Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1195Visninger
AA

7. Kapitel 6

Megan gav mit bryst et hårdt stød, inden hun fjernede sine håndflader igen. Det buldrede kraftigt, og regnen begyndte at piske ned mellem de blade der sad tilovers på grenene. Det var nok til at gøre os begge våde. Et kort øjeblik glædede jeg mig over at hun havde sort tøj på, og ikke hvidt. Hvis det havde været en hvilken som helst anden pige, ville jeg nok have ærget mig over det...
Det mindede mig om hvem jeg stod sammen med, og hvilken situation det betød at jeg var i. Jeg huskede hendes blik, og hendes hårde stemme. Langsomt falmede mit mod, og jeg kiggede tungt ned i jorden. Hvad fanden tænkte jeg på? Lige nu var jeg i tvivl. Skulle jeg gøre et sidste forsøg på at stikke af? Jeg kunne jo ligeså godt blive stående. Indse at der virkelig ikke var nogen vej uden om hende. Men det var anderledes med mig. Hun havde noget bestemt i tankerne. Jeg kunne se det på hende. Hendes blik var ikke bare tomt og legesygt, som det plejede når hun fik sine flip. Hendes blik havde en flamme, som nærmest brændte sig fast i mig, trods den kulde hun ramte mig med når jeg rørte hende. Flammen i hendes øjne var ikke i røde og gule nuancer, som normal ild, men derimod, brændte den med en lys klar farve, et sted i nærheden af blå. Det så på en måde magisk ud. Pludselig forstod jeg hvorfor jeg altid blev så fanget når jeg kiggede ind i hendes øjne. Og hendes magiske øjne, havde en fangende effekt. Noget der fik mig til at kigge ekstra længe på hende. Noget der fik mig til at ryste når vi holdte øjenkontakten for længe. Noget der slog gnister, som en magnetisk kraft, når vi så meget som snittede hinanden. Hun måtte være magisk. Om jeg så syntes om det eller ej, kunne jeg ikke benægte.
Jeg vidste udemærket godt at det var mig der skulle være hendes næste offer. At det var mig der var blevet til legetøjet. Men jeg havde ingen anelse om hvad den magiske flamme i hendes blik var. Flammen, som kunne repræsentere had, vrede, liv, død, magi. Og sikkert en del andre ting som jeg ikke havde tænkt på.
Det var først da jeg opdagede at hun ikke bare kiggede på mig, at jeg vidste hvad det var. Hendes øjne pejede i retning af noget andet, og så tilbage på mig. Som om hun ville vise mig noget. Som om jeg skulle kigge på det samme som hende. Og det gjorde jeg så. Et træ...
Jeg løftede øjenbrynet og kiggede tilbage på Megan. Et træ? Hun rullede irriteret med øjnene. Sikkert af min uvidenhed. Men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg vidste da ike hvad hun mente med et åndsvagt træ! Eller gjorde jeg? Mine tanker fløj tilbage i tiden, og medførte et underligt flashback.
- Jeg lagde cyklen op af et tykt træ, og trykkede mig op af den hårde, rillede bark. Mine øjne faldt på et punkt på barken, lige over mit hoved. Det var et hjerte, sikkert ridset med en skarp hobbykniv. Indeni hjertet var der skrevet to navne.
"Cloe + Jim"
-
Mit blik stenede, og jeg mærkede Megans øjne i nakken, som frøs sig fast til min hud. Jeg vidste hvad hun ville sige. At jeg godt vidste det. Og jeg havde gættet rigtigt. Hendes øjne lyste af had og vrede ligenu. Flammen i hendes øjne var ikke længere til at tage fejl af. De dansede ivrigt i hendes øjne, men nu med en anden farve. En helt almindelig rød farve, som skiftede lidt over til orange og gul. Som den gnitrende skov. Eller måske en åben pejs. Hun var virkelig vred. Alligevel fattede jeg det ikke. Hvorfor var hun vred? Det var et ubetydningsfuldt træ, hvor nogen havde ridset et hjerte ind i barken. Hvorfor være sur over det? Lidt efter kom jeg i tanker om det. Hvor var jeg dum! Hun hadede selvfølgelig natursvin ligesom mig... Det var da indlysende.
Jeg slog ud med mine arme, som om jeg havde løst en svær gåde, og kiggede selvsikkert tilbage på Megan. Hun gloede bare åndsvagt på mig, hvorefter hun åbnede hendes mund, lukkede den sammen igen, og tog sig til hovedet. Hendes læber bevægede sig hastigt. Det gik op for mig at hun talte til mig.
"Natursvin? Ej come on!"
Jeg kiggede mærkeligt på hende og denne gang røg mine øjenbryn sikkert helt op i panden på mig. Det eneste hun gjorde var at sukke, og fortsatte så med at tale.
" Jeg har givet dig SÅ mange ledetråde! Du kan umuligt være uvidende endnu. Tænk noget mere. Du skal længere frem i tiden."
Mit bryst pustede sig ud da jeg træk vejret tungt. Endnu en gang kiggede jeg bare dumt på Megan som om jeg ikke fattede en skid. Sagde jeg det med natursvinet højt, eller kunne hun virkelig læse mine tanker? Det var jo ikke første gang jeg kom i tvivl om det. Langsomt begyndte hullerne at blive lappet sammen. Hendes magiske øjne. Måden hun læste mine tanker på. Gnisterne jeg mærkede. Som statisk elektrisitet. Men hvordan kunne hun give disse små stød bare ved berøring... Alle de underlige begivenheder, blev ligesom bundet fast med et rød tråd, og sat sammen som perler på en kæde. Jeg måtte bare have ret. Og det var jeg også næsten sikker på at jeg havde. Den eneste forklaring jeg kunne komme på, var at hun var magisk. Noget overnaturligt...
Megan afbrød mine tanker. Igen.
"Du kigger på det forkerte sted! Fat det dog!"
Hendes stemme var virkelig hård, og hun talte til mig som om jeg var et pattebarn. Det sårede mig lidt, og stikkede sært i brystet. Hvor vovede hun egentlig at tale sådan til mig? Og hvad regnede hun med. Hun vidste jo godt at jeg ikke var det største matematiske geni. Så altså, hvilket træ skulle jeg så kigge på?
Jeg hørte et irriteret suk, hvorefter Megan pegede på træet igen.
"Nej, du skal ikke kigge på et andet træ. Du skal kigge på Det der!"
Hendes hånd svævede i den let tågede luft. Hendes pegefinger var strakt ud, og pegede nu på træet igen. Og så slog det mig. Et minde om fortiden, kastede sig nærmest ind foran mig.
Jeg kiggede nærmere på den smukke skrift, indtil jeg fandt noget andet at kigge på. En sort sjusket tush havde, med en meget tynd, næsten ulæselig, skrift, streget Cloe over, og tilføjet et navn nedenunder, så der i stedet kom til at stå:
"Megan + Jim"
"Megan" Et gisp brød igennem mine ellers så sammenklemte læber. Hun kiggede overrasket på mig, som om at hun ikke havde forventet at jeg ville regne det ud så hurtigt. Okay, hurtigt var det vel ikke... Så altså den som havde streget Cloe's navn over, måtte være Megan. Hende Megan som stod overfor mig. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på hende, da jeg læste navnet tidligere?
Hun trak langsomt en tush op ad lommen. Så langsomt at man ikke kunne andet end at ligge ekstra meget mærke til det. En sort tush, magen til den der var på træets bark. Så havde jeg ret i min teori. Det var hende der var Megan. Hende der var vild med Jim. Men hvorfor? Hvad havde hun at gøre med Cloe og Jim?
Et stort smil kom frem på Megans ansigt. Endnu en gang følte jeg mig dum og uvidende, men det eneste hun gjorde var at bruge sin tush som pegepind, og pegede den mod ligene. Jeg havde faktisk helt glemt at de var der. Faktisk havde alle de ting der var sket, fået mig til at glemme tiden også. Og alt derhjemme.
Hun mumlede nogle underlige ord, som hun blev ved med at gentage. Samtidig pegede tushen mod ligene. Hendes svage brummen, blev mere og mere forståelig, indtil jeg tilsidst opfattede det jeg havde brug for at høre. Mit hjerte sprang et slag over. Blodet pumpede rundt i min krop. Hun blev ved med at mumle, selvom jeg havde forstået det. Selvom jeg ikke ville høre et ord mere.
"Du ville vide hvad jeg har med dem at gøre? Faktisk står du ikke specielt langt væk fra dem dumpap. De ligger jo lige dér. Svøbt ind i tæpper og jeg ved ikke hvad. Men jeg skal sige dig, at det ikke var sådan de så ud da jeg efterlod dem."
Hendes ord lammede mig. Frøs mig fast til skovbunden. Jeg opfattede lynhurtigt meningen med det. De lig dér, var ikke bare killingens garnnøgler. De var byttet. Og Megan var rovdyret...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...