Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1184Visninger
AA

1. Prolog

(OBS: Kapitlerne er under ombygning i mit Word-program, så hvis der er nogle der følger med så må i nok hellere læse forfra :-P Ved at det er irriterende, men tænkte at det ikke gjorde sig meget, når det kun er få der læser med :-P
For jer som læser kapitlerne igen, må i da meget gerne kommentere om det har hjulpet på det, eller om det barre er blevet værre :-) )

"Kom nu Cloe!"
Hans brune dådyr øjne kiggede bedende på hende.
"Der er ikke noget at være bange for, det er jo ikke farligt!"
Cloe rystede let på hovedet. Han kunne få hende til at gøre mange ting, for hun stolede fuldt og fast på ham, men han kunne altså ikke få hende til at gå ind i den skov. Den dunkle, uhyggelige, efterårs falmende skov, som var lige foran dem, og tålmodigt ventede på at hun tog mig sammen, og trådte ind i den for anden gang i sit liv. Hun havde været der før, og det var mildest talt forfærdeligt. Som om at grenene med de store skriggrønne blade, nærmest forsøgte at fange hende. Ikke for at holde hende tilbage, men for at få hende væk derfra. Som om at hun ikke skulle være der inde. Som om at det rent faktisk var farligt.
Det var efterår, og skoven så ud som om den var i brand. Bladende var næsten alle sammen gledet af grenene, eller blæst væk med blæsten, og havde antændt et brændende tæppe på skovbunden. Brune, gule, røde og orange farver nærmest eksploderede frem, inden man overhovedet nåede at tænke på at det var efterår.
"Cloe? Du skal bare se noget, og så forsvinder vi herfra"
Hans stemme skar igennem Cloe's tanker, og lavede riller i den tunge luft. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at det kunne være sidste gang hun så ham. Sidste gang at hun hørte hans rungende latter, som kunne udfylde en hver akavet tavshed. Sidste gang hun så hans ansigt folde sig til hans brede smil som blottede de skæve fortænder. Sidste gang at hun mærkede hans kropsvarme lægge sig beskyttende omkring hende. Men hvorfor? Det kunne hun ikke forklare. Måske var det en sjette sans. Det vidste hun ikke. Men hun havde ret. Det var sidste gang.
Hun tog fat i hans hånd. Hans kropsvarme var fuldstændig forsvundet. I stedet for at varme og beskytte hende, mærkede hun en gysende kulde krybe ind over hende. Hendes hånd gled ud af hans, men han kiggede bare tomt på hende. Vidste at der var noget galt, men gjorde ikke noget ved det.
De trådte ind i skoven, og fortsatte med at gå. Jo længere de gik, jo sværere var det at vende om igen. Sådan fortsatte de indtil det ikke længere var muligt at vende om.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...