The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1041Likes
1006Kommentarer
114423Visninger
AA

14. Kapitel 11.

 

Harrys synsvinkel: 

Efter lang tids stilhed, åbnede jeg endelig øjnene. Mine øjne søgte hen mod April, der lå med ryggen til mig. Hendes høje vejrtrækning meddelte, at hun lå og sov tungt. Jeg bed mig blidt i læben og fjernede langsomt dynen, der lå over mig, imens jeg betragtede hende nøje.

Jeg kom på benene og holdt næsten vejret, da jeg listede hen til den åbne dør. Da jeg kom ud på gangen, knirkede gulvet dog lidt, og det løb koldt ned ad ryggen på mig. Jeg drejede hovedet langsomt og kiggede på April. Hun lå dog heldigvis stadigvæk bare og sov. Pyha.

Resten af turen hen til stuen, gik med at få samlet mit tøj op. Jeg tog det roligt på og kiggede så rundt i rummet. Jeg havde set April smide sin taske i stuen, så jeg kiggede desperat efter den. Tanken om at April kunne dukke op hvert sekund og se, hvad jeg lavede, fik mig til at svede. Hun ville kunne regne det ud, og så ville min plan være gået i vasken, og jeg var gået i seng med en, som jeg idet hele taget bare burde holde mig væk fra.

Men jeg gjorde det for Lucie og Zayn, så det var jeg villig nok til. Det hele skulle bare ikke være spildt arbejde.

Jeg fik øje på en lille, sort taske, der lå i sofaen og gik straks hen og tog den. Bingo. En telefon lå i, og jeg greb den straks og smed tasken tilbage i sofaen. Mine fingre klarede det sidste. Jeg fandt billederne i en mappe og kiggede dem ikke engang igennem, før jeg slettede hele lortet.

Det virkede befriende, selv fra min side. Det var ikke engang mig, som det hele gik udover, men alligevel virkede det befriende. Nok fordi jeg vidste, at det hele endelig kunne slutte. Lucie og Zayn kunne få bygget alting helt op igen, Liam behøvede ikke at bekymre sig ligeså meget mere, og ja, alting kunne vel gå tilbage til det normale igen. Tanken om, at April havde skabt så meget splid, gjorde mig virkelig sur. Jeg hadede virkelig den pige.

Og lige som da jeg tænkte det, hørte jeg en stemme bag mig, hvilket fik mig til at stivne, ”hvad laver du, Harry?” Jeg bed tænderne sammen, da jeg kunne høre hende hvæse. Hun havde opdaget det. Men jeg kunne være ligeglad. Hun kunne ikke gøre noget mere. Og nu kunne jeg idet mindste også vise hende, hvem der havde mest magt her.

Jeg vendte mig om og kiggede koldt på hende, imens jeg langsomt viftede med hendes telefon. Hendes øjne blev hårde, og hun så virkelig vred ud. ”Hvad har du gjort?” spurgte hun langsomt med en stemme, der kunne eksplodere hvert sekund. ”Noget jeg burde have gjort for længe siden,” sagde jeg kort med en følelsesløs stemme.

Jeg havde kun set April set pissed en enkelt før, til fest hvor hende og Lucie skændtes om Zayn. Dengang havde det måske skræmt mig en smule, men nu kunne jeg ikke være mere lige glad. Hun havde selv bedt om det.

”Har du..?” sagde hun langsomt og stirrede udelukkende på sin telefon, som jeg stod med i hånden. Jeg nikkede en enkelt gang og kiggede hårdt på hende. ”Ja, det har jeg April. Jeg gjorde det samme, som du gjorde mod Lucie; jeg udnyttede dig. Og nu holder du dig væk fra os, ellers-” ”Ellers hvad, Harry? Hvad vil du gøre?” afbrød hun vredt og så mig i øjnene igen. Hendes øjne var fyldt med had, og det lignede, at hun havde lyst til at slå mig. Jeg måtte selv anerkende, at jeg var nødt til at beherske mig for ikke at gøre noget dumt. Men så lavt ville jeg ikke synke – jeg var ikke ligesom hende.

Jeg trådte et skridt frem mod hende for at virke truende, imens jeg lænede mig ned imod hende. ”Tro mig, det vil du ikke vide. Bare hold dig væk, okay?”

Jeg ventede intet svar eller nogen reaktion, før jeg kastede hendes mobil hen på hende og skred ud i gangen. Mine sko lå der heldigvis, så jeg tog dem hurtigt på. Egentlig forventede jeg, at April ville komme ud efter mig, men der kom aldrig nogen. Der var bare helt stille, og jeg undrede mig over, hvad hun stod og tænkte lige i dette her øjeblik. Selvfølelig håbede jeg allermest, at hun havde opgivet alting nu. Det ville gøre det nemmest for os. Og hende for den sags skyld.

Jeg smækkede døren til lejligheden i efter mig og åndede lettet op. Nu kunne jeg ikke glæde mig til andet end at fortælle det hele til Lucie og drengene, men da det stadigvæk var nat, måtte det blive senere. Nu skulle jeg bare hjem og have mig et bad og sove, og så måtte vi tage den derfra.

Lucies synsvinkel

Jeg sad med drengene i stuen. Eller, jeg sad med Zayn. Liam og Louis lavede nogle te, mens Niall var på toilet. Mit humør var blandet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Zayn blev ved med at fortælle mig, at det nok skulle gå, og at det jo bare var billeder, og at han bare kunne sige det var redigeret. Han kunne nægte alt, og folk ville tro ham. Problemet var bare, at jeg ikke stolede på det. Jeg var bange, bange for jeg ville være skyld i, at de måske mistede utrolig mange fans. Bare det at Zayn havde fået lavet tatoveringer fik ham til at miste så mange fans, og hvis de så direkte havde beviser på Zayn og jeg lå og nærmest havde sex i offentligheden, ja så ville han sku da miste mange flere. Selv Niall støttede Zayn op i det her, men det hjalp mig ikke. Jeg var så ked af det. Jeg burde være glad. Jeg skulle ikke gøre flere dumme ting for April, men jeg følte alt var spildt. Alt jeg havde gjort for at holde de billeder hemmelige var spildt. Jeg vidste jeg ikke skulle se det sådan, men hun havde ødelagt så meget imellem os, og ja. Alt var forvirrende. Det var slut, jeg kunne få genopbygget mit forhold til Zayn uden at frygte han kunne droppe mig hver dag.

Jeg rykkede en smule tættere på ham, og lod ham omfavne mig. Hans øjne borede sig ind i mine, inden han mumlede et eller andet, som jeg ikke hørte.

”Det skal nok gå, ikke?” sagde han lidt efter og kærtegnede min kind, for at læne sig frem og kysse mig blidt på munden. Tårerne pressede sig virkelig på, hvilket fik mig til at ligge en hånd bag hans nakke og udvikle kysset. Jeg havde savnet ham så utrolig meget, og selvom én ting først lige startede, ja så var halvdelen også lige sluttet. Jeg måtte tænke positivt. Vi stod sammen om det her.

Zayns hånd tog et blidt greb om mit ene lår. Jeg vidste han afholdt sig selv fra at nyde det – hvert fald nyde det for meget. For at irriter ham en smule, lod jeg mine hænder glide op og ned langs hans lår, så han til sidst trak sig væk, sendte mig et kort smil og rystede på hovedet. Jeg gengældte det kort, inden jeg puttede mig ind til Zayn, som hurtigt lagde et tæppe over mig. Jeg lukkede kort øjnene, men før jeg kunne nå det, åbnede hoveddøren sig. Jeg kiggede forvirret på Zayn, som skar en grimasse og kiggede hen mod døren, hvor en træt Harry kom gående – men med et smil om læberne.

”Hvor fanden blev du af?” hørte jeg Niall sige fra gangen, inden jeg satte mig helt op. Han forsvandt pludselig, så jeg var egentlig lige så nysgerrig som Niall.

Harry kiggede ind i stuen, hvor vi sad, og lyste så op i et kort smil. Hvorfor var han så glad? Han vidste jo ikke engang hvad fanden der var sket i aften – han skred jo bare.

”Hvem er det?” hørte jeg Liam råbe fra køkkenet. Zayn drejede langsomt hovedet. ”Harry,” hans stemme var hæs og utrolig træt, hvilket gjorde at jeg næsten fik ondt af ham. Han havde virkelig været igennem så meget pga. mig. Jeg kunne næsten ikke være bekendt at holde ham vågen lige nu.

”Kommer i lige ind i stuen?” spurgte Harry alvorligt om, hvilket fik mig til at kigge hen på Zayn, selvom han vidste lige så lidt som mig.

”Har du fået noget på den dumme?” lød det spydigt fra Louis, men der var ingen morsomhed i hans stemme. Harry kiggede forvirret på ham. ”Ja du skred selvom vi lovede Lucie at blive der,” sagde han koldt. Harry kiggede straks over på mig, men Louis havde jo ret. Det lignede ikke Harry, men noget måtte der da være sket, siden han kaldt os alle ind.

Niall kom gående ind i stuen med Liam, som holdt en masse kopper i hånden. Han så lidt forvirret ud da vi alle sad ned og ventede på Harry forklarede sig, så han fik hvert fald hurtigt selv at sig og kiggede så på Harry.

”Hvor fanden blev du af?” Spurgte Louis efter en langs tidstilhed. Harry kiggede ned på sine fødder, som om han pludselig fortrød nu. Jeg kiggede rundt og så drengene veksle blikke. Havde han gjort noget dumt?

”Jeg tog med April hjem,” mumlede han roligt. Jeg kunne straks mærke Zayns krop blive anspændt da han nævnte hendes navn.

”Du gjorde hvad?” Spurgte Liam forvirret og en smule hårdt om.

Harry kiggede langsomt op. ”Jeg tog med April hjem.” Han så helt alvorlig ud, og jeg blev pludselig bange for, at han fik gjort et eller andet der gjorde alt værre.

”Hvad fanden lavede du der?” vrissede Zayn surt, jeg vidste godt hvorfor – han var sur over, at Harry bare var skredet, og jeg forstod dem.

”Nej vel?” Lød det fra Niall som lignede en der kunne kaste op.

”Harry forhelved!” lød det surt fra Louis, og hurtigt gik det op for mig, hvad han havde gjort. Jeg kneb øjnene sammen. Det havde han bare ikke gjort. Nu kunne hun jo forfanden bruge det mod ham og køre ham helt ud. Åh gud. Og så de to. Hvad fanden tænkte han på!?

”Jeg blev jo nødt til at gøre noget for at slette de billeder,” sagde han langsomt. ”Jamen forhelved da ikke gå i seng med hende! Nu bruger hun jo det imo……. Hvad?” sagde jeg forvirret da jeg kom i tanke om, hvad han sagde. Et smil formede sig på hans ansigt, inden han smed sine sko af.

”Billederne er slettet, de er væk, helt væk.”

”Hvad..” sagde jeg igen.

”Lucie, de er væk. Du skal ikke tænke mere over dem. De kom ikke ud, de er væk. Du er hermed fri fra din April tjeneste.”

Hvad.

Jeg kunne ikke forstå det. Havde Harry virkelig gjort det, for mig og Zayn? Haft sex med selveste djævlen? Og hun havde tilladt det? Hun hoppede på det? Åh gud.

”Du …” Zayn kiggede forvirret frem og tilbage. Et smil gled over mit ansigt, selvom det ikke var til at forstå.

Zayns synsvinkel

Jeg kunne ikke beskrive, hvor glad jeg blev, da jeg så Lucies lettet ansigtsudryk og hendes smil på læberne. Det var for første gang, i noget, der føltes som flere år, ægte. Jeg havde virkelig savnet at se hende sådan, så det følte virkelig også som en lettelse for mig.

Jeg kiggede langsomt hen på Harry, der bare sad og smilede som en gal til hende. Jeg havde altid syntes, at Harry var en fantastisk ven, men at han havde pint sig selv ved at være sammen med April, havde jeg virkelig aldrig troet, at han ville gøre. Og derfor var jeg virkelig taknemmelig. Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg skulle takke ham nok.

”Det vil sige, at billederne er helt, helt, helt væk nu?” spurgte Niall usikkert og brød tavsheden imellem os alle. Vi var vist rimelig chokeret. Alles blikke røg hen på Harry, der nikkede, imens han dumpede ned i sofaen ved siden af Liam. ”Helt væk,” gentog han roligt og kiggede udelukkende på Lucie, der stadigvæk sad og smilede. Hun lignede virkelig en, der var ved at bryde sammen af taknemmelighed, og det fik mig til at grine kort og trække hende ind til mig i et varmt knus.

Drengene smilede af os, imens jeg bare fastholdte mit blik på Harry, der så lettet ud. Vores blikke mødtes, og vi smilede stort til hinanden.

Lucie trak sig pludselig fra mig og kiggede kort hen på Harry, inden hun rejste sig og overfaldt ham med åbne arme. Jeg grinede, hvilket drengene også gjorde, og det føltes virkelig befriende. At vide, at April ikke havde noget på Lucie mere, gjorde det hele befriende. Om det så gik ud over mig, var jeg vel lige glad med, men Lucie var sikret nu, og der skulle aldrig ske noget lignende igen. Aldrig.

”Jeg vil også være med,” brokkede Niall sig og lænede sig hen over Liam for at deltage i Harrys og Lucies kram. Lidt efter kom Louis også med, og til sidst deltog Liam og jeg også. Vi grinede alle sammen, hvilket var virkelig rart. Alle bekymringerne syntes at forsvinde med et fingerknips. Ingen af os havde April i hovedet. Hun var fuldstændig ude. Selvfølelig gik jeg stadigvæk med et indre had til hende og Ant, men det ville jeg ikke tage mig af endnu. Jeg var nødt til at nyde øjeblikket, hvor jeg hørte min elskede pige grine af lettelse og smile taknemmeligt til Harry. Det var det hele værd.

Da vi alle kom på plads igen, var det som om, at den anspændte stemning havde lagt sig. Niall gik i gang med at hælde te op til os alle. Jeg hørte Louis undskylde overfor Harry, der bare slog ham på skulderen med et smil som svar, også sad Liam ellers bare og krammede Lucie. Jeg kunne se på ham, at han var virkelig lettet over det hele, men nu havde han jo også haft det rigtig svært, og det var intet at undre sig over. Jeg vidste, hvor meget han elskede Lucie, og at se al den smerte hun havde haft, havde gjort rigtig ondt på ham.

Jeg slog blikket over på Harry og gjorde et nik ud mod gangen, da jeg lige ville snakke med ham en gang. Han løftede øjenbrynene en smule forvirret først, men nikkede så. Vi rejste os og gik ud i gangen. Først da vi var nået helt ned til enden vendte jeg mig om og åndede ud. Han lænede sig op ad væggen og smilede svagt.

”Harry, jeg ved ikke, hvor jeg skal starte,” begyndte jeg og rystede på hovedet af mig selv. Han grinede af mig. ”Du kan nøjes med et tak,” svarede han så. Jeg rystede igen på hovedet. Det var ikke nok. Overhovedet.

”At vide, at du har haft sex med April for at få slettet de billeder for Lucies skyld er.. Jeg kan slet ikke takke dig nok,” fortsatte jeg roligt. Hans smil forsvandt lidt, og han kiggede i stedet for seriøst på mig. ”Zayn, jeg gjorde det ikke kun for Lucies skyld. Også din. Og Liams. Og resten af drengene inklusiv mig selv,” fortalte han langsomt. Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Det hele tog mere følelsesmæssigt på mig, end jeg egentlig havde regnet med.

”Men det hele er slut nu. Du kan bare sige tak, og så kan vi komme videre i livet. Jeg tror, det er bedst, hvis vi lægger alt det her bag os nu,” smilede Harry og lagde en arm på min skulder. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt og trak ham herefter ind til et kram. ”Tusind tak Harry. Jeg står i gæld til dig,” sagde jeg og klappede ham på ryggen. Han grinede og klappede mig igen. ”Altid, Zayn.” Han trak sig tilbage, og vi opdagede hurtigt, at Liam stod ved os med et smil på læberne.

Han lagde en arm om Harrys skulder og smilede stort. ”Tusind tak Harry. Virkelig. Jeg håber ikke, at April var et alt for stort mareridt.” Harry skar ansigt. ”Jeg er jo charmerende..” Vi alle tre begyndte at grine, og det føltes næsten som de gamle dage – der hvor vi ingen problemer havde. Og sådan skulle det helst blive ved med. April skulle ud af vores hverdag, Lucie og jeg skulle have genopbygget hele vores forhold uden bekymringer, og vi skulle bare leve normalt. Det hele lød så nemt, og for en gangs skyld kunne jeg slet ikke se nogle forhindringer.

***


Der gik en uge, hvor der var sket en masse. Lucie og jeg havde det godt. Ikke bare godt, nærmere perfekt. Hele vores forhold kørte på skinner, hvilket vil sige, at det var blevet bedre end nogen sinde. Vi havde haft så meget modstand, og nu var det hele endelig overstået. Dog var jeg alligevel bekymret for hende.

Hun havde lige siden det sidste møde med April, nægtet at forlade Liams lejlighed. Ikke en eneste gang havde hun været udenfor. Jeg havde ikke spurgte ind til det, da jeg vidste, at hun ikke ville give mig en forklaring. Den anden dag havde hun været lidt oppe og diskutere om det med Liam, fordi han mente hun havde brug for at komme lidt ud. Men så stædig som hun var, benægtede hun, så Liam tabte sin kamp.

I bund og grund kunne jeg egentlig godt regne ud hvorfor. Hendes frygt for at møde April var der. Også tanken om, hvad April kunne finde på at gøre hende. Hun kunne have sendt folk efter Lucie, eller noget andet slemt. Selvom jeg havde lyst til at fortælle hende, at der ikke ville ske noget, kunne jeg ikke. Jeg vidste ikke, om April ville opgive nu eller bare fortsætte sine syge planer. Men eftersom der slet ikke var sket noget her på det sidste, gættede og håbede jeg inderligt på det første.

Jeg forstod godt, at Lucie ikke ville ud, men det var stadigvæk lidt surt. Hun skulle føle sig fanget udelukkende på grund af April. Derfor havde hun på en måde også stadigvæk magten over Lucie. Og det hadede jeg virkelig. Hun havde påført Lucie så meget smerte, og det skulle gå ud over hele Lucies hverdag. Hun måtte leve med en frygt for, at en ny idiot skulle komme og røre hende. Præcis ligesom Ant havde gjort.

Han havde til gengæld ligget i mine tanker hele ugen. Jeg gik med et inderlig, stor vrede, et enormt had som jeg havde brug for at komme ud med. Hvis det stod til mig, behøvede han slet ikke at leve mere. Han var en stor idiot, som fortjente al den smerte, som man kunne føle. Jeg hadede ham. Han var ligeså slem som April.

”Her, smag,” sagde Louis og rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede hen på ham og så, at han sad med en pose slik i hånden og rakte frem mod mig. Vi havde lige været ude og handle ind til i aften, og nu var vi så på vej hjem. Hele dagen havde gået hos Lucie og Liam, men da de fik besøg af Geoff og Karen i aften, ville vi ikke forstyrre og gik dermed.

Jeg tog et stykke slik, imens jeg drejede hovedet, så jeg så ud ad forruden igen. Da der blev grønt, trådte jeg på speederen og kørte omhyggeligt af sted. Der var enormt meget trafik, flere biler dyttede, men det var vel bare normale London.

”Sagde du, at Eleanor kom i aften?” spurgte jeg Louis, da der blev rødt igen. Jeg så hen på ham og fornemmede et nik. ”Ved 6 tiden. Jeg skulle faktisk hilse fra hende,” svarede han og spiste lidt mere slik. ”Så hils igen,” fastslog jeg og trådte igen på speederen. ”Har jeg gjort,” sagde han lidt efter.

Jeg kiggede ud ad vinduet, hvor en velkendt lejlighedsbygning viste sig i det fjerne. En lejlighedsbygning, som jeg havde været alt for ofte i. En lejlighedsbygning, hvor der boede en forfærdelig person, som lige nu fik mig til at klemme hårdt om rettet. Vreden og hadet steg i mig i løbet af ingen tid.

Jeg bed tænderne sammen med tanken om, Ant var hjemme lige nu. Hvis han var kunne det vel ikke skade at udveksle et par ord med ham. Klokken var også kun lidt i fem, så der var stadigvæk tid, inden Eleanor kom, og vi skulle spise aftensmad.

Jeg drejede af indtil parkeringspladsen til lejlighederne. Louis lignede et stort spørgsmålstegn. ”Zayn, hvad skal vi her?” spurgte han langsomt. Jeg klikkede min sele op, imens jeg slukkede motoren. ”Vent her,” sagde jeg kort og steg ud af bilen.

”Zayn,” lød det fra Louis, der sprang ud af bilen. Jeg ignorerede ham og gik målrettet hen mod døren til opgangen. Dermed vidste Louis også godt, at han havde tabt. Han kunne ikke tale mig fra dette her. Det var der ingen, der kunne.

Jeg åbnede døren og tog trapperne op til anden sal, hvor Ant boede. Jo tættere på hans lejlighed, jeg kom, jo vredere blev jeg. Alle tanker strømmede rundt indeni mit hoved, og jeg følte allerede trang til at slå ham lige nu.

Jeg gik i stå ved hans dør, men så bankede jeg på, og der gik ikke mere end et par sekunder, før den blev åbnet af ham. Hans smil falmede, da han så mig, og han fik et helt forkert ansigtsudryk. ”Z-Zayn?” sagde han undrende og prøvede at lyde så normal, som han nu kunne. ”Drop det der, Ant,” svarede jeg kort. Hans uskyldige facade forsvandt, og han tøvede ikke engang, inden han lukkede døren i, men jeg var hurtigere end ham og fik sat en fod i klemme.

”Syntes du ikke selv, at det er en dum idé?” spurgte jeg hårdt og slog døren op. Han trådte et skridt tilbage og så rimelig skræmt ud, hvilket inderligt morede mig. ”Zayn, lad være,” bad han, da jeg trådte tættere på ham. ”Hvorfor, Ant? Hvis jeg ikke tager meget fejl, bad Lucie også dig om at lade være, men du blev ved, gjorde du ikke?” Min stemme var iskold og fyldt med had, og min krop sitrede næsten af vrede. Jeg mætte ihærdigt tage mig sammen for ikke at slå på nogen eller noget, selvom jeg havde ufatteligt meget lyst til det.

”Zayn, jeg havde ikke noget valg. Du ved, hvordan April er,” sagde han hurtigt og undskyldende, men det han sagde pissede mig bare endnu mere. ”Ant, både du og jeg ved, at det her ikke har en skid med April at gøre. Og hvis du tror, at jeg er så dum, kan du godt tro om igen,” vrissede jeg højt. Han kneb øjnene lidt sammen og trådte tættere på mig i en truende position. ”Vil du virkelig gerne vide, hvorfor jeg valgte at gøre det mod din elskede, dejlige kæreste?” spurgte han så med en falsk stemme, som jeg fik kvalme af. Jeg svarede ikke, men stirrede derimod bare på ham med hårde øjne og en stadigvæk sitrende krop.

”Zayn, jeg var træt af, at du altid valgte Lucie frem for mig. Siden i-” ”Ved du hvad, jeg ville altid vælge Lucie frem for dig. Du er så fucking falsk,” afbrød jeg vredt. Hans øjne blev iskolde, og jeg kunne tydeligt se vreden vandre rundt i hans krop, lige præcis som den gjorde i min.

”Det er sgu da ikke mig, der har ændret mig og finder sammen med alle mulige klamme, billige piger,” svarede han surt igen. Jeg bed tænderne sammen af vrede. Jeg havde lyst til at slå ham, men modstod gevaldigt trangen. ”Du ved ikke, hvad fuck du snakker om,” sagde jeg højt. Han himlede med øjnene. ”Tror du jeg er dum? Zayn, jeg ved godt, at du bare går og finder de der luder-tøser, knepper dem og tager så videre til den næste. Du udnytter rimelig godt dine muligheder som verdensstjerne, det må jeg sige.”

At han talte sådan gav mig direkte kvalme. Jeg vidste udmærket godt, at han hentydede allermest til Lucie, og det gjorde mig virkelig vred. At han sagde det til mig, undrede mig gevaldigt meget. Han var en af de personer, der burde vide, at jeg ikke tog det med et skuldertræk. Men han valgte at træde i det, det gjorde han virkelig. ”Ant, hold din fucking kæft,” råbte jeg og skubbede til ham, så han røg tilbage. Mine hænder brændte af vrede og ventede bare på at få lov til at slå og skubbe på mere, men jeg styrede dem. Det blev jeg nødt til.

”Hvorfor skulle jeg, Zayn? Generer det dig, at jeg snakker sådan om en luder af din tøs?” spurgte han hårdt. Den kvalmende fornemmelse dukkede op igen. Han skulle for det første slet ikke tale sådan om Lucie, og han skulle slet ikke sige det til mig. ”Du kender ikke Lucie, så du understår dig i at tale sådan om hende. Det understår du dig i!” Han himlede med øjnene. ”Zayn, du kunne få så meget bedre, og så vælger du hende? Come on, jeg troede selv, at du var bedre end det.” Jeg bed tænderne sammen, knyttede næverne, spændte musklerne for ikke at slå ham, men han bedte selv om det.

Ant gjorde intet men sendte mig derimod bare et lille smil, som om det morede ham at se mig så vred. ”Dog har jeg en ting at sige. Selvom du snart dropper Lucie, må jeg da give dig ret i, at hun var et ret godt valg. Hun er virkelig en køn tøs med gode faciliteter, og hendes støn er helt klart noget, der sætter prikken over i'et.”

Jeg kunne ikke styre mig mere. Min vrede tog over, og jeg gik amok på Ant. Jeg skubbede ham ind i væggen og slog ham herefter hårdt, hvor mine hænder nu guidede hen til. Han begyndte at kæmpe imod, imens han råbte, at jeg skulle skride min vej, men jeg ignorerede ham bare og nød at se smerten, der blev boret ind i ham, hver gang jeg ramte ham et sted. Han fortjente den. Lige meget om jeg så selv skulle pines.

Pludselig hørte jeg et knæk, efter jeg slog Ant i ansigtet, og han råbte op og skubbede mig hårdt væk fra ham, men jeg gav ikke op og slog bare endnu en gang efter ham. Dog nåede han at undvige, og min hånd ramte væggen, hvilket fik en slem smerte til at skyde igennem mig. ”Du er fucking sindssyg!” skreg Ant og sparkede ud efter mig, imens blod rendte ned fra hans næse. Jeg ignorerede ham og skubbede ham op ad væggen, imens jeg lagde en arm over hans hals, så han ikke kunne komme fri, selvom han kæmpede.

Jeg fik frit udsyn til hans næse, der så helt forkert ud, samtidig med der løb blod i lange laser ned ad hans mund og videre ned på gulvet. Jeg var så optaget af at se smerten i hans øjne, at jeg ikke lagde mærke til, at min hånd gjorde fucking ondt, men det var lige gyldigt lige nu. Jeg havde ham, der hvor jeg ville have ham.

”Du kan kalde mig sindssyg, ligeså meget du vil, men hvis jeg nogen sinde hører dig snakke sådan om Lucie igen, skal jeg nok love dig, at det bliver værst for dig selv,” hvæsede jeg og bankede han hoved ind i væggen, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen og klynke ynkeligt.

”Slip mig, dit svin!” råbte han bare og sparkede ud med fødderne. ”Zayn, slip ham,” lød det bag mig. Det var selvfølelig ingen andre end Louis. Jeg adlød dog ikke. Mine øjne var smedet ind i Ants, og hvis ikke Louis havde hevet mig i armen, var jeg nok blevet for høj af magt. Og jeg vidste, at Louis ikke ville tillade det. Sådan var han ikke.

”Han er ikke det værd, bare lad ham være,” fortsatte han og kiggede på Ant, der tog sig til næsen af smerte. Hele min krop rystede stadigvæk i en blanding af vrede, og adrenalinen pumpede stadigvæk rundt inde i mit blod. Min vejrtrækning kørte på højtryk, og forskellige smerter begyndte at dukke op rundt i min krop. Min hånd var dog stadigvæk værst. Jeg så ned på den og opdagede, at den var helt hævet, og hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne jeg allerede se, at den var forstuvet. Min anden hånd var til gengæld smurt ind blod fra Ants næse, og det var blevet kørt hen ad min arm og sad også på min t-shirt.

Jeg fangede Ants blik, og han så virkelig vred ud, imens han prøvede at holde blodet inde, der dryppede fra hans næse.

”Zayn, lad os gå,” mumlede Louis bestem og tog fat i min arm. Heldigvis den, hvor min hånd ikke var skadet. Jeg ignorerede ham kort, imens jeg så med brændende had ind i Ants øjne som en trussel, hvorefter jeg vendte mig om og fulgte med Louis hen mod døren.

”Jeg melder dig kraftedeme for vold, Zayn, det kan jeg godt love dig!” lød det bag os. Jeg ville egentlig bare have ignoreret det, da det garanteret bare var tomme ord. Ant havde ikke nosser nok til at gøre det. Men Louis derimod, han havde i hvert fald ikke tænkt sig at ignorere ham.

Han vendte sig hårdt om, og da jeg stod bag ham, kunne jeg sagtens se det hårde blik, som han sendte Ant. Han så ret sur ud, og det var altså sjældent, at Louis var sur. ”Ant, du har ikke en skid at melde Zayn for! Og hvis du melder Zayn, så kommer det med voldtægten også ud, og jeg tror ikke, at det er det, du vil have, vel?” Han så koldt på Ant, der bare forblev stille. Jeg ville gerne se hans ansigtsudryk, men jeg gad ikke engang at vende mig om for at glo på ham. Han kunne rende mig, og det håbede jeg, at jeg havde fået gjort klart for ham.

Louis vendte sig efter nogle sekunder om og trampede hen mod døren. Jeg fulgte blankt med, imens jeg bed smerterne i mig. Min hånd gjorde ondt af helvedes til, og jeg havde et slem hovedpine. Nu håbede jeg bare ikke, at der var sket noget direkte synligt. At Lucie og drengene skulle se mig sådan her var slemt nok, men hvis vores fans også ville se det, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle sige til dem. Jeg kunne ikke forklare dem, at jeg havde været oppe at slås. Men så langt var det vel heller ikke gået.

Louis og jeg gik i stilhed ned til min bil. Han låste den op og gik hen til passagerersædet, men jeg rystede bare på hovedet. ”Du kører,” sagde jeg kort. Han skød et øjenbryn i vejret, og jeg viftede derfor med min hånd, hvilket var en ret dum idé. ”Jeg er handicappet,” jokede jeg kort. Han rystede på hovedet af mig. ”Zayn, du er sindssyg..” Jeg trak på skuldrende. ”Tro mig, det har jeg allerede fået at vide,” mumlede jeg og satte mig ind på sædet. Louis satte sig ind på førersædet og startede bilen.

Jeg faldt langsomt til ro igen, og nogle få smerter forsvandt, men jeg havde stadigvæk enormt ondt mange steder. Jeg havde tjekket mig selv ud i sidespejlet og opdagede, at der heldigvis ikke var andet end et blåt mærke at se på min kind. Det kunne dækkes, så det var ikke slemt.

”Tror du han gør det?” spurgte Louis og hentydede stærkt til Ant, da der blev rødt for os. Jeg kiggede på ham og så en lille frygt i hans øjne. Alligevel rystede jeg bare på hovedet og lænede mig tilbage i sædet. ”Det tør han ikke,” svarede jeg kort og trak min telefon op ad lommen. Jeg så, at Lucie havde skrevet en besked, hvilket fik mig til at se ivrigt på skærmen. Der stod, at Karen havde fået det skidt, og derfor havde Lucie og Liam lejligheden for dem selv igen. Jeg svarede hende ikke, men kiggede derimod bare hen på Louis, der koncentrerede sig om at køre bilen. ”Lou, vi tager hjem til Liam.”

***

Efter noget tid endte vi i opgangen til Liams lejlighed. Jeg havde virkelig ondt, men jeg bed bare smerten i mig. Louis havde kigget på min hånd og allerede fastslået, at den var forstuvet, men han var ikke læge, så det vidste han vel ikke. Og hvis den var, var jeg sådan set også lidt lige glad. Bare billederne, der sad i hovedet af Ant, der stod og råbte af smerte, fik mig til at se positivt på det. Det havde været det hele værd.

Hverken Liam eller Lucie vidste, at Louis og jeg troppede op igen i dag. Vi dukkede bare uanmeldt op, og jeg vidste ikke helt om det var en god idé. Især ikke på grund af mig. Jeg så ikke særlig godt ud. Det blå mærke havde allerede fået mere farve, og det var tydeligt at se, at jeg var blevet slået.

Da vi stod foran døren til Liams lejlighed, ringede Louis på, og døren blev efter nogle sekunder åbnet. Jeg kiggede lidt væk fra Liam, der havde åbnet, selvom han allerede kunne se, at der var sket noget.

”Lad os tage den indenfor,” sagde Louis hurtigt og skubbede en forvirret og chokeret Liam ind i gangen igen, hvorefter han selv trådte indenfor. Jeg fulgte langsomt efter og lukkede døren bag mig. ”Hvad er der sket, Zayn?!” spurgte han hurtigt. Jeg sukkede langsomt og endte med at træde hen mod dørkammen, så jeg havde blikket ind mod stuen, hvor jeg fik øje på Lucie. Hun spærrede øjnene op og rejste sig hurtigt op fra sofaen og gik hen mod mig, da hun så mig, og jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne se, at jeg havde været oppe at slås.

Jeg kunne se bekymringen i hendes øjne, hvilket ikke kunne gøre mig andet end varm indeni. Hvis Ant nogen sinde kunne få sig selv til at tro på, at jeg ville droppe Lucie, tog han virkelig fejl, for det ville jeg ikke. Jeg elskede Lucie. Hun var virkelig noget specielt. Siden jeg mødte hende vidste jeg, at der var noget specielt ved hende. Den kemi, der var imellem os. Den måde vi kæmpede for at have kontrollen. Vores kroppe, der gik amok over de mindste berøringer. Sådan havde jeg aldrig følt før, ergo, hun var noget helt specielt. Derfor ville jeg også holde ud så længe, det var muligt. April, Ant, ingenting skulle komme imellem os. Uanset hvor meget jeg så skulle kæmpe, det kunne jeg godt garantere. Hun var nemlig værd at kæmpe for, og derfor var hun vel også skyld i, at ingenting imellem os var så nemt, men det havde uden tvivl bare styrket os. Vi holdt sammen, og det skulle vi nok blive ved med.

Så længe hun var i min varetægt, min pige, skulle hun ikke have lov til at slippe så let. Det var hun for værdifuld til.

 

Lucies synsvinkel:

Mens Zayn stod med blod ned af hænderne og en hævet kind, gled et smil over hans ansigt. Jeg forstod det virkelig ikke. Hvordan kunne han smile når han tydeligvis var i smerte? Og hvad fanden havde han egentlig lavet? Jeg håbede virkelig han havde tæsket en der virkelig fortjente det synder og sammen, siden han stod med det smil.

”Zayn,” gispede jeg hurtigt og kom hen til ham. Jeg kiggede hurtigt op og ned af hans krop, for at se om der var noget jeg havde overset. Louis stod og talte lavmælt sammen med Louis, som så ud til at være mere koncentreret end Zayn, for det eneste Zayn havde øje for lige nu, var mig. Ikke for at lyde selvglad eller noget, men hans øjne borede sig ligefrem ind i mine, og var fyldt med så meget kærlighed, at mine knæ blev helt bløde. Men han stod forsøren da med blod over alt!

Jeg tog ham hurtigt i armen og trak ham ud mod køkkenet. Han fulgte roligt med, og selvom han havde fået et par slag nogle steder, var hans holdning helt rolig. Det lignede ikke Zayn at være så rolig, da ikke når han så sådan der ud. Det undrede mig.

Jeg fandt hurtigt en klud og tog noget vand i en gryde – der var ikke andet. Jeg nåede kun lige at dreje mig rundt, inden jeg gav et skrig fra mig, og tabte gryden, som Zayn nåede at gribe, selvom en masse vand sprøjtede ud til siderne.

”Zayn forhelved!” grinte jeg og lagde hånden på hjertet. Et smil gled over hans læber, inden han lod en finger fjerne noget hår fra min hals. Min krop trak sig sammen, og selvom Zayn og jeg ikke havde lavet andet end at nyde hinandens selskab, ja så var lysten større end den plejede. Han tiltrak mig. Han lignede en rigtig badass type.

”Undskyld babe,” mumlede han forsigtigt og lod sine hænder gribe fat om min kæbe. Jeg bed mig forsigtigt i læben og glemte at det altid tændte Zayn en del. Hans blik gled op og ned af mig, inden han trådte et skridt tættere på. Det gik hurtigt op for mig, at han stadig blødte, så hurtigt tog jeg gryden og hans arm, og tvang ham til at sætte sig ned på stolen.

Et suk lød fra ham, hvilket jeg ignorerede. Jeg stillede mig foran ham og vendte mig mod gryden for at dyppe kluden deri.

”Zayn, hvem er så vigtig at skade sin hånd på?” Jeg drejede mig langsomt rundt og kiggede ned på Zayn. Hans kind var hævet, og der var nogle blodpletter hist og pist.

Et lille smil gled over hans læber, inden han placerede hans hånd på min hofte. Jeg rystede langsomt på hovedet, inden jeg begyndte at fjerne blodpletterne.

”En person som foraltid vil fortryde hans handlinger nu.” Jeg forstod ikke hans ord, det eneste jeg vidste var, at personen var en dreng, og eftersom Zayn aldrig havde været den store fan af slagsmål, så måtte det være Ant. Det kunne kun have været Ant – eller April, men han sagde han. Og eftersom Zayn gik inde med et indre had til Ant, så var svaret jo i sig selv.

Jeg dyppede kluden i gryden – eller tabte den, da det gik op for mig, at han virkelig havde været oppe imod Ant. Ant var hans ven.

”Jamen, Zayn I var jo venner?” Et grin gled ud over Zayns læber – ikke noget direkte ægte grin. Han placerede sin anden hånd på min hofte og kiggede på, mens jeg vred kluden.

”Hvis nogen rør dig Lucie, så fortjener vedkommende så meget tæsk, at de ikke kan gå i flere dage,” mumlede han, inden han hev fat i mig, og fik mig til at sidde på hans lår. Jeg bed mig hurtigt i læben, og kunne mærke hvordan rødmen steg mig til kinderne. Jeg plejede aldrig at rødme – aldrig, derfor kiggede jeg hurtigt ned, og trak hans hånd hen foran, så den hvilede på mit lår. Den så forfærdelig ud. Den var helt klart forstuet.

Et grin lød fra Zayn, inden han aede mit lår med sin tommelfinger. Den fungerede i det mindste, så den var afgjort ikke brækket.

Roligt lod jeg mit blik glide hen til hans øjne, og kunne igen føle varmen og kærligheden der strømmede ud fra dem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han havde lukket munden på mig, og det han havde sagt, havde virkelig varmet mit hjerte.

”Faktisk fortjente han meget værre end den omgang jeg gav ham,” mumlede han, hvilket hurtigt fik mig til at afbryde ham.

”Han fortjener slet ikke din opmærksomhed, og eftersom du selv kommer til skade ved det, så skal du aldrig røre ham igen.” Jeg tog forbindingen og lagde det langsomt og roligt på hans hånd. Hans blik studerede mig, som om han lige havde mødt mig, hvilket bare fik mig til at smile. Han trak vejret dybt en gang imellem og nussede forsigtigt mit lår med den anden hånd. Af og til fik jeg øjenkontakt med ham og kunne se hvordan et smil bredte sig over hans ansigt, inden jeg hurtigt fokuserede på hans hånd igen.

Da jeg endelig var færdig klappede jeg ham blidt på brystet, og skulle til at rejse mig op, men Zayn lagde armen om mig, og lagde sin pande mod min.

”Jeg elsker dig Lucie,” hviskede han og kyssede mig blidt på munden.

***

Drengene havde fået deres vilje, så her gik jeg, hånd i hånd med Zayn og nød vejret. Jeg havde ikke været uden for de sidste par dage, udover vores teresse for at ryge sammen med Zayn. Det gik perfekt for tiden, det eneste der gik mig på, var dog bare frygten for at gå ud. Jeg var bange for April havde noget i ærmet og bare ventede på at se mig. Jeg turde ikke tage chancen, men drengene havde nu fundet ’tid’ til at tage med. Ikke fordi de ikke gad, og ikke fordi de ikke havde tid, men fordi jeg ikke gad. De havde presset mig i snart to dage, og nu gik jeg her. Jeg var faktisk ret stolt, og det var Zayn vidst også – og Liam. Jeg havde diskuteret med ham om det før, og de smil han sendte mig, viste han var stolt. Det var måske en lille ting for jer, men for mig betød det alverden.

Vi havde været inde i et par butikker nu. Jeg trængte virkelig også til nyt tøj, og hvis jeg skulle være ærlig, så havde Louis altid god smag i tøj. Utrolig nok hjalp han mig som var han en veninde – altså en pige. Det var rart og følelsen af at være tryg med dem var rar. Den varede dog ikke så længe.

April kom gående over på den anden side sammen med to andre piger og nogle drenge. Jeg havde ikke set hende, hvis det ikke var fra Niall, som pludselig opførte sig underlig og desperat prøvede at få mig ind i butikken igen. Jeg grinte bare af ham og vendte mig rundt for at se på Zayn og de andre, og der så jeg hende så. Hendes blik lå på mig. Det var nedladende og fik min krop til at skævle.

Der gik dog ikke spor lang tid, før Zayn var over ved mig, og tog min hånd, mens han mumlede noget med, at jeg skulle ignorer ham. Jeg gjorde som han sagde, da det nok var bedst og gik hen mod udgangen af centeret. Følelsen jeg havde indeni var udelukkende vrede. Jeg hadede hende. At se alt på hende var forfærdelig, og eftersom de billeder ikke kom nogle vegne, så kunne jeg tillade mig lidt af hvert – som at skride fra hende, selvom jeg nu også gjorde det, fordi jeg var bange. Man kunne aldrig vide med April. Hun havde givet mig en læerstreg for livet. Jeg skulle ikke stole så nemt på folk, og jeg skulle ikke rode mig ud i det pis som jeg havde været ude i. Det var en forfærdelig tid. Det havde de sidste par måneder været, og at se hende nu, fik bare alt til at blusse frem.

Et par skrig lød bag os, hvilket hurtigt fik mig til at se bag ud, men da Zayn hev mig en smule hårdt i armen og bad mig om ikke at give hende min opmærksomhed, rette jeg blikket forud og gjorde som han sagde, indtil hendes skingre stemme lød igennem gaden.

”Wow hvor moden Lucie. Du har ikke været uden for huset i flere dage, og så kommer du ud med hele holdet bag dig og ignorer mig. Moden Lucie,” hendes venner grinede hvilket fik mig til at gribe hårdere fat om Zayns hånd. Hendes stemme irriterede mig grænseløst og haden voksede sig kun større. Zayn tog det dog forbløffende roligt, men stoppede dog op, da Louis gjorde. Jeg kiggede forvirret hen på ham og så til mens April kom tættere på.

”April, du har virkelig ikke mere at gøre her.” Sagde Louis tomt og kiggede over på Harry, som lagde en arm på hans skulder. Efter de billeder var blevet slettet var det som om styrken ved drengene fandt tilbage. Den had de havde haft indeni kom langsomt frem nu, og nu kunne de jo vise den uden de billeder som trussel.

”Er det virkelig så lavt du er sunket Lucie?” April rettede sin opmærksomhed mod mig og ignorerede fuldstændig Louis. Vreden i mig pumpede præcis som på den aften på diskoteket – forskellen var bare, at April ikke længere havde de billeder at true mig med.

Jeg slap kort Zayns hånd, hvilket fik ham til at sige mit navn, så April grinte. Louis rystede irriteret på hovedet og kiggede på mig.

”Kom,” sagde han roligt, hvilket igen fik April til at grine. Hun irriterede mig grænseløst, og jeg følte virkelig jeg skyldte hende et eller andet.

”And here we gooo agaiiin,” sagde hun hvilket hendes venner grinte af. Hun rettede sig op, puffede sit hår bag nakken og kiggede så på mig igen – neddladende på mig. Vreden pumpede stadig rundt, hvilket gjorde sådan, at jeg overhørte Liam.

”Fik du ikke nok af Harry, eller hvad?” Jeg løftede det ene øjenbryn, og kunne straks mærke, hvordan min bitchy Lucie gamle attitude faldt på plads. April stoppede straks med at grine, kiggede på Harry og så på mig.

Hun trådte et skridt hen imod mig, hvilket fik Zayn til at reagere hurtigt, men jeg vinkede ham af.

”Det var svagt gjort Lucie,” sagde hun hårdt, hvilket fik mig til at grine – hånligt og falsk. Præcis den latter der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på folk.

”Det kan umulige blive svagere end de billeder. At stalke os, finde ud af hvor vi skal hen OG tage billeder, og bruge mig som din slave? Come on April,” sagde jeg roligt og koldt. Hun lænede sig over på det andet ben, hvilket var et tydeligt tegn på, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. En dejlig følelse bredte sig i kroppen. Det her havde jeg ventet på.

”I det mindste var jeg ikke min kæreste ut..” Før hun nåede at sige sætningen færdig fløj min hånd igennem luften og ramte hendes kind. Det føltes ubeskrivlig godt. Jeg havde ventet på det så længe. Det var ikke nok for alt hun havde sat mig igennem, men jeg ville ikke tæske løs på hende. Det fik ingen af os noget ud af, og det ville gøre mig lige så latterlig som hende. I stedet nød jeg bare i fulde drag det skrig der fløj ud over hendes læber, inden hun trådte helt frem mod mig. Jeg var ikke på noget tidspunkt bange, men at Louis alligevel trådte ind imellem, lettede en del. April hvæsede nærmest af mig, indtil Louis skubbede hende bagud. Han sendte mig et smil, inden han hurtigt blev alvorlig igen og kiggede på April.

”Folk kigger,” mumlede han roligt. April lod sit blik glide rundt et par gange, inden hun lagde armene over kors – hun var ligeglad.

”Og det ville nok være en god ide at smutte,” lød det fra Zayn, som tog det overraskende pænt. April fik hurtigt bygget sin facade op igen, og at se hadet hun havde til Zayn gjorde mig glad. Jeg elskede at se, hvordan hun tog et lille skridt tilbage da Zayn gik frem mod hende. Hun troede ikke jeg så det, men jeg kendte hende – måske lidt for godt.

”Og kontakter du Lucie igen, så bliver vores næste møde i retten.” Denne gang lød han hård, vred og sur, men dog bestemt, hvilket fik Aprils blik til at flakke. Jeg ville elske at have stået og set på hende falde sammen, eller høre hendes latterlige come back, som hun på forhånd havde tabt – for enhver kunne se og høre, at Zayn havde vundet det hele, men før jeg kunne nå at se noget af det, tog Zayn mig i hånden, lænede sig hen imod mig, og gav mig et kys på kinden. Et grin lød fra Louis, hvilket fik mig til at vende opmærksomheden imod ham. Harry var hoppet op på hans ryg, mens Niall og Liam gik og snakkede. Det var pludselig som om den negative energi April havde bragt mig sig var væk, og at hun aldrig havde eksisteret. Det hele føltes perfekt, og den utrygge følelse der lå i min mave blev mindre. Jeg skulle arbejde med det, men nu vidste jeg i det mindste, at April ville holde sig væk.

Takket været Liam havde det lykkedes mig at finde kærligheden og få en masse nye venner, samt en masse ar for livet. Men jeg ville ikke tage dem for givet, for alle ar havde en historie, og de drenge var en del af det. Jeg elskede dem, og var det ikke fra min far, så havde jeg aldrig mødt dem, eller oplevet kærligheden. Det lyder dumt, men jeg takker ham. Og måske det også var på tide at tage kontakten til min mor igen. Jeg savnede hende, og det her var starten på et nyt liv – sammen med de bedste venner og den bedste kæreste man kunne ønske sig.

At takke dem ville ikke være stort nok. Det de havde gjort for mig hver især, havde en kæmpe betydning i mit liv.

Fra en flabet pige der behandlede folk som hun ville, gik inde med en masse problemer og et stort had, sked på deres følelser og lavede lort gang på gang, til en pige som fandt kærligheden, lærte at lukke andre ind og lærte at elske – ja det var den nye Lucie. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...