Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1194Visninger
AA

4. Kapitel 3

Træerne bevægede sig blidt i vinden, og bladene raslede, og afbrød stilheden af at være alene. Den kolde brise ramte mine arme, og mine små lyse hår til at rejse sig op. Snart fik de startet en kædereaktion, og hårene på mine ben rejste sig også op. Det var ret ironisk at jeg lige netop i dag, havde undladt hårvoksen, så mit hår på hovedet ikke strittede.
Et øjeblik var jeg bange for at det rent faktisk ville begynde at stritte, da tågen kom svævende hen over landskabet. Det sendte endnu værre kuldegysninger i min krop, end jeg havde i forvejen, og efterladte et tyndt lag sved på min pande. Mit hjerte bankede faretruende, og fortalte mig at jeg skulle alt andet end at blive i skoven. Alligevel prikkede mine hænder af nysgerrighed, og jeg vendte mig om mod det afmærkede område. Jeg satte hænderne på den stribede snor, og overvejede om jeg overhovedet havde lyst til at se hvad der lå indenunder. Alt indeni mig skreg nej, men min krop ville ikke lystre. Mit hoved dukkede sig under snoren, og min krop fik sig bevæget frem, så jeg stod indenfor det afmærkede område og kunne kigge på bagsiden af den svagt gennemsigtige snor. Jeg rystede på hovedet og forsøgte febrilsk at gå tilbage, men faldt i stedet forover. Mine hænder flyttede sig instiktivt foran mit hoved for at beskytte mit ansigt.
Det gav et bumb, og mit skrig gav genlyd i hele skoven. Mine hår stod så oprejst som de overhovedet kunne, og strækkede sig som om om at de truede med at hoppe af min hud. Det sveg og prikkede for mine øjne, da det gik op for mig hvor jeg var landet. Lige direkte oven på det hvide tæppe, som egentlig var en slags presenning. Nu vidste jeg i hvert fald hvad der var under. Jeg behøvede ikke engang at løfte tæppet... Jeg kunne mærke det.
Panikken dansede som sveddråber på min pande, og omsvøb resten af min krop i dug, som blev til sved. Jeg lå oven på et... Lig!
Panisk forsøgte jeg at rejse mig op, men tumlede bare bagover igen. Mine ben rystede som bare pokker, og tvang mig til at bevare roen, hvis jeg ville så meget som at tænke på at rejse mig op. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at slappe lidt af, men liggende på to døde ben, med kun et tyndt tæppe imellem, var det ret svært. Jeg tørrede det voksende antal af sveddråber væk fra min hgpande, med min håndryg, og satte mig forsigtigt op. Hele tiden med tanken i baghovedet, om at jeg bevægede mig ovenover et lig.
"Bøh"
En stemme nåede min øregang, og jeg faldt forskrækket sammen. Irriteret bankede jeg min hånd ned i mit lår. Jeg kunne da for satan aldrig få lov at komme op! Jeg vippede hurtigt mit hoved op og skulle til at skælde personen foran mig ud, da jeg så hvem det var.
"Lidt sur i dag?"
Hendes stemme klingede ikke som de fleste pigers, men blev hængende som en tung sky i luften. Hun var hæs og hendes øjne flakkede rundt. Hun så sløret ud i blikket. Havde sikkert taget stoffer eller noget lignende. Hendes makeup lavede mørke skygger under hendes øjne, og fik hende til at se barsk ud.
Min stemme dirrede stadig en smule da jeg svarede hende:
"Hjælp mig nu bare op Megan"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...