A Girl From Capitol (THG)

Femtenårige Merissa fra Capitol har altid set på Dødsspillet som gennemført underholdning, indtil der i det fireoghalvfjersenstyvende Dødsspil er en ambisoner, der dræber sin tolveårige allierede, mens hun sov. Siden da har hun set på det som afskyeligt og ondsindet. Da Merissa løber hjemmefra for at tale de selvcentrerede spilmestre til fornuft, bliver hun blot sendt ind i det femoghalvfjersenstyvende Dødsspil, som en ekstra modstander. Men hvordan vil den velhavende Merissa, der har levet i luksus hele sit liv, dog klare sig igennem et spil om liv og død? Hvem vil sende en hjælpeløs Capitolborger sponsorergaver? Og hvad sker der, når hun slår sig sammen med ambisionerne og møder en helt speciel person?
*OBS: Denne historie har intet at gøre med Suzanne Collins trilogi udover universet. Kattua Everdeen har slet ikke deltaget i Dødsspillet*

19Likes
21Kommentarer
1534Visninger

1. Ukendt afsky

Clarissa hiver spændt i min neongrønne kjole. "Det kommer nu, Merissa! Skynd dig!"

Jeg smørrer et sidste lag gult læbestift på, inden jeg smiler mildt til hende og aer hendes naturlige blonde hår. Hun er stadig for ung til at følge Capitols modediller, men hun er alligevel altid klædt i fine kjoler med fniurlige farver. I dag er hun iført en knælang lyserød kjole med en stor turkis sløjfe om livet og tynde hvide strømpebukser. "Jeg kommer om lidt" lover jeg hende og puffer hende ud af døren til mit værelse. Hun sender mig et anklagende blik, inden hun forsvinder ind i stuen. "Lige om lidt!" hører jeg hende råbe. Jeg griner kort af min lillesøster og værdiger pigen i spejlet et skeptisk blik. Pigen med det kraftige lilla hår, sat op i en masse stive krøller. Pigen med den tydelige postkasserøde eyeliner og de falske, gyldne øjenvipper, der er så store at de næsten kaster en skygge ned af kindbenene, der er dækket af et tykt, hvidt lag pudder. Pigen med den gule læbestift.

Jeg sukker hurtigt. Men hvad sukker jeg over? Da ikke mit udseende? Mange griner og siger at jeg er smuk. Men hvad er smukt ved en femtenårig pige, der gemmer sig bag en selvsikker facade?

Jeg rusker mig modvilligt ud af de flyvske tanker og retter ryggen. I dag begynder det firehalvfjersenstyvende Dødsspil, så jeg skal være parat og få det bedste ud af den årlige underholdelse. Jeg retter en sidste gang på håret med et bestemt smil og bevæger mig ud af mit værelse og ind til min familie.

Vi bor i en forholdsvis stor lejlighed med fire værelser, en stor stue, et køkken og tre badeværelser. Da jeg træder ind i døråbningen til stuen, sidder Clarissa klæbet op af vores mor med stor slikskål i hånden. Hun tygger ivrigt. Hendes hænder bevæger sig mekanisk ned til skålen med de lyserøde Jellybears og op til munden bagefter. Min far har lagt armen om den begge og betragter intenst den lysene skærm med hovedet på skrå. Han siger ikke så meget, så man kan aldrig vide hvad der foregår i hovedet på den mand. Gary sidder i lænestolen med kroppen lænet helt ind til skærmen og med hænderne knyttet i skødet. Jeg læner mig et kort øjeblik op af dørkarmen. Observere min familie i deres "Dødsspil-trance".

Gary løfter dog blikket og fanger mine pink øjne. Selvfølgelig er de falske, ligesom det meste andet på min krop.

"Nå, der er du!" smasker han, med munden fuld af de Jellybears, Clarissa lige havde kastet over til ham. Min mor vender blikket mod mig og smiler varmt.

"Du skulle have set lige før!" griner hun begejstret. Hun opspiler sine øjne på den måde, min mor kun gør, når der er sket noget vildt i Dødsspillet. "Pigen fra 11 er allerede død," fortsætter hun, men bliver afbrudt af Gary: "Ja! Det var et rigtigt blodbad"

Jeg ryster blidt på hovedet. Er lidt ærgerlig over at jeg ikke nåede at se det.

"Vil du ikke sidde her?" Clarissa klapper på pladsen ved siden af hende. Jeg folder armene i et kors om brystet, vandrer over til min familie og kaster mig i sofaen. "Øv! Nu gik vi glip af fem minutter!" klager Gary, da vi atter vender blikket mod skærmen. "Der er sikkert allerede tre døde" surmuler Clarissa og fylder sig med endnu en mundfuld Jellybears.

Min far, der ikke har deltaget i samtalen indtil videre, vender sig mod os.

"Bare rolig. Det er kun drengen fra 7, der er død" forsikrer han og alle sukker lettet. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, men bliver afbrudt af lyden af højlydte gisp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...