Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1187Visninger
AA

10. Kapitel 8

Et hånligt grin spyttede sig ud af min mund. Jeg vidste ikke hvorfor. Måske fordi hun troede at hun kunne gøre mig bange. Det kunne hun altså ikke. Jeg hoppede ikke på hendes åndsvage spøgelseshistorier. Hun kunne gøre hvad hun ville med mig, men hun ville aldrig vinde min tillid. Så dum var jeg heller ikke. Aldrig om jeg ville hoppe på hendes julelege...
"Så gør hvad du vil. Dræb mig"
Jeg var træt. Træt af at være bundet til skovbunden, og vente på hendes næste træk. Træt af hendes arrogante toneleje, og hendes provokerende fremtræden. Jeg ville bare hjem. Få det hele overstået og cykle væk på min rustne cykel.
"Ikke endnu. Du skal først have alt at vide..."
Hendes hæse stemme udløste en masse prikkende smerter i mit hoved. Hun mumlede en masse om 'min skæbne' som jeg egentlig var for træt til at høre på. Jeg fattede ikke hvorfor hun ikke bare kunne få det overstået. Men det var vel fordi jeg skulle igennem alle punkterne i hendes spil. Alle punkterne i hendes åndsvage leg.
Først efter et par minutter, var der noget i hendes talestrøm som fangede mig. Cloe og Jim. Jeg var godt klar over at det hele var noget hun fandt på, men det var spændende at høre hendes forklaring på hvorfor de endte som de gjorde. Hun havde en forklaring, som ingen af de dumme politimænd, ville have fantasi nok til at finde på. En forklaring som faktisk lød temmelig virkelig. En forklaring som hun fortalte med den største omhu, og et sært, bittert, tryk på stemmen.
Efter Megans fortælling, startede det hele, da Jim forsøgte at overtale Cloe til at gå ind i skoven. Megan var fulgt efter dem. Hun ville ikke selv indrømme det, men ud fra hendes hævede, bitre stemme, vidste jeg at hun var vild med Jim. Og hun var blevet rasende da hun så ham sammen med Cloe. Som i virkelig rasende. Du kender nok følelsen selv. Når blodet koger, og stiger op i kinderne. Når næverne bliver knyttet af ren refleks, og når man kniber øjnene sammen, og fokuserer på personen foran en. Når man begynder at få fantasier om hvordan personen vil skrige når man banker hende. Eller ham. Når man automatisk træder frem, og hæver armen. Når man er fuldstændig parat til at slå, men pludselig kommer i tanke om at det er vreden der stiger en til hovedet. Når man langsomt sænker næven igen, vender sig om og går. Sådan er det vel for de fleste. Bare ikke for Megan. Hun bliver ved, det er sådan hun selv beskriver det. Hun er ude af stand til at stoppe, men går helt amok. Og det var så det der førte til drabet. Hendes første drab. For sådan startede det. Hun var bare nød til at dræbe Jim også når han nu havde været vidne til hendes dræb af Cloe. Så sådan blev det i følge hende til to drab. Hvorfor ligene så ud som de gjorde, nævnte hun ikke. Egentlig gad jeg også godt vide hvorfor hun startede med at dræbe Cloe, i stedet for Jim. Men det kunne man vel gætte sig til. Mit gæt var i hvert fald at det var fordi Megan ville skaffe Cloe af vejen så hun kunne få Jim for sig selv. Sådan blev det bare ikke, for hun glemte en ting:
Man kan ikke fremtvinge kærligheden.
For jeg er sikker på at Jim aldrig har elsket hende.
"Du tager fejl! Han elskede mig mere end hende Cloe. Han vidste det bare ikke..."
Og så skete det. Endelig. Hun havde gravet sig ind i mine tanker. Som en skovl. Måske en muldvarp. Og nu eksploderede hun sikkert. At tænke at Jim aldrig havde elsket hende, var ligesom at sige det højt. Råbe det i skoven. Og det var dumt. Hun var stik hamrende tosset. Sikkert ligeså sur som hun havde været, da hun dræbte dem. Så måske var det også det hun ville gøre med mig. Dræbe mig. Fuldstændig ligesom hun havde sagt. Fuldstændig ligesom det jeg ikke troede på. Men nu var det noget helt andet. Hendes øjne var ikke legesyge. Flammen var væk. Hendes øjne lyste nærmest Neon gul, ikke som en kat, men mere som en panter. En farlig panter. Så jeg havde taget fejl. Jeg var ikke bare hendes næste offer. Hun havde en bestemt grund til at hade mig. En god grund til at slå mig ihjel. Jeg havde irriteret hende. Provokeret hende. Tirret hende. Men kun fordi hun selv bad om det. Absolut KUN fordi hun fortjente det. For det gjorde hun. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun havde gået gennem så mange år af hendes liv, uden noget som helst modstand. Hun havde været omringet af undersåtter så længe jeg husker hende. Det var groteskt, når jeg tænkte på mig selv. Mig, som havde gået gennem al den smerte. Min mor... Alle beskyldningerne. Det var jo ikke kun i mine tanker at jeg fik beskyldninger. Det var overalt. I skolen, i parken, på gaden... Jeg følte mig først fri når jeg kom hjem. Når mine tanker altså ikke lige hærgede mit sind også. Jeg følte mig så brugt. Ødelagt er måske nærmere det rette ord. Så egentlig var det hende der fortjente at dø. Eller også var vi lige gode om det. Det eneste jeg vidste, var at vi ikke kunne dø begge to. Det var den stærkeste der ville overleve. Og det overasker jeg vel ikke når jeg siger at det i hvert fald ikke var mig. Måske var det også det der var bedst. At jeg endelig fik ro, og kom væk fra det hele.
"Jim vidste ingenting. Han var ikke klar over hvad jeg kunne gøre for ham. Han ville ikke fatte det. Jeg kunne have gjort ham rig. Have givet ham magt... Men nu er det forsent, og det er hans egen skyld"
Jeg gloede over på Megan. Nok havde hun magt, men hvordan havde hun tænkt sig at give den videre til Jim? Dele den med ham? Hah, nu var hun altså for dum. Og helt ærligt... Ville hun også gøre ham rig? Styr dine fantasier Megan...
En knurren lød fra Megan. Højt nok til at jeg hørte det.
Jeg havde glemt det igen. Hun læste mine tanker lige meget hvad jeg tænkte. Mennesker var vel som en åben bog for hende. En åben dagbog.
"Du fatter jo heller ikke en skid. Du ved ikke hvad jeg er i stand til at gøre. Faktisk..."
Hun tøvede en enkelt gang, inden hun fortsatte.
"Faktisk, så kan jeg dræbe dig med et fingerpeg hvis jeg har lyst."
Tænk at hun gad spilde alt den tid op at lyve. Hvis hun virkelig kunne dræbe mig med et fingerpeg, hvorfor gjorde hun det så ikke?
"Fordi. Det ville have været for nemt for dig. Du ville ikke nå at føle nogen smerte, og det ville være en skam. Du skal straffes for det du har gjort."
Jeg forstod hende egentlig ikke. Vi havde været lige gode om det dengang. Det var oven i købet hende der startede. Jeg husker det tydeligt. Hvordan mit skab var dekoreret, dagen efter min mors død. Dagen efter ulykken. Og jeg mener ikke pænt dekoreret. Jeg mener spraymalet, hvis man da kunne det med blod. Jeg var sikker på at det var blod. De bogstaver som var sprayet på mit skole-skab, var ikke bare lavet af rød maling. Det var blod. Det både smagte og lugtede sådan. Og så passede det vel egentlig også meget godt til teksten.
Morder.
Det var det der stod. Med blodbogstaver. Og jeg vidste jo godt hvad hun mente. Det var så tydeligt. Hun havde endda sat streg under 'Mor' bare for at være sikker på at jeg fattede det. Og det gjorde jeg. Det fandt hun også ud af, da hun dagen efter kom i skole, og så mit hævnværk. Jeg havde taget mig god tid. Gjort det så genialt, og ydmygende som muligt. Hun smagte af sin egen medicin. Følte den samme ydmygelse som jeg gjorde. Det ord der stod på hendes skab, var skrevet helt specielt. Hun blev mere ydmyget end mig, for jeg kunne vaske mit væk. Blodet forsvandt, bare jeg brugte en våd karklud. Men det gjorde blæk ikke... Så jeg skrev det med blæk, så hun altid kunne huske det. Huske hvor stor en løgner hun var.
Løgner.
Det var måske ikke et ligeså hårdt ord som morder, men for Megan var det. Det var direkte overtrædelse af hendes opbyggede 'mur'. Den ingen måtte træde igennem. Hvis man gjorde fik man tæv. Men underligt nok gjorde hun intet ved mig. Det skulle jeg så i stedet komme til at betale for nu. Midt i skoven, mere end et år senere. Alle de renter der måtte være kommet på nu...
Og jeg havde som altid ret. At dræbe mig, var ikke med i hendes planer sidste år...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...