The Consequences Continues - One Direction (13+)

Lucie Payne, den selvsikre, forførende og ligeglade pige er tilbage igen, og denne gang med Zayn Malik ved hendes side, samt de andre drenge. Men de er ikke de eneste der er tilbage, for en hævn, der stadig lurer bag Aprils lange sorte hår, korte kjoler og de blå øjne, kommer til at ødelægge Lucie godt og grundig.
Ikke nok med afpresning, så må Lucie finde sig i endnu en bunke konsekvenser som kun bliver værre og værre, mens Zayn bliver skubbet længere og længere væk, hvilket han ikke vil tillade.
En kamp mellem Zayn og April opstår. Zayn kæmper for kærligheden, og April for magten. But who wins?

1041Likes
1006Kommentarer
114073Visninger
AA

13. Kapitel 10.

Zayns synsvinkel

Forholdet mellem Lucie og jeg var blevet anderledes. Det var blevet mere alvorligt, men jeg kunne ikke bebrejde hende for at være ked af det. Det var bare vigtigt, at jeg var her for hende nu. Jeg vidste det ikke ville forblive sådan her hele tiden, ikke hvis hun fik hjælp og støtte.

Derfor havde jeg valgt at tage hende med hjem til mig. Efter en lang snak med Liam om, hvad vi kunne gøre, havde jeg besluttet mig for, at hun trængte til at komme væk herfra. Et sted hen hvor vi bare kunne være sammen. Hvor vi kunne rette op på vores forhold, så det måske bare blev noget lignende det gamle.

Dog blev det ikke i nærheden af det gamle, og det var jeg faktisk taknemlig for. I stedet blev det nemlig langt mere dybt og alvorligt. Men det var kun fordi vi holdte meget mere sammen nu. Vi skulle bare igennem det her. Det skulle på ingen måde ødelægge det vi havde. Heller ikke selvom det var Aprils hensigt. Hun havde tabt. Og så selvom hun havde de billeder. Måske gav de hende magt, men de gav hende ikke så meget magt, at hun kunne ødelægge den kærlighed til Lucie, som jeg havde. Så var billederne lige meget. Jeg ville ikke miste Lucie. Jeg kunne ikke miste hende. Og det var jeg også sikker på, at jeg ikke gjorde. Ikke efter jeg vidste alting nu. Der skulle bare gå noget tid, hvor vi var sammen. Bare mig og hende. Hun skulle glemme alt, der var sket. Det skulle vi begge. Starte forfra. Prøve at få alt dette her ud af vores liv.

De tre dage her havde været så afslappende og rolige, og det føltes som om vi havde lukket fuldstændig af for omverdenen. Det havde vi faktisk også. Lucie havde kun snakket med Liam to gange, og jeg skrev kun med drengene et par gange om dagen. Det eneste vi sådan set havde lavet, var at se film, ligge og snakke i hinandens behag, været os selv hundred procent. Vi havde ikke en gang været udenfor. Liam og Danielle var kort kommet med mad og sådan til os første dag om aftenen. Da Liam godt vidste, hvor meget det tog på Lucie, alt dette her, var han mere end villig til at hjælpe mig med at få hende god igen. Det havde også taget hårdt på ham. Han havde jo været helt ude af den. Heldigvis kom Danielle de næste par dage her og tog sig af ham. Så kunne de koncentrere sig om hinanden, og jeg kunne koncentrere mig om Lucie.

”Åbn munden,” kommanderede jeg og smilede, imens jeg tog et jordbær fra skålen, der stod på bordet. Det var formiddag, og vi var næsten lige stået op. Jeg havde lavet morgenmad, og nu sad vi bare i stuen i sofaen. Hun lå i mine arme, og jeg forsøgte at fodre hende med jordbær på en romantisk måde, der mislykkedes lidt.

Lucie grinede kort og gjorde, som jeg bad. Jeg stak jordbærret ind i hendes mund og tog stilken af, hvorefter jeg lod min hånd dumpe ned på hendes lår igen. Hun smilede lidt og tyggede. ”Det er godt nok surt,” mumlede hun og lavede en grimasse. Jeg fnes og kørte en hånd igennem hendes uglede morgenhår. ”Klag til Liam,” sagde jeg roligt og bevægede min hånd videre hen mod hendes mave, som jeg stille og roligt nussede. Hendes hud føltes som sædvanlig varm mod min, og jeg elskede virkelig den følelse.

Hun drejede hoved lidt, sådan så vi så hinanden i øjnene. Hun havde et lille smil på læberne, og så sjovt på mig. Lidt efter tog hun et jordbær op i munden og bed i halvdelen af det, så det sad i hendes mund. Langsomt bevægede hun sig frem mod mig, og jeg begyndte modvilligt at grine, da jeg godt vidste, hvad hun ville nu.

Det stoppede hende dog ikke. Hun lagde sine læber mod mine, og jeg bed hurtigt halvdelen af jordbærret over, så jeg kunne føle dem helt mod mine. Det blev til et kejtet, men stadigvæk meget intenst kys, der udelukkende bestod af vores følelser. Jeg trak mig lidt efter tilbage og gav mig til at tygge på jordbærret, der stadigvæk lå i min mund.

Lucie smilede og lænede sig tungt op ad mig. Jeg fortsatte med at nusse hende på maven og kysse hende blidt i håret nogle gange – lige som jeg havde gjort de sidste par dage her. Jeg vidste, at hun havde brug for meget kærlighed, og det gav jeg hende. Det føltes rart fra min side. Hun var nødt til at vide, at jeg var der for hende, at jeg ikke bare troede, at hun var okay, for det var hun jo slet ikke. Hun havde været igennem utrolig meget, og jeg var heldig, at hun allerede tog det så roligt, som hun gjorde.

”Zayn, din telefon ringer,” lød det lidt efter fra Lucie, der sukkede tilfredst. Jeg kiggede ud mod køkkenet, hvor den velkendte ringetone lød fra. Jeg rystede bare på hovedet uden at overveje at tage den det mindste. Lucie drejede langsomt hovedet hen mod mig med et lille smil på læberne. ”Du kan ikke ignorere den hele tiden. Hvad hvis det er vigtigt?”

Jeg lagde mine arme og hendes nakke og kyssede hende blidt på panden. ”De er lige meget,” hviskede jeg bare og trak mig væk igen. Hun rystede på hovedet af mig og rejste sig så. Jeg rynkede panden lidt og satte mig hurtigt op. ”Hvad skal du?” spurgte jeg herefter. Hun vendte sig kort om, imens hun bakkede ud mod døren til gangen. ”Bare på toilettet,” forsikrede hun mig med et grin. Roen lagde sig hurtigt omkring mig igen, da hun fortalte det. Jeg havde et kort øjeblik været bange for, at hun ville gå, selvom jeg egentlig ikke rigtig selv kunne tro, at hun ville gøre det.

Imens jeg ventede på Lucie, ryddede jeg af bordet og gik ud i køkkenet med tingene. Jeg tjekkede min telefon for at se, hvem der havde ringet. Det var ukendt nummer, så jeg kunne ikke ringe tilbage, men det var også lige meget. Jeg havde ikke gjort det alligevel.

Jeg gik ind på soveværelset og besluttede mig for at få noget tøj på. Derfor fandt jeg bare et par joggingbukser og en t-shirt i mit klædeskab. Vi skulle ikke noget, så jeg gav ikke en gang at klæde mig ordentligt på. Jeg vidste, hvor lige glad Lucie var med det, så hvorfor?

Hun kom ind på værelset lidt efter og smed sig træt i sengen. Jeg smilede svagt af hende og dumpede langsomt ned ved siden af hende. ”Er du træt?” spurgte jeg stille og lagde min arm om hendes bare mave, der stadigvæk gav mig kuldegysninger, når jeg så på den. Eftersom der stadigvæk var rifter og mærker, kunne jeg ikke lide være med at bide mig i læben, når jeg kiggede på den – idet hele taget hvis jeg bare fik øje på en lille rift. At vide, at Ant havde gjort det mod Lucie var en tanke, jeg helst så forsvinde.

Selvom jeg gerne ville, havde jeg ikke snakket med ham. Endnu. Det var kun fordi jeg havde Lucie at være sammen med, jeg ikke havde kontaktet ham. Men det betød ikke, at han slap for mig. Jeg skulle udveksle et par ord med ham, om han ville eller ej.

”En smule måske,” svarede Lucie og begyndte roligt at lege med kanten af min t-shirt, imens hun betragtede mig med et smil. Jeg rykkede lidt tættere på hende og kyssede hende blidt på læberne. Hun gav slip på min t-shirt og endte i stedet for at lægge armene om min nakke og trække mig helt hen til sig.

Minderne strøg sig klart igennem mit hoved, da hun kørte en finger ned ad min hals. Sidste gang vi havde sex, var for tre dage siden. Der hvor jeg havde fået alt at vide. For første gang nogen sinde havde vi haft sex, der var fyldt med følelser og kærlighed. Der lå langt mere i det, end der havde gjort før. Og jeg måtte sige, at jeg havde elsket det. Mere end nogen anden gang. Vores one night stand havde været fantastisk, men dette her var mere specielt og unikt.

Efter nogle få yderligere sekunder trak Lucie sig tilbage, imens hun havde et stort smil på læberne. Jeg rynkede panden lidt. ”Hvad er der?” spurgte jeg forvirret. Hun rystede bare på hovedet og lagde sit hoved tungt ned på puden igen. Hendes smil sad stadigvæk klistret på læberne, og det undrede mig lidt.

”Sig det,” bad jeg og lænede mig hen over hende. Hun smilede bare. Hendes blik i øjnene var ikke til at tyde. Jeg løftede øjenbrynene lidt og aede hende lidt på kinden. ”Det var ba-” en ringetone afbrød hendes snak, og vi kiggede begge hen mod sengebordet, hvor hendes telefon lå. Lucie så i den samme retning som mig og havde grebet telefonen hurtigt, som om hun allerede vidste, hvem det var. Jeg prøvede at kigge på skærmen, men hun holdt den bare hen mod sig, så jeg ikke kunne se skærmen. Hendes udtryk i øjnene falmede straks, og hun kiggede langsomt på mig. ”Det er hende,” sagde hun lavt.

Jeg bed tænderne sammen og havde allerede lyst til at tage telefonen og kyle den af helvedes til – men det kunne jeg ikke. Lucie blev nødt til at tage den telefon. Hvis April ikke skulle have nogen mistanker om, at vi alle vidste, hvad der foregik, blev hun nødt til at tage den. Det havde hun nemlig gjort ellers.

Ringetonen stoppede, og jeg så ned på telefonen, der havde sort skærm. ”Ring til hende og spørg hvad det var,” forlangte jeg og kiggede på Lucie igen. Hun rynkede panden lidt og skulle til at protestere, men jeg nåede at ryste på hovedet. ”Hvis du ikke tager den, tror hun garanteret bare, at der er noget i vejen.” Hun så lidt på mig, men slog så blikket ned på telefonen. Der gik ikke mere end nogle få sekunder, før hun havde ringet April op. Hun havde sat telefonen på højtaler, så jeg også kunne følge med og høre, hvad det var hun ville.

”Det var du længe om,” lød en velkendt stemme, der allerede gav mig kvalme. ”Jeg var bare i bad,” snerrede Lucie nærmest. Jeg så hendes ansigtsudryk blive en smule hårdt, og jeg forstod hende udmærket godt. April havde skadet hende på alle mulige tænkelige måder, og hun måtte hade hende for det. Jeg lagde derfor en hånd på hendes lår for at vise hende, at det var okay. Hun stirrede dog bare på telefonen, men efter nogle få sekunder lagde hun også en hånd på min.

April snakkede kort med nogle i baggrunden, derfor sagde hun ikke noget til Lucie før efter nogle sekunder, ”Lucie, der er fest på klubben i aften. Vær der klokken 11,” befalede hun, nærmest krævende. En gnist fuld af had blev tændt indeni mig. Jeg hadede den tøs. Mere end noget andet. Hun kunne stikke sine konsekvenser langt op i røven på sig selv og skride af helvedes til.

Inden Lucie nåede at svare, fik jeg hende endelig til at kigge op på mig. Hun løftede øjenbrynene, da jeg pegede på mig selv. ”Jeg tager med,” mimede jeg bestemt. Hun svarede ikke, men kiggede herefter bare hen mod vinduet igen.

”Fint, jeg er der klokken 11. Og om du vil have det eller ej, tager jeg drengene med,” sagde hun en smule hårdt. April fnes lidt i den anden ende. ”Årh, er du bange for, at der sker dig noget ligesom sidste gang?”

Jeg knyttede automatisk næverne, og hvis April havde stået her foran mig lige nu, havde jeg højest sandsynlig slået hende. Men hun fortjente det. Hvis ikke værre.

Lucie svarede ikke, men forblev bare stille, og jeg vidste det var på grund af Aprils åndssvage kommentar. ”Nå, men jeg smutter nu, Lucie. Og vi ses klokken 11 i aften. Skal hilse fra Ant.” Og med de ord lagde hun på.

Jeg sad og bed tænderne hårdt sammen ved Ants navn og prøvede at lukke tankerne om, hvad han havde gjort ved Lucie, ude. Det var bare svært. Dog lykkedes det, da jeg kort studerede Lucie en gang og så, at et par tårer havde fundet deres vej ud ad hendes øjenkrog.

”Hey,” sagde jeg hurtigt og lænede mig frem mod hende, så vores blikke mødtes. Et hulk undslap langsomt hendes læber, og hun bed sig i læben for at holde endnu et inde. Jeg kunne tydeligt se frygten i hendes øjne – frygten for i aften. Frygten for, at der ville ske noget ligesom sidst.

”Lucie, det skal nok gå,” hviskede jeg og trak hende roligt ind til mig. Hun kneb langsomt fat i min t-shirt og så op på mig. ”Zayn, det er April. Du ved ikke, hvad hun kan gøre,” hulkede hun og lød pludselig opgivende. Jeg kunne stille mærke sorgen bygge sig op. Jeg hadede virkelig at se Lucie sådan der. Det gjorde ondt på mig. Og så fordi jeg vidste, at hun var virkelig bange for, at der ville ske hende noget ligesom sidste gang. Men det kunne jeg ligeså godt garantere hende, at der ikke gjorde – for det ville der ikke.

”Lucie, hør på mig. Der sker intet, okay? Jeg tager med, Liam tager med, Harry, Louis og Niall tager med. Vi er alle ved dig, så April har ikke en jordisk chance for at røre dig,” lovede jeg og tog hendes hånd og gav den et klem. Selvom jeg ikke engang vidste, om drengene var ledige i aften, sagde jeg, at de skulle med. De blev nødt til at tage med – for hendes skyld. Hun så på mig med sine blanke øjne. Jeg tørrede roligt hendes kinder og trak hende så herefter ind til et varmt kram, imens jeg nussede hende på ryggen. ”Der kommer ikke til at ske noget, Lucie. Det lover jeg dig.”

 

Lucies synsvinkel:

De sidste tre dage havde været perfekte – i hvert fald i mine øjne. Jeg følte mig overøst med kærlighed, og tanken om at have Zayn ved mig hele tiden, fik mit hjerte til at falde til ro. Han var fantastisk, og måden han havde taget sig af mig de sidste par dage, fik mit hjerte til at smelte. Jeg elskede ham højere end noget andet. Han forlod mig ikke og han hadede mig ikke. Han forstod mig fuldstændig, og jeg forstod ham. Vi havde begge en masse at tænke over, og tre dage var ikke nok, men det tænkte April ikke over. Hun havde ødelagt alle de stærke tanker jeg havde bygget op de sidste par dage.

Jeg havde virkelig prøvet at se positivt, og Zayn havde hjulpet mig så meget, selvom jeg vidste, at det her også var svært for ham, men han var her, og derfor kunne jeg ikke opgive alt nu. Jeg måtte være stærk ligesom han var overfor mig. Det fortjente han! Og han havde ret, April kunne ikke gøre mig noget, for alle drengene var taget med. Louis havde endda droppet Eleanor for mig, selvom jeg havde sagt hun bare kunne tage med, men jeg forstod Louis på alle menneskelige punkter. Eleanor skulle ikke møde April. Man kunne aldrig vide, hvad hun kunne finde på.

Og her stod jeg så nu. Inde på diskoteket med Zayn i hånden og et falsk smil på læberne. Jeg skulle være stærk, og at ligne et monster, var ikke noget jeg ville ligne i aften. April skulle ikke vide, hvilken virkning hun havde haft på mig, men da jeg alligevel så hende danse på et bord midt i det hele, fik jeg lysten til at smadre hende fuldstændig. Gå amok, slå hende, banke hende, og inderst inde sikkert slå hende igen – selvom Zayn nok ikke blev så glad for at besøge mig i fængslet.

Det hele var næsten for meget. Jeg overvejede et øjeblik bare at give op, tude og sige til Zayn jeg ville hjem, men det kunne jeg ikke. Min krop begyndte langsomt at ryste. Det var som om bare synet af April kørte mig psykisk ned. Jeg fik det dårligt, kvalme og rystelser, og det kunne Zayn mærke, for lidt efter stod han med armene om mig – bagfra.

”Der sker dig ingenting. Vi lader dig ikke ude af syne Lucie, men giv hende nu ikke noget at prale med. Lad hende ikke køre dig ned.” Hans rolige stemme fik langsomt min krop til at falde til ro, og da han plantede et langt kærligt kys på min kind, faldt min krop helt til ro. Jeg sank klumpen jeg havde i halsen og gav hans hånd et klem. For ham – for mig – for drengene.

Et lille smil gled over mine læber.

”Jeg elsker dig,” mumlede jeg og lagde min hånd på hans kind, inden jeg kyssede ham blidt på munden. Et øjeblik glemte jeg vi stod i offentligheden. Det var sjældent vi kyssede foran drengene, eller generelt bare foran andre mennesker, men lige nu var det lige gyldigt. At han var her, betød det hele.

En hånd lagde sig om min hofte, og fik mig til at trække mig væk fra Zayn. En ubehagelig følelse gik igennem mig, men da jeg så det bare var Louis sukkede jeg lettet ud. ”Jeg er ked af at afbryde jer, men Lucie, vi to skal danse.” Jeg kiggede forvirret hen på Zayn som pludselig smilede stort og slap mig. Louis bukkede, rakte hånden ud til mig, hvilket fik mig til at smile. Jeg lagde min hånd i hans, og lod ham trække mig med ud på dansegulvet.

Vi vidste alle Louis ikke kunne danse, og da han begyndte, kiggede et par stykker på ham. Jeg følte mig totalt flov, hvilket fik mig til at grine, og da han rakte ud efter min hånd, svang mig rundt og trak mig hen til sig, blev mine kinder helt røde. Folk gloede, det var vist gået op for dem, at det var Louis Tomlinson. Hans velkomst på dansegulvet havde tiltrukket folks opmærksomhed, haha.

Han snurrede mig rundt igen – helt ude at takt, og begyndte så at danse rundt om mig. Et par piger fniste, hvilket fik mig til at ryste på hovedet, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Mit humør var gået fra deprimeret, til sjovt. Det var længe siden jeg havde set drengene, faktisk utrolig længe siden. Eller det føltes sådan, så at se dem nu, det var virkelig rart. Og at se, hvordan de altid var parate til at hjælpe mig, betød endnu mere. Jeg elskede dem, og det var jeg ikke bange for at sige. For et år siden, ville jeg aldrig være i stand til at lukke folk ind som jeg havde gjort nu, men jeg ville aldrig fortryde. Jeg vidste de drenge var anderledes. Ingen af dem var som April, og jeg vidste jeg kunne regne med dem. Det havde de bevist utrolig mange gange nu.

Efter en masse danse, trak Louis mig hen til de andre drenge, som havde fundet et bord.

”Hyggede I?” lød det fra Harry, og lidt efter flækkede Niall og ham af grin. Zayn og Liam sad og snakkede lavmælt sammen, men der var grin i blandt, så det var ikke alvorligt.

”Det var super hyggeligt!” sagde Louis og satte sig på den eneste ledige stol der var. ”Ja, Lucie så virkelig ud til at nyde det.” sagde Niall ironisk. Da mit navn blev nævnt kiggede Zayn op, og da hans øjne mødte mine, strålede de, hvilket var længe siden jeg havde set dem gøre på den måde. Det var ikke fordi han var fuld, men fordi han var glad, og jeg elskede at se ham glad – det gjorde mig glad.

”Så, her holder i til,” Aprils stemme lød bag mig, hvilket nærmest fik mig til at fare sammen. Jeg lagde hurtigt en hånd på Harrys skulder, og lidt efter sad alle med blikke rettet mod April. En kold følelse gik igennem mig. De skulle lade som om det ikke var sket!

Jeg kiggede hen på Liam og sendte ham et stort blik. Lige nu kunne jeg ikke tage mig af Zayn, som sad med en knyttet næve og en helt anspændt krop. Dette var vigtigere.

”Hej April,” sagde Liam venligt, hvilket fik de andre til at reagere.

”Hey April,” sagde Harry og slappede lidt mere af i kroppen. Hun nikkede kort og kiggede så på mig. Hendes blik afslørede at hun havde noget på hjernen, men jeg kunne aldrig vide hvad. Jeg ville kigge over på Zayn, søge hjælp, opmuntring, men så ville jeg buste mig selv.

”Hey April,” min stemme var lav og kold, men bedre kunne jeg ikke gøre det.

Hun sukkede. ”Er det virkelig min velkomst?” Hun rullede med øjnene hvilket irriterede mig. ”Troede du virkelig, at jeg ville reagere anderledes April?” min stemme var stadig kold, men jeg kunne ikke gøre andet. Jeg kunne ikke engang stille en facade op. Jeg var nedbrudt indeni, og derfor følte jeg mig så svag som jeg gjorde.

”Bærer du stadig nag? Du kunne jo godt lide det,” En indre vrede startede, da hun sagde det sidste. Jeg kunne fornemme på Zayn, at han virkelig prøvede at kontrollere sig – og han gjorde det godt, hvilket jeg ikke gjorde.

”Lide hvad?” spurgte Niall overrasket om, og hans skuespil sad lige i skabet, men det var næsten ligegyldigt, for tårene pressede sig på og gav mig en lyst til at skrige højt af April.

”Undskyld mig,” sagde Harry og rejste sig op. Vi kiggede alle hen på Harry, som satte kurs mod toilettet. Jeg kunne se Louis kigge forvirret efter ham, men det kunne jeg ikke tage mig af nu.

”Husk på det var tvang,” sagde jeg og bed tænderne sammen, hvilket fik April til at grine. Hun kiggede langsomt rundt, og lod sit blik hvile på Zayn, inden hun løftede det ene øjenbryn. Det løb mig koldt ned af ryggen. ”Søde,” sagde hun roligt. ”Vi hørte alle hvordan du skreg af nydelse, da han kom ind i dig,” hun sagde det akkurat højt nok til at Zayn og de andre kunne høre det.

Zayn skulle til at rejse sig i vrede, med Liam fik lagt en hånd på ham, og fik i sidste øjeblik trukket ham ned at sidde. April kiggede langsomt hen på mig med et stort smil på læben.

”Det ser ud til, at du vidst har røbet lidt for meget, af hvad du skulle.” Hun greb fat om sit ene bryst, for at fiske sin mobil op. Det føltes som om en sten faldt ned i maven, og hvis det ikke var fordi Louis greb ud efter mig, ville jeg være faldet. En indre vrede og sorg banede sig op i min krop. April viste det. Hun vidste jeg havde fortalt det. Hun var ikke dum.

”Jeg vidste du ikke kunne holde det hemmeligt. Du er virkelig bare en slut?” hendes ord var hårde, og de gik lige ind i hjertet, men kun fordi hun sidst kaldt mig en slut, da Ant var der. Jeg kneb mine hænder sammen og kiggede over på Louis, som havde rettet sig op og sad helt forvirret.

”Din far tæskede sikkert din mor fordi han ikke kunne holde ud at hun fødte dig,” lød det ondt fra April, og denne gang var det Liam der rejste sig. ”April, jeg synes du skal gå.” sagde han koldt og gik hen til mig. Aprils øjne kiggede ondskabsfuldt ind i mine. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Hendes ord havde ramt mig, alt hun havde sagt, havde ramt mig, problemet var bare at alle mine følelser flød sammen, så jeg anede ikke, hvordan eller hvad jeg skulle gøre.

”Aha, så du har fortalt det til flere?” Hun kiggede rundt. Jeg rystede hurtigt på hovedet, hvilket Niall forstod. ”Fortalt hvad?” April kiggede overrasket på ham, og underligt nok slugte hun løgnen så nemt.

”Hun behøver ikke have fortalt mig noget April, men at du direkte står og fortæller hende hvorfor hendes far gjorde som hun gjorde, er nok for mig, til at bede dig gå.” Hans hånd greb fat om min arm, og prøvede at trække mig med, men jeg vidste, at jeg måtte gøre et eller andet. Bare et eller andet, som ville få April til ikke at sende de billeder!

”Lucie, hvorfor fortæller du dem ikke, hvordan du selv tiggede Ant om hjælp? Bad ham gå med dig udenfor, og hvordan du skreg da han tilfredsstillede dig?” Jeg kunne mærke Liams krop blive anspændt, og langsomt spillede scenen med Ant sig. En rysten gik igennem mig, da jeg nærmest kunne mærke hvert et slag.

”Det er løgn”, hviskede jeg stille og prøvede virkelig at gøre min stemme hård. ”Det ved vi Lucie,” mumlede Liam roligt. Jeg kunne se hvordan hans rolige adfærd gjorde April vred.

”Så I tror simpelthen på en slut, som har gennemkneppet halvdelen af byen?” Hendes blik lå på Zayn, som også havde rejst sig. Hans blik var koldt og hårdt, og alligevel fuld af følelser og sorg – fordi jeg kendte ham.

”Hold din kæft April,” hvæsede jeg, og blev pludselig hel bange for min egen stemme som nu var fyldt med kraft. April kiggede hånligt på mig. ”Måske skulle du passe på med hvad du sagde,” hun viftede med mobilen, hvilket fik Zayn til at træde helt hen til mig. Louis rejste sig også kort sammen med Niall.

”Åh, hvor sødt,” mumlede hun ironisk inden hun kiggede mig dybt i øjnene. ”Fortæl dem nu lige hvor godt det føltes, at have Ant i dig. Fortæl dem det inden de hører det fra andre,” Aprils stemme var pludselig hård. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for at sige noget der pissede hende af. Jeg havde slet ikke situationen under kontrol – slet slet ikke.

”Sig det!” råbte hun højt, hvilket gav et sæt i mig. Jeg blev nødt til at få hende på afveje. Jeg havde gjort så meget for de billeder, det skulle ikke ødelægges nu! Jeg kunne godt klare det.

”Det var godt,” mumlede jeg. ”Højere,” sagde hun hurtigt. ”Det var godt,” sagde jeg igen højt, hvilket fik Liams greb om min arm til at løsne sig. Tårerne pressede sig på, så jeg måtte knibe øjnene sammen og kiggede ned i jorden.

”Fortæl hvor fucking godt det føltes at have Ant inde i dig! Fortæl du gjorde det af fri vilje! Vi ved det jo alle sammen,” råbte hun højt og surt. Jeg anede ikke, hvad der havde fået hende til at flippe sådan ud, men det skræmte mig.

Jeg åbnede langsomt munden. ”Sig det!” skreg hun surt og lignede en der var ved at gå fuldstændig amok.

”Hold din kæft April,” vrissede Zayn surt og tog om mig. April tog en dyb indånding, og at se hende bore sine negle ind i huden, fik mig til at skælve. Jeg havde aldrig set hende så sur før. Hun skræmte mig!

”Du aner slet ikke, hvad Lucie render og laver bag din ryg,” vrissede hun hånligt, men det lignede ikke, at Zayn tog sig af det. ”Jeg ved præcis hvad hun laver bag min ryg April. Jeg er ikke dum, og jeg ved hvorfor du gør det.” Jeg lagde en hånd på hans arm for at få ham til at stoppe, men det hjalp ikke.

”Du har så ondt i røven over Lucie har mere end du nogensinde får.” ”Zayn,” prøvede Niall, men vi vidste alle, at han var i gang, så nu kunne han ikke stoppes. Og jeg vidste, at de billeder ville blive sendt ud, og Zayn vidste det. Alle vidste det, men han var ligeglad. Han gjorde det for mig, og selvom det var sødt, kunne jeg ikke lade være med at tigge og bede indeni om at få ham til at stoppe.

”Jeg er ked af dit liv har ændret sig til noget så dårligt April, men misundelse er en virkelig grim ting.” Hans stemme var helt følelsesløs, og det skræmte mig en smule, men hans hånd om mit liv, fik mig også til at slappe af på samme tid.

”Og at tage billeder af andre, for at true folk med det, det er at synke dybt. Jeg havde altid vidst du var ude hvor du ikke kunne bunde, men aldrig så langt ude.” Og med de ord, drejede han sig mod mig og tog mit ansigt i sine hænder, for at tørre tårerne væk, inden han kyssede mig på panden.

”Er du okay?” hviskede han stille og lod sine brune øjne bore sig ind i mine. Jeg kunne føle en masse øjne på os, og jeg vidste, at der var publikum på – mange faktisk, men et betød ingenting, udover det pissede April endnu mere af, at Zayn direkte havde fortalt alle hvad hun foretog sig.

”Du ved godt hvad det her kommer til at betyde, ikke?” råbte hun højt og trådte et skridt hen imod os. Zayn vendte sig hurtigt rundt.

”Jo, jo jeg gør. Men jeg er ligeglad. Send de billeder ud til alle. Jeg vil hellere have verden til at se det, end dig til at have magten over Lucie. Du er syg i hovedet April, og du er alligevel sunket så dybt som nogen kan. Så de billeder betyder ingenting længere.” Han greb ud efter min hånd og trak mig hen mod udgangen, og da vi var ude af Aprils synsvinkel, brød jeg sammen.

Alt jeg havde gjort de sidste par måneder, var spildt, og slut. Det var slut nu. Jeg bebrejdede ikke Zayn. Det kunne jeg ikke. Han gjorde det for mig, men hvis hans karierre blev ødelagt, ville jeg ikke kunne tilgive mig selv. Det kunne jeg ikke.

”Shh,” mumlede Liam bag mig, mens han lod sin hånd glide op og ned af min ryg, mens vi fandt bilen. Harry var ikke med os, men Louis havde sendt ham en besked. Ingen af os ville bruge et minut længere derinde.

Liam satte sig bag rettet, men vi andre satte os bagi. Zayn tog selen på for mig, og trak mig så ind til sig, inden han roligt aede mig på ryggen.

”Det er slut nu Lucie, det lover jeg.” mumlede han og kyssede mig i panden. Jeg følte mig befriet, men på den anden side følte jeg mig også skyldig. Jeg vidste at billederne ville komme ud nu. Zayn havde ramt hende. Han havde ramt fuldstændig plet, og det kunne April ikke klare. Jeg var bange for, at hun nu ville gøre alt for at ødelægge vores forhold på en ny måde, men hun ville ikke have noget på os – udover de billeder. Men hvis vi var heldige, ville folk tro det var photoscape. Jeg kunne kun håbe. Det eneste der gik igennem mit hoved nu, var hvor højt jeg elskede Zayn. Jeg kunne ikke takke ham nok. Det var slut nu. Det værste var slut nu.

Jeg kiggede langsomt op på ham med tåre i øjnene.

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg hvilket fik et ægte smil over hans læber, hvilket lettede alt indeni. Han var ikke vred eller trist over det valg han lige havde taget. Det gjorde mig rolig, og da hans læber ramte mine, følte jeg igen den følelse jeg plejede. Jeg følte mig virkelig elsket. 

Harrys synsvinkel

Jeg lagde min telefon i lommen efter at have skrevet en besked til Liam, hvorefter jeg stillede min øldåse på bordet, som jeg stod vil. Jeg kastede et blik rundt på klubben for at finde personen, jeg søgte. Det var heller ikke så svært.

Jeg fandt hende siddende i en sofa omgivet af mennesker, der garanteret var ligesom hende. Eller, det var nok ikke muligt. Der var kun én April, og det var hende, som jeg allerede havde sat kurs imod.

Jeg kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg fortsatte målrettet imod hende. Et par mennesker rejste sig fra hendes omkreds, inden jeg troppede op og så på hende. Hun kiggede på mig og løftede bare øjenbrynene, imens hun tog sin cigaret ud ad munden og pustede røg op mod mig. ”Hvis du leder efter en flok idioter, kan jeg godt meddele, at de er skredet hjem,” sagde hun kort. En vrissende fornemmelse gled igennem min krop, men jeg ignorerede den bare og satte mig ned ved siden af hende. Heldigt, at folk ikke rigtig lagde mærke til, at det var mig, der havde sat sig ved siden af April. Vi skulle nødig have manges opmærksomhed.

”Det var nu ikke dem, jeg kom for,” svarede jeg og smilede flirtende. Hun løftede øjenbrynene en smule mistænksomt, og rystede på hovedet. ”Hvad vil du, Styles?” spurgte hun en smule hånligt. Jeg bed mig lidt i læben og lænede mig længere tilbage, stadigvæk med et smil på læberne. ”Tja. Måske få en drink eller to med dig,” fortalte jeg. Hun stirrede skeptisk på mig, inden hendes øjenbryn endelig faldt på plads, og hendes læber lyste op i et lille smil. ”Så lad gå.”

Vi rejste os fra sofaen, og jeg fulgte April op til baren, hvor vi fandt to ledige pladser. Jeg greb straks et menukort og kiggede efter en drink med mest alkohol i. Men da April bare sad og kiggede mig over skulderen, kunne jeg ikke vælge. Derfor lukkede jeg menukortet sammen igen og så på hende med et smil. ”Hvad med nogle shots?” Hun kiggede hen på en bartender og rakte så hånden frem, så en ung fyr kom gående. ”16 shots,” sagde hun til ham. Han nikkede og gjorde som sagt. April kiggede i mellemtiden på mig igen. Desværre ikke ligeså smilende som før.

”Der er noget mærkeligt ved det her, Harry,” sagde hun eftertænksomt. Jeg bed mig lidt i inderlæben og prøvede bare at se så cool ud som muligt.

”Hvad snakker du om?” spurgte jeg. Hun kneb øjnene lidt sammen. ”At du snakker med mig.” Jeg lænede mig selvsikkert op ad bordkanten og sukkede af hende. ”Det er trist, at man ikke kan byde dig på noget, uden du straks tror, at man har gang i noget.”

Jeg kunne se, at hun blev overrasket over mit svar, og det var vist kun noget, jeg kunne være glad for. Hun kiggede lidt fra mig, som om hun blev en smule flov over det. Da hun kiggede tilbage, kunne jeg se hendes kinder have lidt farve. Tænk, jeg kunne få April til at rødme. Det havde jeg nær aldrig troet.

”Du ligner bare en, der hader mig, når du kigger på mig,” indrømmede hun langsomt og slikkede sig på læberne med tungespidsen. Jeg trak en smule på skuldrende. ”Ville alt andet ikke være ret underligt, når de andre er omkring mig? Du er ikke særlig gode venner med hverken drengene eller Lucie.” spurgte jeg en smule lige gyldigt. Hun svarede ikke, men nikkede bare en enkelt gang, hvilket beviste, at hun accepterede det.

Vores shots blev klar, jeg betalte, og vi delte dem op, så vi fik 8 hver. Dog havde jeg ikke lige tænkt mig at drikke dem alle. Det blev der ikke noget af i aften.

”Skål!” smilede jeg til April og løftede shotglasset. Hun tog et af sine, vi skålede, og så bundede vi begge. En brandende fornemmelse sad fast i halsen, men jeg smilede bare større af virkningen. ”Et til,” hujede April og tog endnu et glas op til sig. Jeg grinede kort og rystede på hovedet. Hun løftede øjenbrynene en smule og lagde hovedet på skrå. ”Jeg har allerede fået en del at drikke,” fortalte jeg kort. Hun grinede, hvilket afslørede en falsk pigelatter. ”Nå, men så skål alligevel,” sagde hun bare og bundede glasset. Jeg smilede, da hun slog glasset ned i bordet og lavede en grimasse på grund af alkohollen. ”Er det stærkt?” spurgte jeg nysgerrigt. Hun trak kort på skuldrende. ”Fint nok. Ikke noget, jeg ikke kan klare.” Jeg løftede øjenbrynene en smule udfordrende. ”Nå, det lyder som om, der er meget, du kan klare,” jokede jeg. Det lod bare ikke til, at det var en joke for hende. Hun kiggede derimod nemlig helt seriøst på mig og nikkede langsomt. ”Du vil blive overrasket, Harry.”

Et gys satte igennem min krop, og jeg kiggede derfor væk fra April. Hun skulle ikke se mig sådan. Med mindre hun ville have en mistanke, hvilket hun altså ikke skulle have. Det kunne måske gå galt.

”Skal du ikke have noget mere at drikke?” lød det kort efter fra hende igen. Jeg så på hende med lidt mere mod og skævede til mine shots. ”Nahh, jeg venter lidt,” forsikrede jeg og smilede svagt. Hun smilede til mig og lod langsomt en hånd glide hen mod mit lår. Jeg kiggede kort fra hendes øjne til mit lår til hendes øjne igen. Det var klart, at hun var påvirket af alkohol. Det var hun allerede, da jeg satte mig hen til hende. Hvis jeg var heldig, var hun derfor også nem at logge.

Jeg smilede stort og placerede et shot foran os hver i håb om, at det også ville hjælpe en smule på mig. ”Skål.”

***


April fumlede med den sidste knap på min skjorte, inden hun rev den af mig og smed den på gulvet. Hendes læber bevægede sig ned ad min hals, hvilket fik et dæmpet støn til at slippe ud igennem mine læber.

Vi var endt hjemme hos hende. Hvorfor, behøvede jeg vel ikke at forklare. Lad os bare sige, at alkohollen havde taget over, og at April virkelig havde været ivrig. Men jeg modstod ikke. Tværtimod.

Jeg fumlede med lynlåsen på hendes kjole, og det fik hende til at bevæge hendes hænder dybere og mere udforskende rundt på min mave. Hun kørte dem op til min nakke og lagde dem omkring den, imens hun bare trak mig tættere ind til hende. Inden da nåede jeg dog lige præcis at få hevet hendes kjole ned, så hun kun var iført undertøj. Jeg åbnede øjnene under et kys og lod mit blik udforske hendes krop. Den var ikke grim. Overhovedet. Men hvad havde jeg også forestillet mig? Det var ikke fordi, at April var grim, hun var måske bare ikke direkte min type. Slet ikke min type, faktisk.

”Harry,” stønnede hun ned i min hals, hvilket påvirkede mig ret meget, og jeg vidste, at der ikke ville gå lang tid, før der ville ske noget i mine bukser. Det gjorde det ikke bedre, da hun begyndte at spænde mit bælte op.

Hun kyssede mig op langs maven, indtil hun nåede mine læber. Der holdt hun en lille pause. Hendes vejrtrækning var dyb og ukontrolleret, lige præcis som min. Jeg lod en finger glide hen over hendes bryst, hvilket fik hendes øjne til at stråle op af lyst. Jeg smilede lidt og kørte så den anden hånd igennem mit hår, da det sad helt rodet ned i mine øjne. April begyndte langsomt at skubbe mig tilbage, og hvis jeg ikke tog meget fejl, ledte hun os ind mod hendes soveværelse.

Efter min mening gik der lidt for meget øjenkontakt over det, derfor stoppede jeg hårdt op og pressede mine læber imod hende. Hun kyssede mig grådigt igen, som om jeg kun var hendes, og før jeg vidste af det, var hun hoppet op på mig og havde låst benene omkring mine hofter. Jeg pressede hende blidt op ad væggen og hørte hende stønne dæmpet, som om hun allerede var ved at komme, selvom vi ikke engang var kommet rigtigt i gang nu. Endnu et smil blev dannet på mine læber, og jeg lod mine læber bevæge sig ned langs hendes hals og kyssede hendes bryster.

”Harry, tag mig,” mumlede hun og rokkede frem og tilbage op ad væggen, så hendes underliv ramte ind i mit, og det var nok til, at jeg ikke kunne lad være.

Med besvær fik jeg mine bukser trukket ned og kom ud af dem. Således landede mine boxershorts ved siden af. April hoppede kort ned fra mig, imens hun kyssede min hals. Jeg bed mig i læben af nydelse og tjekkede hurtigt ud, hvad hun havde gang i. Der skulle sættes hak ved de sidste mangler, åbenbart. Hun var helt nøgen og gav mig perfekt udsyn til hendes krop, der næsten rystede af lyst.

Som før hoppede hun op på mig, og jeg pressede hende hårdt op ad væggen uden at tøve og trængte ind i hende. Hun stønnede højt, om det var af smerte eller nydelse vidste jeg ikke, men det skulle bare overstås.

Vi kyssede heftigt, imens jeg kørte frem og tilbage, så hun næsten presset endnu mere op ad væggen, hvis det var overhovedet var muligt. Det var rart, det måtte jeg indrømme. Og det syntes April også, kunne jeg uden tvivl regne ud.

”Harry,” stønnede hun mod mine læber. Jeg sænkede langsomt farten og åbnede mine øjne, så vi stirrede hinanden i øjnene. ”Mm?” svarede jeg forpustet. Hendes vejrtrækning var høj imod mine læber, og det gjorde det en smule svært at fokusere på, hvad hun sagde.

”Sengen. Første værelse på højre hånd,” sagde hun. Jeg drejede langsomt hovedet og kunne sådan set regne ud, at det var hendes soveværelse, der lå der.

Uden flere ord kyssede jeg hende igen og løftede hende helt tæt op ad mig, så væggen ikke længere støttede hende. Jeg bar hende ned ad gangen, til vi endte ved en dør. April åbnede den, da hun havde frie hænder og skubbede den så op. Ingen af os nænnede at tænde lyset. En lygtepæl fra gaden lyste dog også rummet lidt op, og jeg kunne sagtens se, hvor sengen var placeret.

Med et hånligt smil på læberne, smed jeg April i sengen og kravlede op på hende, hvorefter jeg fortsatte der, hvor vi slap.

---------------------------------------------------------------------------

Så, nu fik I grunden til, hvorfor Harry gik. Hvad tænker I om det han gør?

- Undskyld det gik så lang tid. Iza har været syg, og ja. Dovenskab længe leve! Men I får et nyt meget snart! :-) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...