Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1197Visninger
AA

6. Kapitel 5

Uroen pumpede i mit blod, og vækkede alle mine sanser, så jeg var klar til at stikke af. Alligevel blev jeg stående med fødderne plantet solidt på skovbundens mange blade. Hvis jeg stak af fra hende, ville jeg udtrykke svaghed. En ting som drenge helst holder sig langt fra. Man skal være modig og mandig. Modig og mandig... To ord som altid skal køre i ens tanker. To ord som er ret svære at huske i nogle situationer. Situationer som nu, hvor jeg egentlig godt viste at jeg skulle stikke af, men alligevel mærkede hvordan mine fødder strittede imod, og forbød mig at handle som jeg egentlig havde tænkt mig.
Jeg tog fat i kanten på tæppet, og smed det ned over ligene. Mit blik flakkede lidt rundt, og landede på Megan. Hun løftede sine øjenbryn, og kiggede tilbage på mig, med hendes øjne knebet helt sammen. Hendes øjne fangede mine, og vi holdte øjenkontakten i alt for lang tid. Så lang tid at der kunne have slået lyn ned i mellem os. Det ville jeg helst aldrig opleve igen.
Himlen kunne lige skimtes imellem de små tætte blade, og signalerede dårligt vejr. De grå skyer så ud til at hænge tæt på himlen, og som bekræftning på det kommende uvejr, fløj en svale i en hastig fart forbi mine knæer. Jeg huskede den remse min mor plejede at sige til mig da jeg var mindre.
Når svalerne flyver lavt, tyder det på uvejr...
Jeg havde på fornemmelsen at det ikke bare var uvejr imellem jord og sky, men også i mellem Megan og mig. Måske skulle jeg alligevel... Stikke af, få halen mellem benene som min mor også plejede at sige før den dramatiske ulykke, som blev ved med at hjemsøge mig i forskellige serier af billeder, i mine mareridt. De kom efterhånden hver nat. Med den ene eller anden beskyldning.
Det er din skyld det hele, du skulle aldrig have overtalt hende om at du var gammel nok til at styre bilen.
Og det værste var at stemmerne havde ret. Jeg skulle ikke have gjort det. Det var virkelig min skyld det hele. Min skyld at lastbilen havde ødelagt sit højre sidespejl og ikke så os. Min skyld ar min mor var blevet hamret ind i forruden. Min skyld at hun nu lå i sengen derhjemme og ikke kunne andet. Min skyld at jeg ikke havde rygrad, og var mandig nok til at styre hjemmet, og overtage min mors pligter, så det nu var min 11-årige lillesøster som hang på det hele. Min skyld. Så kunne alt det mandigheds pis da også være skide ligemeget!
"Nå men øh... Jeg skal også hjem at lave...lektier. Vi ses vel i skolen i morgen"
Min stemme lød rystende og ikke nær så sej som hendes. Det måtte være fordi tankerne om ulykken stadig cirklede rundt i mit hoved. Det var helt sikkert derfor. For jeg var ikke bange. Når man først er blevet bange for Megan så går det galt. Jeg vendte mig i en hurtig drejning om, og hastede mod åbningen af skoven, da jeg mærkede en kold, klam hånd på min skulder. Hånden trak mig baglæns, imens mine fødder snublede med. Mine skuldre blev presset ned, og jeg dumpede ned på skovbunden. Det knasede let i bladene. Fuglene var væk. Svalerne var fløjet et andet sted hen. Det kunne jeg egentlig godt forstå. Hvis jeg kunne flyve ville jeg også have fløjet væk.
De kolde hænder forsvandt fra mine skuldre, og en fugtig ånde, pustede mig i stedet i nakken.
"Vi har sommerferie din nar!"
Megan. Selvfølgelig var det hende. Hun nærmest væsede ordene ud, af hendes perfekte, mørkerøde læber. Okay, endnu en ting ved hende, som var en lille smule pænt. Men kun en lille smule... Kuldegysningerne blev sendt som bølger af strøm gennem min krop, og fik mine nakkehår til at rejse sig. Jeg fandt det utroligt ubehageligt at ligge der med næsen nede i de faldne blade, og vendte mig derfor hurtigt om. Hendes dybe blå øjne borede sig ind i mine, og jeg fik hendes fugtige kolde vejrtrækninger pustet i hovedet. Hendes to små hænder landede på mit bryst, og holdte mig mod den kolde jord. Hun stirrede intenst på mig, og jeg undveg hendes blik for ikke at blive fanget. Fanget i hendes dybe øjne, som sendte gnister afsted til mig. Alligevel gjorde jeg det. Blev fanget i hendes blik. Det var ikke længere truende eller voldsomt, men drillende. På en måde tændte det mig, og på en anden måde gjorde det mig bange. Hendes drillende blik bare så levende. Som en lille sød kattekilling der kedede sig. Der var bare overhovedet ikke noget noget sødt over Megan. Nærmere noget overfladisk, og en gnist som hungrede efter lidt sjov. Jeg havde set det så mange gange. Blikket hun fik, når hun kedede sig oppe i skolen. Det endte altid katastrofalt når hun fik det blik i øjnene. Typisk med en kvæstet elev, og en uges bortsendelse fra skolen. De gjorde bare aldrig rigtigt noget ved det. Når hun kom tilbage til skolen, ugen efter, var alt som normalt. Bortset fra at eleven som hun havde 'leget' lidt med, ikke var der længere. De flygtede til andre skoler, og så var problemet løst for både Megan og de ansvarlige på skolen. Tingene blev da også bedre. Forstået på den måde at Megan fik sine flip udenfor skolen så det ikke var os det gik ud over. Men alle holdte sig stadig væk fra hende, og flyttede sig når hun gik forbi på gangen. Det gav hende en slags magt, som ingen andre end mig havde gennemskuet. Alle andre havde for travlt med at være bange for hende, til at bide mærke i den kraft hun rejste op omkring sig. En mur af overlegenhed, trusler og dræbende blikke, som ingen turde gå igennem, for alle vidste hvad følgerne ville være. De ville blive hendes legetøj. Killingens garnnøgle. Når først man var kommet indefor hendes mur, kom man aldrig ud igen. Med mindre at man flyttede skole, selvfølgelig. For hun havde magt og mod til at stå op i mod alle der forsøgte at få vippet hende af tronen. En magt som den man ser i filmene, hvor de populære bestemmer over hele skolen. Sammen. Men Megan var alene. Det var efter de tanker at det gik op for mig hvordan jeg ville ende hvis jeg bare bøjede mig for hende. Tilgengæld var jeg udmærket klar over at det var lige meget hvilken en af mulighederne jeg valgte. At bøje mig i støvet, eller at kæmpe imod. Det kunne være det samme, om hun kvæstede mig på den ene eller den anden måde. Den eneste forskel var hvor lang tid jeg skulle pines inden jeg blev slået bevidstløs. Så jeg valgte den mulighed som en hver anden i min familie ville have gjort. At kæmpe imod.
Jeg skimtede en af Megans tynde fingre, lige inden et lyn oplyste himlen. Kort efter hørte jeg tordenen buldre. Jeg havde ret. Uvejret var på vej.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...