hun plejede at drille mig, så hun vel udmærket kunne få kontrollen. Sådan kunne jeg ikke ligefrem våge at påstår, at det var nu. Kysset var sødt og romantisk. Ikke noget drillende og kontrollerende.

Havde jeg overset denne her side af Lucie?

 

***

 

Vi kom hjem til mig sent om aftenen. Eftersom vi begge var lidt trætte, havde vi bare spist færdigretter og ville nu gå i seng. Jeg skulle helst være frisk til i morgen, da drengene og jeg havde et interview om formiddagen, og det var ikke det fedeste at være træt foran kameraet.

Jeg havde lige børstet tænder og gik ind på soveværelset, hvor Lucie lå på maven i sengen med sin telefon i hænderne. Hun så på mig, da jeg kom ind og lagde så telefonen på natbordet i hendes side.

”Jeg skal hilse fra Liam,” sagde hun og rejste sig. Jeg smilede lidt. ”Hils igen,” svarede jeg kort og trak min t-shirt over hovedet.

Hun begyndte langsomt at tage sin top af, efter hendes cardigan var landet på gulvet. Jeg tog mig selv i at kigge lidt for meget og kiggede derfor væk igen, selvom jeg stadigvæk overvågede hende ud af øjenkrogen. Jeg kunne se et smil lande på hendes læber, hvilket betød, at hun havde opdaget mig. Jeg rystede på hovedet for mig selv og tog så mine bukser af, hvorefter jeg smed mig i sengen.

Som altid lå jeg og betragtede Lucie, når vi skulle i seng, og hun var den sidste til at klæde sig af. Og jeg vidste, at hun elskede det. Hun elskede at kunne have min opmærksomhed hele tiden. Hun elskede bare kontrollen. Til gengæld ville jeg godt sige, at jeg var den svage, for hun havde den virkelig. Hun kunne sno mig rundt om sin lillefinger i løbet af ingen tid, og sommetider hadede jeg hende for det, men samtidig elskede jeg hende selvfølelig også for det.

Hun lagde sig i sengen ved siden af mig og kiggede på mig med det forførende blik, som hun næsten altid sendte mig. Jeg smilede til hende og sukkede tilfredst. Hun grinede lidt, hvorefter hun lagde sig tættere på mig og begyndte at kærtegne min mave med hendes hænder, hvilket fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hun smilede endnu mere, da hun så, hvilken effekt hendes berøringer havde på mig, selvom hun godt vidste det. Hun elskede bare, at se mig sådan her.

Hendes to fingre fortsatte ned mod kanten af mine boxershorts, hvilket fik mig til at stivne. ”Lucie?” mumlede jeg en smule anspændt og ville ønske, at jeg fjernede hendes hånd, men jeg lod den bare blive, hvor den var. Så havde jeg vel også selv bedt om det.

”Zayn?” sagde hun drillende og rejste sig op fra sengen og kravlede hen til min benende, og allerede der kunne jeg godt fornemme, hvad hun havde gang i. Hendes hænder udforskede min krop, mest min nederste del, og jeg ville ønske, at jeg kunne give hende igen, men jeg følte mig ærlig talt lidt hjælpeløs.

Til sidst tog jeg mig dog sammen og satte mig op, indtil hun skubbede mig på plads igen. Hendes blik strålede forførende op, imens hun havde et charmerende smil på læberne, som jeg ikke kunne stå for.

”Nu er det min tur,” sagde hun og grinede af min reaktion, imens hun hev mine boxershorts ned. Jeg kunne ikke ligefrem sige, at jeg ikke var påvirket af hendes berøringer, og det gjorde det ikke bedre, da hun langsomt begyndte at tilfredsstille mig med hendes tunge. Et støn slap ud af mine læber, og min vejrtrækning blev hastigere. ”Lucie,” mumlede jeg og lukkede øjnene, imens jeg lod nydelsen trænge igennem hele min krop.

Hun grinede drillende og trak sig lidt væk fra mig, hvilket straks gjorde mig utilfreds. Jeg åbnede øjnene hurtigt og så irriteret på hende. Et smil spillede om hendes læber, og jeg vidste, at det var fordi, at hun nød at se mig sådan her – under hendes kontrol.

”Du er for meget,” mumlede jeg, men kunne stadigvæk ikke holde mit smil inde. Hendes smil blev hurtigt større, imens hun langsomt begyndte at kravle op til mig igen. Vi nåede knap nok at kigge på hinanden, før hun lænede sig frem og kyssede mig intenst.

Jeg smilede i kysset og nød hendes blide bevægelser, da en hånd pludselig tog fat om den. Jeg åbnede øjnene hurtigt, men lukkede dem bare igen, da hun roligt begyndte at køre sin hånd op og ned. Ligesom før, steg min vejrtrækning, og jeg havde i forvejen svært ved at trække vejret, eftersom hun holdt min mund beskæftiget.

Sådan lå vi i nogle minutter, indtil hun nåede sit mål, og jeg mit højdepunkt. Der trak Lucie sig tilbage. Hun grinede kort, før hun rejste sig og fandt vejen ud på toilettet. Jeg grinede lavt for mig selv og tog mine boxershorts på igen.

Jeg fik hurtigt min regelmæssige vejrtrækning igen og sukkede så langsomt, imens jeg lagde mig under dynen. Et smil gled automatisk hen over mine læber, da Lucie kom ind på værelset igen. Hun gengældte mit smil og smed sig ned på sengen og lagde sig under dynen.

”Jeg er træt,” mumlede hun stille og lagde sig helt tæt på mig. Jeg grinede lavt og placerede mine arme om hende, hvorefter jeg trak hende helt ind til mig. Så var jeg da sikker på, at hun ikke ville stikke af i nat. ”Så må du hellere sove,” sagde jeg roligt. Hun smilede svagt og nikkede så. ”Hvad tid er det vi skal hjem til Liam i morgen?” spurgte hun og trak dynen lidt længere over os. ”Vi skal køre hjemme fra ham klokken lidt i elleve, så jeg har sat en alarm til klokken ni,” svarede jeg og tog et hurtigt kig på klokken på min iPhone. Den var snart tolv.

”Det er jo tidligt,” klagede hun utilfredst. Jeg begyndte at grine og rystede på hovedet. ”Hvad?” spurgte hun og slog mig blidt på brystkassen. ”Du har ikke brug for at sove så længe.” Hun himlede med øjnene, hvilket fik mig til at smile. ”Og du har ikke brug for at stå så tidligt op for at sætte dit hår,” svarede hun igen, hvilket fik mig til at skulke ondt til hende.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine, da hun bare kiggede på mig. Hendes seriøse ansigtsudryk blev hurtigt opløst, og hun begyndte selv at grine. Det uløste så en latterkrampen hos os begge, lige indtil Lucie begyndte at skrige. Og jeg mener virkelig skrige. Eller, nærmere hyle som en tøs!

Jeg stoppede med det samme med at grine og satte mig hurtigt op, imens Lucie begyndte at fægte med arme og ben. ”Hvad sker der?!” spurgte jeg hurtigt og spærrede øjnene op. Hun rystede på hovedet, så der fløj et dyr væk fra hende. ”Der er en natsværmer!” råbte hun, imens hun farede op fra sengen og løb ud mod gangen. Hvad?

Min mave trak sig helt sammen, og jeg kunne knap nok få luft, da jeg begyndte at grine af hende. Var hun virkelig bange for en natsværmer? For fanden da!

Jeg kunne slet ikke styre mit grin. Det var bare virkelig komisk, at hun ikke kunne lide en natsværmer.

Hun kom ind på værelset og kiggede med et surt blik på mig, som selvfølelig bare var for sjov. Jeg grinede af hende og rystede på hovedet. ”Er du virkelig bange for en...” jeg nåede ikke at fuldføre sætningen, eftersom jeg begyndte at grine endnu mere. Hun himlede med øjnene og prøvede at holde masken, men i stedet for begyndte hun at smile.

Hun så bebrejdende på mig, imens hun hoppede op i sengen og faldt tungt ned på mig, hvilket fik mig til at tabe pusten en gang. ”Årh!” sagde jeg, men grinede videre. ”Så tys,” svarede hun og klemte et tydeligt grin inde. Jeg rystede på hovedet og holdte endelig latteren lidt tilbage, imens jeg fik pusten igen.

”Du er for mærkelig,” mumlede hun, fjernede sig fra min mave og lagde sig under dynen hos mig igen. Jeg grinede kort og så skeptisk på hende. ”Siger hende, som er bange for en natsværmer?” Hun himlede med øjnene og kyssede min kind, før hun lod sig dumpe ind i min favn. Jeg smilede for mig selv og kyssede hendes hår.

Jeg slukkede lyset og og sukkede tilfredst, da jeg lå rimelig godt. At have i Lucie i mine arme gjorde det hele bedre.

Der var lidt stilhed, og jeg troede egentlig, at hun var faldet i søvn, men et stemme poppede roligt op, ”godnat.” Jeg rynkede øjenbrynene og fnes lidt, eftersom det var lidt mærkeligt, at hun først sagde det nu. ”Jamen godnat. Sov godt.” Jeg kyssede hende igen i håret, før jeg lod mit hoved dumpe ned i puden og lukkede mine øjne.

 

***

 

En vibration henne på natbordet fik mig til at slå øjnene træt op og se derhen, imens jeg blinkede med øjnene, for at vågne op. Jeg satte mig op, tog min telefon og så på skærmen, at det var Ant, der ringede. Hvad ville han? Og så på denne her tid om morgenen?

”Hvem er det?” lød en mumlen fra min side. Jeg så hen på Lucie, der også var vågnet. Jeg kunne ikke skjule et smil, der kom frem på mine læber, da jeg så hende. Eller, rettere sagt, jeg gjorde intet for at skjule det. Det var helt utroligt, hvad hun gjorde ved mig. Jeg lød garanteret som en totalt forelsket teenager, men det var jo sådan, jeg havde det.

”Bare Ant,” svarede jeg og skulkede til telefonen, hvorefter jeg lod et suk undslippe mine læber og tog den. ”Hvorfor ringer du nu?” spurgte jeg og gik direkte til sagen. ”Sorry,” lød det undskyldende fra Ant. Jeg sukkede og gabte. ”Jeg ville bare høre, hvordan det gik,” sagde han roligt. Jeg slog hovedet opgivende op ad væggen. Ringede han virkelig for at spørge om det nu?

”Hmm, det går fint. Du ved..” svarede jeg og så hen på Lucie. Hun lå stadigvæk ved mit bryst og kærtegnede det. Det var ved at blive en god vane for hende. Ikke, at jeg ikke kunne lide det, jeg nød det altid.

”Også med Lucie?” Spørgsmålet fik mig til at rynke panden. Hvorfor spurgte han ind til Lucie? ”Ja da,” sagde jeg en smule fortvivlet, hvilket fik Lucie til at se op på mig. Der var samlet en rynke imellem hendes perfekte bryn, imens hun så spørgende på mig. Jeg trak på skuldrende og vendte tilbage til Ant.

”Hvorfor?” spurgte jeg langsomt. Der lød ikke noget svar i røret til at starte med, kun nogle støjende lyde, som fik mig til at tage telefonen væk fra øret og lave en grimasse, hvilket Lucie begyndte at grine lydløst over. Jeg sendte hende et smil, og hørte så Ants stemme igen.

”Jeg syntes bare, at du skal passe på, hvad hun render og laver og sådan..” begyndte han. Jeg rynkede panden endnu mere, og kiggede på Lucie, der godt kunne se, at der var noget. Med en hovedrysten rejste jeg mig op og gik ud fra værelset og ind i stuen. ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg en smule forvirret og gik hen til vinduet. Vejret var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Det var overskyet og så ud til at trænge op til regn.

”Jeg hørte bare nogle snakke om hende den anden dag, og så tænkte jeg bare, at du skal passe på,” forklarede han. ”Hvem snakkede om hende?” sagde jeg, som om det andet var ligegyldigt. Den første person, der strejfede mine tanker, var April, og jeg kunne allerede føle hadet i mig opstå. ”Det var bare nogle tøser på en klub. De sagde nogle ting,” forklarede han kort og lød en smule mærkelig, da han nævnte det.

”Nogle ting?” gentog jeg en smule irriteret, eftersom jeg syntes, at han trak den lidt ud i langdrag. ”Relax, mand. De sagde bare, at hun render og laver masse lort og sådan.” Jeg rynkede panden tvivlsomt. Hvorfor sagde han det til mig? Og hvorfor troede han overhovedet på det? Han burde vide, at jeg havde snakket igennem alting med Lucie. Og så burde han også vide, at jeg ikke ville tro det – det passede jo ikke.

”Hm. Du skal ikke tro dem, jeg kender Lucie, og jeg er jo næsten hele tiden sammen med hende,” sagde jeg kort. Han svarede ikke med det samme, hvilket gjorde samtalen en smule ubehagelig. Sådan havde det aldrig været før. ”Pas nu bare på. Du ved jo ikke hvad hun laver når du ikke er der. Vi ses.”

Han lagde på og lod mig stå og stirre ud i luften. Ærlig talt var jeg en smule irriteret over, at han bragte sådan et emne på banen. Jeg kendte Lucie, og jeg stolede på hende, derfor vidste jeg, at hun ikke rendte og lavede dumme ting. Det var bare nogle piger, som skulle have noget at diskutere om, der havde bragt det emne op på banen. Det betød intet.

Jeg gik ind på værelset, hvor Lucie var i gang med at tage tøj på. Hun så på mig, da jeg kom ind, så jeg sendte hende bare et hurtigt smil for at vise, at alt var, som det skulle være. ”Hvem var det?” spurgte hun roligt og trak i et par shorts. ”Bare Ant,” svarede jeg kort og gik hen til mit klædeskab. Jeg gik i gang med at finde tøj, imens jeg kunne føle Lucies blik på mig. ”Hvad ville han?” sagde hun nysgerrigt.

Jeg vendte mig om, imens jeg tog en t-shirt på. ”Han spurgte bare om, hvordan det gik og sådan.” Jeg smilede roligt til hende, selvom jeg ikke ligefrem følte mig rolig. Jeg havde det underligt. Underligt over, at Ant virkede havde ringet og sagt alt det til mig. Han vidste jo godt, at jeg ikke tvivlede på Lucie. Og hvis jeg ikke gjorde, burde han heller ikke. Det undrede mig, at han gjorde. Troede på, at hun havde lavet noget. Endda givet mig en varsel. Det var for underligt.

”Nå,” mumlede Lucie med en monoton stemme og lod heldigvis emnet ligge. Jeg vendte mig om og tog et par jeans på, imens mine tanker kørte på højtryk. Jeg var virkelig forvirret lige nu.

 

***

 

Da klokken blev lidt over ti, tog Lucie og jeg af sted fra min lejlighed og kørte hen mod Liam. Der var lidt stilhed i bilen, hvilket var sjældent der var det. Jeg var bare lidt fraværende, så jeg sagde ikke så meget. Lucie var derimod bare betaget af sin telefon, hvilket jeg på en måde var lettet over.

Jeg havde lige brug for en tænkepause, selvom det var svært, når hun var der. Jeg havde brug for at snakke med en om det, og vidste lige præcis, hvem det skulle være. Liam. Måske var det også en god idé, at han fik det at vide. Bare så jeg kunne være helt sikker på, at der ikke foregik noget. Ikke, at jeg tvivlede, overhovedet ikke! Jeg var bare lidt usikker lige nu.

Vi kom til Liams lejlighed og steg ud af bilen. Hånd i hånd fik vi bevæget os ind til opgangen og begyndte at gå op af trapperne.

”Hvad skal du lave, imens vi er væk?” spurgte jeg og så på Lucie. Hun trak på skuldrende. ”Se fjernsyn.” Jeg smilede skævt og nikkede så. Hun gengældte mit smil og løftede så øjenbrynene. ”Hvorfor?” sagde hun roligt. Jeg trak selv på skuldrende og fjernede blikket fra hendes. ”Spørger bare...”

Døren stod på klem, da vi kom op på den endelige etage, som om vi var ventet. Jeg skubbede den op og trådte ind, imens jeg hev Lucie efter mig. Hun lukkede den, imens hun tog sine sko af. ”Hey!” råbte jeg og slap kort hendes hånd. Jeg sendte hende et svagt smil, inden jeg gik ind i stuen, hvor drengene var i gang med at rejse sig fra sofaerne. De havde allerede taget sko på og så rimelig køreklare ud. ”Hey,” brød de alle ind. Louis, Harry og Niall fortsatte ud i gangen, imens Liam stillede sig hen ved mig. ”I er forsinket,” sagde han en smule skeptisk, men smilede alligevel.

”Det er Zayns skyld,” svarede Lucie, da hun passerede ham for at gå ud i køkkenet. ”Han skulle sætte sit hår.” Jeg himlede med øjnene, men begyndte stadigvæk at smile, da jeg tænkte på i går.

Liam kiggede underligt på os og kunne vist godt fornemme, at der lå noget bag i det, men jeg smilede bare betryggende til ham og rystede på hovedet.

”Nå. Men vi skal altså af sted nu,” sagde han og gik ud i gangen. Jeg svarede ikke, men gik bare ud i køkkenet til Lucie, eftersom jeg var klar til at tage af sted. Hun sad på køkkenbordet med sin telefon, men rettede opmærksomheden mod mig, da jeg gik hen til hende. ”Kommer I tilbage hertil senere?” spurgte hun og lagde telefonen på bordet. Jeg nikkede. ”Ja. Men først i aften,” sagde jeg og placerede mine hænder på hendes lår. Hun kærtegnede dem blidt, hvilket fik min krop til at spænde af lyst. Jeg rystede på hovedet og lænede mig frem, hvorefter jeg pressede mine læber mod hendes.

”Zayn, kom nu!” Jeg sukkede og trak mig tilbage, selvom jeg ikke havde lyst. ”Vi ses senere, okay?” sagde jeg, lige som Liam kom ind i køkkenet. ”Ja, vi ses. Skriv hvis der er noget, ikke?” Lucie nikkede til os begge, ”ses,” svarede hun kort og vinkede en enkelt gang. Jeg smilede skævt til hende, da Liam afbrød min opmærksomhed ved at gå. Jeg sukkede kort og vendte mig om, hvorefter jeg gik efter ham med tunge skridt.

 

-----------------------------------------------------------------------

Beklager, at der ikke kom noget i ret lang tid, men har simpelthen hverken haft tiden eller overskuddet til at skrive på den. Dog fik jeg med hjælp af Thea, taget mig sammen i dag og fik skrevet noget, der minder om et kapitel!

Let us know what ya think :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...