Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1198Visninger
AA

5. Kapitel 4

Hun løftede udfordrende et bryn, og kiggede drilsk på mig. Jeg sukkede, irriteret over at lige netop hun, opdagede mig sådan. Alligevel rakte hun en hånd ud mod mig, uden at trække en mine. Forbavset fik jeg fat i hendes hånd og forsøgte at trække mig op. Hendes hænder var kolde og blege, ligesom hendes arme, ansigt og ben. Hvordan hun så ud indenunder hendes sorte kjole vidste jeg ikke, og jeg ville bestemt heller ikke vide det.
Hun kiggede barskt på mig da jeg var kommet på benene igen, og spyttede ned på jorden foran mig, som om at hun havde læst mine tanker. Hendes kjole sad stramt omkring hendes bryster, og var snørret hele vejen ned til hendes mave som et korset. Typisk hendes stil. Mørkt, og fremprovokerende...
Der har altid været noget i mellem os. Som når to magneter ikke passer sammen, og kraften i mellem dem er så stor, at det kræver umulige kræfter hvis man vil holde dem sammen. Derfor undrede det mig at jeg overhovedet kunne røre hende da hun ville hjælpe mig op. Det var som om at mine hænder nærmest blev presset mod hendes. Helt forkert, og ulækkert på en eller anden måde. Det var ikke et trygt og varmt håndtryk, men tværtimod koldt og ubehageligt.
"Er jeg så slem?"
Den dystre, hæse stemme afbrød mine tanker. Jeg kiggede måbende på hende, og var ved at tabe underkæben. Kunne hun virkelig læse mine tanker? Jeg havde altid vidst at der var noget særligt over hende, gemt væk under de mørke, dystre kjoler, den barske makeup, og hendes hårde blikke.
Hendes læber trak sig op til et skævt smil, da hun så min reaktion på hendes spørgsmål. Hun vidste at jeg var forvirret, og hun elskede det. Ydmyget kiggede jeg op på hende, og så ind i hendes krystalblå øjne. Det eneste ved hende som faktisk var pænt. Hun fnøs af mig, og pegede på liget bag mig, med det hvide tæppe ovenpå.
"Skal vi se på ligene?"
Ligene? Der var der kun et! Jeg havde selv ligget på det...
Jeg spærrede mine øjne vidt op, og denne gang forbløffede hun mig virkelig. Ikke med hendes udseende, eller hårde tonefald, men med hendes handlinger. Hun fik i et hurtigt træk, flået det hvide tæppe af det jeg troede var et lig. Hun havde ret. Der var flere lig. To for at være helt præcis.
Jeg gispede, og holdte mig febrilsk for øjnene. Når det gjaldt døde mennesker, så var jeg vel en tøsedreng. Men det der! Det var ikke bare to døde mennesker. Det lignede mere et dukketeater med to lig. Det var en mand og en dame. Måske nærmere en dreng og en pige. Overalt på drengens nøgne krop var der små brændte mærker. Sådan cirka på størrelse med en fingerspids på en pegefinger. Eller en cigaret for den sags skyld. Pigen havde kun ganske få mærker, men hendes hår var ødelagt. Det så ud som om nogle havde revet i det. Med mindre det var hende selv der havde gjort det. De lyse, lange hårstrå stod op rundt omkring hendes hoved, og adskillige totter krusede ned foran hendes øjne, så hun ikke kunne se hvad der skete foran hende. Hun ville sikkert heller ikke vide det. For det var forfærdeligt. Så nedladende som det overhovedet kunne blive.
Direkte op til hendes hoved, lå drengen. Han havde lukkede øjne, men hovedet vendt i mod pigens. Deres læber var presset mod hinanden, som om de var midt i et kys. Hans bare arme lå på hendes rygsøjle, og holdte hende klemt fast til ham. Det havde de i hvert fald gjort. Nu lå de bare slapt på ryggen af hende. Det skulle vel forestille tvang. Forestille. Den måde de var klistret sammen på... Der var noget unaturligt ved det. De lå så tæt op ad hinanden som de overhovedet kunne, og lignede på lang sigt, et elskende par. Men når man kom tæt på var det noget helt forkert ved det. Det var ikke ægte... Det var enten skuespil, eller noget meget værre. Nogen havde måske placeret dem sådan da de døde. Eller også var de blevet tvunget til at ligge sig sådan, og var efterfølgende blevet dræbt på stedet...
"Tøsedreng"
Jeg vendte mig forskrækket om, og kiggede mig over skulderen, hvor Megan stod med armene over kors, og kiggede anklagende på mig. Hun fugtede læberne før hun åbnede dem, og kørte dem op i et smørret smil imens hun talte.
"Er du bange for døden?"
Hendes spørgsmål blev hængende i den fugtigkolde luft, og hendes stemme havde en perfekt undertone af mystik. Det havde jeg aldrig før tænkt over. Var jeg bange for døden? Jeg svarede flabet, og forsøgte at skyde lidt selvtillid ind i min udtale:
"Kun hvis jeg ender som dem der!"
Jeg tog min hånd op ad lommen, og vendte en tommelfinger i retning af ligene bag mig. Hun skulle ikke vide at jeg var bange. Aldrig i livet.
Et uventet smil malede sig på hendes ansigt, og jeg rynkede nervøst mine øjenbryn. Hendes blik udsendte et helt forkert signal. Som om jeg lige havde sagt det helt perfekte. Det hun håbede at jeg ville sige. Der var noget helt galt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...