Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1183Visninger
AA

9. Kapitel 7

Mine øjne flakkede frem og tilbage. Jeg reagerede på den mindste lyd. Den mindste bevægelse. Men hun gjorde ikke noget. Det eneste aktivitet der var i nærheden af mig, var lyden af dyrenes forsigtige skridt, og fuglenes dominerende skrig. Mågernes skratten. Egern der kravlede rundt på grenene, og hoppede i mellem de visne blade. Rådne grene der knækkede af træerne.
Endnu et forbavsende lyn oplyste himlen og efterlod skoven i totalt stilhed. Som om tiden stod stille. Egernene var stoppet op på deres grene, og snusede op mod himlen. Harerne stampede faretruende i jorden, og forsvandt ud af det blå. Nu var det eneste jeg hørte, regnen der piskede ned i lange stænger. Måske ramte et par hagl en gang imellem. Men det var ikke hvad der betød noget. Det der betød noget, var Megan som stod og pustede på sin finger som om den var varm. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg var sikker på at jeg nok skulle finde ud af det. Nu var jeg jo alligevel fanget med hende, indtil hun var færdig med mig.
Og så brød jeg endelig stilhedens mur ved at stille hende et spørgsmål, som jeg egentlig ikke regnede med at få svar på:
"Nå. Hvad vil du så med mig?"
Ordene blev pustet ud, sammen med mit kolde åndedræt. Jeg forholdt mig mere roligt nu. Adrenalinen pumpede ikke længere rundt som den havde gjort før. Jeg vidste at jeg ikke behøvede at være klar til at stikke af, for det var ikke længere en mulighed. Jeg havde spildt mine livliner, og sådan var det bare.
Mens regnen trommede ned over skoven, og plaskede ned igennem de tomme grene, funderede jeg over det hele. Samtidig med at jeg ventede på en reaktion fra Megan. Hun kunne vel ikke forblive tavs for evigt...
Mine øjne gled akavet rundt, og faldt automatisk over på det som Megan kaldte for 'Cloe og Jim'. Ligene. Selvom jeg egentlig ikke var sikker på at jeg troede hende. Måske var det bare en åndsvag spøgelses historie hun havde opdigtet for at skræmme mig fra vid og sans. I så fald var det lykkedes, selvom det bestemt ikke var meningen.
Det virkede bare for surrealistisk at det skulle være hende der havde dræbt dem. Nok havde hun noget af et voldsomt temperament, og hun elskede at skade andre, men at gå så vidt... Som at dræbe hele to mennesker. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Tilgengæld kunne man aldrig rigtig gennemskue Megan. Hun valgte aldrig det der var mest logisk. Det var ikke rigtigt muligt at kunne tænke i hendes baner. Efter de par timer jeg tilbragte i skoven, hvor jeg ikke havde andet at lave end at tænke, fandt jeg ud af at hun havde en stor kraft. Noget jeg ikke kunne sætte ord på, eller beskrive. En kraft som lyste op, hvor hun end begav sig, men alligevel ikke var synlig for nogen. Bortset fra mig. Hvis hun vidste, hvad jeg var kommet frem til, af hemmeligheder omkring hende, så ved jeg ikke hvad hun ville gøre ved mig... Hvis det så passede at hun kunne læse mine tanker, så havde hun vel allerede fundet ud af det.
Jeg snurrede rundt og kiggede på Megan, i et forsøg på at tyde hende. Men selvfølgelig så hun bare tom ud. Selv hendes øjne havde genfundet den kedelige grå farve, helt uden gnister eller flammer. Hun var utilregnelig. Ikke til at stole på, og aldrig det sted hvor man ville have hende.
Pludselig knyttede hun næven, og sendte mig endnu et af hendes drillende blikke. Jeg var overrasket. Og jeg havde da slet ikke forventet at hun ville svare på mit spørgsmål som hun lige gjorde. Et hæst, uforståeligt grin placerede hendes læber, inden hun svarede tydeligt så jeg kunne høre det.
"Så du vil virkelig vide det. Bare det nu ikke gør dig bange."
Det sidste ord spyttede hun ud. Bange... Jeg var aldeles ikke bange!
"Ingenting skræmmer mig. Heller ikke dig."
Min stemme rystede ikke. Den var overraskende nok perfekt. Hård, og kold, uden nogen form for følelser indblandet. Ikke engang vrede, selvom det var det der pumpede i mine blodårer på det tidspunkt. Hun skulle vide at jeg ikke var hverken bange, vred, eller såret.
"Godt. Så får du det at vide når du nu så gerne vil vide det."
Jeg nåede ikke at komme med en spydig kommentar, før hun fortsatte, med den samme arrogance i stemmen.
"Jeg vil lege med dig. Tirre dig. Drille dig. Torturere dig, indtil du ikke holder til det længere. Kort sagt: Jeg vil dræbe dig. Du skal lide samme smerte som Cloe og Jim"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...